Bent Blüdnikow: Berlingskes medarbejder har været i Israel for at studere landets komplicerede samfund. Han giver her sit bud på, hvordan Israel på trods af konflikter og dybe indre modsætninger er i stand til at overleve som nation.
25. november 2011, 22:30
En satirisk israeler skrev, at hvis det ikke var for Israels mange ydre fjender, så var landet gået op i limningen for længe siden. Han mente, at splittelsen internt i landet var så dyb og alvorlig, at det var et mirakel, at landet overhovedet hang sammen.
Man kan godt forstå satirikerens udsagn. Jeg har tilbragt en måned i Israel, og der var ikke den konflikt, der ikke kom frem i al offentlighed, hvor stridende parter truede med at flå hovederne af hinanden i avisernes spalter og i TV. Til tider synes striden med araberne at være af helt hyggelige dimensioner.
Der er rabiate religiøse jøder, haredim, i det jødiske kvarter Mea Shearim i Jerusalem, der modsætter sig zionismen og staten Israels eksistens, fordi deres frelser Messias endnu ikke er kommet og hans komme er ifølge dem en forudsætning for Israels opståen. Familiernes unge medlemmer er ikke i hæren, og deres mest ekstreme rabbinere rejser gerne til Irans præsident Ahmedinejad for at fordømme Israel. Men sociale ydelser af staten modtager de gerne.
Der er rabiate jødiske bosættere på Vestbredden, der aggressivt fører sig frem med trusler og i kraft af en vis politisk sympati i det israelske parlament har medvind. En del af disse nationalistiske kredses børn er efterhånden blevet soldater i hæren og mange frygter, at de vil dreje den israelske hær, der tidligere på officersplan var domineret af »progressive« unge fra venstreorienterede hjem, i retning af en nationalistisk linje.
Men der er en åben debat om disse tendenser, og mens jeg var dernede, sendte en række tidligere højtstående officerer et brev til den israelske øverstkommanderende, hvor de advarede mod de nye nationalistiske elementer i hæren. Samtidig afviste en officielt nedsat undersøgelseskommission dog, at problemet var overhængende farligt. Enhvert problem tages op og endevendes af den israelske presse, der går til makronerne uden hæmninger.
Udover de anti-zionistiske haredim-jøder findes der mange andre religiøse grupperinger. Nogle er politisk moderate, men mange lever i fortiden i bogstaveligste forstand - også politisk. I Jerusalem kan man fredag aften se tusindvis af sortklædte mænd og religiøse kvinder med paryk strømme til Grædemuren, der er det sidste stykke rest af det oprindelige jødiske tempel. Det er et fascinerende syn, der mest minder om Polen i 1700-tallet, og man oplever sceneriet med blandede følelser, fordi det samtidig også er lidt skræmmende. Disse religiøse mennesker fylder mere og mere, fordi de får mange børn og derfor også politisk vejer tungere. De sætter deres præg på Jerusalem og visse forstæder af Tel Aviv og de fremsætter krav om kønsadskillelse, der vækker voldsom vrede hos sekulære grupper.
Fremvæksten af religiøse og nationalistiske grupper vækker bekymring hos mange sekulære og moderate i Israel. Man kan læse om det i engelsksprogede aviser som Haaretz, Jerusalem Post og Ynetnews, der er netudgaven af avisen Yedioth Ahronot. Ikke mindst i Haaretz boltrer venstrefløjen sig med angreb på Israels regering. Det ligner den vrede, som den danske venstrefløj havde til den borgerlige danske regering. Fordømmelserne lyser ud af hveranden artikel i avisen, og sprogbrugen får Carsten Jensen til at lyde som en uskyldig skoledreng. For den israelske venstrefløj har tidligere været stærk, og dens ringe indflydelse over de senere år har fået den til at blive forbitret. Jeg mødte flere af dens repræsentanter, der i fuld alvor frakendte den israelske regering enhver legitimitet og gerne ville erklære det mondæne Tel Aviv med alle cafeerne og den europæiske stemning med strejf af Weimar-republik for en selvstændig stat langt væk fra regeringen og de religiøse tosser i Jerusalem.
De israelske arabere har det selvfølgelig svært. Morsomt er det ikke at være en arabisk minoritet. De er fritaget for at være i hæren, og de har repræsentanter i det israelske parlament Knesset, men der er hele tiden oplysninger i pressen om, at de diskrimineres. Overraskende var det derfor, at en opinionsundersøgelse fra anerkendte institutter i november i år fastslog, at blandt de 300.000 arabere i Jerusalem-området ønskede 40 procent at forblive under israelsk styre fremfor et PLO-styre. I sidste ende vidste de altså godt, at de har det bedre i Israel, end de vil få det hos PLO.
