Kronik

Kurs mod EUs hjertekammer

Lykke Friis, Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer Hansen: Når byggestøvet har lagt sig, og vi står med en styrket euro, vil vi uund­gåeligt blive tvunget til at tage fornyet stilling til vor placering og dermed sandsynligvis også euro-forbeholdet. Lad os komme i gang med debatten nu.

I januar 1963 meddelte Frankrigs præsident de Gaulle på en særdeles udiplomatisk facon, at briterne godt kunne glemme alt om at blive medlem af det daværende EF-samarbejde. Dertil adskilte Storbritannien med sit Commonwealth-medlemskab sig alt for meget fra resten af EF. Få uger efter den historiske pressekonference drog den danske statsminister Jens Otto Krag til Paris og fik håndslag på, at der ikke var noget i vejen for, at Danmark, nu blot uden briterne, afsluttede optagelsesforhandlingerne. Danmark stod dermed over for et valg: skulle vi gå med Frankrig og Tyskland, eller blive uden for sammen med Storbritannien? Efter kort tids tøven valgte Krag, stik imod Venstres anbefaling, Storbritannien. I morgen samles EUs stats- og regeringschefer for at blive enige om køreplanen for en omfattende udbygning af euro-samarbejdet. Topmødet bliver starten på et intensivt udskilningsløb og vil reelt stille Danmark over for et lignende valg som i 1963: Skal vi følge kernelandene eller acceptere en endnu mere perifer placering end den, vi har i dag? Som bekendt har briterne allerede signaleret, at de næppe kommer til at gå med Frankrig-Tyskland, og der tales åbent om, at Storbritannien måske helt forlader samarbejdet.

I Venstre er vi ikke i tvivl om, at spørgsmålet bliver et af de mest centrale i de kommende år - for velfærden, danske arbejdspladser og global indflydelse. Og vi er heller ikke i tvivl om svaret: Danmark skal placere sig så tæt på Europas hjertekammer som muligt. Jo, en nedsættelse af skatten, en fortsættelse af reformdagsordenen og en styrkelse af folkeskolen er bestemt afgørende. Men det hjælper ikke meget, hvis vi samtidigt gambler med de 500.000 danske arbejdspladser, som er direkte afhængige af det indre marked. Om vi kan lide det eller ej, deler vi skæbnefællesskab med de andre EU-lande. Som lille, åben økonomi kan det kun gå os godt, hvis det også går godt i resten af Europa. Når det kommer til stykket, er det derfor heller ikke Helle Thorning-Schmidt eller for den sags skyld Lars Løkke Rasmussen, der kan kickstarte dansk økonomi. Det kan kun ske, hvis vi i EU langt om længe bliver enige om at afløse de 27 minimarkeder med et sandt indre marked uden handelshindringer og får vedtaget handelsaftaler med Japan og USA. Storbritanniens liberale vicestatsminister Nick Clegg har peget på, at færdiggørelsen af det indre marked kan udløse en ekstra indtægt på ca. 30.000 kr. pr. europæisk husholdning, mens vedtagelsen af de globale frihandelsaftaler, der er på tegnebrættet, kan løfte EUs BNP med to procent og skabe mere end to mio. nye arbejdspladser. Men ligesom i Folketinget tikker de gode resultater ikke automatisk ind. Det kræver, at mulighederne gribes. Præcis derfor er der behov for, at Danmark med maksimal stemmeføring kæmper for disse mærkesager. Og det kan vi ikke, hvis vi placerer os i Europas yderste periferi. Det er nemlig en illusion svøbt i Dannebrog, at alt bare fortsætter som hidtil, hvis eurolandene tager integrationsskridtet fremad, og Danmark vælger at stå tilbage. Som EUs formand Herman van Rompuy for længst har fastslået, vil eurolandene intensivere og udbrede deres samarbejde til andre områder, ligesom de med al sandsynlighed også vil oprette deres egne institutioner og vedtage et separat budget. Hermed vil EU reelt blive splittet op i et A- og et B-hold, og Danmarks muligheder for at tale f.eks. det indre markeds sag svækkes. Den risiko ønsker vi ikke at løbe. For os er danske interesser for vigtige til at overlade til andre!

