Kronikken

Kære nydansker: Frihed er kønsløs

Problemet er ikke Fatimas forældre. Det herskende problem er min generation af unge nydanske mænd med de nedarvede patriarkalske privilegier og ressourcestærke unge nydanske kvinder, der kvæler livet af den svage pige med moralprædikener, tæsk, udstødelse og fordømmelse.

Ayhan Al Kole
Ayhan Al Kole

Forestil dig den dag, hvor den 16-årige nydanske pige kan gå hånd i hånd med sin danske kæreste, Niels, uden frygt for at blive udstødt fra sit samfund, blive udsat for overgreb eller dræbt af egne brødre. Forestil dig den dag, den unge nydanske pige uden skam i stemmen kan sige til sin mor, at hun ikke længere er jomfru. Forestil dig, at nydanske brødre støtter deres søstre; støtter deres frihed og ret til at bestemme over eget liv, akkurat som de benytter deres egen ret til et frit liv. Forestil dig, at den nydanske pige blev betragtet som et myndigt individ med fri bestemmelse over egen krop, handlinger, med uafhængighed og integritet. Forestil dig, at unge nydanske mænd og kvinder en dag bliver ligestillet i vores danske demokratiske retssamfund, der juridisk sikrer kønnene lige rettigheder.

Det nydanske samfund vil ryste på hovedet over det, jeg skriver, og diktere, at jeg er vantro og mine søstre uanstændige. De vil hade mig, sende mig dødstrusler, kalde mig »dansk«, som var det et skældsord. De vil føle sig ramt, fordi jeg tager bladet fra munden og fortæller den tavse sandhed, som de dækker over.

Selv om mange vil læse mit debatindlæg som henvendt til nydanskere med mellemøstlig baggrund, rækker det længere. Det gælder alle nydanskere uanset oprindelsesland og religiøse baggrund. Selvfølgelig vil modreaktionen være: »Sådan tænker vi ikke alle sammen«, »vi er ikke en homogen gruppe«, og »vi vil ikke kaldes nydanskere« etc. Jeg erkender på forhånd den haglende kritik, men fælles er deres kulturelle ideer om rangering af kønnene. Det gælder den kristne syrer, den hinduistiske tamil, den muslimske tyrker, den baptistiske iraker, den ateistiske iraner, den jødiske israelit, den sikhistiske nordinder. Det handler om kulturer, og adfærden kan ikke blot forklares i religiøse tendenser.

Jeg tør godt bryde tabuerne og tavsheden, så lad dette være mine jomfrutest. Jeg tør godt bryde gennem hinderne. Jeg tør godt tage imod tæsk. Det er fuldstændig absurd, at vi skal forestille os ovenstående scenarier i Danmark i 2016. Mennesket er frit uanset køn. Frihed er kønsløs. Friheden var til, før menneskets skabelse.

Problemet er ikke Fatimas forældre. Det herskende problem er min generation af unge nydanske mænd med de nedarvede patriarkalske privilegier og ressourcestærke unge nydanske kvinder, der kvæler livet af den svage pige med moralprædikener, tæsk, udstødelse og fordømmelse. De unge ressourcestærke nydanske kvinder benægter enhver forskelsbehandling i hjemmet, mens de i skjul søger manden i livet og i al hemmelighed mødes med fyre i parker, hoteller og fremmede byer.

De gør sig til, er aggressivt søgende og sender halvnøgne billeder på snapchat. Alt imens de fylder avisspalter om deres uskyld og frie valg. De unge mænd forlyster sig »back stage« til overdådige og dekadente fester, hvor de udlever deres frie drømme. De boltrer sig blandt damerne, to ryk og én aflevering. De tømmer sig i dåsen og går videre til dydernes verden, hvor de nu skal moralisere renhed, jomfruelighed og deres profets sædvaner for deres søstre. Sædvaner! Vor Herre til hest.

Fælles for dem er deres kvindeundertrykkende værdisæt. Fælles for dem er, at de tvinger de unge piger til et horribelt og urimeligt dobbeltliv, Deres mål er at glorificere familielivet, der udadtil skal være rent, ordentligt, anstændigt, dydigt, ærbart og respekteret. Virkeligheden er noget helt andet. Den er beskidt, uordentlig, uanstændig, usømmelig.

Det er ragnarok. Ragnarok vil herske, så længe den unge generation ikke tager kampen i egne hænder om realisering af ligestillingsprocessen mellem kønnene, men i stedet drager i retning af mere konservative fortolkninger af deres forældres idésæt.

17. december 2015 så jeg »Debatten« med den danske Clement Kjersgaard og svenske Belinda Olsson. Her duellerede Danmark mod Sverige på debat om ligestillingen. Mens vi i de skandinaviske lande diskuterer »han«, »hun« og »hen« og aktive feministiske grupper kæmper en heroisk kamp om ligestilling af kønnenes rettigheder (til trods for, at de allerede er juridisk ligestillet), kæmper de nydanske kvinder om at få rettighederne.

