Konservatismens mærkelige død

I Danmark er vi vidne til »De Konservatives mærkelige død«. Det er mærkeligt, for de konservative partier trives uden om os i bl.a. England, Tyskland og Norge, mens liberale partier forsvinder alle andre steder end i Danmark. En ideologisk status i anledning af Det Konservative Folkepartis 100-års dag.

Hans Hauge BM Byline foto Hans Hauge
Hans Hauge BM Byline foto Hans Hauge

Af Hans Hauge

Lektor, dr.phil.

Der findes en bog om neoliberalismen med titlen »The Strange Non-Death of Neoliberalism« (2011) skrevet af Colin Crouch. Titlen hentyder til en bog fra 1936 af George Dangerfield, der hed »The Strange Death of Liberal England«. Den første forsøger at svare på, hvorfor neoliberalismen ikke døde samtidig med eller på grund af finanskrisen 2008-2009. Det er mærkeligt, siger Crouch. Neoliberalismen synes at være den eneste sejrrige tænkemåde, selvom den vel kun er en utopi. Findes den realt-eksisterende neoliberalisme virkelig? Ja, alle siger det jo.

Har neoliberalismen slået både konservatisme og neokonservatisme ihjel? Alt suges ned i neoliberalismens sorte hul, hvorfra intet kommer tilbage. Selv socialdemokrater er neoliberale. Hvordan kan det være, at neoliberalismen er blevet noget, man kæmper imod, hvis man er på venstrefløjen, men såmænd også hvis man er på højrefløjen? Alle partier (næsten) anklages for neoliberalisme. Globalisering er neoliberal. EU er neoliberal. Konkurrencestaten er neoliberal. Lars Løkke er, og Corydon var det. Hvordan har den kunnet sejre, skønt den møder så stor modstand? Har nogen nogensinde mødt en neoliberal kunstner?

Crouchs bog udkom på et tidspunkt, da David Cameron og de konservative netop var kommet tilbage til magten, ganske vist sammen med de liberale, efter Tony Blairs og Gordon Browns »tredje vej« og New Labour. Neoliberalismen døde ikke under Labour, men fortsætter den med David Cameron? Både Blair og Brown er blevet kaldt Thatchers sønner. Og tanken er, at hun revolutionerede England så gennemgribende, at der ikke var et alternativ til hendes politik. Hun var vel den konservative som neoliberal? Hun begrænsede statsmagten og privatiserede så meget som muligt. Det lyder liberalt. Teologen og filosoffen Philip Blond fremlagde i bogen »Red Tory« (2010 – altså året før Crouchs bog) ideer til en fornyelse af konservatismen og kom med en række forslag til Cameron om at bevæge sig hinsides marked og stat-modsætningen og med et forsvar for et stærkt civilsamfund. Blond lagde afstand til Margaret Thatchers »neo-liberalism«. Han brugte ordet. Blond er således et eksempel på en konservativ tænker, der vil adskille neoliberalisme og konservatisme. Kan man det?

Og så den anden bog, »The Strange Death of Liberal England« fra 1936. Det er da mærkeligt, at det liberale parti forsvandt i England, og at de aldrig rigtig er kommet tilbage, selvom der findes Liberal Democrats. Det var i lange tider Toryer (konservative, red.) mod Whigs (liberale, red.), der kæmpede om magten. I dag har arbejderpartiet, Labour, indtaget de liberales plads. Heller ikke i Tyskland spiller de liberale (FDP) nogen rolle. I Norge er det liberale parti Venstre minimeret. Danmark er omgivet af lande med stærke konservative regeringer: Norge, England, Finland, Tyskland, Polen, mens vi her i Danmark er vidne til »The strange death of the conservative party«. Det er da mærkeligt, at de konservative partier trives uden om os, mens de liberale partier forsvinder alle andre steder end i Danmark. Venstre har jo ved knopskydning skabt Det Radikale Venstre, hvor ud af er vokset Liberal Alliance og Alternativet.

Det helt store paradoks er: Hvorfor synes folk, at næsten det hele er neoliberalt? Neoliberalisme, men kun små liberale partier. Neoliberalisme og store konservative partier. Vi må lige standse op og betragte dette ord »neoliberal«, inden vi fortsætter. Neoliberalisme var et ord, man indførte på amerikansk, fordi »liberal« var kommet til at betyde venstreorienteret. Neoliberalisme betyder med andre ord klassisk liberalisme. Den betyder blot det at foretrække markedet (og civilsamfundet) frem for staten. Det forholder sig sådan, at alle de bevægelser, hvor vi sætter ordet neo- foran, er bevægelser eller ideologier, der har været forsvundet, og som nu vender tilbage. Neo- har erstattet forstavelsen post-. Den brugte vi meget før i tiden: postmoderne, postdemokratisk, postkolonial osv. Det gamle vender tilbage som nyt. Neokonservatisme, New Labour, neoliberalisme.

