Lars Östman: Opfordringerne til respekt for islam sker ikke af hensyn til dens udøvere, men af hensyn til Vestens ro, orden og sikkerhed, som efter sigende er udfordret, hvis man vover at kritisere islam. Sådan er det også blevet. Men det bliver næppe bedre af via forbud og selvcensur at skabe et billede af muslimer som maskiner, der går amok, hver gang deres religion kritiseres.
15. september 2010, 22:30
En genfødsel af Muhammed-krisen tæt på nine-eleven lurede lige om hjørnet. Nationalt såvel som internationalt, men denne gang i andre klæder. Vi var nemlig blevet klogere, sagde man.
Men der er noget betændt ved hele debatten om hensynet til minoriteter, når det kommer til den muslimske. For når alt kommer til alt, er det i den seneste tids debat ikke respekten for den anden, det handler om, men om frygten og især angsten for den Anden. Fra John McCain til forlaget Systime, lyder det ens: Træder I muslimerne over tæerne, så går de amok. Vi mister soldater i krigen i Afghanistan, Arla eller andre danske produkter bliver måske boykottet og ragnarok vil atter herske, derfor: Lad islam være.
Gennem etikkens historie har der været en gennemgribende forestilling om, at etikken tilfalder den enkelte - så kan staten tage sig af politikken. Men efter Muhammed-krisen kan staten og andre institutioner tilsyneladende ikke holde sig for gode til at blande sig i etiske forhold mellem mennesker.
Obama forsikrer »the American people« om, at naturligvis må der ligge et muslimsk kulturcenter (som oven i købet skal indeholde et mindesmærke for ofrene for nine-eleven) 180 meter fra Ground Zero, måske et af de mest kristne hellige steder i USA pt, af den enkle årsag, at den betragtes som én stor kirkegård og med ofre, der stadig ligger på pladsen. Og Obama har da også ret. Juridisk set. Men nu handlede det jo om det etiske, om det man må gøre, nu også er anstændigt at gøre.
Systime, et stort forlag, der udgiver undervisningsmateriale »til hele den danske uddannelsessektor«, som man læser på deres hjemmeside, advarer om den anstødelige effekt, bogen med titlen Islams skyld?, som en gymnasielærer fra Kolding ellers havde tænkt sig at udgive, kan have på visse. Af frygt for trusler og overgreb er bogens titlel nu ændret til Islam-debat og billeder af Muhammed-tegningerne, fotos fra Submission - den hollandske islam-kritiske film - er naturligvis fjernet. Sidst, men ikke mindst, har amerikanerpræsten, der ville brænde koraner af i anledning af nine-eleven, opgivet sit projekt.
Og hvad så med alle andre muslimer? De, som vil diskutere den bygning, der nu kendes som Ground Zero-moskéen? De, som godt kan se, at der er tale om undervisningsmateriale? De, som godt forstår, at det er spørgsmålstegnet, der er vigtigt i den titel, der nu er forkastet? De som vil forstå og problematisere, hvorfor islam opererer med et billedforbud. Hvad med de muslimer, som tager afstand fra bogafbrændingen uden at ty til vold?
I alle tilfælde er der ikke tale om respekt for islam - i hvert fald ikke en form, der bør eksistere i Vesten. I stedet handler disse forbud og censureringer om frygten og angsten for især den civile muslimske vold. Og så længe de visuelle medier pumper muslimsk vold og voldsomheder ud i TV, fra det mest politisk ligegyldige lille optøj til hidsige begravelsesceremonier, der mest af alt reproducerer den tidlige modernitets opfattelse af den vilde, så stimuleres denne selvsamme frygt og angst.
Hensynet til muslimerne, der efter sigende tages i dag, er ikke et hensyn. Og mindst af alt er det et etisk et af slagsen. I stedet handler det om os selv. Og når det kommer til ytringsfrihed, så er det stort set kun i Danmark, at ytringsfriheden ikke forbindes med anstændighed og derfor med etikken. Men etikken handler hverken om lov, ret eller religion; den handler ikke om den Anden, men i stedet om at sætte vore egne grænser i forhold til den Anden. Ytringsfriheden er derfor i evig kamp med etikken, fordi den handler om de grænser, der er mellem mennesker. Der skal også være tale om en kamp, fordi disse grænser altid skal kunne diskuteres. Det kan de kun, hvis ordet er frit, og så er vi tilbage, hvor vi begyndte.
