Kronik

Kan suverænitet koste indflydelse?

Den konservative London-borgmester, Boris Johnson, begrunder sin støtte til et britisk exit fra EU med henvisning til det britiske folks suverænitet. Den bekymring er særdeles udbredt i Storbritannien. Kun i Danmark spiller suverænitet en større rolle for euro-skeptikere.

Den konservative London-borgmester, Boris Johnson, begrunder sin støtte til et britisk exit fra EU med henvisning til det britiske folks suverænitet. Den bekymring er særdeles udbredt i Storbritannien. Kun i Danmark spiller suverænitet en større rolle for euro-skeptikere. EPA/WILL OLIVER
Den konservative London-borgmester, Boris Johnson, begrunder sin støtte til et britisk exit fra EU med henvisning til det britiske folks suverænitet. Den bekymring er særdeles udbredt i Storbritannien. Kun i Danmark spiller suverænitet en større rolle for euro-skeptikere. EPA/WILL OLIVER

I det allersidste afsnit af en bemærkelsesværdig klumme i The Telegraph begrunder den konservative London-­borgmester, Boris Johnson, sin støtte til et britisk exit fra EU med henvisning til det britiske folks suverænitet. Afstemningen er, skriver Johnson, den eneste chance, briterne nogensinde vil få for at vise EU, at de tager deres selvstyre alvorligt.

Spørgsmålet om suverænitet er et af kardinalpunkterne for briterne, der 23. juni skal stemme om, hvorvidt de fortsat skal være en del af EU. Afstemningen trækker således paralleller til den danske afstemning om retsforbeholdet i december, der som bekendt resulterede i et nej. Her var spørgsmålet om suverænitet helt afgørende. Tal fra Gallup viser, at 68 pct. af dem, der stemte nej, gjorde det, fordi de ikke ønskede at afgive suverænitet.

I Storbritannien er modstanden mod EU tæt forbundet til forestillingen og ønsket om national suverænitet. Forskning viser, at det faktisk kun er i Danmark, at suverænitet spiller en større rolle for euroskeptikere. Derfor kan der være grund til at dvæle et øjeblik ved suveræniten, der nu igen er aktuel med den britiske afstemning, og tage en mere grundlæggende diskussion om, hvordan vi forvalter vores suverænitet på en konstruktiv og værdifuld måde.

Det er i hvert fald en af konklusionerne på et studie, som Tænketanken Europa har gennemført om danskernes syn på suverænitet. Vi har undersøgt debatten på de sociale medier i ugerne op til folkeafstemningen om retsforbeholdet og gennemtrawlet næsten 1.000 kommentarer på 15 fremtrædende politikeres personlige profiler. Undersøgelsen viser bl.a., at der er en udpræget opfattelse af suverænitet som et nulsumsspil – altså at det, der overlades til andre (i dette tilfælde til EU), nødvendigvis mistes herhjemme.

Juridisk er nulsumsspillet dog en tvivlsom metafor for forvaltningen af vores suverænitet. Ifølge Grundlovens paragraf 20 – der blev indført netop for at give Danmark mulighed for at dele suverænitet med andre – handler det ikke om afgivelse, men om overladelse. Danmark har mulighed for at overlade suverænitet til mellemfolkelige myndigheder for derved at kunne udøve suverænitet i samarbejde med andre lande.

Der findes heller ingen enstemmig folkeretlig definition af, hvad et selvstændigt lands suverænitet egentlig er. Den danske retsfilosof Alf Ross opfattede f.eks. selv­styre, handleevne og handlefrihed som tre forskellige elementer af, hvad det vil sige for et land at have suverænitet. Vi kan således godt insistere på vores formelle, juridiske suverænitet, og sige nej til alle fremtidige paragraf 20-relaterede folkeafstemninger, men hvis det i praksis betyder mindre selvstyre, handleevne eller –frihed, er det så i dansk interesse? Og er det en form for suverænitet, vi ønsker?

Tag f.eks. den nylige debat om kvælstof i forbindelse med den landbrugspakke, der endte med at koste en miljøminister­karriere. 94 pct. af den kvælstof, der befinder sig i de indre danske farvande, kommer fra udlandet. Danmark er blot ansvarlig for fem-seks pct. Forestil dig, at Danmark suverænt kunne bestemme, hvor meget landbruget måtte gøde. Uanset om vi besluttede et totalt forbud eller åbnede helt op for sluserne, så ville kvælstof­niveauet i de indre danske farvande være stærkt påvirket af landbrugs­politikken i landene omkring os. Får vi da større reel indflydelse på forholdene i Danmark ved at overlade en del af vores suverænitet på landbrugsområdet til EU, som kan fastsætte fælles minimumsstandarder for landene omkring os?

