Kære Eva Agnete Selsing,

Din kronik om feminiseringens altødelæggende konsekvenser rammer lige i Bulls Eye. Indlæg er et godt opråb til politikerne om at lovgive for bæredygtige værdipolitiske reformer, får gjort ting rigtigt.

Mænd er de første til at erkende at der bestemt har været brug for at kvinder opnåede ligestilling i forhold til mænd inden for forskellige samfundsstrukturer. Kvinden har de seneste 50 år kæmpet godt og vundet det slag. Kvindens kamp har betydet at mænd med fordel har fået en mere frigjort kvinde i den fælles interaktion mellem køn. Et plus for mænd af industrisamfundet har dertil været at kvindens kamp for ligestilling har belært fædre om betydningen for som glæden ved også at være tilstedeværende og omsorgsfulde over for deres børn. Børn trives derfor i dag lige godt hos mor som hos far. Det vigtigste for børn er at opnå en ligelig fordeling af forældres særskilte køns indtryk. På den baggrund har kvindens kønskamp været god for samfundet i sin helhed.

Et sted er kæden dog hoppet helt af og det forøger nu pres på vores samfundsstruktur. Den hårde kerne af mandefjendske totalitære feminister har formået at forøge kvindelig dominans på bekostning af mænd på den for begge køn vigtigste af alle baner – Familien når den går i opbrud. Mandens forældrerolle nedprioriteres idet fordækte samfundsstrukturer tilkender kvinden overherredømme over børn på bekostning af mænd og børn. Denne særlige ophøjelse af kvinden er en væsentlig årsag til at maskulinitet udvandes og mænd bliver til kønsneutrale statuetter. Praksis er altødelæggende for samfundets videre overlevelse.

Børn er det centrale omdrejningspunkt i kønskampen. Det er på dette område vi som mænd taber ud og kvinden løber fra os udviklingsmæssigt. Begge køn har brug for sine børn. Børn giver livet ultimativ værdi. De virker som en katalysator på vores indre balance, iderigdom som livets drivkraft. De giver os glæder som bekymringer, kort og godt får de hjertet til utrætteligt at slå.
Kvinder er bevidst om dette lige fra graviditetens spæde start og har derfor altid klamret sig til sine børn. Nutidens samfundsstrukturer hvor kvinden også er selvforsørgende har dog medført at skilsmisser kan give en kvinde total dominans over børn. Et sådan vilkår er ikke foreneligt med mandens behov for at have sine børn nærværende i sit fortsatte liv. Berørte børn nyder ej heller gavn af en omklamrende moderbeskyttelse. Statsforvaltninger forhindrer dagligt mænd i at kunne være til stede i deres børns liv på en ordentlig måde. Man ignorer at skilsmisseramte mænd og deres børn også har et naturligt behov for omfattende nærvær og kærlighed. Konsekvens heraf er ødelagte mænd og børn. Den første feminiseringsbølge rammer især drenge hårdt idet de straks mangler maskulint input. Senere rammes også piger af fædres fravær og maskuliniteten går helt tabt.
Mænd belønnes på ingen måde for at man seneste 30 år har evnet at genopdage de feministiske sider der latent indgår i maskuliniteten. Det hele går fortabt for manden ved opbrud fordi han frygter kvindens magt og derfor ikke formår at holde fast i brodkanten, sige - Fint men jeg vil også være ligeværdig aleneforælder.
Mænd er i dag bevidst om at tidligere tiders kampe med våben, fysisk krig og voldtægt ikke længere er den rette vej at gå for løsning af kønslig konflikt. Mænd er gennem forståelse af kvindens kamp for bedre rettigheder blevet meget klogere på at ens børn bestemt heller ikke er bedre stillet ved at bidrage til højt konfliktniveau og afstumpet maskulin adfærd. Der vil desværre altid være en risiko for enkelte kan begå uhyrlige handlinger. Det forekommer blandt begge køn. Ofte skyldes disse handlemønster dog at en person er fortvivlet over de omstændigheder man er blevet bragt i. Derfor har et ordentligt samfund altid pligt til kontinuerligt at arbejde for der ikke begås benspænd mod sin egen befolkning.