Opfordringerne til respekt for den muslimske religion sker ikke af hensyn til deres udøvere, og heller ikke af etiske overvejelser. De kommer af hensyn til Vestens ro, orden og sikkerhed, som efter sigende skulle være udfordret, skulle man vove at kritisere islam. Sådan er det også blevet. Men det bliver næppe bedre af, via forbud og selvcensur at skabe et billede af muslimer som maskiner, der benytter enhver religionskritisk begivenhed til at gå amok og begå vold - hvor sympatisk eller usympatisk man end måtte finde religionskritik.
Naturligvis er der en vis sandsynlighed for, at det kan gå så galt, hvis fx gymnaiselæreren havde fundet et andet forlag og udgivet bogen med titlen Islams skyld? Og måske kunne det også have gået galt, hvis den amerikanske præst havde brændt koraner af, sådan som han havde profeteret. Og måske går det galt, hvis Ground Zero-moskéen bygges færdig på det nuværende site. Og alle profetierne om, hvor galt det kan gå, hvis Vesten forbliver Vesten, og Østen forbliver Østen, omhandler alle nøje overvejelser over de juridiske aspekter i sagen, der naturligvis betragtes som en voldssag: Vil det komme til voldelige uroligheder, eller vil det ikke?
»Vi får mere respekt og anerkendelse i verden, hvis vi selvbevidst står ved vore værdier, end hvis vi gør det genert og undseligt«, som den tyske kansler Merkel sagde ved overrækkelsen af den tyske M100-mediepris i Potsdam sidste uge. Den gik i øvrigt til Kurt Westergaard - det var ham med den der tegning der ... Ja, egentlig var der jo ti af slagsen, der viste generelle problemer i ægteskabet islam-Danmark, bl.a. en tegning af Kjærsgaard og Fogh bag tremmer. Tegningerne skulle nemlig ses i forhold til hinanden. Men det kræver jo, at man tænker sig om. Det skulle flere forsøge.
I den forbindelse spiller Tyrkiet en væsentlig rolle i det kommende EU. Og jo, Tyrkiet kommer med i EU. Det er der en række årsager til. Men efter nine-eleven er den primære årsag - og her er argumentationen helt i tråd med det lighedstegn, Vesten har sat mellem vold og islam, som vi så på ovenfor - at USA helst ikke ser en islamificering af Tyrkiet, og det er EU den bedste garant for. Det så vi senest med forfatningsændringen i Tyrkiet, der med sine svagheder til trods, på afgørende punkter forbedrer demokratiseringsprocessen og en europæisering af landet - noget, der er nødvendigt, hvis håbet om en optagelse ikke skal slukkes. Her er det lige så afgørende, at Vesten skal passe på ikke at betjene sig af Tyrkiet på samme måde, som USA betjente sig af Haiti i 1820erne. Her havde en slaveopstand fra Haitis sorte skabt nationen, hvorfor USA med god samvittighed kunne opfordre frie sorte til at prøve lykken i det ny eksotiske land, »blandt deres egne«. Den realpolitiske situation var naturligvis en anden, og USAs opfordring gik snarere ud på at tvangsdeportere de tidligere slaver, og således forsøge at løse et af de indenrigsproblemer, der skulle føre til borgerkrigen. Man betragtede Haiti som en losseplads.
Udfordringen, Vesten må tage op med sine stater og sin nationalisme, disse små hyggelige fyrstedømmer med prinser og prinsesser, pomp og pragt, er, at Tyrkiet hverken kan eller skal betragtes som en muslimsk koloni, hvortil vi kan deponere muslimerne.
Muslimerne skal ikke lære at være hverken danske, svenske, tyske, franske eller italienske. De skal lære at være europæere. Det skal vi også.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten