Kronikken

Krisen er det nye fællesskab

Siden George W. Bush fortalte amerikanerne, at den bedste måde, de kunne slå tilbage mod al-Qaeda efter 9-11, var at gå på indkøb, har kriserne været en anledning til at bekræfte vores levevis, snarere end at sætte spørgsmålstegn ved den.

Mikkel Vedby Rasmussen.
Mikkel Vedby Rasmussen.

Krisen er det nye fællesskab. Bomben kan få os til at se op fra smartphonen og møde blikket hos de andre, der også ser op for et øjeblik. Når vores blik møder hinanden, bliver vi mindet om vores fælles skrøbelighed. Der er ikke mange af den slags fælles erkendelser i vores samfund og måske derfor, kan det være rørende at se den erkendelse af sårbarhed skylle som en flodbølge hen over de sociale medier, til bølgen skyller i land i den virkelige verden, når statsministeren lægger blomster foran denne krises ambassade. Men når vi deler vores oplevelse af oplevelsen, har vi samtidig hurtigt lagt selve begivenheden bag os til fordel for refleksion over, hvordan vi oplever. Den krisesmarte politiker har hurtigt fundet en opskrift på, hvordan man reagerer på krisens følelsesmæssige statusopdatering; man tager en del Churchill tilsat to dele Mads og Monopolet med en knivspids Dronningens nytårstale. Som tilskuer får man derfor den sære fornemmelse af at være statist i en TV-serie, fordi de politiske reaktioner i den grad følger en opskrift, der skal samle reaktionerne på Facebook op, snarere end at forholde sig til begivenheden.

Krisen får vores blik til at mødes, men når vi sænker blikket igen, bliver det med et lettelsens suk – vi blev ikke ramt, ikke denne gang. Siden George W. Bush fortalte amerikanerne, at den bedste måde, de kunne slå tilbage mod al-Qaeda efter 9-11, var at gå på indkøb, har kriserne været en anledning til at bekræfte vores levevis, snarere end at sætte spørgsmålstegn ved den. Charlie Hebdo proklamerede således efter terrorangreb i Paris i november 2015, at »de har våben, men vi har champagne«. På den baggrund bliver ethvert Instagram-billede af dit cafebesøg en proklamation om den vestlige civilisations vedholdenhed og din næste flyrejse en lejlighed til at bekendtgøre med Churchills patos på Facebook, at vi ikke lader os kue. Det fællesskab, som krisen skaber, kræver således ikke stort andet end at fortsætte med, hvad vi gør. Ja, måske er den endda en undskyldning for at åbne en ekstra flaske.

Fordi terrorismen bliver set som et angreb på den hverdag, som krisen afbryder, giver krisen følelsen af at komme i kontakt med det virkelige. Som sådan bliver krisen selve kilden til politisk ideologi. Terror bliver beviset på verden, som den virkelig er. Ikke blot en verden, hvor din placering i forhold til en betonvæg afgør, om du lever eller dør, men en verden, der er styret af tilsvarende naturlove. Lovmæssigheder, som politisk korrekthed undertrykker til hverdag, men som står klar, når støvet lægger sig efter eksplosionen. Præcis, hvad disse lovmæssigheder er, afhænger selvfølgelig af ens verdenssyn, men for mange er det islam, der i terrorangrebet afslører sit sande ansigt, og muslimske befolkningsgrupper i Europa, som demonstrerer, at de ikke er en del af fællesskabet. Når IS tager ansvaret for terrorangrebene i Bruxelles, så mener mange, at det bør åbne vores øjne for, at fællesskabet er truet på en måde, som man ikke kan shoppe sig ud af. Det er truslen fra den næste terroraktion, der allerede lurer i horisonten, som sætter dagsorden. Mens uret tikker, er det krisen, som sætter dagsordenen.