Mænd i Danmark bliver dog ikke pr automatik politisk belønnet for sin evolutionære udvikling. En forklaring er at mandens kønskamp ikke formår at skabe høj stemmekraft. Det skyldes at den overvejende gruppe af mænd der stadig formår at forblive i kernefamilien kan praktisere deres fælles ansvar over børn. Denne majoritet af mænd ænser derfor ikke at kvinder opnår en særlig fordel over børn ved skilsmisse som implicit medfører at børn oplever en forøget feminisering. De mænd der rammes af opbrud står alene om at kæmpe indædt for bare en begrænset samværsaftale. Norm hos myndigheder er fortsat begrænsede Resolutionsafgørelser som betyder at fædre kun kan have deres børn i kortere varighed. Ofte tilkendes fordeling af børn fra 13/1 til maksimalt 9/5 dage. Når fædre sådan begrænses i kvalitetssamvær med sine børn, sejrer feminiseringen. Skal kønskampen kortsluttes er det derfor pinende nødvendigt at der i udgangspunkt bliver tilkendt en deleordning af fælles børn.

Feminiseringen er som med indlandsisens afsmeltning - efter et antal år med mindres stigende tendens går det pludseligt meget meget stærkt. I dagens Danmark er der flere og flere kvinder der vælger at bo alene med deres børn. Et stigende antal børn udsættes for en kvindes overflod af kærlighed og belæring på bekostning af maskuliniteten. Kvinder har politisk sluppet af sted med at vinde hævd over børnene for efterfølgende i ro og mag at gøre sine børn den bjørnetjeneste at holde den velfungerende far og hans værdier på afstand.

Mænd har derfor behov for politisk hjælp. Sker det ikke fortsætter mænd med at få tæv hos Statsforvaltninger. Mænd ved ikke længere deres levende råd. De aner ikke hvordan de skal agere og giver simpelthen op på egne børn, som livet generelt. Fædre bliver fortabte skæbner mens især drengebørn vokser op hos en alenemor og bliver til nogle svagpissere som mænd der ikke længere formår at videreføre kampen for sit eget køns overlevelse. I voksenlivet vil de dertil blive udstødt af kvinden. Endeligt vil samfundet som helhed gå fortabt.

Mænd skal nu på barrikaderne - kæmpe sig tilbage i kampen for at de gode værdier som styrker der ligger i maskuliniteten fortsat kan overleve. Begyndelsen er tage vores børn, passende, tilbage fra mødrene, forhindre dem i at forgå under de lilla skørter. Det er derfor nødvendigt at tage de politiske kampe som at opretholde pres på de administrative Forvaltningssystemer. Er dette ikke nok må man føre sit barns sag frem til Domstolene.

Vi mænd er nødt til at få fastslået at der i udgangspunkt skal være en tidsmæssig ligestillet fordeling af børn. Udgangspunkt for alle forældre skal være en deleordning. Får vi ikke det kan især fædre og sønner ikke finde den tid der er nødvendig til fælles at dyrke fodbold, begå sig en brydekamp, filetere en fanget fisk, medvirke til skolegang og lektiehjælp eller blot hjemlig hygge. Det er køns forskellighed som skaber harmoni og god udvikling for børns opvækst – Som samfund bør vi sikre børn den rettighed.

... er det nemt at se en trend i samfundet, der er ganske godt beskrevet i kronikken.

Essensen er ramt særdeles godt i kronikken.

Og, paradoksalt nok, bevises trenden jo endnu engang i dag (9. aug.) - da de Radikale nu foreslå at pas skal være kønsneutrale, at CPR numre skal være kønsneutrale, skifte køn navn o.s.v. som en formssag (det bliver vel bare en ny hjemmeside det gøres på, det offentlige er jo helst fritaget for kontakt med befolkningen), m.m. .....

Endnu en brik i den radikale nedbrydning af samfundets identitet og kultur.

Lidt overført, er de radikale tanker, at vi alle skal ende som "intetkøn".

Og så har feministerne i øvrigt tabt kampen, så er der ikke noget at kæmpe for - så er vi alle "ingenting".

Så ender vi alle som zombier, som befolkninger i det tidligere Østeuropa, Nordkoera etc. - dér skete det med militær, tvang og magt - i Danmark sker det ved lovgivningsmæssig neutralisering af af identitet, kultur, baggund og oprindelse.

Danskernes fremtid er en grå, intetkøn masse, hvor vi er ingenting og har "ingen værdi" som personer, for det fremhæver jo uligheden.

Og, jeg som gik og troede Danmark var i alvorligere finansielle og udviklingsmæssige problemer her-og-nu og i fremtiden, så der var noget mere seriøst at tage fat på.

Men, Margrethe V må jo have større planer.

Mænd har sagt og skrevet at feminismen er noget sygt pis i snart 40 år. Men kun virkelige ødelæggende konsekvenser trænger gennem feminismens fortrængninger, så det bliver meget værre og konsekvenserne kommer til at koste samfundet på alle plan....
Og sådan må det være.

Mine forældre havde i 70'erne nogle venner der havde børn i vores alder. Disse børn måtte ikke eje eller lege med noget der lignede legetøjsvåben. Min mor fortalte så hvordan de små størrelser, med deres tilsvarende små børnetænder, sirligt - i RUGBRØD - udformede små skydere som de så efterfølgende kunne rende rundt og "sige bang" med :-D

"De mange debatter om kønsroller ... foregår på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet"

Nu er nærværende indlæg jo selv en del af debatten om kønsroller, er det så også skrevet på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet?

Indlægget starter fra denne totalt selvmodsigende og forvrøvlede generalisering - og sådan fortsætter det så. "Kvinder vil ikke have en blød mand!", "Den største opgave for det kønsneutrale projekt er derfor at eliminere [manden]...!"

Alt sammen hevet ud af et mareridt som kun den svageste, mest deperate og ynkelig mande-type kan fremvinge det: "Uh, de stærke kvinder vil kastrere mig.., de hader mænd".
I virkeligheden er feminismen som ideologi ufattelig simpel:

Alle, uanset køn, skal være lige frie til at udfolde sig som de vil. Vi skal bekæmpe diskriminering på køn.

Feminismen er ikke imod manden. Den er imod de mænd (og kvinder) som er imod kvinden (eller - i den mere moderne udgave - som er imod kvinden, manden eller andre på-deres-køn/seksualitet/minorit-definerede grupperinger der udsættes for systematisk, strukturel undertrykkelse eller diskriminering).

Du har fuldstændig misforstået havd feminisme er. Feminisme handler om omsorg for det hele menneske, om at huske de kvindelige værdier i et samfund med maskuline konkurrenceparametre. Kønsneutralisme er dit eget grimme ord for en påstået modsætning. Vi er mennesker, før vi er vores køn - det ved fenminister. At en såkaldt filosof opfinder holdninger, som hun derefter tilskriver andre, er under al kritik og kan med rette kaldes videnskabelig uredelighed.

- for at fortælle mig hvad jeg er, når jeg nu ikke selv kan finde ud af det! Det er godt at hun har taget en filosofiuddannelse, så hun kan se den slags ting!

Og jeg kan godt se at det står skidt til, når dette er en af de få mandlige typer der er tilbage: http://blogs.jp.dk/reaktionaer/

Vi kan nok kun forlade os på, at tendenser ofte har det som tidevandet: Det løber ind til det begynder at løbe ud!