Kronik

James Buchanan i dag

Christian Bjørnskov: Den amerikanske økonom James Buchanan (1919-2013) nærede gennem hele sit virke en sund og analytisk velfunderet skepsis over for politikere. Han så politikere som mennesker i stedet for de engle, samfundsvidenskaberne før ham havde behandlet dem som.

Den 9. januar i år døde nobelpristageren James McGill Buchanan. Den amerikanske økonom, der blev 93 år, levede et langt og frugtbart liv, men var i lange perioder kontroversiel og bevægede sig uden for det, der var mainstream-tankegang i samfundsvidenskaberne. Fra midten af 1950erne blev Buchanan også stærkt upopulær hos de fleste politikere og professionelle meningsdannere. Grunden var hans beslutning om at analysere politik som en realistisk og rationel beskæftigelse i stedet for et idealistisk kald. Mens det stadig gælder, at hans ideer og forskning ikke ligefrem er comme il faut blandt politiske eliter, er Buchanans tankegods i særlig grad relevant i disse år, ligesom hans skepsis bliver stadig lettere at forstå.

Buchanan var gennem hele sit liv stærkt skeptisk over for politikeres motiver, opsummeret i karakteristikken af hans eget udgangspunkt som ’politics without romance’. Han kom derfor til at stå hårdt over for det herskende paradigme i 1950erne og 1960erne: keynesiansk økonomisk politik. John Maynard Keynes havde i 30erne foreslået, at staten i lavkonjunkturer skulle føre ekspansiv finanspolitik øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne mens den i højkonjunkturer skulle gøre det modsatte. I gode tider sparede man op og undgik overophedninger, så man var i stand til at ekspandere og undgå stor arbejdsløshed, når tiderne blev dårlige. Statens og politikernes opgave ifølge Keynes var således at stabilisere økonomien.

Buchanan spurgte, med et teknisk udtryk, om keynesiansk stabiliseringspolitik var ’incitament-kompatibel’. Med andre ord var hans kætterske spørgsmål, om det var i politikernes interesse at gøre det, Keynes og de fleste andre på det tidspunkt opfattede som objektivt rigtigt. Svaret i bl.a. hans Public Principles of Public Debt fra 1958 var et rungende nej. I nedgangsperioder vil politikere gøre for meget, da de både har anledning til at prøve at rette op på konjunkturerne og kan bruge situationen til at presse projekter igennem, der kun gavner deres valgområde eller politiske venner det der nu kaldes politisk flæsk eller ’pork barrel politics’. I gode tider, derimod, vil politikere trykke for lidt på bremsen, da de kan vinde stemmer ved at argumentere, at man ’jo har råd til’ en række populære tiltag. Oven i disse problemer kom teorier om politiske konjunkturer, inspireret af bl.a. Buchanans arbejde, der pegede på, at politikere op til valg vil forsøge at øge deres chancer for genvalg ved at bruge flere penge og dermed få konjunkturerne til at se kunstigt bedre ud.

Buchanans indsigter i politiske incitamenter giver således en intuitiv forklaring på, hvorfor mange lande i 2013 har voldsomme gældsproblemer: Politikere har generelt ikke incitament til at styre de offentlige udgifter. I særlig grad er han blevet taget til nåde i den offentlige debat i USA, hvor indsigterne også forklarer, hvorfor et af verdens rigeste lande gang på gang rammer det officielle gældsloft, uden at politikerne gør noget ved det. I det øjeblik, keynesiansk tænkning giver staten og politikerne en aktiv rolle i at stabilisere og styre økonomien, vil der dukke fristelser op, som de ikke kan eller vil modstå.

Kritikken af politiske eliter mundede ud i det, der er blevet kaldt ’public choice-revolutionen’, som Buchanan spillede en central rolle i. Sammen med kollegaen Gordon Tullock udgav han i 1962 gennembruddet The Calculus of Consent, der for første gang helt systematisk underkastede demokratiske politiske beslutninger den samme slags analyse, som man hidtil havde brugt til økonomiske beslutninger.

