Elmas Berke og Thomas Vilhelm: Venstrefløjen er ulykkeligvis kommet til at fremstå som naivt værdirelativistiske i dens iver efter at beskytte det muslimske mindretal i landet samt lovprise alt, der blot tilnærmelsesvis bærer mærkatet ’multikulturelt’.
5. september 2011, 22:30
»Hvis det at undertrykke kvinder er mandigt, er vi ikke mænd.«
Disse appellerende ord stod at læse på bannere båret af muslimske mænd under en af to demonstrationer i Tyrkiet den 13 august.
Den ene demonstration fandt sted i Istanbul, hvor en stor gruppe kvinder, iklædt korte shorts som en protest mod social kontrol, steg på offentlige busser i solidaritet med en kvindelig volleyballspiller, der påstod at være blevet chikaneret p.ga. sin påklædning. »Ingen i et sekulært Tyrkiet skal bestemme, hvordan kvinder kan gå klædt«, lød et af argumenterne, som kvinderetsorganisationerne brugte som årsag til demonstrationen.
Den anden store demonstration løb af stablen i byen Van. Elmas Berke opholdt sig i Tyrkiet på dette tidspunkt og overværede begge demonstrationer på tyrkisk tv med lige dele forundring og begejstring. Det bemærkelsesværdige ved begge demonstrationer var nemlig, at der demonstreredes for de samme sager, som Q Freedom forsøger at sætte fokus på i Danmark.
Demonstrationen i Van var arrangeret af mænd, der i opløftende klar grad tog afstand fra æresdrab, vold mod kvinder, social kontrol, kvindeundertrykkelse i det hele taget og i særdeleshed med religion som motivationsfaktor. Formanden for Van byråd, Cüneyt Canis, udtalte i forbindelse med demonstrationen følgende, der nærmest er at betegne som den moderne tyrkiske mands programerklæring for nye progressive tider: »Vi skammer os over dem, der udøver vold mod kvinder, slår kvinder ihjel eller udøver andre former for kontrol og overgreb mod kvinder og søger ly under maskulinitet. Vi tager som mænd afstand til ejerskab over kvinder og accepterer ikke sådan sprogbrug. Ingen mand har ret til at træffe beslutninger på kvinders vegne. Kvinden bestemmer selv over sin krop, sin tale og træffer selv sine beslutninger.«
Alle de undertrykkende dårligdomme, der oplistes i disse få linjer, minder i høj grad om alt det, Q Freedom også står for og kæmper for at gøre op med. I Tyrkiet kaldes byrådsformandens erklæring for moderne og veloplyst tale. I Danmark kaldes lignende holdninger og formuleringer i visse venstreorienterede kredse for islamfjendtlig og højreorienteret propaganda. Vi har aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, der ville komme en dag, hvor man i Danmark ville hæfte sådanne ord på en kamp for menneskerettigheder og ligestilling.
Venstrefløjen generelt er ulykkeligvis kommet til at fremstå som naivt værdirelativistisk i dens iver efter at beskytte det muslimske mindretal i landet samt lovprise alt, der blot tilnærmelsesvist bærer mærkatet ’multikulturelt’, da der for sjældent tages afstand fra handlemåder og holdninger af mere ekstrem karakter. Man kan eksempelvis undre sig over, hvorfor muslimske kvinder, der dukker op i offentligheden for at fortælle om overgreb, tvang, social kontrol og æresrelateret vold, hver og én forsvinder lige så hurtigt, som de kommer frem. Vi behøver slet ikke gå særlig langt tilbage i tiden. Lad os bare tage de sidste 10 år. Hvor mange kvinder har forsøgt, og hvor er de i dag?
Beklageligvis er dagens situation i Danmark ikke udelukkende båret frem af højrefløjens til tider giftige retorik. Gid den var, for det ville have været nemmere at forholde sig til. Venstrefløjen og muslimer bærer i lige så høj grad deres ansvar for, at debatten er endt i intolerancens inerti, fordi nødvendig kritik af uacceptable forhold i egne rækker tit opfattes som stigmatisering af medborgere, som allerede har fået tildelt rollen som ofre, der er ude af stand til at handle og svare igen. Det er ganske enkelt blevet for let at slå dem, der udtrykker bekymring for udviklingen, i hartkorn med Kjærsgaard og ligesindede. Ved hjælp af denne grovsortering på forhånd er man fritaget fra at lytte til andre argumenter end ens egne, og det fremmer ingenlunde det samtaledemokrati, som den klogt forudseende Hal Koch talte om nødvendigheden af for flere årtier siden. Det nytter ikke noget at fastholde en gruppe mennesker i offermentaliteten. Ingen tvinger flasken op til alkoholikerens mund, og ingen udsætter muslimer for en værre hetz end den, vi internt udsætter hinanden for - også i Danmark. Heri ligger kampen. Fra muslim til muslim.
