7. marts 2011, 22:30

Tirsdag er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp - men modkamp.

Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.

Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.

Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.

Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.

Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand - dvs. lighed for loven - og ikke om lige resultater.

Men feministerne var ikke tilfredse, da de havde fjernet de formelle og lovgivningsmæssige barrierer for kvinderne. Den borgerlige kamp for lige rettigheder, som også tidligt blev båret frem af mænd som John Stuart Mill, havde opnået sit mål, men feministerne kæmpede videre. Nu er målet ikke lige rettigheder - men kvinderettigheder. Det er ikke længere nok med lige muligheder, vi skal også have lige resultater.

Desværre er denne feministiske præmis om lige resultater som ligestillingskampens forkromede mål blevet dominerende i ligestillingsdebatten. Selv ligestillingsminister Lykke Friis (V) arbejder i praksis for lige fordeling og ikke for lige rettigheder. Således kalder hun det et ligestillingsproblem, at mænd fylder mere end kvinder i bestyrelseslokalerne, fængslerne, blandt hjemløse og i universiteternes frafaldsstatistikker. Hun bruger den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For det er åbenbart helt utænkeligt, at mænd og kvinder kan have forskellige ønsker og prioriteter. Og det er helt bandlyst at mene, at biologiske forskelle på mænd og kvinder også har indflydelse på vores valg i livet. Næh nej. Den slags taler vi ikke om.

Ifølge feministerne er kvinder først rigtigt frigjorte, når de opfører sig som mænd. Altså gør karriere og frigør sig fra »moderskabets fængsel«, som Erica Jong sidste år skrev i Wall Street Journal: »Nu om stunder er moderskabet blevet glamourøst, og i visse kredse er børn blevet et uundværligt statussymbol. Men vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene: Børn som statussymboler kan være det ultimative fængsel for kvinder«.

Det er selvfølgeligt sympatisk, at ligestillingsministeren vil invitere mændene med ind i ligestillingsdebatten ved at omdanne Kvindernes Kampdag til »mænd og kvinders kampdag for lige muligheder«. Men hvis det alene drejede sig om lige muligheder, altså lighed for loven, ville kampdagen være overflødig. Ligesom Ligestillingsministeriet i sin natur er overflødigt. Men det kan en ligestillingsminister selvfølgelig ikke sige, og derfor må hun i stedet komme på skøre påfund som en kampdag for lige muligheder og et mandepanel for at give sit ministerium en eksistensberettigelse.

Den autoritære feminismes fremmarch er mest tydelig i vores nabolande Sverige og Norge. På mange skoler og fritidshjem må drenge ikke længere stå op og tisse. Virksomheder tvinges til at sammensætte deres bestyrelser på baggrund af køn frem for kvalifikationer. Og voksne mennesker må ikke indgå frivillige aftaler, hvis der udveksles sex for penge. »Alt er politik,« sagde feministerne i 1970erne. Deri har de desværre fået ret.

Meget af det samme er på vej i Danmark, hvis S og SF kommer til magten. Det ville dog klæde de velmenende kvindesagsforkæmpere at tænke lidt over, hvordan de i praksis vil gennemføre idealerne. Vil man give bøder, indtil virksomhederne makker ret eller lukker? Skal politiet med trukne stave eskortere kvinder ind i bestyrelseslokalerne? Skal ordensmagten ud og løfte dyner for at sikre sig, at ingen køber sig til kødelige fornøjelser? Er det dét samfund, vi ønsker?

Det eneste fornuftige svar er nej. At bruge statens voldsmonopol til at regulere antallet af kvinder og mænd i bestyrelser og til at blande sig i, hvem der dyrker sex med hvem og hvorfor, er både en krænkelse af den private ejendomsret og en ringeagt af den enkeltes ansvar for sit eget liv. Feminismens ønske om at kollektivisere den enkeltes lykke var forfejlet i 1910 og er stadig forfejlet i dag.

Der er ikke længere brug for kvindekamp. Hverken i den rendyrkede gammelfeministiske form eller iklædt moderne borgerlig retorik à la Lykke Friis eller de øvrige såkaldte »borgerlige feminister«. Disse borgerlige kvinder forsøger at bruge prædikatet »feminist« som en adgangsbillet til debatten om ligestilling. Og at dømme ud fra den eksponering, de har opnået, er det et godt spin. Men det ændrer ikke på, at det er både selvmodsigende og historieløst at kalde sig borgerlig feminist.

For hvad adskiller da disse borgerlige feminister fra andre borgerlige? I det store og hele intet. Udover at de er kvinder, selvfølgelig. Men var hele pointen ikke netop, at kønnet ikke er afgørende for politikken? At vi skulle være lige for loven? At kalde sig borgerlig feminist svarer til at kalde sig liberal marxist. Det er noget vrøvl. I stedet skulle vi bruge kræfterne på at bekæmpe feminismens langsomme nedbrydning af vores grundlæggende værdier: lighed for loven, ejendomsret og retten til at efterstræbe lykke. Også hvis lykken ikke resulterer i en snorlige fordeling af mænd og kvinder i alle samfundets afkroge.

Mænd og kvinder er (ofte) forskellige, de drømmer (ofte) om forskellige ting og har (ofte) forskellige mål i livet. Men det er i og for sig ligegyldigt. Hvis blot de stilles lige for loven, kan de opføre sig så forskelligt eller så ens, de ønsker.

Til gengæld kan vi ikke sidde på hænderne, når det kommer til den aggressive og autoritære feminisme, der i de seneste år har vundet frem i Danmark og i Europa. Der er ikke længere brug for kvindekamp - men modkamp. Kamp imod krav om særbehandling, tvang og undertrykkelse af mænd. Kamp imod snerpede og kværulerende feministers offergørelse og umyndiggørelse af kvinder. Kamp imod utopien om lige adfærd, lige fordeling og lige resultater.

TV: Se debat imellem Mie Harder og folketingskandidaten Sofie Carsten Nielsen her