Et andet eksempel, som er en direkte konsekvens af det danske nej 3. december, er forhandlingerne mellem Danmark og EU om, hvorvidt og hvordan Danmark kan fortsætte i EUs politisamarbejde, Europol. Tilvalgsordningen krævede, at Danmark formelt set afgav suverænitet på det retlige og indre område, til gengæld kunne vi selv via Folketinget beslutte, om vi ville fortsatte i Europol, når samarbejdet overgår til overstatsligt niveau i 2017. Nu er det i stedet op til Kommissionen, Parlamentet og de 27 enkelte medlemslande at godkende en særlig dansk aftale. En aftale, der med stor sikkerhed stiller dansk politi dårligere i Europol, end et fyldgyldigt medlem. Er det suverænitet?

Der findes utallige andre virkelige og tænkte eksempler, men den grundlæggende pointe er den samme: I et globaliseret 21. århundrede må suverænitet nødvendigvis opfattes relativt i forhold til andre lande, som vi er forbundne med – økonomisk, politisk og geografisk. Og insisterer vi ubetinget på at bevare formel suverænitet, kan det begrænse Danmarks reelle selvbestemmelse på områder af transnational karakter.

Heldigvis er det ikke ensbetydende med nationalstaternes ophør eller Danmarks endeligt, hvilket man ellers godt kan få indtrykket af, når man lytter til Boris Johnson eller undersøger, hvordan danskerne debatterer suverænitet på de sociale medier. Den negative fortælling om afgivelse af suverænitet som et tab er nemlig stærkt dominerende, både kvantitativt og kvalitativt.

Af de næsten 1.000 udsagn om suverænitet, som vi har under­søgt, var 73 pct. negative ift. at overlade eller dele suverænitet med EU. Kun seks pct. var positivt indstillet. Undersøgelsen omfatter samtlige udsagt om suverænitet, der blev ytret på de 15 mest markante politiske profilers Facebook-sider i måneden op til folkeafstemningen. Selv blandt de politikere, der anbefalede overdragelse af suverænitet, var den negative respons stærkt dominerende med hele 70 pct. af udsagnene.

Kigger man nærmere på, hvad det så er, der bekymrer danskerne ved at overlade suverænitet, tegner der sig fire grund­fortællinger. For det første hævdes det, at suverænitets­overdragelse er i strid med Grundloven, som sættes ud af spil. Dette er faktuelt forkert, da paragraf 20 i Grundloven netop er til for at gøre det muligt for Danmark at dele suverænitet.

For det andet går det igen, at det er »folket« (forstået som det danske folk), der skal være den absolut suveræne, og at afgivelse af suverænitet er begyndelsen på enden for det danske demokrati, fordi politikerne i Folketinget får mere magt. Heri ligger en grundlæggende skepsis mod den repræsentative styreform, som jo dog er grundlaget for den måde, beslutninger ellers træffes på i Danmark.

For det tredje findes en grundfortælling om, at magteliten fører befolkningen bag lyset for at tilrane sig endnu mere magt – nogle er endda på udkig efter topposter i EU-systemet. Til denne fortælling hører også det velkendte glidebaneargument. Flere forventer, at de øvrige danske EU-forbehold, herunder euroen, vil blive sneget ind ad bagdøren.

Endelig – for det fjerde – står det centralt i debatten om suverænitet, at udviklingen mod Europas Forenede Stater er i fuld gang. Denne fortælling afspejler især forestillingen om suverænitet som et nulsumsspil mellem Danmark og EU.

Det er interessant at se, hvordan disse fortællinger om suverænitet nu kan spores hos Boris Johnson og andre britiske fortalere for et farvel til det europæiske sam­arbejde. Suverænitetsdebatten er nu for alvor ved at eksplodere i Storbritannien, og mens den danske debat aldrig rigtig nåede ind til suverænitetens kerne, så ser det ud til, at briterne er klar til en dybere og nødvendig debat om suverænitet.

Johnsons udmelding fik i hvert fald det toneangivende engelske tidsskrift The Economist til at gå i rette med hans forestilling om suverænitet: I en stadigt mere indbyrdes afhængig verden må lande ofte vælge mellem – ikke ren eller delt suverænitet – men delt eller ingen, lød det i en kommentar, der i en ironisk tone frem­hævede Nordkorea som verdens mest suveræne land, hvis suverænitet skal forstås som fravær af indblanding udefra.

Danmark kan med fordel lade sig inspirere til en dybere debat om forvaltning af suverænitet i det 21. århundrede. Vi har brug for den, hvis vi skal sikre selvstyre, handleevne og handlefrihed i de næste mange år frem.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.