Tilsvarende ønsker vi ikke at svække Danmarks muligheder for at spille en rolle på den globale scene. Mange problemer som energi, fattigdom og frihandel kræver globale løsninger. Og det er mildest talt op ad bakke. Hvor Jens Otto Krag var statsminister i en tid, hvor verden var befolket med 2,5 mia. mennesker, hvoraf 20 procent var europæere, skal hans efterfølger i dag operere i en verden, hvor europæerne kun udgør syv procent af verdens befolkning på syv mia. Man skal derfor være mere end optimist for at tro, at Danmark som solist vil kunne vinde gehør for f.eks. handelsinteresser og menneskerettigheder blandt de nye økonomiske sværvægtere i Beijing, New Delhi og Brasilia! I praksis er EU derfor ikke alene vores vigtigste velfærdsgaranti, men også vores bedste chance for at præge kampen for mere frihed, retfærdighed og frihandel på globalt plan. Alt det her betyder, at vi i Venstre er dybt optaget af, at EU kommer ud af krisen. Derfor har vi også fra starten støttet alle stabiliseringstiltag lige fra den såkaldte europlus-pagt til finanspagten. I vores optik kræver en endegyldig stabilisering, at EU-landene nu går skridtet videre og bliver enige om en bankunion og gerne også et tættere finanspolitisk samarbejde, der sikrer, at medlemsstaterne overholder de basale spilleregler om at sætte tæring efter næring. Ellers risikerer vi hurtigt, at problemer i et land eksporteres til resten af unionen. Da kriseramte eurolande kan have brug for en hjælpende hånd, kan vi også se logikken i et særligt eurozone-budget, som landene kan trække på, hvis de gennemfører de nødvendige reformer. Sidst men ikke mindst er vi også med på, at EUs øgede kompetencer åbner for en ny diskussion om EUs demokratiske legitimitet. Da EU også i fremtiden vil være en blanding mellem en stat og en international organisation, vil vi både styrke koordineringen mellem de nationale parlamenter og åbne for, at Europa-Parlamentet får større indflydelse på det tættere samarbejde. Erkendelsen af, at der skal mere til for at stabilisere euroen, gør, at vi for længst har erklæret os åbne over for en traktatændring med dette specifikke formål. Men tiden er altså ikke til de store traktatændringer, som vi så med forfatningstraktaten i 2005. I krisetider skal man, helt i tråd med ’junglebogsprincippet’ fokusere på det »rent og skært nødvendige, det elementært nødvendige, det nu og her nødvendige«. Her er vi helt på linje med de toneangivende aktører i EU, lige fra Angela Merkel over François Hollande til kommissionsformand Barroso, der alle plæderer for en smal traktatændring.

Netop fordi vi har set skriften på væggen, har vi gentagne gange plæderet for, at vi herhjemme skifter gear i den europapolitiske debat. Allerede i sommer lancerede vi ideen om, at der på baggrund af en international tænketanks-rapport skal afholdes en høring om Danmarks placering i Europa. Siden sensommeren har vi erklæret os villige til at indgå en ny europapolitisk aftale. Når vi efter topmødet kender både tidsperspektivet og indholdet af den kommende køreplan for at styrke euroen, bør tidspunktet være inde til, at Folketingets europapolitiske flertal udvikler fælles prioriteter om alt lige fra bankunion over finanspolitisk samarbejde til demokratisk legitimitet i en aftale, der kan fungere som kompas i det kommende forløb. Som indspil til forhandlingerne ser vi også gerne, at partierne tager hånd om det forhold, at Danmark efterhånden også rent administrativt fremstår som et B-medlem. Efter 40 års medlemskab er mange danske topembedsmænd og tolke i Bruxelles på vej på pension, og fødekæden lader mildest talt meget tilbage at ønske. F.eks. var der kun to danskere, der i sidste omgang bestod EUs optagelsesprøve, mens Danmarks eneste tolkeuddannelse for længst er lukket. Samlet set vil en ny europapolitisk aftale fungere som startskud til diskussionen om Danmarks retmæssige placering i fremtidens EU. Da eurokonstruktionen her og nu er lagt op på tegnebrættet, er en folkeafstemning på nuværende tidspunkt uaktuel. Men når byggestøvet har lagt sig, og vi står med en styrket euro, vil vi uundgåeligt blive tvunget til at tage fornyet stilling til vores placering og dermed sandsynligvis også euro-forbeholdet. Lad os derfor komme i gang med debatten allerede nu. I 1963 valgte Jens Otto Krag, trods pres fra Venstre, en marginal placering. I den nye skæbnestund vil Danmark forhåbentlig vælge anderledes. Det er i hvert fald Venstres politik.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.