Aldrig er de kvinder og mænd, der gik ind i kampen for at fremme kvinders ligeværd og retfærdighed, blevet præsenteret for så meget had i det danske samfund. Højrefløjen hader venstrefløjen. Venstrefløjen hader højrefløjen, og islamister hader alle, inklusive - og i særdeleshed - muslimer, der ikke køber deres bogstavtro og kvindeundertrykkende koranfortolkning.
Modstanden fra islamister og det yderste højre var forventelig, men at Q Freedom mødte en så massiv modstand fra venstrefløjen og dele af det muslimske mindretal, havde ingen af de involverede forlods regnet med eller taget højde for. Man er så optaget af at ’beskytte’ den muslimske minoritet som helhed, at man gerne ignorerer det faktum, at der internt i de muslimske miljøer finder en uhyggelig kvindeundertrykkelse sted - til trods for, at de muslimske kvinder selv skriger på hjælp. Man vil hellere behandle end forebygge og bryster sig af alle de forskellige integrationsfremmende initiativer, mentorordninger og krisecentre, der stilles til rådighed. Det virker som om, at lappeløsninger er bedre end at tage hånd om årsagerne til, at kvinder søger hjælp, når det desværre ikke sjældent er for sent. Ingen forældre er som udgangspunkt onde og ønsker at handle i ond tro. Selv når døtre og koner tæskes, er det med henblik på at’rette ind i folden’. Men alt for få spørger, hvilken fold, der tales om. Taler vi om et samlet Danmark, eller er det legitimt, at der rettes ind i forhold til parallelsamfund og dermed oprindelseslandets kultur og traditioner? Hvor går skillelinjen for acceptabel handling i forhold til kultur og i så fald: Hvilken kultur?
I Q Freedom har vi meget svært ved at forstå denne bevidste modarbejdelse, og aldrig er en drøm bristet så brat som illusionen om en solidarisk venstrefløj. At undlade konkret handling af angst for at ’løbe højrefløjens ærinde’ er den værst tænkelige præmis, der kan stilles op fra venstrefløjens side. Vi kan derfor kun opfordre den til at fremsætte en bedre og mere brugbar af slagsen ved for eksempel at melde en klar støtte ud til de kvinder, der undertrykkes af den ene eller anden grund og ved at lytte til dem med et uhildet åbent sind. Det kræver dog et radikalt anderledes syn på muslimer som kun værende ofre for onde højrefløjssympatisører. Ellers ender alt i symptombehandling uden nævneværdig forandring. Der skal en holdningsændring til. De, der kæmper for denne holdningsændring, bliver i dagens Danmark desværre mødt af en stædig venstreradikal gruppe, der har udnævnt sig selv til at være muslimernes Messias, og al kritik forsøges i værste fald at blive bragt til tavshed gennem intimidering og mistænkeliggørelse af andres intentioner.
Hovedsigtet bag Q Freedoms arbejde er et samlet Danmark, hvor der ikke skeles til hudfarve, religion eller køn, men til kvaliteterne i det enkelte menneske. I et sådant samfund er det naturligt, at en muslimsk kvinde mødes som ligeværdig af sine muslimske og ikke-muslimske medborgere uden hele tiden at få sit oprindelseslands kultur og traditioner trukket ned over hovedet på sig. Uanset vindere eller tabere ved valget 2011 håber Q Freedom, at det bliver helt legalt at diskutere de emner, som har været genstand for denne kronik, uden at blive betragtet som islamofober og det, der er værre. I så fald er de sikre tabere kvinderne, der udsættes for undertrykkelse og vold.
Følgende personer, medlemmer som ikke-medlemmer af Q Freedom, tilkendegiver med deres underskrift at bakke op om ordlyden og spørgsmålene, der rejses i denne kronik: Karen West, jordemoder, best., Socialdemokraterne Indre by og talskvinde, Q Freedom, Ikram Sarwar, folketingskandidat Socialdemokraterne, Yavuz Canbolat, teknisk designer og projektleder, Vibeke Hellmann, folketingskandidat, Liberal Alliance, Camilla-Dorthea Bundgaard, chefredaktør, damefrokosten.com, Per Zimmermann, konsulent, uafh. folketingskandidat, Poul Bak Sørensen, socialpædagog, Peter Bak, fotograf og klipper, Halime Oguz, stud.cand.mag, Peter Nicolaisen, speciallæge i psykiatri, Kirsten Dandanell, bogholder, Maya Manal Deiny, socialrådgiver, Vivi Hollænder, sexolog, Rasmus Fonnesbæk Andersen, stud.scient.pol, Cengiz Karakus, socialrådgiver og konfliktmægler, Adrian Hjelmslund, selvstændig erhvervsdrivende, Mahmoud Alizadeh, ingeniør, Ditte Birkemose, forfatter, Mouna Daadouche, cand.mag, Signe Hessellund Henriksen, Parviz Vosooghi, IT-tekniker, Kristian Clemmensen, ingeniør, Eva Pedersen, socialpædagog, William Jansen, opsynsbetjent, Camilla Hillestrøm, lektor, Strasbourg Universitet, Helle Lehmann, selvstændig.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten