Søren Espersen: Når jeg i konflikten mellem Israel og Palæstina bakker op om Israel og i øvrigt advarer mod den historiske fejltagelse, det ville være for landet at tillade endnu en aggressiv arabisk stat i at blive dannet, har jeg truffet det valg af flere grunde: for demokratiet og imod diktaturet, for frisind og imod muslimsk puritanisme – og for det moderne og imod middelalderen.
31. juli 2010, 22:30
Ofte stilles spørgsmålet om "ret" og "uret" i Mellemøsten. Og oftest rettes det imod Israel, som her stadig efter 62 år siden statens oprettelse igen og igen møder kravet om at legitimere sin egen eksistens.
Israels afdøde statsminister Yitzhak Rabin blev i et TV-interview netop spurgt om, hvem der efter hans opfattelse har ret til det lille ubetydelige, men omstridte landområde, hvorefter han efter en længere tænkepause lakonisk og pragmatisk svarede: »Jeg ved ikke, hvem der har ret, og hvem der ikke har ret - det eneste jeg ved er, at Israel har været part i fem krige, og at vi har vundet dem alle.«
Hans svar lyder jo umiddelbart og uden den sammenhæng, som skabtes af Rabins ansigtsudtryk og eftertænksomhed som en kynisk magt-vurdering. Men i virkeligheden rummer sætningen jo selve sagens natur - og er samtidig sagens natur i samtlige konflikter om land, der er og har været igennem historien. Alt det skildrede den pragmatiske statsmand med sit svar.
For hvem har eksempelvis "retten" til Slesvig? Eller til Kosovo? Eller til Baskerlandet? Eller til Skotland? Eller til USA, for den sags skyld - er det The British Empire, som i virkeligheden ejer det sted - eller var der en selvstændighedskrig, som én gang for alle satte en stopper for dét ejerskab. Og med hvilken ret er franskmændene egentlig på Korsika? Hvor var retfærdigheden i, at 45.000 skåninger måtte opgive deres ejendomme og flygte til Sjælland og Bornholm efter svenskerkrigene? Hvordan med de i hundredtusindvis af tyskere, som blev jaget ud af Tjekkoslovakiet efter krigen - og måtte se deres ejendomme overtaget af andre?
Dermed siger jeg ikke, at magt er ret - om end man nok, netop når det gælder international politik, med sorg må konstatere, at netop sådan forholder det sig.
Men når to eller flere folkeslag gør krav på det samme landområde, må det jo nødvendigvis komme til konflikt.
Og ofte deles derfor området - som det skete med Slesvig, og som det for et par år tilbage skete med Kosovo, i tusind år en del af Serbien. Her var der nu blevet et så stort albansk befolkningselement, at man ønskede at komme væk fra Serbien. Til det ønske fik man tilmed det internationale samfunds militære støtte. Retfærd …? Tjah … Måske bare international realpolitik.
Når således en stat deles eller et folk enten rejser eller drives væk - som tilfældet med sudetertyskerne efter krigen, ja, så er det et "matter-of-fact", som man må forholde sig til. Man kan vælge at tage kampen op på det verbale plan eller med våben i hånd, eller man kan vælge at resignere og konstatere, at så må man jo hellere se at finde en ny tilværelse i det land, man er fordrevet til - i dette tilfælde i Tyskland blandt folk, som taler samme sprog.
Før, under og ikke mindst efter Anden Verdenskrig var der rigtig mange tilfælde af disse folkefordrivelser. Om de var retfærdige, har jeg lige så vanskeligt ved at svare på som statsminister Rabin.
Men - og dette er det væsentlige - i intet andet tilfælde end netop med oprettelsen af den jødiske stat, opholder de fordrevne sig stadig i flygtningelejre. Det er det er det groteske ved de arabiske palæstinenseres situation. I Tyskland opslugte man sudetertyskerne, og det samme skete med fordrevne folkeslag i Ungarn, i Bulgarien, i Tjekkoslovakiet osv. Og det samme skete i øvrigt med de 750.000 jøder, som var bosiddende i omkringliggende muslimske lande - de kom til Israel i stort tal fra Iran, fra Irak, fra Jordan.
Men de arabiske palæstinensere blev ikke integreret i de arabiske lande, hvortil de ankom. Om end de var ankommet blandt brødre, som talte det præcis samme sprog, var af samme stamme og var af samme religion. Et mærkeligt fænomen i verdenshistorien.
Skylden for denne situation kan i hvert fald ikke tilskrives Israel, men nok så meget det faktum, at hverken egyptere, jordanere eller libanesere kunne drømme om at integrere palæstinensiske arabere i deres lande.
Der er jo en grund til, at Egypten så nidkært bevogter grænsen til Gaza - og at Egypten efter 1967-krigen slog syv halvmåner for deres bryst og betakkede sig, da man fik Gaza tilbudt. Man ville ikke så meget som røre området med en ildtang.
Så sagen er, at der for Israel gælder ganske særlige moralske regler, hvortil ingen andre anerkendte stater behøver at forholde sig, selvom konflikterne er af lige så ny dato.
Ingen anden nydannet eller omdannet stat på Jorden bliver som Israel ustandselig mødt med krav om at legitimere sin blotte eksistens. Polen behøver således ikke at legitimere, at landet nogenlunde samtidig med Israels oprettelse gravede sig godt ind på tysk område, ja, selv det modbydelige Sovjetunionen behøvede i sin tid ikke legitimere, at man havde underlagt sig de baltiske stater - og snesevis af kaukasiske folkefærd. Der stilledes ingen spørgsmål ved grænserne for Sovjet. Og det helt nydannede Kosovo behøver bestemt ikke legitimere sin eksistens - derimod lever denne helt uproduktive stat næsten hundrede procent af begejstrede overførselsindkomster fra EU og FN.
Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere: et lille landområde oppe ved Syrien, en del af en storby, nogle kvadratkilometer langs med et sikkerhedshegn. Det er i mine øjne ganske, ganske grotesk.
Når jeg i konflikten så ganske aldeles bakker op om Israel, og i øvrigt advarer mod den historiske fejltagelse det ville være for landet at tillade endnu en aggressiv arabisk stat i at blive dannet, har jeg truffet det valg af flere grunde:
Skal jeg nemlig vælge mellem et demokrati og feudalistiske diktaturer - så vælger jeg uden betænkningstid demokratiet. Skal jeg vælge mellem frisind og lummer muslimsk puritanisme, så vælger jeg spontant og med det samme frisindet. Skal jeg vælge mellem kvindeundertrykkende, patriarkalsk middelalder og et frisk, moderne samfund - så vælger jeg det sidste. Og når jeg samtidig klart ser, at den kamp, Israel fører mod totalitarismens uvæsen, er den selvsamme kamp, som vi i den frie vestlige verden fører, ja, så forstår man vel, hvorfor jeg står, hvor jeg står.
For mig er Israels kamp mod Hamas og Hizbollah frihedens og frisindets opgør med åndsformørkelsen.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten