Kronik

Konservatismen er trængt

Nationens og de nationale traditioners betydning bør bestemt anerkendes. Men konservatisme uden Gud giver for mig ingen mening.

Hvad er det, vi egentlig bygger på? I kulturen som helhed og for den enkelte? Hvad giver dybest set mening i livet? Og hvordan stiller konservative sig til, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt? Hvor skal konservatismen lægge vægten i det, den skal forsvare? Der er idédebat blandt borgerlige. Det kan være debat mellem liberale og konservative. Det kan også være konservative debattørers overvejelser over, hvad der er konservatismens væsentligste indhold. Kasper Støvring og Katrine Winkel Holm har debatteret konservatisme og med god grund.

Det, som mest har optaget dem, har været Gud, nærmere betegnet holdningen til den kristne tro. Konge og fædreland har de ladet ligge, måske fordi de her er forholdsvis enige. Farverigt har de ladet deres uenighed tage udgangspunkt i enkebrændinger, en indisk skik, som det engelske koloniherredømme forbød i 1829. For Winkel Holm er dette en kristen handling af den pågældende guvernør og udtryk for en norm, som er hævet over det enkelte lands tradition, for Støvring er han en imperialist, som blander sig i et andet lands kultur, og det er for ham umoralsk at påtvinge andre kulturer vore egne værdier. Eksemplet er glimrende. For Støvring er f.eks. kristendom og islam ligeberettigede; man kan ikke med rimelighed bygge universelle værdier på en enkelt af dem. Katrine Winkel Holm betragter derimod verden ud fra den antagelse, at kristendommen har ret, også når det gælder dens holdning til menneskeligt liv.

Man kunne så stille det spørgsmål, om Støvring også taler ud fra en universalisme, nemlig den universelle antagelse af, at den nationale kultur er rådende inden for sit område. Den kan kritiseres, men ikke ud fra noget, der betragtes som overordnet i almindelighed. For Winkel Holm er Støvring relativist.

De to spændende debattører går ikke ind på den konservative tankegangs historie. Nu er det ikke noget nyt, at der findes en forskellig vægtning blandt konservative. Spændingen mellem det særlige og det almene, kristendom og nationalitet, ønsket om at balancere mellem forskellige størrelser er karakteristisk for konservatismen. Historisk kan det beskrives sådan, at der i 1800-tallet var en konservatisme, som nok var patriotisk, men med en understregning af kristendommens betydning og en afbalancering af det nationale og det internationale. Teologen Henrik Scharling og historikeren Johannes Steenstrup kan nævnes som repræsentanter for denne opfattelse, mens Grundtvig og hans tilhængere kraftigere betonede det danske og det nordiske.

Henrik Scharling skriver i sit spændende værk Menneskehed og Christendom, at religionen er folkeslagenes inderste livsscentrum, den egentlige drivende kraft, og dermed mener han, at livsholdningen, det man bygger sit liv på, påvirker alt det øvrige. Scharling var naturligvis en vesteuropæer fra 1800-tallet, men han havde også nogle højere kriterier; således talte han om englændernes voldsgerninger og udsugelser i Indien. Scharling er altså i stand til at øve kritik af samtidens Europa. Desuden mener han, at mennesket ikke kun er bundet til en bestemt kultur og med nødvendighed må følge den, men er en fri personlighed, har en vilje og et valg. Dermed findes der også et valg, om man vil øve vold mod andre folkeslag eller ej.

Men efter 1900 forandrede billedet sig, og konservatismen nationaliserede sig: De generationer af konservative, som nu rykkede frem, nedtonede kristendommens betydning, mens nationaliteten blev væsentlig fremhævet. Historikeren Knud Fabricius repræsenterer denne tendens. Tendensen kunne i øvrigt findes både hos folk, der ikke havde noget personligt forhold til den kristne tro og hos dem, der havde, men ikke mente, at den skulle træde stærkt frem i principielle konservative betragtninger. Det gjaldt f.eks. A. Bindslev, der både var præst og konservativ politiker. Efter 1970 har Det konservative Folkeparti også neddæmpet den nationale position, ligesom tidligere den kristne. Eksemplet med enkebrændinger stiller sagen på spidsen, men det er også godt. Det får en række forskelle op til overfladen. Hvis man nu ikke har nogen sympati for det hedengangne britiske imperium, men i høj grad anerkender Storbritanniens udholdenhed mod Hitler, hvad så? Hvis man anlægger det synspunkt, afgiver man to forskellige domme, som må bygge på en overordnet betragtning om, hvad der er godt og dårligt; en betragtning som ikke er knyttet til nogen bestemt nation. Der findes mission, som ikke er forbundet med en stats imperialisme, idet missionsbefalingen er en central del af kristendommen, er en vigtig del af dens indhold.

Bryder man dermed med en del ikke-europæiske folkeslags egne kulturer? Eller er deres kulturer allerede i opløsning uden missionen, grundet teknisk udvikling, vandring til byerne og almindeligt opbrud? Kan den kristne mission i den situation, når den traditionelle kultur i landet smuldrer, tilbyde et nyt livsindhold, som ikke er bundet til et bestemt sted? Er det forkert at påvirke folk i andre kulturer i kristen retning? Hvis nogen mener det, må de jo også tale ud fra en universel opfattelse.

Personligt mener jeg, at man meget vel kan respektere den gamle indiske kultur (i ental eller flertal) og dog mene, at den kristne tro bringer en afgørende sandhed om Gud, livet og menneskene. At man finder indisk kultur interessant er én sag; noget andet er, hvad man selv anser for sandt og dermed bevidst eller ubevidst lægger til grund for sine vurderinger. Nationens og de nationale traditioners betydning bør bestemt anerkendes. Det gælder for os det danske sprogs betydning og Danmarks selvstændighed, den længere traditions betydning som den danske kulturs klassiske højdepunkt i romantikkens litteratur og musik; noget som kulturinstitutionerne i dag interesserer sig alt for lidt for. Der kan også findes flere folkeslag i samme land og dermed forskellige skikke og traditioner; således var den tyske tilstedeværelse på den nuværende rumænske stats område tidligere ret betydelig. Forholdet er derfor i mange tilfælde sammensat. Men kristendommen er nødvendig for at holde nationalfølelsen på plads.

Desuden er der det vigtige emne, at kristne forfølges i mange af verdens lande, fra Nordkorea til islamisk dominerede lande. Er det ikke rigtigt at gøre indsigelse mod det, både for den menneskelige lidelses skyld, og fordi det er en sandhed, der undertrykkes? Hvis man gør indsigelse, gør man det ud fra et højere princip end det, der hører til en rent national skik.

En konservatisme uden Gud giver for mig ingen mening. Den kristne tro og dens indhold er ikke alene et kriterium for, at man hører til i Danmark, hvis kultur gennem århundreder er præget af kristendommen. Det kristne budskab forholder sig til nationerne, i dette tilfælde Danmark, som det mest grundlæggende til det vigtige, men dog mindre grundlæggende. Et udgangspunkt for at vurdere nationen og dens handlinger. En aggressiv verdsliggørelse har skubbet troen på Gud ud i kulturens yderste omkreds. Kristendommen skal være så usynlig som mulig.

Mange konservative har tilpasset sig dette, mange personligt kristne er heller ikke bevidste om det og bekæmper ikke tendensen. Intet parti har monopol på kristendommen, og ikke alle konservative er kristne, men konservatismen som helhed har efter min opfattelse en særlig forpligtelse på kristendommen. Men konservatismen (politisk og kulturel) har ladet sig verdsliggøre, den har gradvist ladet rationalismen tage over, nemlig forestillingen om, at mennesket ved sin fornuft kan beherske det hele. En overhåndtagende individualisme, som konservatismen i 1800-tallet kæmpede imod, har desuden afskaffet forpligtende sammenhæng i livet, og i stedet stillet mange, herunder en rodløs ungdom, overfor et overvældende antal valgmuligheder, som virker lammende.

Udviklingen er kommet ind på et helt galt spor, og vi er nødt til at skifte retning. Måske kommer der et stilfærdighedens oprør.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.