Ingen vestlige politikere kan krydse i krisens storme som Donald Trump, når han udtaler, at de belgiske myndigheder burde waterboarde terrormistænkte, og at syriske flygtninge ikke bør lukkes ind, fordi de kunne være IS-terrorister eller sympatisører, så er det mest hans dårlige manerer, der adskiller ham fra brede dele af det politiske spektrum i Europa. Europæere har det svært med Trump, fordi han med sit hår og sine store armbevægelser er en amerikansk karikatur af en europæisk tilgang til politik. Men Trump har forstået, at krisen er vor tids mobiliserende faktor. Hvor Obama har prøvet at afdramatisere kriser, er Trump rejsende i drama. Han kanaliserer vrede og afmagt, fordi han forstår, at de, der definerer krisen, sætter den politiske dagsordenen. Det gælder i USA, og det gælder i Danmark, hvor politik i stigende grad handler om at håndtere en række kriser. Uanset om det er økonomi, uddannelse eller sociale forhold, så er det krisens sprog, som vi taler. Dansk Folkeparti er Danmarksmestre i at definere integration i krisetermer, og DF behøver således ikke engang at markere sig, når begivenheder som dem i Bruxelles sætter dagsorden. Til gengæld følte Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, sig kaldet til efter terrorangrebet i Paris at udtale: »Jeg er ikke selv i tvivl om, at vores største fjende i dag er den radikaliserede islamisme.«

Ingen kan være i krisestemning for evigt, og snart er det igen middagsretter og mindre børn, som overtager vores Facebookvæg, mens vi søger fællesskabet i andre og nye kriser. Lige til den næste bombe sprænger, og terrorkrisens kulisser køres frem igen. Derude i kulissen bliver budgettet til ulandsbistand, udenrigstjenesten og forsvaret beskåret, mens fokus er på at bevillige penge til de kriser, der er på scenen i netop den uge. Det er ikke kun et dansk fænomen, men snarere et udtryk for, at vi i den vestlige verden har besluttet os for, at terrorisme er et symptom på forfejlet integration, snarere end forfejlet udenrigspolitik. Men hvad nu, hvis terrorisme har meget lidt med os at gøre? Hvad nu, hvis vi bare er slagmarken for andres krige? I bevidstheden om vores egne kriser, ignorerer vi, at andre mennesker i andre verdensdele også har deres at slås med – kriser der ikke kan løses ved at shoppe, men som leder tusinder på flugt til Europa. Tror vi virkelig, at det store flertal af dem, der flygter hertil, gør det for at få mere bigotteri og mere terror?

Efter at Europa eksporterede to verdenskrige plus det løse til resten af verden, blev det en integreret del af den europæiske krisestemning at gå ud fra, at sikkerhedspolitiske problemer til syvende og sidst var selvforskyldte. Det var vores imperialisme eller vores integrationspolitik, som blev et Frankensteins monster. Men holder den tommelfingerregel på terror? I virkeligheden var al-Qaeda et produkt af en saudiarabisk borgerkrig, hvor USA og Vesten blev angrebet ikke bare, fordi vi var allierede med kongefamilien, men for at løfte Jihad-fanen højt i den kamp, der for alvor betød noget, nemlig hjemme i Mellemøsten. På samme måde er IS’ angreb på Europa en måde at mobilisere islamisterne i den syriske borgerkrig. IS har bedre end selv Donald Trump formået at skabe krisestemning på de sociale medier. Ja, islamisterne kan prale af at have startet den første krig med en YouTube video, da de med halshugning for åbent kamera skabte en krise, som selv ikke den afbalancerede præsident Obama kunne sidde overhørig. Men hvis militær indgriben kun handler om at løse kriser, så kan den ikke sætte en ny dagsorden og kan i virkeligheden ikke opnå andet end at forstærke krisen. Ved at fokusere på de kriser, som IS og andre skaber for os, har vi ikke formået selv at sætte en dagsorden. Derfor er det arabiske forår kommet og gået uden, at vi har benyttet os af lejligheden til at hjælpe med at sætte en mere demokratisk og udviklende dagsorden i Mellemøsten, der også ville have en positiv effekt på diasporaerne i Europa. Derfor lod vi i næsten to år flygtninge kæmpe sig over Middelhavet og det Ægæiske Hav uden at sende flådestyrker af sted for at redde dem og forhindre et kollaps af lov og orden i Grækenland og Italien. Det faktum, at en stor del af disse flygtninge kom fra Afghanistan og Irak, tog vi som udtryk for, at vi aldrig mere skulle intervenere i Mellemøsten og Centralasien, snarere end som et udtryk for, at vi havde et ansvar at leve op til og skulle tænke mere over, hvordan vi kan skabe varige løsninger i en del af verden, hvor den eneste løsning i fraværet af en positiv dagsorden sat af Vesten synes at være et nyt oprør. Hvis der er en krise, så er det en krise, som vi kan løse ved at engagerer os i verden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.