I midten af 1970’erne begyndte man i USA at tale om neokonservatisme. Det var under demokraterne Gerald Ford og Jimmy Carter, at det dukkede op, og det vil sige, før Ronald Reagan vandt i 1981. Disse neokonservative var alle markante intellektuelle, der havde en fortid på venstrefløjen – endda trotskister. Mange af dem var jødiske og fandt sammen allerede før Anden Verdenskrig i New York. Og det er mærkeligt at tænke sig, at vi i Danmark i 2016 endnu har trotskister i Folketinget – Skipper og Søndergaard. Man kunne her tale om »the strange non-death of trotskyites in Denmark«. En amerikansk neokonservativ var en forhenværende liberal eller skuffet socialist. De svarede lidt til Centrum-Demokraterne i Danmark, selvom partiet ikke appellerede til intelligentsiaen. I forbindelse med den amerikanske neokonservatisme har den politiske filosof Leo Strauss (1889-1973) spillet en stor rolle. Jeg skal ikke redegøre for hans tanker, men kun nævne, at han forsvarede fornuften og bekæmpede den omsiggribende kulturrelativisme i datidens USA. En af hans elever hed Allan Bloom. Han skrev en bog, som hed »The Closing of the American Mind« (da. »Vestens intellektuelle forfald«). Den fik indflydelse på dansk uddannelsespolitik og især på Bertel Haarder, der dengang var undervisningsminister. Den var anledningen til, at vi i Danmark fik en kanondebat, og en sådan er en ægte konservativ ide, der senere blev videreudviklet af Brian Mikkelsen. Kanondebatten er et af de få ekkoer af amerikansk neokonservatisme i Danmark sat i gang af en (neo)liberal minister.

Efter Murens fald trådte en ny gruppe neokonservative ind på scenen. The neocons kaldes de. En af dem havde også været med i den første gruppe, nemlig Samuel J. Huntington, der i 1993 skrev en af epokens vigtigste artikler i tidsskriftet Foreign Affairs: »The Clash of Civilizations?« Den kom til at præge den politiske diskussion efter Murens fald så meget, at alle politikere var tvunget til at tage afstand fra den. Selv Bush. Det blev sagt – selvom det ikke er sandt – at det var denne nye gruppe neokonservative, Leo Strauss-elever, der fik George W. Bush til at indlede Irakkrigen. Denne gruppe, der fik skylden for krigen, var også jødisk, og mange så en slags jødisk sammensværgelse (Det var folk som Paul Wolfowitz, Douglas Feith og Richard Perle, som vi hørte nævnt ganske ofte dengang). Bush selv praktiserede en såkaldt »compassionate conservatism«, dvs. en medfølende konservatisme. Det samme kan siges om Camerons hug-a-hoodie politik, der går ud på at kramme de unge med hætter på i stedet for at forfølge dem. Vi ville næppe kalde Bush og Cameron neokonservative, men neoliberale. Ja, hvorfor ikke? Der findes vel næppe nogen, vi i dag ville kalde neokonservative. De forsvandt i USA, da Barack Obama kom til magten, og i Norden findes de ikke. Har neoliberalismen virkelig sejret over neokonservatismen og de andre konservatismer? Nej, ikke helt.

Der er faktisk opstået en ny konservatisme i Europa, og den har et navn, som vi ikke har været vant til at bruge: Nationalkonservatisme. Ingen bruger ordet nationalliberalisme eller nationalsocialisme. Der synes at være opstået en ny alliance mellem det nationale og det konservative, der er hinsides det økonomisk rentable. De nationalliberale ser ikke nationen som et firma, der skal brandes. I Polen er der en nationalkonservativ regering. I Tyskland er der markante nationalkonservative tænkere som filosofferne Peter Sloterdijk og Rüdiger Safranski samt forfatteren Hans Magnus Enzensberger. Og der vrimler med dem i Frankrig. De har én ting til fælles: et forsvar for nationalstaten, et forsvar for grænser og et forsvar for dannelse. Spørgsmålet er, om nationalkonservatismen kan undgå at blive underlagt neoliberalismen, eller om vi kan tale om »the strange non-death of national conservatism«. For hvorfor er nationen ikke død, når vi nu lever i både EU og i en »globaliseret verden«, som de neoliberale hele tiden minder os om i kor med gammelsocialisterne?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.