8. oktober 2011, 22:30

Jeg er en af de 14 ’frihedsorienterede kvinder’, der underskrev indlægget ’Kære Albrightgruppe, kære nye regering’ 29. september. Elisabeth Rygård svarer os 4. oktober, at hun ikke kan forstå, hvordan vi kan sige Albrightgruppen imod. Egentlig gør Rygård med sine fejlcitater, stråmænd og motivspekulation sig ikke fortjent til noget substantielt svar, men da det lader til, at vores position deles af færre end Albrightgruppen, vil jeg alligevel forklare baggrunden for min egen underskrift.

Allerede i 1982 sagde Margaret Thatcher: The battle for women’s rights has been largely won. Det var det år, jeg blev født, og de erfaringer, jeg hidtil har gjort mig, har kun bekræftet Thatchers udlægning. Jeg har hverken oplevet selv at blive diskrimineret på baggrund af mit køn eller fået det indtryk, at andre (gammel-)danske kvinder blev det - med en enkelt undtagelse, som jeg skal komme tilbage til. Det er min klare oplevelse, at kvinder har lige muligheder for at gøre karriere - at vi ligesom mænd bliver vurderet på den vare, vi leverer. Denne lykkelige tilstand er naturligvis resultatet af mange års kamp, og til de læsere, der personligt har bidraget til at nå hertil, vil jeg gerne rette en tak.

At der fortsat ikke er lige så mange kvinder som mænd i toppen af dansk erhvervsliv mv. er for mig at se det naturlige resultat af den videnskabeligt veldokumenterede kendsgerning, at der er forskel på mænd og kvinder. Bl.a. er kvinder simpelthen mindre interesserede i at gøre karriere og mere interesserede i yngelpleje end mænd. Der findes undtagelser fra denne generalisering - herunder blandt de 14 underskrivere af svaret til Albrightgruppen - men det er netop undtagelser, der bekræfter reglen. Og når kvinder generelt vælger at investere mindre tid i deres karrierer end mænd, er det kun forventeligt, at kønnenes resultater bliver derefter.

Nutidens feminister ignorerer tilsyneladende denne basale sammenhæng mellem indsats og udbytte. Det er som om, de ikke vil acceptere, at man ikke på én og samme tid kan være en nærværende forælder (og trofast veninde og hengiven elskerinde osv.) og hellige sig sit arbejde i det omfang, det kræves for at nå til tops inden for erhvervslivet, kulturlivet mv. Man må prioritere. Og den prioritering er suverænt et personligt valg. Det er ikke en sag for kvindekampen.

Derfor kan jeg ikke støtte op om dagens feministiske agenda. De tiltag, Albright-gruppen ønsker sig for at få flere kvinder til at blive ingeniører og iværksættere og for at ’fremme mangfoldighed’ i kulturlivet, handler ikke om at sørge for lige muligheder, men om at favorisere kvinder på bekostning af mænd for på kunstig vis at opnå resultatlighed.

Min primære anke imod det er, at det er uretfærdigt over for de mænd, der bliver forfordelt, men jeg sympatiserer heller ikke med feministernes optagethed af at sikre sig, at andre kvinder træffer de valg, som feministerne mener er de rigtige. Hvis de synes, det er så vigtigt, at kvinder indtager de mandsdominerede fag, hvorfor starter de så ikke selv en vækstvirksomhed med flere end 10 ansatte eller melder sig ind i en skakklub?

Nutidige feminister modsiger ofte sig selv: På den ene side er der ikke forskel på mænd og kvinder, og derfor skal der partout rettes op på, at kvinder ikke fylder på direktionsgangene, ministertaburetterne og musemsvæggene i lige så høj grad som mænd. På den anden side er der forskel på mænd og kvinder, og derfor beriger kvinder arbejdspladserne med særlige kompetencer så som samarbejdsevner og empati mv. Jeg har fået at vide, at hvis jeg læser en mursten af Simone de Beauvoir på over 700 sider, vil jeg forstå det, men helt ærligt, hendes budskab må kunne formidles på mindre plads - hvis ellers der ikke er tale om hjernevask?

