19. januar 2012, 22:30

Berlingske havde søndag 15. januar 2012 en stor artikel om, at væksten i antallet af psykiske diagnoser i sig selv stempler og sygeliggør mennesker. Baggrunden er WHOs igangværende revision af diagnosesystemet for psykiske sygdomme, hvori der lægges op til færre diagnoser.

Debatten om diagnosernes tendens til at sygeliggøre den enkelte er vigtig, men det er også vigtigt at fokusere på arbejdet i bestræbelserne på at undgå, at endnu flere mennesker bliver ramt af sygdom eller bliver sygeliggjort. Vi kan ikke løse problemet med det stigende antal mennesker med psykiske helbredsproblemer som stress, angst og depression ved kun at ændre sprogbrug. Arbejdspladserne spiller også en væsentlig rolle.

Skal grænsen mellem at være rask og at være syg for alvor rykkes og være med til at modvirke det stigende antal personer på førtidspension, kontanthjælp eller sygedagpenge, handler det altså om at ændre holdning til arbejdets betydning for personer med psykiske problemer. Vi giver ikke virksomhederne skylden for det stigende antal personer med psykiske helbredsproblemer. Tværtimod er vores ærinde at komme med et konstruktivt bud på, hvordan arbejdspladser ved hjælp af en hensigtsmæssig ledelsesstil kan bidrage til, at færre danskere bevæger sig over tærsklen til udvikling af psykiske helbredsproblemer.

Debatten om udviklingen af diagnose­systemers indflydelse på grænsen mellem normalitet og (psykisk) sygdom er ikke ny. Den franske sociolog Alain Ehrenberg fremfører i sin bog fra 1998 La fatique d’être soi. Dépression et société (på dansk oversat til Det udmattede selv), at væksten i depressionstilfælde skal forstås i lyset af det stigende krav til mennesket om at være sig selv. Alain Ehrenberg beskriver, hvordan depression, eller »trætheden ved at være sig selv«, er et resultat af et samfund, hvor initiativ har erstattet disciplin og lydighed som central værdi.

Vi vil ikke ved denne lejlighed gå ind i debatten om, hvorvidt udviklingen af nye diagnosesystemer er afgørende for væksten i antallet af personer med psykiske helbredsproblemer, eller om der reelt er flere syge end tidligere. Dette spørgsmål er komplekst og kan ikke besvares kortfattet. Vi vil pointere, at man ikke kan fjerne problemet blot ved at reducere antallet af diagnoser. Blot fordi der ikke længere er en diagnose som overskrift på den tilstand, mennesket befinder sig i, er det ikke ensbetydende med, at ubehaget alene af den grund »går væk«.

Arbejdspladsen spiller en afgørende rolle i den enkeltes mulighed for at opbygge et selvværd og mindske det ubehag, der er forårsaget af for lavt selvværd. (Et kendt karakteristikum for de fleste psykiske helbredsproblemer.)

En ofte anvendt »løsning« på stress, depression og angst er ro. »Du skal have en pause fra arbejdet«, siges der. Vores erfaring, der støttes af en ny OECD-rapport på området, er, at for megen ro og isolation er et misforstået hensyn, der fører til langtidssygefravær og udstødning fra arbejdsmarkedet. Jo længere en person bevæger sig i retning af forværring af normale problemer, der bliver til symptomer, desto mere »syg« bliver personen. Dermed risikerer personen at bevæge sig væk fra sin aktive deltager- eller arbejdsidentitet til en passiv sygdomsidentitet og en opfattelse af sig selv som offer; én der skal hjælpes og forsørges af andre. Det handler om at undgå, at personer kommer ind i denne proces.

Tankerne er ikke nye. Filosoffen G.W.F. Hegel beskrev, hvordan identitet bliver opbygget i relationen med andre, og hvordan mennesker kun kan blive selvbevidste, hvis de anerkendes af andre. Mennesket er dermed afhængigt af andre menneskers anerkendelse for at kunne fungere og føle sig værdifuldt. Den tyske filosof Axel Honneth har, med afsæt i Hegels tanker, også peget på vigtigheden af at blive anerkendt. Hos Honneth går vejen til social anerkendelse via arbejdet, hvor anerkendelsen af ens præstationer har en afgørende indflydelse på evnen til at værdsætte sig selv.

Når arbejdet er så essentielt for den enkeltes (positive) opfattelse af sig selv, er det derfor ikke hensigtsmæssigt, at så mange mennesker med psykiske problemer udelukkes fra netop de relationer, der kan være med til at opbygge en positiv selvopfattelse.

Flere forskere har beskrevet, at overgangen fra industrisamfund til videnssamfund også har haft indflydelse på organisations- og ledelsesteorier, der indfører begrebet selvledelse som en vigtig del af tilgangen til at lede mennesker. I dag er det fleksibilitet og omstillingsparathed, der kendetegner gode arbejdsmoralske dyder. Men selv om selvledelse netop på kort sigt imødekommer medarbejdernes behov, så er der sket en markant stigning i antallet af sygemeldinger og førtidspensioneringer begrundet i psykiske helbredsproblemer.

Det er svært for personer med risiko for at udvikle psykiske helbredsproblemer at leve op til de idealer, som er forbundet med selvledelsestankegangen. Denne målgruppe er, generelt set, karakteriseret ved et lavt selvværd, initiativløshed, træthed, og negativt påvirket identitet. Oplevelsen af at være menneske med egen intention, vilje og handleevne er nedsat eller truet, så de i særlig grad oplever det øgede krav til fleksibilitet og omstillingsparathed som et pres.

Medfører det øgede fokus på fleksibilitet, omstillingsparathed og selvledelse også en risiko for udvikling af psykiske helbredsproblemer ved at nogle taber kampen om anerkendelse? Fra at få anerkendelse for at udføre nogle på forhånd givne arbejdsopgaver fås anerkendelse på baggrund af at kunne tage initiativ og definere egne arbejdsopgaver. Anerkendelse i dag forudsætter altså egenskaber i form af selvværd - egenskaber som er fraværende eller »skadet« hos en gruppe af mennesker, der ikke som udgangspunkt har den påkrævede evne til tage initiativ og selv definere opgaver.

Der er et stort potentiale i at kunne anvende en ledelsesstil, der kan være med til at muliggøre selvudviklingen hos den enkelte. En styrende leder, der som en tillidvækkende »human potential gardener«, skal hjælpe den enkelte til at drage omsorg for sig selv og være med til at sikre, at personen kan udnytte sine evner bedst muligt. Vi tror derfor på, at ledelse med fokus på anerkendelse af den enkeltes præstationer kan være med til at forme den enkeltes selvopfattelse i positiv retning og dermed bidrage til at undgå, at folk bliver sygemeldt.

Det er ikke målsætningen, at lederen skal agere behandler. Vi vil blot påpege de problemer, der kan være ved at benytte selvledelse i ordets strengeste betydning over for personer med psykiske helbredsproblemer. Det er dyrt for virksomheder i form af produktivitetstab og udgifter til sygedagpenge at benytte en uhensigtsmæssig ledelsesstil og tilgang til personer med psykiske helbredsproblemer. Det er dyrt for samfundet i form af en tabt arbejdsstyrke. Vi vil påpege vigtigheden af at værne om vores arbejdsstyrke, at udvikle menneskers livskvalitet og at forebygge udvikling af nogle af de hyppigst optrædende psykiske helbredsproblemer. Ved hjælp af den rette ledelsesstil kan mange problemer håndteres, så de er forenelige med, at personerne forbliver i arbejde til gavn for dem selv og for samfundet.