Kronik

Journalistik har det bedst med få regler

Jesper Koppel: Journalister kan ikke producere TV, hvis de ikke må iscenesætte. Generaldirektørens ønske om at indskærpe reglerne risikerer at blive et slag i luften.

Alle journalister iscenesætter, når de skal producere dækbilleder til interviews og casehistorier. Man beder medvirkende om at gå forbi kameraet, man samler medvirkende bestemte steder for at spare tid, man beder casepersoner slå græs, lave kaffe, lufte hund og alt muligt andet. Altsammen dele af en virkelighed, hvor journalisten har instrueret medvirkende i at gøre noget bestemt. Jo mere kontroversielt indholdet af den journalistiske historie er, jo mere kontroversielt bliver journalistens iscenesættelse. Det bliver vanskeligt at definere regler for iscenesættelse, uden at det begrænser journalisten.

Journalistik har det bedst med få regler. Generaldirektør Maria Rørbye Rønns initiativ er prisværdigt, men vanskeligt gennemførligt, og hvad er det helt konkret man vil opnå? DR-journalisterne vil efter al sandsynlighed kende til samtlige væsentlige etiske regler i forvejen, og uanset hvor ædelt motivet er, kan generaldirektøren ikke forhindre fejl i en virksomhed, der producerer timevis af nyheder hver eneste dag. Men et væsentligt spørgsmål vil selvfølgelig være, om journalisterne fremover må importere medvirkende, fragte dem rundt i landet og bede dem om at tage direkte del i en historie og forsyne dem med skilte, hvor der står undskyld! Eller om TV Avisen må transportere casepersoner ind i DR-Byen og interviewe dem der, hvilket de gør meget hyppigt uden at fortælle seeren det? Og skal journalisten fortælle seeren alt, også når det handler om helt ligegyldige praktiske hensyn i en indtil benet besparet dagligdag for en DR-journalist?

Omvendt burde seeren have haft information om, at de importerede demonstranter i Hjørring medvirkede i et andet program. Havde man gjort dette, havde det været i orden. Om det er særlig godt journalistisk håndværk og i overensstemmelse med DRs egne værdier, kan man så efterfølgende diskutere. Det er bare ikke en diskussion om etik, men om kvalitet. Hjørring var en fejl, men manipulerende eller groft vildledende var det ikke.

Manipulation og bevidst vildledning er et sjældent fænomen, når det handler om TV-journalistik. Der er forskel på fejl, manglende præcision og så manipulation. Der er kun tale om manipulation, når journalisten organiserer indholdet vildledende for seeren. Det betyder, at det, seeren bliver præsenteret for, ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Og vigtigst af alt kan seeren ikke gennemskue realiteterne af det sete.

Journalisten tager en virkelighed A og kombinerer det med en anden virkelighed B, og ud af denne sammenhæng kommer en hel ny og ikke-eksisterende virkelighed C. Præcis det var tilfældet i 2003, hvor en journalist klippede billeder sammen, så det så ud, som om en dagplejemor slog et barn. Dengang udløste det også en revision af DRs etiske regler. Christian Nissen var initiativtager.

Fejl og dårligt journalistisk håndværk er sjældent manipulerende. Når der er tale om manipulation har journalisten et subjektivt ønske om,at ændre væsentligt på en virkelighed uden at informere seeren om det. At redigere et TV-indslag, så det fremstår upræcist, tendentiøst er alvorligt, men det er ikke i sig selv manipulerende. Seeren vil stadig have et overblik over den beskrevne virkelighed, men overblikket kan være negativt påvirket af en bestemt fremstilling.

En væsentlig grund til, at den grove form for vildledning er yderst sjælden, er, at danske journalister er redelige personer, dygtige håndværkere og alle medier er reguleret af ansvarlige redaktører. DR får meget lidt ud af at indskærpe dette. Journalisterne ved det i forvejen.

Men det er vigtigt for DR som public service-broadcaster at signalere, at man har fokus på etik. Og måske er der grund til det, fordi DR de senere år har haft et par ubehagelige sager i en hel anden vægtklasse end Hjørring-sagen.

I sommeren 2007 rapporterer DRs Jeppe Nybroe fra grænsen mellem Irak og Kuwait. De medvirkende var en deling danske soldater. Soldaterne skulle hjem. Danmark havde været i krig, og nu var det slut. Jeppe Nybroe rapporterede iført militær beskyttelseshjelm. Han fortalte, at danske soldater netop nu definitivt trak sig ud af Irak. TV-indslaget var suppleret af interviews med danske soldater, som glædede sig til at komme hjem. I indslaget ser man militærkøretøjer på en øde landevej (formodentlig) i den irakiske ørken. Jeppe Nybroe understøtter billederne med en entydig fortælling, hvor vinklen er, at soldaterne nu forlader Irak. Problemet var blot, at det ikke var det, seerne så på billederne. De danske soldater og konvojen af militærkøretøjer var ikke på vej ud, men ind i Irak!

Det var bevidst vildledende, uredeligt og derfor manipulerende, og iscenesættelsen blev kontroversiel og uacceptabel, fordi sagen og det journalistiske indhold var kontroversielt. Det viste kunne kun tolkes på én måde, og den tolkning var forkert og ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Det var ikke en fejl, men bevidst vildledning (Jan Foght Mikkelsen, 67) af seeren, hvis man følger formidlingsetikkens definition af begrebet vildledning.

Og så var der den omtalte dagplejemorsag fra Mors i 2003. DR udsendte en kritisk dokumentar, »Det tager man da ikke skade af«, om kvaliteten af privat/kommunal dagpleje. Specielt en dagplejemor skilte sig ud ved at fortælle, at hun indimellem kunne finde på at slå børnene, hvilket hun ikke mente de tog skade af!

Man ser dagplejemoderen sammen med børnene, og seeren overhører en samtale mellem et barn og den medvirkende dagplejemor. Vi hører hende slå, og barnet kommer frem i billedet. Barnet græder, og vi kan kun forstå det sete på én måde. Dagplejemoderen har gjort alvor af sin hårdtslående pædagogik og stukket drengen en på kassen.

Dagplejemoderen bliver meldt til politiet for vold. I dagene og ugerne efter medgiver DR, at klippet er arrangeret og derved iscenesat. Havde man bedt dagplejemoderen spille bold med børnene eller bedt dem spise deres madpakker på en bestemt bænk, havde det været en acceptabel iscenesættelse.

DR er ikke den eneste synder, og det bliver, alt andet lige, svært ikke at synde, når man er public service-broadcaster og har hundredvis af journalister ansat. Man kan undre sig over, hvor sjældent det sker. Men i sommeren 2005 sender TV2 Nyhederne en historie om en gruppe kriminelle med anden etnisk baggrund end dansk, som påstår, at de vil overtage det kriminelle marked i Danmark.

Indslaget er illustreret med billeder af unge kriminelle i en gangtunnel, som peger på kameraet med et oversavet jagtgevær og er i slagsmål med andre unge. Indslaget fremstår sandfærdigt i en dokumentarisk stil, og de kriminelle fremstår som farlige.

Men klippene af bevæbnede indvandrere er ikke kriminelle bandemedlemmer, men derimod deltagere i en musikvideo (Jan Foght Mikkelsen, 187), som har været anvendt i en helt anden sammenhæng. Bandekriminalitet er et kontroversielt problem i Danmark, og anvendelsen af de pågældende klip var langt ud over, hvad man kan kalde en acceptabel iscenesættelse.

Hvis man ser bort fra, at DR-journalisten i Hjørring interviewede en sigtet og ikke dømt person på parkeringspladsen foran retsbygningen, og DR og retplejeloven kan mene, at det var forkert, er der ikke meget at komme efter. Og indskærpe over for de hårdtarbejdende DR-journalister, at de ikke må iscenesætte vildledende. vil have meget begrænset effekt.

Iscenesættelser af medvirkende handler om at få fortalt historien mest effektivt og spare seeren for indhold, der ligger uden for vinklen. Det handler om journalistik og kommunikation. Generaldirektøren bør appellere til journalisternes opmærksomhed omkring kontroversielle iscenesættelser og sørge for, at seeren bliver nødvendigt informeret, når det sker. Og så bør generaldirektøren måske lade journalisternes arbejdsforhold indgå i de etiske overvejelser. Jo mere travlt generalens journalister har, jo større sandsynlighed er der for, at de begår fejl.

- Kilde: Jan Foght Mikkelsen: Formidlingsetik, 2003

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.