19. august 2010, 22:30

Det er udtryk for kastrationsangst, kvindehad og heksejagt, når (mandlige) journalister og kommentatorer i de seneste måneder har givet Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen en tur i vridemaskinen, udtaler Hanne-Vibeke Holst til Politiken. Men ingen beskylder medierne for at bedrive kønsdiskriminerende hetz mod Pia Kjærsgaard. Eller stærke kvindelige politiske ledere som for eksempel Angela Merkel og Margaret Thatcher.

Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen har begge først og fremmest baseret deres politiske lynkarrierer på at spille kvindekortet. Uden i øvrigt at beklikke deres hæderlighed eller kompetencer har begge ladet deres person fylde mere udadtil end deres politiske visioner. Der er ingen tvivl om, at de har viljen til magten, men den politiske drivkraft bag ambitionerne fremstår ikke altid klar for udenforstående iagttagere.

Margaret Thatcher, Angela Merkel og Pia Kjærsgaard har alle, uden sammenligning i øvrigt, frem for alt ført sig frem på deres politiske idéer og ønsker for samfundet. De har først og fremmest haft et politisk projekt. Når disse kvindelige politikere drøftes, falder snakken derfor naturligt på deres politiske præstationer. Ikke deres personlige ditto.

Margaret Thatcher blev i 1979 en af Vestens første kvindelige regeringsledere. Hun var en kompromisløs politiker med stærke synspunkter, der stadig deler vandene den dag i dag. Hun gik til kamp mod efterkrigstidens herskende logik om, at ethvert problems løsning kræver en udvidelse af staten. En logik, der var ved at drive Storbritanniens økonomi i sænk. Hun tog et ideologisk opgør med fagforeningernes magtposition og gennemførte upopulære, men nødvendige reformer. Herunder omfattende privatiseringer, deregulering og skattelettelser.

Man kan mene meget om Margaret Thatcher. Men der er ingen tvivl om, at hun havde et politisk projekt. Hun brugte hverken sit køn som løftestang eller undskyldning. Selv opsummerede hun sit syn på den sag med ordene: »I owe nothing to feminism«.

Pia Kjærsgaard er en anden type politiker i en anden tid. Men hun har det til fælles med Thatcher, at man næppe er i tvivl om, hvad hun mener om tingene. Hun har med andre ord et klart politisk projekt, og hun formår at sætte en politisk dagsorden.

Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen har uden tvivl politiske holdninger, men for dem lader politik i højere grad til at være et personligt projekt. Helle er den »almindelige familiemor«, der ved, hvad der »rører sig om kakkelbordene«. Hun fremfører i ét væk sin opvækst i Ishøj som bevis for en særlig folkelig forståelse. At politik er et personligt projekt fremgår også tydeligt i Noa Redingtons biografi over privatpersonen Helle Thorning-Schmidt med den lidet beskedne titel »Den Første« (2007):

»Den tidligere svenske statsminister Olof Palme har sagt, at politik er at ville. Det er et citat, som socialdemokrater kan recitere i en uendelighed. Men for Helle Thorning-Schmidt er politik mere end at ville. For hende er politik at vinde,« fremgår det i bogen.

Lene har igennem tiden præsenteret sig både som »fiskerpige fra Hirtshals«, »småbørnsmor« og »moster skrap«, når det er nødvendigt. Til Europa-Parlamentsvalget i 1994 markedsførte hun sig humoristisk med rød læbestift og blondinevittigheder. Senere har hun blandt andet ladet sig afbilde på køleren af en sportsvogn i Ekstra Bladet og siddende på en ølkasse med en flaske i hånden i Bryggeriforeningens blad. Både Lene og Helle er dygtige og skarpe politikere med et ikke uvæsentligt oratorisk talent. Men til trods for den rigelige mediedækning, er det desværre sjældent de politiske budskaber, der trækker overskrifter.

