13. juli 2010, 23:30

Det Konservative Folkeparti står i en historisk krise og styrtbløder i meningsmålingerne. Hver tredje vælger fra valget i 2007 har forladt partiet. Personsager, utidige ferier og unødvendige fodfejl har domineret mediebilledet, og ser man bort fra uheldige forslag som det hedengangne burkaforbud, har det været småt med dagsordensættende udmeldinger.

Det er ikke underligt, at mange vælgere spørger sig selv, hvad Konservative egentlig vil. Den massive vælgerflugt er en blinkende advarselslampe og et forvarsel om den katastrofe, der venter ved næste folketingsvalg, hvis ikke kursen rettes op. Det burde desuden sætte nogle tanker i gang i partitoppen, at Liberal Alliance parallelt med de Konservatives deroute har vundet frem på en politik, der i store træk består af traditionelle konservative mærkesager. Lavere skat, færre forbud og regler, mere effektivitet i den offentlige sektor, mere frihed til at bestemme selv. Lyder det bekendt?

Det Konservative Folkepartis krise er også Danmarks krise. De offentlige udgifter løber løbsk. Stadig flere bliver forsørget af staten, og udsigten til store ældreårgange og små ungdomsårgange tvinger økonomien i knæ. Den økonomiske krise er i høj grad selvforskyldt. Regeringen har svigtet idealet om et friere samfund og meldt sig ind i kampen om at være den bedste administrator af den socialdemokratiske forsørgerstat. I kampagnen »Tjek Lige Fakta« fremlægges væksten i de offentlige udgifter ligefrem med stolthed som bevis for, at man ikke er ved at indføre minimalstaten ad bagdøren.

Men det har sin pris. Underskuddet på de offentlige finanser er i dag større end under Anker Jørgensen. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med over 60 mia. kroner, og der er kommet over 30.000 flere offentligt ansatte. Skattereformen i 2009 indførte hele 114 nye skatter og afgifter, og på sigt overstiger det øgede skatteprovenu langt de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil har man sat sig for at indføre en Big Mother stat af hidtil usete dimensioner. Knivlov, overvågning, hundeforbud, fedtskatter, sukkerafgifter. Nye forbud, regler og afgifter i en lind strøm. Der er langt mellem de konservative sejre.

Vi har ikke leveret varen, og det ansvar må vi tage på os. Liberal Alliances tiltrængte slag i bolledejen er derfor et symptom på regeringens handlingslammelse. Både V og K har rykket sig så langt mod midten, at den borgerlige hjemmebane er efterladt øde og frit tilgængelig til det første parti, der tør og vil. Det er snart sidste chance for Løkke og Espersen, hvis de nuværende meningsmålinger ikke skal danne grundlag for en historisk omrokering på den borgerlige banehalvdel.

Den gode nyhed er, at der mere end nogensinde er behov for konservativ politik. Det må være klart for alle, at staten er ved at nå sit bristepunkt. Der pumpes flere og flere penge i den offentlige sektor, men resultaterne udebliver. Skoler, sygehuse og ældrepleje er langt fra verdensklasse til trods for de generøse offentlige bevillinger.

Svaret på såvel Danmarks som Det Konservative Folkepartis problemer er en tilbagevenden til klassisk konservativ politik. Mindre formynderi og mere frihed og ansvar til borgerne. En mindre offentlig sektor, der hjælper de svageste i samfundet, men tiltror den brede middelklasse evnen til at klare sig selv. Et samfund er sygt, når et flertal af dets borgere er afhængig af staten. Men spørgsmålet er, om Det Konservative Folkeparti tør levere den nødvendige kur?

Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. En stor del af svaret findes allerede i partiets historie og rødder: »Frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Det enkelte menneske skal have frihed til at være sig selv, vælge sine idéer og forme sin tilværelse indenfor de grænser, hensynet til andre sætter.« Med de ord indledtes det politiske program En Fremtid i Frihed i 1981. Allerede ved partiets stiftelse i 1915 stod det klart i partiprogrammet, at Konservative ønsker en sociallovgivning, der »hviler på princippet hjælp til selvhjælp, og som under ingen omstændigheder yderligere undergraver eller udsletter den enkeltes pligt og ansvarsfølelse«.

Frihed og personligt ansvar har altid stået centralt i den konservative tanke, men navnlig denne del af den politiske arv er i de seneste år blevet forsømt. Frihed og personligt ansvar er derfor også svaret på mange af landets nuværende økonomiske problemer.

Konservatismen anerkender, at det enkelte menneskes virkelyst er fundamentet for samfundets overlevelse. De flittige skal gives frihed og belønnes, for uden dem ville der ikke være råd til at hjælpe de svageste. Med friheden følger dog også pligten til at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste, hvis man er i stand til det.

Allerede i 1970erne og 1980erne var Konservative kritiske over for statens størrelse. Dengang kunne man nok næppe forestille sig det omfang, staten har taget i dag. At mindske den offentlige sektor bør derfor være en helt central ambition for Det Konservative Folkeparti anno 2010. I 2009 udtalte Lars Barfoed faktisk til Berlingske, at antallet af personer, der er afhængig af overførselsindkomster, bør halveres inden 2020. Hvorfor er det ikke den officielle politik?

Det konservative princip »At forandre for at bevare« bliver ofte misforstået. Det betyder ikke, at den til enhver tid gældende samfundsstruktur skal bevares. I den forstand udgør venstrefløjen i dag de stærkeste konservative kræfter i samfundet. Det, Det Konservative Folkeparti ønsker at bevare, er med ordene fra partiets Fremtidsprogram i 1970 »det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser, hensynet til andre kræver«.

Reformer for at beskytte den enkeltes selvstændighed er mere end nogensinde påkrævet. En start kunne være at afskaffe efterlønnen, erstatte SUen med lån, indføre udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, hæve personfradraget og indføre en flad skat på maksimalt 50 procent - men helst lavere.

Opgaver, der kan løses privat, bør ikke varetages af staten. Disse ord var i 1981 del af partiprogrammet. Der er ingen grund til, at det offentlige driver plejehjem, hjemmepleje, biblioteker, svømmehaller, affaldsindsamling, daginstitutioner eller TV-kanaler, når erfaringen viser, at disse opgaver sagtens kan løses helt eller delvist på markedsvilkår. Konkurrence, frit valg og profit er den bedste garant for kvaliteten.

Selvom tradition, kultur og familieværdier er centrale i en konservativ livsanskuelse, er det meget fjernt for en konservativ at ville påtvinge andre en bestemt levevis. Borgerne er ikke ludobrikker, der kan flyttes omkring for at opfylde statens mål om middellevetid, beskæftigelsesfrekvenser eller energieffektivitet.

Hvis man forsøger at sætte lykken på formel, opnår man kun et sundhedstyranni og et formyndersamfund som det, Forebyggelseskommissionen er en glimrende eksponent for. Politikerne skal nøjes med at sætte rammerne for, at den enkelte kan skabe sin egen lykke.

Konservative bliver nogle gange skældt ud for at tale for meget om skattelettelser. Men lavere skat er vigtigt ikke bare for at skabe vækst og dynamik, men også for at give borgerne mulighed for at indrette deres liv efter deres egne forskelligartede ønsker og behov.

Danmark har brug for konservativ politik. Men det er ikke længere nok med gode intentioner og bløde hensigtserklæringer. Det Konservative Folkeparti må trække i arbejds­tøjet og levere et troværdigt svar til de vælgere, der spørger, hvorfor de ikke bare skulle stemme på Anders Samuelsen. I de kommende år er det kun resultaterne, der tæller.