Dennis Nørmark: Traditionelle kristne elementer som Jesu frelse og Guds tilgivelse sælger tilsyneladende ikke længere, og kristendommen smykker sig derfor ofte i praktiske, men lånte værdier som fællesskab, demokrati og gensidig tillid.
16. oktober 2010, 22:30
Danskerne tror egentlig ikke på Gud, men på kirken. Konklusionen er ikke kun min, men genfindes også i flere studier af dansk religiøsitet, eller mangel på samme, inden for de seneste år. Som religionssociolog Ina Rosen konkluderer i sin undersøgelse fra sidste år. er danskerne reelt ubekendte med de religiøse dogmer i kristendommen og har sjældent nogen dybere forståelse for principperne i deres religion. Men de tror på traditionen, på fællesskabet. »Religionen som arv er løsrevet fra det religiøse indhold,« som Rosen noterer sig.
På den måde ligner danskerne på en prik de fleste af de præster, biskopper og kulturkonservative kristne debattører, der i disse år finder vej til stort set hver en spalte og kronikplads med den samme grundlæggende historie: Kristendommen er god, fordi den skaber fællesskab, sammenhængskraft, gensidig tillid til de fælles normer, og fordi vores sociale værdier er grundlagt på den. Kasper Støvring rejser land og rige rundt med sit roadshow om sammenhængskraft, historikeren Henrik Jensen og sognepræst Sørine Gotfredsen mener, at alt grundlæggende moralsk i denne verden er kristent, filosoffen Kai Sørlander opdigter en sammenhæng imellem demokrati, oplysning og kristendom, og Søren Krarup m.fl. gør kristendommen til det eneste ordentlige værn mod totalitarisme.
På den måde er denne nykonservative længsel efter god gammeldags kristendom, kirkegang, fadervor og sammenhold dybest set en funktionalistisk tilgang til religion, som egentlig er ligeglad med det spirituelle indhold, altså troen, men alene interesserer sig for institutionen og adfærdsreguleringen. Det er interessant al den stund, at den funktionalistiske religionsforståelse har venstreorienterede rødder, som går tilbage til socialisten og religionssociologen Emile Durkheim (1858-1917), der betragtede religionen som samfundets dyrkelse af sig selv.
Over for dette stod den borgerlige sociolog Max Weber med sine forestillinger om religionen som en tanke og handleform, som gav det enkelte individ en personlig mening med tilværelsen. Men den slags klarsyn blev langsomt møvet til side af senere marxistiske analyser af religionen som et svindelnummer, der havde til formål at give undertrykkelsen et guddommeligt mandat. Igen var religion noget der blot tjente samfundets opretholdelse.
På den måde gled religionen på en måde ud af religionen. En ren »negativistisk position« som lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet Thomas Hoffmann har beskrevet det, hvor religion altid »i virkeligheden« handler om noget andet: om økologi, økonomi, magt, dårlig videnskab og/eller social koordinering. Det spirituelle og åndelige afvises som ren dækhistorie.
Det er tankevækkende, at det er denne gamle venstredrejede yndlingsvinkel på religion som en række konservative debattører således ukritisk har overtaget. Problemet ved funktionelle forsvar for kristendommen er imidlertid, at det langt hen ad vejen bygger på historiske forfalskninger, religiøs indbildning og sjusket tænkning.
For det første har vi forestillingen om, at moral og etik kommer fra kristendommen. For at det skal være rigtigt, må vi forvente, at kristne opfører sig mere moralsk og etisk, end andre gør. Det er blevet undersøgt flere gange, og det er der intet, der tyder på, at de gør. Ej heller tyder de antropologiske undersøgelser på, at ikke-kristne folkeslag alle er etiske barbarer. Folk overalt på kloden kan faktisk sagtens finde ud af at opføre sig ordentligt. Selv aber har en simpel moralsk forståelse, hvilket klart taler for, at moral og etik er sociale repertoirer, der mere skyldes gener end de ti bud. Det er der konsensus om i psykologien og alle andre seriøse adfærdsvidenskaber. Kun teologer og overbeviste kristne lever tilsyneladende på en totalt argumentresistent ø.