At Pia Kjærsgaard ikke på samme vis udsættes for kritik forklarer Hanne-Vibeke Holst med, at Kjærsgaard er mere folkelig. At Pia Kjærsgaard simpelthen ikke på samme måde inviterer til kritik, fordi hun ikke begår åbenlyse brølere, og fordi hun først og fremmest taler om sin politik og ikke sin person, bemærker Hanne-Vibeke Holst ikke. Dertil er hun for blændet af sin overbevisning om patriarkatets plot mod kvinderne.

Politik har altid handlet om personer. Det kan ikke overraske. Både mandlige og kvindelige politikere får en tur med grovfilen, hvis de er grådige, dovne eller dobbeltmoralske. Men det er et relativt nyt fænomen, at flere partiledere bruger deres person som den primære platform. Det er en karrierevej, der favoriserer kvinder - ikke fordi de interesserer sig mindre for politisk substans eller går mere op i personlig fremtoning end mænd - men fordi de alene i kraft af deres historisk lavere repræsentation i politik er bedre nyhedsstof.

Både medier og toneangivende debattører har hungret efter kvindelige frontløbere, der kunne hamre søm igennem myten om, at kvinder ikke kan eller ønsker at gøre karriere. Køen til mikrofonerne ville utvivlsomt være lige så lang blandt mandlige MFere, hvis nogen gad vise dem samme interesse.

Ikke desto mindre kan strategien ikke stå alene på sigt.

På vej op ad karrierestigen kan man ganske vist øge sin appel til medier og vælgere ved at spille »kvindekortet« og føre sig frem som »gæv jyde«, »ung smuk blondine«, »familiemor« eller »jeg-er-bare-ligesom-alle-andre«. Men når man står i spidsen af et parti eller kandiderer til statsministerposten, skal man også levere den politiske substans.

At det kan være en fordel at være smuk og fotogen - og ikke mindst kvinde - anerkender Hanne-Vibeke Holst. Men hun fastholder alligevel, at furoren omkring Thorning og Espersen handler om køn og ikke om skatteunddragelse eller mødeafbud. »De har ikke været tilstrækkeligt bevidste om, hvor farligt det er at lade medierne æde sig med hud og hår. For under mediernes fascination ligger et urgammelt kvindehad og ulmer. Det slippes løs, når de her kvinder viser svaghedstegn og kommer i krise,« siger hun.

Kvindekortet kan være effektfuldt, men det virker sjældent befordrende på afsenderens troværdighed eller intellektuelle tyngde. At trække kvindekortet, når man har trådt i spinaten, er en særlig tvivlsom strategi. Det er nemlig som regel dem, der taktisk har udnyttet rollen som kvinde eller mor for at komme frem i samfundet, der senere beklager sig over, at kritikerne er for personlige. Der er ikke tale om en dobbeltstandard. De bedømmes blot pludselig på den målestok, der fra starten har været et vilkår for de fleste andre mindre karismatiske og ugebladssælgende personer. Om end kravene selvfølgelig, uafhængig af køn, er højere på toppen.

Når Hanne-Vibeke Holst konstaterer, at der er hård blæst på toppen af samfundet, og derfor ønsker en lidt blidere medfart til kvinderne, fastholder hun i virkeligheden de kønsstereotyper, hun ønsker at bekæmpe. Hun fremstiller kvinder som ofre, der har brug for andre spilleregler end mændene.

»Pressen går tættere på og er mere aggressiv over for kvindelige toppolitikere. Det kommer til at handle om hendes køn forklædt som karakter. Og kvinderne får rigtig svært ved at komme igen efter en fejltagelse, fordi de virkelig bliver trådt ned i skidtet,« påstår Hanne-Vibeke Holst. Men det er ikke kønnet, der står i vejen for kvinderne. De kvinder, der taler om politik, bliver også bedømt på deres politik. Hvis medierne er mere personlige i deres behandling af Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt, skyldes det måske, at ingen af de to (endnu) har leveret et politisk projekt, der er værd at tale om.

Begge er leveringsdygtige i salgbare plakatfotos og one-liners, men hvis de vil have mere end det noteret i historiebøgerne, kan de måske lære noget af succesrige politikere som Thatcher, Merkel eller Kjærsgaard. Det handler - også - om politik.