Økonomer havde i lang tid fokuseret på markedsfejl som f.eks., at et frit marked har en tendens til at producere for meget forurening og for lidt uddannelse. Man mente således, at politikere skulle løse markedsfejl med afgifter, reguleringer, forbud eller statsstøtte. Buchanan var en af de første til at se, at traditionelle løsninger på markedsfejl kunne udløse regeringsfejl, der var mindst lige så skadelige som markedsfejlene. Når politikere skal bestemme størrelsen på en afgift, er det økonomisk bedste således at sætte den, så den kun akkurat løser markedsfejlen. I det politiske spil er der derimod andre incitamenter på spil.

Afgifter på forurening og andet kan f.eks. ofte blive sat for højt, fordi indtægterne skal finansiere noget helt andet. I dansk politik har det f.eks. været tilfældet med fedt- og sukkerafgifter, ligesom de fleste økonomer også regner med, at afgifter på biler, tobak og mange andre ting er sat alt for højt i forhold til at løse markedsfejl på de pågældende produkter. Omvendt kan særinteresser også påvirke den politiske proces, så afgifter sættes for lavt eller reguleringer kommer til at gavne den industri, hvis adfærd de egentlig skulle regulere. Så længe særinteresserne har noget at give politikerne, om det så er partistøtte, middage eller blot stærkt partisk information, er det sandsynligt, at der opstår store regeringsfejl.

En særlig twist er, at regeringsfejl således også kan udløses af omfattende korruption. Direkte bestikkelse af politikere og embedsmænd er f.eks. en central forklaring på Grækenlands dybe problemer og uundgåelige bankerot, ligesom det er svært at forstå Syditalien, størstedelen af Østeuropa eller Afrikas problemer uden korruption som et kerneelement. Analysen kan også bruges til at forstå beslutninger på bankområdet, hvor man i stedet for at lade falde, hvad ikke kan stå, har beskyttet banker, der i særlig grad havde udsat sig for synlig risiko i Grækenland og andre problemmarkeder. Bankers og andre særinteressers lobbyarbejde i Bruxelles og Washington har med andre ord påvirket EUs og USAs politik i en retning, der i dag synes indlysende skadelig, men ikke kunne forstås eller analyseres uden Buchanans grundlæggende arbejde.

For at undgå disse problemer satte Buchanan ind med udviklingen af det, der på dansk kaldes ’forfatningsøkonomi’ og på engelsk ’constitutional political economy’. Forfatningsøkonomi, der var hans primære interesse i karrierens efterår, er et særligt tværvidenskabeligt felt, der blander politisk økonomi med statsforfatningsret og filosofisk-etiske overvejelser om, hvordan det bedste samfund kan se ud. Helt specifikt beskæftigede Buchanan sig i forfatningsøkonomi med, hvordan forfatninger burde begrænse, hvad politikere kan og bør gøre.

Hans udgangspunkt blev, at forfatninger bør gøre det svært for politikere at tage større beslutninger. F.eks. burde enhver forfatning beskytte ytringsfriheden og give befolkningen udbredte demokratiske rettigheder, så politikere ikke kan ændre fundamentale forhold i samfundet uden at tage befolkningen med på råd. Som det er tilfældet med danske grundlovsændringer, bør det være meget sværere at indføre anderledes grundlæggende regler.

I disse år er Buchanans forfatningsmæssige indsigter i særdeleshed relevante i forbindelse med ændringer i den måde, EU virker på og i hvilken retning unionen udvikler sig. Mens Buchanan viste, hvordan snævre grænser og langsommelige beslutningsprocesser giver langt bedre beslutninger og et mere velfungerende demokratisk samfund, har det primære mål med EUs traktatændringer og ikke mindst disse års diskussion om f.eks. Europa-Parlamentets rolle, centralbankens uafhængighed og fælleseuropæisk politik været at gøre det lettere at tage gennemgribende beslutninger på europæisk plan. Buchanan endte derfor sine dage med at være stærkt kritisk over for EU-projektet som helhed.

Fælles for hele Buchanans virke var en sund og analytisk velfunderet skepsis over for alle politikere, uanset om de var politisk enige med ham eller ej. Buchanan så politikere som mennesker i stedet for de engle, samfundsvidenskaberne før ham havde behandlet dem som. Hans diagnose var således ofte, at dybe problemer skyldtes for meget og ikke for lidt politik. Dén indsigt, og særligt hvordan beslutninger, der er politisk rationelle, ofte spiller fallit, har sjældent været mere aktuel end nu for tiden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.