Kronik

Kronik: Droner og drab

Nikolaj Stenberg: Den danske debat om amerikanske drone-angreb blev antændt af Søren Pind, der kaldte dem for snigmord. Det er en fjollet debat om ord – og ikke, som det burde være, en debat om legitimitet. Og den ser ud til at være temmelig tyndslidt.

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Grunden til, at liberalismen i det hele taget findes, er, at verden ikke er liberal. Staterne er ikke komplette retsstater og staterne begår handlinger, der er stygge og modbydelige. Men retsstaten besidder potentialet til at realisere de liberale mål. Derfor er debatten om statens gøren og laden – også i krig – så vigtig. Den debat handler for tiden særligt om »droner«, eller »UAV’ere«. Det er godt med fokus på militærets og efterretningstjenesternes magtanvendelse. Jeg vil bare påstå, at dronerne har et dårligere ry end fortjent. For er de andet end blot endnu et våben i arsenalet? Nej. De er fjernstyrede maskiner, som militært kan bruges til såvel angrebs-, som overvågnings- og sikringsopgaver. Civilt kan de bruges til endnu mere, f.eks. i landbruget, til postlevering og farvandsovervågning, krybskyttekontrol på Savanen eller noget så simpelt som overvågning af egen privat ejendom og jord. Dronerne adskiller sig i princippet ikke fra et gevær, et jagerfly eller noget andet menneskestyret våben.

Til forskel fra bomber og krydsermissiler er træfsikkerheden dog langt større – og risikoen for collateraldamage mindre. Dronerne sender derudover data hjem om deres brug og placering. Derved kan drone-piloter, der krænker krigens spilleregler, nemmere stilles til ansvar end soldaterkammeraterne på landjorden. Dronerne er voldsomt populære i USA: De udgør mere end af US Air Force’s samlede flåde og stod i 2012 for ca. 500 angreb, alene i Afghanistan.

Dertil kommer CIAs droner. I modsætning til militæret, er der hemmelighed om hvor og til hvad CIAs droner bruges. Det adskiller sig ikke fra CIAs operationer i øvrigt – de er nemlig hemmeligstemplede af natur. Hver eneste CIA-angreb gennemgår en afsindig detaljeret kontrol: Først analyserer CIAs jurister hver eneste angrebsplan. Når de kan anbefale planen, oversendes den til det nationale efterretnignsudvalg, der laver en uafhængig analyse for derefter at sende sagen til Det Hvide Hus. Her gennemgås planen først af departementscheferne i forsvars-, justits- og udenrigsministerierne, dernæst af ministrene selv. Ministrenes anbefaling overleveres til præsidenten, som derefter træffer sin beslutning. Præsidenten beslutter med andre ord, hvem der skal dræbes i droneangreb.

Når det nyeste nummer af Time afslører, at CIA har dræbt ca. 3.000 personer i Pakistan alene – heraf 400-800 civile i form af collateraldamage – bør det få en alarmklokke til at ringe. Myndighederne i USA er notorisk ivrige med hemmelighedsstemplet; den praktiske og politiske betydning, CIAs drone-program har, burde afstedkomme større åbenhed. Særligt fordi CIA, som udenrigsefterretningstjeneste, foretager sine handlinger inden for andre staters territorium. Dronerne udgør således et helt centralt led i Krigen mod terror. Men hvad er det for en krig? Betegnelsen dækker over en lang række initiativer verden over; og ligesom USA’s »krig mod narko« handler om mere end coke fra Columbia, handler »Krigen mod terror« om mere end bare al-Qaeda i Afghanistan.

Det er således en bred indsats og man er berettiget til at spørge, hvilken berettigelse USA har, for at føre en krig mod terror. USA finder sin krigshjemmel tre steder: For det første i folkeretten og krigsretten; for det andet i en meget bred fortolkning af USAs forfatnings artikel II, der siger, at præsidenten er »commander-in-chief« og derfor (implicit) har pligt til at beskytte amerikanerne; for det tredje i »AUMF«. Det første punkt angår verdenssamfundet. Punkt to og tre vedrører, fordi national ret er national og ikke international, amerikanerne selv.

Folkeretten er imidlertid flygtig af natur; magt og jura går hånd i hånd. Derfor kan det ikke udelukkes, at det, myndighederne kan slippe af sted med der hjemme, kan de også slippe af sted med ude. »AUMF« er den fællesresolution som Kongressen vedtog i 2001, som præsident bemyndigelse til at føre krig mod terror. Præsidenten må: »use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons [the president] determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.«

Krigshjemlen er knyttet op på en bekæmpelse af al-Qaeda anno 2001 og som dagene går, bliver hjemlen tyndere. Myndighederne har imidlertid tilladt sig selv at fortolke reglen kreativt, så den nu også antages at glæde al-Qaeda i Arabien, al Shabbab i Østafrika, osv. I et hemmeligt notat, NBC offentliggjorde 5. februar, kan man over 16 sider læse de krumspring, som Obama-regeringen foretager, når de forsøger at finde noget, der bare ligner et retligt grundlag for at kunne dræbe egne statsborgere uden proces.

Jeg er ikke amerikansk statsborger og derfor ikke omfattet. Men det er beskæmmende at se på, mens personer fratages deres rettigheder efter amerikansk ret – herunder grundlovssikrede rettigheder – pr. administrativt memo. Det er ikke en retsstat værdigt og det er et wake-up call til den amerikanske civilbefolkning. I sagen Hamdi v. Rumsfeld slog højesteretten fast, at terrorister, der er US-statsborgere, netop har krav på en fair rettergang, men regeringen vælger at bortfortolke kravet, hvis den skønner, at statsborgeren er et ledende medlem af en terrororganisation.

En dag er der ikke mere hjemmel tilbage i AUMF. Når det sker, kan præsidenten kun støtte sig til forfatningens artikel II, som allerede er fortolket til bristepunktet. Det bør også for alarmklokken til at ringe: Det er en juridisk udfordring af usete dimensioner at skulle kunne dokumentere, at The Framers, da de skrev forfatningen, gav præsidenten hjemmel til at føre krig mod en ubestemt fjende, på ubestemt tid og på et i øvrigt ubestemt retsgrundlag.

Præsidentens valg vil stå mellem denne vrangfortolkning af forfatningen eller vedtagelsen af en ny AUMF, som gør Krigen mod terror mere permanent. Folkeretligt set kan det være et problem; men det vil alligevel være den bedste løsning: For klarhed og overblik over verdens mægtigste mands magtanvendelse er altid at foretrække, fremfor regler og praksisser, der gør det samme, men som er uklare, hemmelige og arbitrære. Reglerne skaber nemlig debat – og via debatten formes fremtiden. Forhåbentlig til det bedre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.