Kronik

Karrierepolitikeren Anders Fogh

Michael Böss: Paradoksalt nok blev det minimalstatspolitikeren Anders Fogh Rasmussen, der skabte det nye velfærdsvenlige Venstre. Det var resultatet af lige dele selverkendelse og ønske om at gøre karriere. Det præger eftermælet.

Venstre fik en ny og mere forsonlig tone, da Anders Fogh Rasmussen blev valgt til partiets leder i 1998, efter et overraskende valgnederlag. Og det viste sig at blive en god strategi for både partiet og ham selv. At det var Fogh, der stod for toneskiftet, forekom dengang lige så paradoksalt som i dag, hvor hans regeringsperiode af mange huskes som en tid præget af polariseret offentlig debat. For Fogh havde jo i mange år tegnet en skarp profil som partiets ny-liberalistiske chefideolog, der med sin bog om minimalstaten (1993)udfordrede »den nordiske model«. Men som Hans Mortensen beskriver det i Tid til forvandling (2008) om Venstres vej fra bondeparti til moderne politisk bevægelse så var Fogh Rasmussen og den daværende partibureaukrat Claus Hjort Frederiksen nået til den konklusion, at han som ny leder skulle agere anderledes end sin flabede forgænger, Uffe Ellemann-Jensen, der ifølge partiets egne undersøgelser havde skræmt mange vælgere bort med sin konfronterende stil. Fogh skulle nemlig kunne appellere til midtervælgere, hvis Venstre skulle komme bedre ud efter næste valg. Da det indtraf allerede tre år efter, viste strategien sig effektiv: Den nye designerpolitik slog an helt ind i det traditionelt socialdemokratiske vælgersegment. Blå Bjarne stemte på Fogh og derved var hans politiske karriere lagt på skinner.

Fogh vandt valget i 2001 af to årsager. For det første, fordi han havde held med at overbevise vælgerne om, at han ikke havde til hensigt at afmontere velfærdsstaten, blot justere den. For det andet, fordi han afgav løfte om en ny og strammere udlændingepolitik og et opgør med 68-generationen. I kraft af skattestop, kontraktpolitik og forkælelse af en middelklasse, der hævdede »velfærdsrettigheder«, sikrede han sig den troværdighed blandt vælgerne, der skulle til for at holde ham ved magten. Han var klar over, at han for alt i verden ikke måtte begå en »Nyrup Rasmussen« dvs. et løftebrud over for vælgerne. Det blev indledningen til otte års blokpolitik.

Da journalisten Thomas Larsen interviewede Fogh til samtalebogen I godtvejr og storm (2000), fortalte han, at han havde foretaget et opgør med sin egen »måde at drive politik på«. Han slog nærmest minimalstatsbogen hen som et internt debatindlæg, der skulle bevidstgøre partiets medlemmer om deres ideologiske udgangspunkt snarere end deres politiske mål. Selvom bogen havde sat spørgsmålstegn ved velfærdsstaten, skulle den i virkeligheden blot sætte pejlemærker for, hvordan den skulle afløses af et »velfærdssamfund«, hvor alle ville vokse op med lige muligheder, og hvor færre ville blive hægtet af udviklingen ved at blive permanent parkeret på overførselsindkomster. I 2000 erkendte Fogh dog, at selv dette budskab ikke var blevet forstået. Kommunikationen var slået fejl. Det havde aldrig været hans hensigt at advokere for amerikanske tilstande. I virkeligheden var hans hovedinspiration det svenske Folkepartiet. Da han fem år efter på Venstres landsmøde i 2005 lancerede det »Nye Venstre«, var det derfor som et midterparti. Der var ikke nogen modsætning mellem at leve i et frit og et trygt samfund. De store ideologier hørte »det gamle samfund« til, sagde han som hans liberale britiske ven og senere krigsfælle, Tony Blair, havde udtrykt sig ti år tidligere. Nu gjaldt det »værdier«, mente de begge.

Foghs position i Venstre var dengang så stærk, at kun medlemmer af ungdomsafdelingen vovede at stille spørgsmål til den nye politik. Mange i folketingsgruppen undlod dog kun at sige ham imod, fordi de var bange for følgerne for deres fremtid. Men de har siden givetvis fortrudt deres tavshed, da de så følgerne af hans egenrådighed, blinde pletter og katastrofale fejltagelser: først hans støtte til krigen i Irak og derefter hans manglende mod til at gribe ind over voksende boligpriser og lønninger i en stadig mere ophedet økonomi. I oppositionen var der ikke tillid til den nye, midtsøgende Fogh. Her tolkede man hans stilskifte fra liberalist til socialliberal som et hamskifte. Som det engang blev sagt af en radikal politiker, forsøgte Fogh udadtil at ligne Rødhættes bedstemor. Men som bekendt endte det med, at ulven lå i sengen i bedstemors natkjole. Derfor spejdede Foghs modstandere altid, omend forgæves, efter afslørende tegn på hans sande ulvenatur. Så det blev »værdikampen«, der blev anledningen til, at det, der var begyndt med Venstres anslag af en mere forsonlig tone i den politiske debat, endte med en uforsonlighed og polarisering af den offentlige debat i en grad, der var hidtil ukendt i dansk politik.

Værdikampen var kernen i Foghs valgstrategi i 2001. Han anså den som nøglen til gradvise samfundsændringer og satte den ind over en bred front: kulturradikalt smagsdommeri, rund-kredspædagogik, blødsøden retspolitik, men først og fremmest følgerne af et par årtiers naive flygtninge- og indvandrerpolitik. Fogh havde dog et meget rimeligt syn på grundlaget for integration: »I Danmark bor der danskere, og når udlændinge har valgt at bosætte sig her, går jeg ud fra, at de holder af Danmark, danskerne og dansk kultur. Integrationspolitikken må derfor have som udgangspunkt, at mennesker udefra kommer hertil for at indgå i det danske samfund på dette samfunds præmisser. Det betyder ikke, at de i et og alt skal overtage danskernes måde at leve på eller overtage alle vore traditioner det handler netop ikke om, at man skal spise kartofler og frikadeller hver dag for at være dansk men det skal være en selvfølge, at nye tilflyttere forstår dansk, at de kender dansk historie, og at de som en selvfølge accepterer de frihedstraditioner, som det danske samfund bygger på.« Denne udtalelse, som Fogh kom med til Thomas Larsen i 2000, ville den nuværende regerings partier formodentlig uanfægtet kunne skrive under på i dag.

Men når det er mere tvivlsomt, om de ville have gjort det for ti år siden, skyldes det VKs parlamentariske afhængighed af DF. DF blev som bekendt i stand til at presse regeringen til at gennemføre nye stramninger for hver gang, der blev skabt finanslovsforlig. Selv om Fogh fra begyndelsen havde understreget, at »vi er ikke Dansk Folkeparti«, blev det derfor unægtelig sværere og sværere at kende forskel. I den offentlige debat var mange venstreradikale debattører og lederskribenter i hvert fald ikke i tvivl om Foghs medskyld. Hans støtte til krigen i Irak gav tonen en ekstra drejning. Året efter hans afgang skrev forfatteren Anne Marie Løn således i Politiken: »Danmark har været styret af en dæmon siden 2001. Befolkningen tier og vånder sig. Politikerne træder varsomt for ikke at skride og falde på Anders Fogh Rasmussens blodige sti.« Men Fogh havde også borgerlige kritikere. Ikke blot liberalister, der anså ham for at have forrådt liberalismen for at komme til magten, men også kulturkonservative. En af dem rasede i en mail til mig over den foragt for eksperter og klassisk dannelse, Fogh selv og hans forskningsminister repræsenterede: »Da Fogh i sin første nytårstale til det såkaldte danske folk gik til frontalangreb på »eksperter og smagsdommere«, ja, da græd jeg. Dannelse er blevet kompetence, gymnasieskolen er ødelagt og universiteterne ligger bankerot.«

Da Fogh trådte af 5. april 2009 for at blive generalsekretær for NATO, udtalte Lykke Friis til Financial Times, at han var en »meget, meget pragmatisk og jordnær politiker«. Det kan der måske være en vis sandhed i. For sandt nok lagde han sin ideologiske liberalisme bag sig i 1998 og blev mere optaget af at skabe praktiske resultater i et samfund, som dengang endnu red højt på globalisering og højkonjunktur. Det skyldtes nok også hans voksende erkendelse af, at den nordiske samfundsmodel havde tjent både hans forældre og hans egen generation vel, sådan som han forklarede det på Venstres landsmøde i 2005. Men hans stilskifte dengang bar unægtelig også præg af den særlige form for pragmatisme og strategi, som en karrierepolitiker kan blive fristet af: Ønsket om at erhverve magt ved at behage vælgerne. Sammen med Irak-krigen kom denne populistiske fristelse hurtigt til at spolere Foghs politiske eftermæle. For den viste sig at have indebåret ansvarsforflygtigelse i forhold til problemer, han enten selv var med til at skabe, eller som han undlod at røre ved. Og som hans efterfølgere siden har forsøgt at løse, efter at Fogh selv er sprunget videre op ad sin stige.

Læs i morgen Lars Hovbakke Sørensens kronik om Fogh

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.