25. december 2011, 22:30

Jeg er socialt indigneret. Og jeg er ikke alene. Den senere tids fattigdomsdebat har vist, at der findes reel social indignation i vores land. Jeg mener ikke »social indignation« i Mette Frederiksen’sk forstand, hvor endemålet blot er at holde socialstaten trind og mæt. Nej, jeg mener indignation på fællesskabets vegne. Den indignation, vi de sidste par uger har set udtrykt af ganske almindelige mennesker, som føler sig holdt for nar ved at gå på arbejde. At være på kontanthjælp har vist sig at være mere økonomisk givtigt end at tage et lavtlønnet job.

Jeg er indigneret over det principielt utilstedelige i, at så stor en del af den enkelte families eller virksomheds indkomst konfiskeres af en forslugen stat. Når denne stat lugter blod, er der ikke så meget, den i forvejen af skatter, afgifter og gebyrer hårdt økonomisk pressede familie eller virksomhed kan gøre. Man må bøje nakken og minde sig selv om, at det er vilkårene, når man er så heldig at leve i et velfærdsland.

Social indignation har historisk haft relation til den marxistiske frase om »udbytningen« af »arbejderklassen«. Og nok er jeg ikke marxist, men set i et nutidsperspektiv er der faktisk en smule sandhed deri; velfærdsstaten og dens tropper - politikere og forvaltere - udbytter dem, der arbejder. Udbytter virksomhederne og alle de flittige sjæle deri. De nye herremænd er magtklassen bestående dels af politikere og andre bureaukrater, der uden at blinke ser sig berettiget til at »omfordele« de værdier, andre mennesker har skabt. Og dels af en indflydelsesrig kulturelite, der primært bidrager med de overordnede, sociale ingeniørplaner for statens fortsatte vækst og borgernes opdragelse til sløve velfærdsdyr.

I Danmark har vi indrettet os således, at det ikke kan betale sig at gå på arbejde. Er man ufaglært og passer et hårdt job, bliver man snydt. Og uanset hvor meget tid og energi, man lægger i sit arbejde, er den almindelige danskers økonomiske råderum meget begrænset. Det skyldes ikke mangel på driftighed, men de astronomiske summer, vi alle indbetaler til staten i form af skatter, afgifter og gebyrer. Dette er den altoverskyggende årsag til gennemsnits­borgerens relative økonomiske uformåen.

Systemet fungerer således, at en væsentlig andel af de penge, vi betaler i skat, kommer tilbage til os i form af statslig service. En service, der ofte er dårlig og mangelfuld. Og som vi ikke kan vælge fra. Vores liv er fra fødslen kortlagt ud fra de »muligheder«, det offentlige giver os i form af daginstitutioner, lægehjælp, skolegang, plejehjem, transport og kulturelle tilbud. Alt det får vi for vores egne penge. Det eneste, vi ikke får, er muligheden for fravalg.

Var det virkelig meningen, at vi skulle indrette et samfund, hvor de væsentlige beslutninger i den enkeltes liv er taget på forhånd? Skulle det virkelig være sådan, at den hårdtarbejdende gennemsnitsdansker kun har de muligheder, de sociale ingeniører i magtklassen allernådigst har tildelt dem?

Det er udtryk for en dyb ringeagt for det arbejdende Danmarks liv og ønsker.

Udbytningen af den enkelte arbejder er sjældent udtalt og foregår ofte lidt gedulgt, sminket med de rareste fællesskabsord, det danske sprog kan frembyde. Anderledes forholder det sig med erhvervslivet.

For danske virksomheder plages også af denne kleptokratiske samfundsorden, og det tilmed ganske åbent. Virksomhederne betaler enorme summer i skatter. De er underlagt et infernalsk bureaukrati, og staten går stadig længere i bestræbelserne på at begrænse deres råderum. NOx-afgifter, brudte arveregler og krav om offentlighedens ret til at snage i de privatejede fonde er de seneste eksempler herpå.

Symptomatisk for det officielle Danmarks holdning til virksomhederne er den konstante, mediebaserede mistænkeliggørelse af »pengemændene« og andre, der finder beskæftigelse i en sektor, der er så uhellig som pengebranchen. Og eksempelvis multinationale selskaber betragtes i dag som noget lorent og småkriminelt. På trods af, at disse selskaber rettelig er et monument over den vestlige civilisations evne til at skabe vækst og velstand.

