Kronikken

Krænkelser i Köln udfordrer demokratiet

Sexkrænkelserne i tyske byer må ikke føre til, at kvinder fremover skal ændre adfærd, sådan som borgmesteren i Köln har foreslået. Hvis vi skal bevare sammenhængskraften, må vi indstille os på, at alle indvandrere tager imod frihedsrettighederne efter devisen »take it or leave it!«

Kvinder demonstrerede forleden mod overgrebene på domkirkepladsen i Köln. »Tak, fru Reker – stakkels Köln«, lød den sarkastiske kommentar til byens borgmester. Og til kansleren (foto) lød beskeden bl.a.: »Det skaber angst«.Foto: Oliver Berg
Kvinder demonstrerede forleden mod overgrebene på domkirkepladsen i Köln. »Tak, fru Reker – stakkels Köln«, lød den sarkastiske kommentar til byens borgmester. Og til kansleren (foto) lød beskeden bl.a.: »Det skaber angst«.Foto: Oliver Berg

Overborgmester i Köln, Henriette Reker, er i lyset af bataljen i Köln, hvor et stort antal unge mænd med arabisk og nordafrikansk baggrund begik overgreb på kvinder, kommet med en udmelding om, hvordan unge kvinder skal gebærde sig i det offentlige rum.

Jeg må sige, at jeg opfatter hendes udmelding som en fuldstændig fejlvurdering af situationen. Det kan på ingen måde være meningen, at asylansøgere og flygtninge skal sætte betingelserne for, hvordan vi bevæger os på gaden.

Det er at sætte tolerancen på så hård en prøve, at europæerne ender med at grave deres egen grav. Det må for alt i verden ikke blive formlen for, hvordan vi møder konflikter med tilflyttere i fremtiden.

Der er tale om to vidt forskellige kulturelle koder, der møder hinanden. Vi europæere har en tendens til at se enhver udvikling blandt tilflyttere, som vi skønner, går i vor retning, som en forbedring, der forsikrer os om, at det går den rigtige vej.

Ræsonnementet er, at de ender som demokrater og nok også med tiden lærer at acceptere ligestilling mellem kønnene. F.eks. ser vi europæere Det Arabiske Forår som noget ubetinget positivt, men vi glemmer at få den lille detalje med, at da der var demonstrationer på Tahrir-pladsen i Egypten, foregik der samtidig blandt de demonstrerende flere overgreb, ja, voldtægter på kvinder.

De demonstrerende var altså nok mod det siddende styre, men det styre, de ville indføre, var, når det kommer til ligestilling og respekt mellem kønnene, ikke meget bedre.

Skulle man følge Henriette Rekers råd til kvinder om, hvordan kvinder skal opføre sig, skulle det være et Europa, hvor man skal hæve skulderne og konstant være på vagt. Og man skal helst sænke blikket og ikke kigge direkte på folk.

Når jeg har været på ferie i forskellige lande i Mellemøsten, er det min erfaring, at det ikke altid er lige trygt at være kvinde. Man skal helst ledsages af en mand eller en lille dreng. Den symbolske værdi i, at man bliver passet på og har en mand ved sin side, er altafgørende og forebyggende.

Man kan f.eks. ikke gå ud, når man lyster, eller blande sig i bylivet uden at blive mødt med krænkelser.

Et kvindesyn i Mellemøsten lyder: »Hvis tæven ikke logrer med halen, bider han-hunden ikke.« Dvs., at det er kvinden selv, der lægger op til at friste andre mænd.

Kvinden kan i Mellemøsten også blive betegnet som et hvidt lagen, der ikke må plettes, underforstået: Så kan man aldrig vaske det helt rent igen. Deri ligger, at der for altid vil klæbe et rygte til pågældende kvinde, også selvom det skulle vise sig at være en falsk rygte, og hun falder af samme grund i værdi for eventuelle bejlere. I det lys er det vitterligt næsten lettere at have forbrudt sig mod normen.

Ligeledes møder man i Mellemøsten forestillingen om, at kvinden træder ind i sit nye hjem i en hvid kjole og kun forlader dette i et hvidt ligklæde, dvs. når hun dør. Til det yderligere moralkodeks for kvinder hører, at kvinder ikke må slå en latter op, når der er mænd til stede, for så er det en invitation til manden.

Fra de utallige rejser, jeg har foretaget i Mellemøsten, kan jeg huske at være blevet beordret til at kigge ned, når jeg gik på gaden, helst gå en i stor bue omkring mænd, tage langt tøj på og ikke kigge op, når jeg talte med mænd. Jeg kunne protestere så hysterisk jeg ville, uden at det ændrede på noget. For flertallet overhørte mine indvendinger, og jeg havde bare at indordne mig!

Dette kvindesyn skal vi ikke importere til Europa, lige så lidt som det ikke er os vestlige kvinder, der skal begynde at indordne os efter et tilbagestående kvindesyn. De kvinder, der i sin tid med sved, blod og tårer har banet vejen for ligeværd og ligestilling for kvinder, ville vende sig i deres grav.

Henriette Rekers udmelding giver anledning til at påtale, hvordan vi tænker flygtninge- og integrationspolitik i Danmark og Europa. Vi har en tendens til at møde fremmede, herunder dem fra Mellemøsten, med humanisme og tolerance, men vi glemmer, at mange af disse kommer fra diktatoriske lande og derfor ikke er opdraget humanistisk endsige har nogen humanistisk tradition, de kan trække på.

Tværtimod lægger de selv en intolerance for dagen, der minder om de mest ekstreme højreorienterede europæiske nationalister. I disse tilfælde er der tale om, at vi gør det ikke-identiske til det identiske, og vi tror, at bare fordi de et langt stykke ad vejen agerer ligesom os, er ligesom os. Eller bliver ligesom os.

I integrationspolitikken ser vi det som et absolut gode at bliver veluddannet og integreret på arbejdsmarkedet, og vi ser det som et tegn på, at de har taget vore værdier til sig, fordi de ud fra vore parametre opfylder kriterierne for at være fuldt integrerede. Der er bare lige en orm, der gnaver i æblet – nemlig at de, hvad angår respekt og ligestilling mellem kønnene, ikke nødvendigvis har de samme værdier som os, og nogle af dem kunne aldrig drømme om at adoptere dem. Vor humanisme og tolerance kommer dermed til at bide sig selv i halen!

Jeg vil mene, at man skal tænke flygtningepolitikken i Europa om. Europa kan ikke bare ubegrænset modtage flygtninge, der tænker helt anderledes end os. Det vil på lang sigt betyde, at vore værdier bliver løbet over ende, og at civilisationernes sammenstød ikke bare bliver noget, der foregår mellem forskellige kulturer på forskellige kontinenter, men noget, der foregår på hvert gadehjørne.

Omvendt må man også tænke en flygtningepolitik, der hjælper i nærområderne, og som vel at mærke er mere end et politisk/retorisk es, man har i ærmet. Der må følge penge med, og der må i nærområderne gøres en målrettet fælleseuropæisk indsats for at sikre flygtningene alle basale livfornødenheder. Over for de flygtninge, et land som Danmark modtager, må det til gengæld indskærpes, at de må lægge patriarkatet bag sig og indrette sig på de kulturelle betingelser, vi byder dem.

For mange herboende nydanskere må det gøres gældende, at de lever i et land, hvor individet kommer før kønnet, så kønnet paradoksalt nok ikke kommer til at fylde så meget, som det gør lige nu.

Det er jo ironien ved en batalje som den i Köln, at den røber nogle unge mænd, der er frygteligt optagede af netop kønnet. Dvs. at mange nydanskere skal give afkald på den sociale kontrol af unge kvinder.

De unge kvinder skal i stedet for deltage i samfundslivet, herunder i det sociale liv, på lige fod med andre danskere, og de skal alt efter evner have de samme uddannelsesmæssige og karrieremæssige udfoldelsesmuligheder som alle andre danskere.

Det er selve omdrejningspunktet ved den politiske frihed i Danmark, at ethvert individ bidrager efter evne og af samme grund nyder godt af nogle velfærdsrettigheder, såsom dagpenge, sundhed og lignende.

Problemet er, at vi tror, at den humanisme og tolerance, der hidtil er blevet udfoldet i Europa, er universel. Vi antager, at alle mennesker før eller siden kommer til at leve efter disse værdier. Det er et meget flot og værdigt mål, men det passer ikke.

Vi har to forskellige kulturer, der står over for hinanden som to selvstændige monolitter, og hvis vi skal bevare sammenhængskraften i samfundet, må vi indstille os på, at alle indvandrere tager imod frihedsrettighederne efter devisen »Take it or leave it!«

Halime Oguz.
Halime Oguz.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.