Udover de israelske arabere er der en stor gruppe drusere i Nordisrael. De er aktive i den israelske hær, men integreres ikke godt i det israelske samfund. Og så er der alle de jødiske indvandrergrupper, der er strømmet til, for Israel er et kludetæppe af nationaliteter, der ville få enhver anden stat til at splittes ad. Der er mange indvandrere fra Rusland, de er veluddannede, og det er gået dem godt. Fra de arabiske lande flygtede godt 700.000 jøder til Palæstina/Israel. Det svarer antalsmæssigt til de palæstinensere, der flygtede fra Israel til nabolandene i 1947-48, da Israel blev oprettet og palæstinenserne sagde nej til FNs delingsplan. Men hvor jøderne fra de arabiske lande blev integreret i Israel, forblev palæstinensere i lejre og blev brugt som politisk krudt mod Israel af de arabiske regimer. Disse jøder fra de arabiske lande har sociale problemer at slås med og evner ikke at råbe helt så højt som mange andre grupper. Foruden disse store minoriteter er der talrige andre grupper fra bl.a. Latinamerika, USA og Europa.
Daglige uenigheder om religion og politik har i årevis haft en tendens til at blive overskygget af de eksterne trusler. Når missiler fra Libanon eller Gaza landede i Israel, og når Iran eller Syrien truede med krig, så blev de interne uenigheder mindre synlige. Her er der imidlertid sket en ændring i de seneste måneder. Det er gået godt med den israelske økonomi i de seneste årtier, men fordelingspolitikken har været skæv. Mange penge er gået til bosættere og til religiøse grupper, der har politisk indflydelse. Derimod er under- og mellemklassen blevet økonomisk presset. Priser på madvarer har været skyhøje, hvad et besøg i mit nærliggende supermarked hurtigt overbeviste mig om, og lønningerne er lave. Denne situation fik i august 400.000 israelere på tværs af alle skel til at protestere med teltlejre i de store byer. Da jeg var dernede, samlede en ny demonstration 30.000 mennesker på Tel Avivs rådhusplads. Der kom ikke flere mennesker, for samtidig slog nye missiler afsendt fra Gaza ned i Israel og fik befolkningen til at tænke på andet end demonstrationen.
Vi taler meget herhjemme om nødvendigheden af sammenhængskraft, men hvad er det for en magisk sammenhængskraft, der virker i Israel? For det er ikke bare de ydre fjender, der får nationen til at hænge sammen. Der er i Israel er dyb følelse af historie og skæbnefællesskab. I intet andet land, tror jeg, betyder historien så meget. Holocaust og det 20. århundredes tragedie har selvfølgelig sin andel af denne forklaring, for mange i Israel er overlevende fra nazismens forfølgelser, kommunismens antisemitiske kampagner eller har erindring om de muslimske landes jødefjendtligheder. Og selvfølgelig har gentagne blodige krige mod araberne gjort sit til at svejse nationen sammen.
Dette fællesskab viser sig i specielle situationer, som f.eks. da den israelske soldat Gilad Shalit blev løsladt, mens jeg var i Israel. Han havde siddet i fangenskab hos Hamas i Gaza siden 2005. Skulle man løslade ham mod ca. 1.000 palæstinensiske fanger? Meningerne var stærkt delte, for mange argumenterede, at man dermed åbnede vejen for nye bortførelser. Familier til soldater, der var blevet myrdet ved terrorhandlinger, følte sig forrådt, og en mand gik så vidt at øve hærværk mod den myrdede præsident Rabins monument i Tel Aviv. Det viste sig, at gerningsmanden i 2001 havde mistet sine forældre og søskende ved en terrorhandling mod en restaurant i Jerusalem. En af de løsladte palæstinensere havde begået denne terrorhandling. Disse ulykkelige familier indklagede hele sagen til Israels højesteret, der imidlertid vurderede, at Israels regering godt kunne udveksle palæstinenserne med Gilad Shalit. Da jeg samme dag udvekslingen fandt sted, gik en tur i Tel Aviv, blev jeg slået af den stærke sindsbevægelse, der så at sige udgik fra alle mennesker. På trods af uenigheden var alle dybt bevæget over Shalits løsladelse, og følelsen af fællesskab var tydelig både på gaden og i aviserne.
Man kommer hjem fra Israel med et stærkt indtryk af den kamp, som landet fører. Det er ikke bare et spørgsmål, om man skal angribe Iran eller tage andre beslutninger, der kan udløse internationale konflikter og fordømmelser. Der er også i Israel en intens stemning og et drama, der gør stort indtryk. Kampen for demokratiet, Israels sjæl og sikkerheden bølger frem og tilbage i heftige slag i al offentlighed. Det er et lille mirakel, at landet hænger sammen, og man forlader det opløftet, fordi det på trods af tilbageslag er et dynamisk og åbent demokrati med levende mennesker i et eksistentielt drama.