De, der gør mest for Danmark, er dem, der tjener penge og skaber værdi. Intet er så godt for befolkningen - høj som lav - som velstand. Velstand er grundlaget for vores overlevelse. Og netop denne gruppe - det arbejdende Danmark, virksomhederne, de små selvstændige, der måske risikerer alt, hvad de har, for at opbygge gode forretninger, der skaber arbejdspladser og værdi - dem er den venstreorienterede magtklasse godt i gang med at udgrænse og udrense.

Man skammer sig ikke over at betragte erhvervslivet som samfundets forrådskammer: Det sted, vi kan hente, de penge, der mangler. Virksomhederne ses som et satellit-fænomen, der ikke er en del af fællesskabet. De forventes bare at tjene penge, som staten kan bruge til at finansiere sit bureaukrati med. Det, der foregår, er intet mindre end udbytning ved højlys dag.

Og så er det, at jeg, på ægte socialt indigneret vis, godt kunne tænke mig at vide: Hvad vil I gøre på venstrefløjen, når der ikke er flere at plukke? Når det sidste private job er elimineret og røget ind under det offentlige, med alt hvad dermed følger af manglende værdiskabelse? Når den sidste store virksomhed er flygtet til udlandet? Hvem skal I leve af? Hvis penge vil I så tage?

Den slags spørgsmål kerer magtklassen sig dog ikke om. Her er man ligeglad med virkeligheden, men fortsætter fro det skramlende velfærdstogs dødsfærd. Hvis man gør noget, er det at optrappe de svulstigt sentimentale hyldester til den gavmilde stat, der giver os alt. Undtagen frihed, selvfølgelig.

Alt dette handler om økonomi. Men der er noget mere fundamentalt i diskussionen om magt, stat og marked. Det er moral. Det er spørgsmålet om det gode liv. Hvad ønsker du?

Magteliten i dette samfund ønsker ikke at være en del af den arbejdende og værdiskabende samfundsgruppe. Magteliten vil blot administrere og udstikke rammerne for det gode liv for resten af borgerne. Den vil fastholde sin position som kultur­el overklasse med medieindflydelse og den status, der følger deraf. Dens primære projekt handler om opdragelse. I forhold til den almindelige borger handler det om at lære vedkommende, at penge ikke er alt. At fællesskabet er det vigtigste. Han skal lære at sætte ånd over materie. Penge og forbrug er smagløst, og magtklassen hader dårlig smag. Danskerne har slet ikke brug for alle de penge, en lavere skat ville give. De går alligevel bare til fladskærme og andre ligegyldige genstande, der gør det mindre attraktivt at gå på biblioteket og låne Klaus Rifbjergs 5.000 bøger.

Erhvervslivet skal også opdrages. De skal lære, at det er ufint at tjene penge. Den økonomiske overklasse har ingen status i kultureliten, der bruger erhvervslivet til at vise resten af samfundet, at penge er onde og gør folk overfladiske og dumme.

Virksomhederne skal derfor betale aflad for deres iboende ondskab. Det skal ske i form af grønne regnskaber, forvoksede CSR-programmer og så mange kvinder i bestyrelserne som overhovedet muligt. Hvis ikke flere. Grønhed og kvinder er løsenet til de faldne erhvervsfolks frelse.

Der er en sammenhæng mellem kulturel overklasse og den politik, der bliver ført. Kultureliten sidder tungt på uddannelsesområdet og de fleste større medier. Herfra prædikes om det gode liv. Og hvad er det? Det er i hvert fald ikke at blive et pengemenneske. En revisor eller butiksejer. Nej, skole­læreren nikker først anerkendende, når eleven proklamerer, at han vil være forfatter, kunstner eller digter. Dét er smagfuldt. Dét er der mening i. Alene udsigten til knappe økonomiske ressourcer ved sådanne hverv sikrer adgangsbillet til livet i kulturel overflod og status.

Den sociale indignation på det arbejdende folks vegne handler derfor om frigørelse fra opdragelsesprojektet. For opdragelsen hænger uløseligt sammen med udbytningen.

Det er kun muligt for magtklassen at fortsætte det didaktiske arbejde, fordi velfærdsstaten har fjernet den almindelige danskers muligheder for at bestemme over egen tilværelse. Den økonomiske frihed er forudsætningen for at selv at kunne vælge det gode liv.