Kastesystemet USA

Michael Böss: USA er ikke længere mulighedernes land, men på vej til at blive et kastesystem, hvor social status nedarves fra generation til generation. Det er den amerikanske Harvard-professor Robert Putnams konklusioner.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

København er ved at blive en rigtig storby, lød det for et par uger siden i Berlingskes nye serie om »det skæve København«. Vurderingen stammede fra en række eksperter, som konstaterede, at de socioøkonomiske uligheder mellem hovedstadens bydele er voksende, og at det havde konsekvenser for byudviklingen: Visse bydele er blevet så dyre at bo i, at de er tømt for lavere indkomstgrupper, som i stedet koncentreres i andre dele af byen. Udviklingen i retning af en mosaiklignende by forstærkes af de større sociale og kulturelle forskelle borgerne imellem. Ifølge undersøgelser foretrækker de fleste mennesker nemlig at bo og færdes blandt nogen, som ligner dem selv i indkomst, livsstil, smag og kultur. Det bestemmer ikke kun deres boligvalg, men også deres valg af skole og fritidstilbud for deres børn. Eksperterne mente, at København var ved at udvikle sig fra en »stor by« til at blive »storby«. En af dem var af den opfattelse, at der kunne være en charme forbundet med at bo i en bydel med en særlig »identitet«.

En anden advarede dog mod de mulige konsekvenser for »sammenhængskraften, når forskellene er så store og vokser så meget«. Hvis man skeler til de forskningsresultater, Harvard-professoren Robert Putnam – kendt fra bogen Bowling Alone (2000) – snart vil offentliggøre, kan denne udvikling desuden blive en trussel mod den sociale mobilitet. Da netop en meget høj grad af social mobilitet udmærker det danske – og andre nordiske – samfund, er det en god idé at lytte til den diagnose, Putnam stiller for USA.

Men først lidt baggrund. Der har i mange år været en global tendens til, at en stadig større andel af de nationale indkomster tilfalder samfundenes allerrigeste. Graden af indkomstulighed varierer dog en del. De nordiske lande er stadig blandt de mest lige i verden – Danmark lå i 2011 som nr. 1 inden for OECD, mens Storbritannien og USA lå i bunden som henholdsvis nr. 28 og 31. Også de nordiske lande har dog oplevet en kraftig stigende ulighed efter 2000, specielt Sverige. I lande, hvor der tidligere fandtes stor ulighed – f.eks. Mexico og Brasilien – er der modsat sket en reduktion. Der er tegn på, at uligheden inden for OECD fremover vil konvergere. Til gengæld vil det gennemsnitlige ulighedsniveau sandsynligvis ligge betydeligt højere end tidligere. Selv om væksten i ulighed er foregået over de sidste 30 år, er det først for nylig – dvs. efter finanskrisen – at politikerne og befolkningen er begyndt at bekymre sig over den. Den tidligere bekymringsløshed skyldtes, at lave renter, stigende huspriser og høj beskæftigelse skabte en illusion om, at det ikke var noget problem, at nogle få mennesker blev dramatisk rigere, så længe det store flertal fik del i samfundets generelle velstandsforøgelse. I dag er situationen forandret.

Finanskrak og bankredninger har åbnet manges øjne for uretfærdigheden af, at almindelige mennesker skulle miste hus og job, mens deres regeringer købte de ansvarlige i finanssektorens top fri med skatteborgernes penge. Siden har globalisering, teknologisk udvikling og økonomisk lavvækst og recession i det meste af vor del af verden og Nordamerika reduceret lønnen for folk med både lave og middelstore indkomster. Ikke alene i forhold til de grupper, der ligger oven over dem, men også reelt set.I et særligt tillæg i The Economist om den voksende økonomiske ulighed kunne man i midten af oktober læse om, hvordan den voksende ulighed i dag ikke kun er en kilde til bekymring for politikere i den vestlige verden, men også i de såkaldt nye økonomier. I Indien og Kina frygter landets ledere således, at den vil føre til social uro.

Bekymringen deles af økonomer, der har forkastet det klassiske, liberalistiske dogme om, at en økonomi i vækst vil »hæve alle« både på en langt bedre og mere effektiv måde end »skandinavisk« fordelingspolitik. Økonomerne gør nemlig opmærksom på, at der er skadelige bivirkninger ved øgede indkomstforskelle. Teoretisk set kan ulighed ganske vist være en kilde til en generel velstandsvækst – fordi den kan motivere folk til at yde mere, og fordi den får de rigeste til at øge deres opsparing og investeringer. Men i praksis vil en høj grad af ulighed sætte en bremse for vækst. Forskere i den Internationale Valutafond (IMF) mener ligefrem, at store indkomstuligheder fremkalder lavvækst, finanskriser og faldende efterspørgsel.

I USA har økonomisk ulighed hidtil ikke været betragtet som noget problem, sådan som det i overvejende grad er tilfældet i Danmark, hvor det er en udbredt opfattelse, at lige muligheder forudsætter en grad af resultatlighed. Chefen for den konservative tænketank American Enterprise Institute, Arthur Brooks, udtalte således i et interview i månedsbladet The Atlantic i juli i år, at hvis rigdom ikke er noget, man erhverver på grund af hudfarve, held eller fødsel, men gennem hårdt arbejde, uddannelse og kreativitet, så må ulighed betragtes som »fair«. Hvis systemet derimod er fastlåst, så ophører ulighed med at være fair. Brooks selv mente dog, at det første var tilfældet i USA og begrundede det med, at børn af fattige forældre stadig bevæger sig op ad den sociale rangstige, mens børn af rige forældre bevæger sig nedad. Et par kendte kommentatorer, deriblandt David Brooks fra New York Times, har dog stillet spørgsmål ved, om Arthur Brooks har ret i, at USA er et land, som stadig kan være stolt af sin sociale mobilitet. De henviste begge til de data, som Robert Putnam netop har indsamlet, og som viser, at systemet netop er ved at blive låst fast, sådan som det fremgik af hans mundtligeindlæg i sommer på den prestigefyldte Aspen Ideas Festival i Colorado.

Putnam – som af Sunday Times er blevet kaldt »den mest indflydelsesrige akademiker i verden i dag« – har gennem de sidste fire år indsamlet og analyseret data om amerikanske børn og teenagere med henblik på at undersøge deres muligheder for at klare sig fremover. Hvor andre forskere har undersøgt, hvordan den yngre generation klarer sig i forhold til den ældre og på den baggrund har kunnet udtale sig om samfundets grad af social mobilitet på det tidspunkt, hvor de voksne var børn, så har Putnam ønsket at undersøge nutidige børns og unges chancer i fremtiden. Hans resultater er dels positive, dels negative. Det positive er, at når man ser bort fra den enkeltes socio-økonomiske klasse, så bestemmes de økonomiske forskelle mellem amerikanerne i stadig mindre grad af race. Med andre ord er der ikke længere forskel på den måde, velhavende ikke-hvide og hvide lever på og forbereder fremtiden for deres børn gennem omsorg, skolegang og fritidsaktiviteter. Til gengæld er der grund til at være bekymret over de negative resultater. For det første viser de, at klasseforskellene i USA vokser dramatisk i disse år. For det andet ser de ud til at blive cementeret af, at rige og fattige i stigende grad lever fysisk og socialt adskilt fra hinanden.

Adskillelsen er vigtig, fordi amerikanerne derved kommer til at leve i forskellige verdener med hver sine familiestrukturer, skoler, fritidsmuligheder og forbilleder – og mangel på samme. I USAs storbyer vokser de fattiges børn således ofte op uden tilstrækkelig forældreomsorg og uden de institutioner, fritidsmuligheder og foreninger, der kan skabe sociale kompetencer og netværk. Derved kommer de til at mangle de »bløde færdigheder« og sociale forbindelser, som er så afgørende for mobiliteten i samfundet.

Putnam konkluderer, at det amerikanske samfund ikke længere er det »mulighedssamfund«, det var engang. Sociale klassetilhørsforhold bestemmer nemlig i stigende grad den enkeltes fremtid. Putnam mener, at USA »er ved at udvikle sig til et kastesystem, hvor social status og samfundsengagement arves fra den ene generation til den anden; et samfund delt op af klassegrænser«. Han forudsiger derfor også, at fremtidens amerikanske samfund vil være endnu mere polariseret og ulige end i dag.

Trods stigende ulighed herhjemme vil vi aldrig blive et »Amerika«. Alligevel bør vi være opmærksom på de problemer, Putnam påviser, og som han vil beskrive nærmere i sin kommende bog. Den slags problemer vil end ikke den fordelingspolitik, vi selv har tradition for, kunne løse. Også herhjemme ser vi en øget uddannelsesmæssig, fysisk og kulturel adskillelse mellem ressourcestærke og -svage børn og unge. Og derfor er det kun ud fra en overfladisk betragtning, at det kan forekomme charmerende at bo i en bydel med en særlig kulturel eller social »identitet«.

H Robert Putnam vil i 2013-2014 være tilknyttet Aarhus Universitet som Distinguished Visiting Professor.Michael Böss er lektor og centerleder ved Aarhus Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.