25. maj 2010, 22:30

Den globaliserede fattigdom ændrer de visuelle billeder af fattige i Danmark. Fattigdom i byen er ikke mere blot et nationalt problem, heller ikke når den kan ses synligt blandt hjemløse og udsatte på gaden i København.

Økonomien bevæger sig frit over landegrænser, mennesker - i hvert fald de fra den privilegerede verden - kan bevæge sig rundt og frem og tilbage. Det kan fattige og hjemløse ikke. De kan, og vil, søge mod rigere egne. København er en rig by med masser af glitter og lys.

Man kan næsten drage paralleller til Mændenes Hjems og Vesterbros tidlige historie. Da Mændenes Hjem startede sin virksomhed på Vesterbro i København for 100 år siden var målgruppen unge hjemløse mænd, der var indvandret til København fra provinsen. De havnede på gaden på Vesterbro, på gaden, i dårlige lejligheder og på bydelens talrige værtshuse. Vesterbro var dengang tætbefolket, med tredie og fjerde baggård med billige små lejligheder til arbejderfamilierne i den voksende storby København. I dag fremstår Vesterbro som byfornyet, dyrt og attraktivt, men stadig med synlige sociale problemer.

Det var de samme drømme, de samme håb, som de unge hjemløse mænd dengang nærede, som de gør i dag. Deres rejse fra Jylland dengang tog den samme tid, som det i dag tager at komme til København fra andre kontinenter.

Drømmen ender desværre ind imellem på gaden, i sovesale, overfyldte små lejligheder eller i smarte forretningsmænds »hoteller« i industrikvarterer. København vil derfor i fremtiden skulle håndtere, ikke blot københavnere, men også en stadig større del af de fattigdomsnomader, som kommer hertil.

Byen har store udfordringer, hvis man skal kunne håndtere dette. Det vil ikke kun handle om en social indsats, men også en bymæssig udvikling, som skal kunne suge til sig af det fremmede uden at der opstår eller skabes fattigdomslommer, som er helt uden for samfundet.

Byen skriger på billige boliger. De hjemløse og udsatte vi ser på gaden vil som udgangspunkt gerne have en bolig. »Jeg vil gerne have en lille og billig lejlighed. Den behøver ikke at være fancy eller noget. Jeg vil have mit eget hjem« - sagde en hjemløs til mig på et beboermøde. »Jeg behøver ikke at have en stor byfornyet lejlighed.«

Udviklingen i byen har lagt vægt på at skabe lejligheder til børnefamilier med gode indtægter. Lejlighederne er blevet større, bedre og dyre. Det står i modstrid til at stadig flere mennesker lever som singler og det står i modsætning til den drøm om en bolig de kontanthjælpsmodtagere, som ikke kan betale en byfornyet tre-værelses lejlighed, har.

Hvordan genopfinder København den lille billige lejlighed, der er til at betale? Hvordan genopfinder København det private pensionat med små klubværelser? Hvordan får vi plads til skæve boliger til skæve eksistenser? Hvordan får de fattige udlændige på gaden et sted at bo?

Det er nogle af de bymæssige udfordringer, som København skal håndtere for at forebygge, at enlige mennesker ikke bliver hensat til gaden.

En af de større socialpolitiske succeser for hjemløse har været udviklingen af de såkaldte skæve boliger til skæve eksistenser. Skæve boliger er en alternativ bomulighed, - en gruppe af mindre skurvogne, varmeisolerede, med køkken og eget toilet - har gennem otte - ti år været bosted for mindre grupper hjemløse f.eks. i Valby og på Amager. Skurvognen, den skæve bolig, har været personens eget hjem og der har ikke været kontrol og overvågning. Her har der været plads til at sige »Jeg er sgu min egen og dette er mit hjem.« Men udbygningen af skæve boliger er stoppet. En blanding af bureaukrati, lokalplaner og grundpriser gjorde at udbygningen af skæve boliger gik i stå. Hvis man skal tage de hjemløses egne udsagn, så bør de skæve boliger igen prioriteres på nogle af de grunde, som måske ikke kan bruges til andet. Det vil være ok for en hjemløs at have sin skæve bolig i et industriområde, også selv om lokalplanen siger noget andet. Kreativitet og medbyg kan tillige udvikle mindre byarealer med en anden tilgang til det at bo og det at have et hjem.

I C.V. Jørgensens sang 'Storbys beduin' synger han »Åh ja, men det vrimler med små oaser lige fra Christiania & op til Hotel Plaza.« Hvis man kigger i et leksikon, så er en oase et frugtbart område i en ørken. Byen kan, som også C.V. Jørgensen synger, føles som en ørken af huse og lukkethed.

Men en storbys oase er meget mere end blot et frugtbart sted i ørkenen. Det er mødested for mennesker på randen af normaliteten, subkulturernes åndehuller. Det er såmænd lige meget om det handler om et åndehul for hjemløse, et åndehul for seksuelle minoriteter, etniske mindretal, sportslige minoriteter, obskure musikalske retninger, teatergrupper eller politiske grupper. Vi har alle - i storbyen - brug for den lille flig af en oase som gør, at København er værd at bo i og på den måde skaber en mangfoldighed i byen.

København skal have rum til sine oaser, dyrke sine oaser og måske fremelske sine oaser. Hvem i København er ikke en del af mindst en minoritet? En af de mest levedygtige og kulturbærende oaser i København er kolonihavekulturen. I forbindelse med høringen af lokalplanen for Ørestaden skrev jeg - måske lidt naivt - at det måske var en ide med et lille areal til en kolonihavebebyggelse. Hvis ikke Ørestaden skal dø og sygne hen i sin egen ørken af beton og kontolleret pænhed, må der oaser til, der gør bydelen til en del af København. Oaserne er det, som gør København til en storby.

Dan Turell har i sin bog 'Vangede billeder' et sted skrevet, at det bedste sted at opholde sig i hans ungdom var »På hjørnet.« Det var her, det skete, her de sødeste piger var og her man så en af kammeraternes nye Puch, her man fik sit første kys.

Hjørnet er i dag knap så populært et samlingssted for unge i dag. Mange er krøbet indenfor og kommunikationen er i sted blevet foran fjernsynet eller internettets talrige tilbud. Der bliver med andre ord spillet meget lidt rundbold i gaderne i dag.

Torvet eller hjørnet har dog stadig sine faste gæster. Bænken er nu overladt til de pengesvage - de socialt udsatte - som kun har råd til høkerbajere og friluftshash, men alle andre enten er trukket ind på de talrige cafeer eller hjem i lejligheden. Men det er måske ikke sagen at overlade byrummet til de socialt udsatte alene. Interaktion mellem forskellige sociale grupper i København er forudsætningen for tolerance og sameksistens. Hvis byrummet bliver delt op i dem og os, så går noget tabt.

En udvikling af et byrum med mange mennesker handler om at få aktiviteterne tilbage på gaden. Karnevallet tilbage til gaderne. Skakspil på torvet. Gadefodbold ud i bydelene. Musikken ud på gaden. Skaterne ud af skaterhallerne. Bænkevarmerne aktiveret med Hus Forbi salg eller andre aktiviteter.

Når politikere problematiserer opholdet på torvenes bænke, eller gadehjørnet på Vesterbro og i stigende grad ønsker at kriminalisere sådanne ophold, så er det imod byens idé om fællesskab og oplevelser i byrummet. Man kan også spørge sig selv: Hvad skete der med Grønttorvet? Hvor blev det af? Her kunne den hjemløse får et stødt æbler af Grønttorvets altid skrigende sælgere og de studerende kunne få frugt og grøntsager lidt billigere, hvis de ventede indtil lige før lukketid. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg har hørt, at i gamle dage var mange at dem som fik en stadeplads på Grønttorvet mennesker, som tidligere havde siddet i fængsel. Hvilken fortrinlig måde at reintegrere mennesker i samfundet og skabe liv i byen.

Byen er blevet indrettet for middelklassen og afstanden mellem middelklassen og hjemløse og udsatte er blevet større. Ikke kun økonomisk, men også mentalt og fysisk i storbyen. I et fremadrettet perspektiv vil brobygning mellem forskellige slags københavnere var essentiel for at byen ikke bliver til dem og os, men i stedet til et vi. En rummelig by med evne til at suge til sig, skabe liv i gaden, skabe forskelligartede boliger og fortsat udvikle og understøtte byens oaser kan være skridt i den rigtige retning.