De kæmper ikke for lige rettigheder, skønt de ikke har dem. De venter på, at far, bror og onkel udstikker dem rettigheder, hvis de er så heldige. Jeg tillader mig med en vis provokation at sige, at de nydanske hjem er langt mere fremme i deres kønsdefinition end de nordiske feministiske grupper.

De har allerede defineret intetkønnet (og altkønnet). De har ikke brug for »hun« eller »hen«, når de har en »han«. Hele debatten vidner om, at vi skal have et kulturelt opgør.

Kønnenes position i de nydanske hjem er et minefelt, der til enhver tid kan sprænge hele deres hellige, uberørte familiestruktur. Jeg forstår, at den ældre generation er forbeholden: Den er vokset op under andre forhold, og Danmark er på mange måder fremmed for dem. Men for fanden, hvor har jeg lyst til at ruske mine jævnaldrende »brødre«, minde dem om vores geografiske koordinater og vise dem årstallet. De er ude af trit med virkeligheden og lever i en utopi – i en ond drøm om at videreføre deres forfædres ritualer og heksekunst. Så længe mine »brødre« og ressourcestærke unge nydanske piger ikke tænker på et ligestillet politisk, religiøst, socialt, økonomisk og seksuelt system, vil vi være med at opbygge et parallelsamfund, hvor vi begraver de svage piger levende.

Det miserable er i midlertid de usammenhængende forventninger til hunkønnet: I hjemmet skal hun fratages sit frie valg og undertrykkes. Uden for hjemmets vægge skal hun agere fri, glad, kvik, jomfruelig og ærbar. Den lemlæstede unge pige, der er voldtaget i psyke og sjæl, skal præsentere familiens ærbarhed. Hun er født til at være et minefelt, og pigens handlinger kan udløse en katastrofe for hele familien. Hvis hun ses med en fyr, drikker alkohol, ryger, går til fest, lader sig skille, dyrker sex før ægteskabet, da er hun reduceret til en »luder« og hendes familie »familien til hende luderen«. At være pige er personifikationen af synd.

Misogynien lever i bedste velgående i de nydanske hjem. Drengene opdrages til at herske i hjemmet og bestemme over moder og søstre. Drengene lærer, at alt er tilladt for dem, og at verden er deres åbenbaring. Pigerne nægtes besøg af venner, skoleudflugter, skolefester, alkohol, kærester og kærlighed. Selv kærligheden bliver forbudt og forudbestemt for dem. Mens sønnike hygger sig og dyrker lagengymnastik, må døtrene drikke te og drømme om det liv, de aldrig får.

Mødrene er indebrændte og ønsker at rejse sig, men af frygt for deres døtres fremtid, tier de. Pigerne er fængslet i eget hjem og egen krop, helt hjælpeløse. Den hjælpeløse pige kan næppe alene udfordre mandens autoritet. Produktet er kvinden som andenrangs borger. Hvor vanvittigt det end må lyde, afstiver det hankønnets maskulinitet. Den patriarkalske arv er dybt rodfæstet i dem, og de finder deres position naturlig.

Mens kvindens jomfruelighed repræsenterer hele familiens ære, er der ingen, der bekymrer sig om mandlig jomfruelighed. Efter tamilske og tyrkiske bryllupper tjekker mange svigermødre de hvide lagener for at se, om kvinden skulle have blødt efter sin seksuelle debut. Tænk, at et par dråber blod skal være afgørende for ens »renhed«.

Problemet er ikke blot reptilhjerne-svigermødrene, men deres børn, der accepterer mødrenes præmisser. De unge mænd og kvinder skal samlet bryde sig fri af de snævre stereotype rammer. De unge mænd, der reelt har magten, skal hjælpe kvinderne med navigeringen af »den rette vej til frihed«.

De iltre, fyrige og modige mænd skal stå kvinderne bi. Man skal tale mod frygten og ikke til frygten. Man bør med storsind appellere til lige ret og retfærdighed. De unge nydanske piger skal forfølge egne drømme og ikke umyndiggøres for derefter at tvinges til at tilfredsstille forfædrenes sociale konstruktioner. Den stille, frygtindgydende og tavse bevægelse skaber maksimalt en lille og stille bølge, der ubemærket skyller ind mod stranden. Vi har brug for optakten til en tsunami for at skabe det tiltrængte ungdomsoprør.

Vi skal turde. Vi skal kunne. Vi skal ville. Vi skal være hinandens rollemodeller og inspirere hinanden til frihed. Vi skal ikke have statens indblanding i vores familieliv, vi må selv handle. Start med din familie.

Der skal ikke gives mere brændstof til patriarkatet, derfor har jeg en særlig bøn til jer, kære unge »brødre« og »søstre«. Et ønske, jeg har hvert år... Nej, et særligt ønske jeg har hver dag: Støt jeres søstre og moder. Kæmp deres kampe med dem og for dem. Vis dem, at I er ligesindede, vis dem barmhjertighed, vis dem kærlighed, vis dem verden. Lad mandekampen begynde, så kvinderne har et fundament for deres kvindekamp. Den nydanske kvinde er ikke svag per natur, hun er underlagt et kulturelt pres, som vi kan ændre. Kæmp for hendes frihed.

Mennesket er dømt til frihed!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.