Den ene erfaring, jeg har gjort mig med diskrimination af kvinder, har været i forbindelse med barsel. Det er velkendt, at virksomheder alt andet lige er mindre tilbøjelige til at ansætte en kvinde i den fødedygtige alder end en mand, fordi kvinder tager mere barsel end mænd. Denne såkaldt statistiske diskrimination er velbegrundet, for det er jo et problem for en arbejdsplads at måtte undvære en medarbejder i en længere periode. Selv hvis medarbejderens løn bliver betalt af en central barselsfond, er barslen ikke omkostningsfri for virksomheden, som stadig enten skal undvære arbejdskraften eller bruge ressourcer på at oplære en vikar (der først vil opnå fuld produktivitet, når medarbejderen alligevel er ved at være tilbage). At virksomhederne derfor diskriminerer mod kvinder er selvfølgelig urimeligt over for de kvinder, der ikke vil udsætte virksomheden for den omkostning.

Øremærkning af barsel til mænd ville mindske urimeligheden, men det ville også skabe en ny urimelighed over for de mænd og kvinder, der faktisk foretrækker at lade kvinden tage hele barslen, mens manden koncentrerer sig om sin karriere. En bedre løsning ville være at lovliggøre barselsklausuler i ansættelseskontrakter, så kvinder (og for den sags skyld mænd) kan forpligte sig til ikke at gå på barsel i en bestemt tidsperiode. (Dvs. hvis de går på barsel alligevel, vil de skulle kompensere virksomheden for omkostningerne, som jo kan være en sekscifret størrelse). Det kan måske virke urimeligt over for de kvinder, der ikke vil acceptere denne klausul - men hvis en kvinde ikke vil garantere, at hun ikke går på barsel i løbet af eksempelvis de første to år, er det så virkelig en god idé for det lille konsulentfirma, der er dybt afhængig af den enkelte medarbejders indsats, at satse på hende? Det kan virke barsk at tænke på en fødsel som et problem, som medarbejderen påfører virksomheden, men sådan er virkeligheden for selv den mest velmenende arbejdsgiver.

Tilbage til Elisabeth Rygård. Når nu hun tillader sig at spekulere i vores motiver, må det være tilladt at spekulere i hendes. Hun er filminstruktør, og et af de tiltag, Albright-gruppen ønsker sig, er at »Se på, om der virkelig er nok kvinder på museumsvægge, dagbladssider, TV-skærme, scenegulve og i de filmproduktioner, vi støtter som samfund.« Kan det tænkes, at Rygård mener selv at være blandt de kvinder, hvis film burde have mere støtte - og hvem er det i så fald så lige, der er ude i ’at mele sin egen økonomiske kage’?

Måske mener Rygård ikke selv at være i målgruppen for Albrightgruppens forslag. Men det bringer mig til et andet spørgsmål: Hvor er egentlig ofrene for den manglende ligestilling? Hvorfor hører man aldrig noget i debatten fra de kvalificerede kvinder, der mener at være overset til bestyrelsesposterne og forbigået til professoraterne? Hvis det skyldes frygt for repressalier, kan de jo udtale sig anonymt, hvor identiteten er redaktionen bekendt. Og hvis mænd så gerne vil tage lang barsel, men bare hver især ikke tør være den første på arbejdspladsen til at gøre det, hvorfor har de så ikke forstået at organisere sig? Man kan jo også støtte interesseorganisationer ganske anonymt.

Jeg kender kvinder, som siger, at det er for dårligt, at der ikke er flere kvinder i virksomhedsledelserne, men de har godt nok selv ikke tænkt sig at arbejde så meget, som der er nødvendigt for at nå dertil. Og de mænd, jeg kender, der ikke allerede i dag tager længere barsel end de 14 dage, længes mig bekendt ikke efter en god undskyldning for at gøre det.

Kan det tænkes, at ofrene simpelthen ikke findes? At ligestillingen for længst er opnået, og at feministerne bare mangler at komme videre og forstå, at mænd og kvinder nok er lige - men også er forskellige?