Så er der historien om, at oplysning og demokrati har et kristent grundlag. En opfattelse, der her i avisen blev betegnet som »totalt uhistorisk« af en førende forsker inden for området, professor Jonathan Israel fra Stanford University. Det forhindrer dog ikke mindre ånder, som herhjemme filosoffen Kai Sørlander, i at forsvare denne position. Årsagen er, at demokrati og oplysning udviklede sig først i den kristne verden, og at kristendommen ikke, som eksempelvis islam, satte helt så mange ideologiske hindringer for udviklingen af sekulære stater. Kai Sørlander begår dog den klassiske fejltagelse, at han gør et sammenfald til en direkte kausal sammenhæng. Sørlanders tolkning mangler således at give svar på, hvorfor kirken sad på sine hænder i 1.700 år, førend et par gudløse franske oplysningsfolk igangsatte en sekulær revolution i Frankrig. Hvorved disse tænkere tog arven op fra andre intellektuelle, som kirken flittigt havde forfulgt og brændt på bålet i århundreder.
Og hvis folk ikke køber kristendommens forbilledlige samfundsform, kan man selvfølgelig altid dæmonisere alternativerne. Igen igennem systematiske udeladelser, argumentatorisk sjusk og overdrivelser. Som den populære myte om, at nazismen var en form for overdreven ateistisk rationalitet og tro på mennesket, som også paven erklærede det ved sit seneste besøg i England. Eller ren og skær humanisme, som det bliver i Søren Krarups omvendte verdensbillede. Argumentet findes også udfoldet i al sin ensidige og fordomsfulde uvidenhed i Lars Christiansens og Lars Sandbecks helt utroligt ringe bog »Gudløse hjerner«, hvori det påstås, at ateisternes tro på videnskab og fornuft er relateret til den samme utopiske overmenneskeideologi som i nazismen.
Igen vil enhver, der faktisk har beskæftiget sig med nazismens tankesæt, være bedre informeret. Som eksempelvis historikeren Jeffrey Herf, der har døbt nazismens tankesæt »reaktionær modernisme«, fordi nazismen netop afviste den kritiske rationalitet til gengæld for et romantisk tankesæt, der byggede på mytologi, overtroiske betragtninger om blod og jord og en utopisk dødekult med forestillinger om renselse igennem destruktion, som i grunden minder langt mere om kristendommens verdensforståelse, som også krævede et blodoffer til frelse af menneskeheden.
Nazismen brugte kun modernitetens teknologi, men havde absolut intet tilovers for de oplyste samfunds respekt for de individuelle valg og frie handlemuligheder for selvstændige oplyste borgere. På samme måde var nazismens videnskab også dybt forkvaklet. Videnskabelige opdagelser, der modsagde ideologien, blev selvfølgelig systematisk ignoreret. Dette har intet at gøre med sand kritisk rationalitet, men minder snarere om religiøs dogmatik: Gud er god, fordi sådan er det. Nazismen er rigtig, fordi sådan er det.
Det var, som Karl Popper redegjorde for det i sit mesterværk om det Åbne Samfund og Dets Fjender, det overtroiske og primitive stammesamfunds irrationelle logik, der prægede de totalitære stater inklusiv nazismens. Den saglige, rationelle, kritiske og individorienterede tænkning fra moderniteten kunne nazismen ikke bruge til noget.
At få ateisme og rationalisme til at rime på nazisme kræver således en usædvanlig ringe tænkning, der alene må være motiveret af et andet behov. Nemlig behovet for at rubricere alle gudløse alternativer til kristendommen i samme Pandoras æske.
Måske udtrykker det ovenstående PR-fremstød for kristendommen i virkeligheden, at evangelierne, forestillingen om frelse igennem Jesus, Guds kærlighed og tilgivelse og alt det andet, simpelthen bare ikke kan sælge varen mere. Noget kunne tyde på det, når både præsterne, deres intellektuelle forsvarere samt almindelige kulturkristne vælger at nedtone alt det (måske småpinlige) spirituelle og dunkle metafysiske stof, til gengæld for en kristendom, der er god for samfundet, moralen, sammenhængskraften og demokratiet. En kristendom med et rent praktisk formål.
I så fald er der vel ikke ret meget tilbage af kristendommen, der kan stå selv.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten