Kronik

Iran, EU og den islamiske vækkelse

Lars Erslev Andersen: Spørger man indsigtsfulde mennesker i Golfen om, hvad EU kan gøre for at bidrage til at løse problemerne med Iran, bliver deres blik fjernt og deres tale forstummer.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

For et år siden var begejstringen uden ende: En demokratibølge skyllede gennem Mellemøsten. Forventningen var, at befolkningerne i den ene arabiske stat efter den anden ville sende deres diktatorer ud i mørket og skabe parlamentariske demokratier. Ganske vist satte militæret sig tungt på magten i Egypten, men den tidligere udenrigsminister og nuværende formand for Folketinget udtrykte stor tillid til generalerne og så dem som allierede i reformprocessen. Politikere fra den forrige regering med tidligere udviklingsminister Søren Pind i spidsen slog sig på brystet og erklærede selvbevidst, at det var dem, der med deres krig i Irak havde startet den demokratiske bølge i de arabiske lande.

Her et år efter ved vi, at de egyptiske generaler ikke allierede sig med det liberale demokrati, men med islamisterne og at de unge mennesker, som for et år siden vejrede morgenluft på Tahrir-pladsen, blev de store tabere.

Tendensen er den samme overalt: I Tunesien vandt islamisterne stort ved valget i oktober og i Egypten satte islamister og salafister sig massivt på taburetterne i parlamentet. Ikke en islamisk revolution a la den, verden var vidne til i Iran i 1979, men alligevel en islamisk vækkelse, der mere peger i retning af islamisering end liberalisme.

Efter længere tids uro og korruptionsanklager mod regeringen i Kuwait vandt et sammenrend af forskellige islamistiske partier det netop overståede parlamentsvalg i begyndelsen af februar i den lille oliestat. Islamisterne proklamerede stolt, at det arabiske forår nu havde ramt Kuwait, men realiteten er, at kritikken mod den liberalt orienterede emir længe havde været stor, netop fordi han var liberal. Nu skal der islamistiske boller på den kuwaitiske suppe. I Det Palæstinensiske Selvstyre dannede det sekulære, men langtfra liberale Fatah-parti i denne uge regering sammen med det islamistiske Hamas.

Man kan altså konstatere, at der, hvor der er gennemført valg eller reformer fra oven, er islamister kommet til magten eller har i hvert fald fået betydelig større indflydelse på den. Det gælder i Marokko, Tunesien, Egypten, Det Palæstinensiske Selvstyre, Kuwait og - hvem ved - måske Libyen.

Det Arabiske Forår har således først og fremmest vist sig at være en islamistisk vækkelse i form af en slags islamisk nationalisme. Det har foreløbig ført til, at de militante islamister er blevet trængt, hvilket er godt, men ikke til større frihed - i hvert fald ikke den type frihed, som liberale hylder. Som en liberal kuwaiter, der i årevis har forsket i kvinders rettigheder, sagde til mig i tirsdags på en cafe i Kuwait City: »Vi må vente og se om de nye islamistiske regeringer bliver en succes eller en fiasko, men begge tilfælde er en katastrofe for de liberale og de sekulære: Er de en succes, skæres der ned på de liberale rettigheder, og er de en fiasko, får vi politisk kaos og voldelig konflikt«. Hendes bekymring deles af mange af de liberale kræfter i det arabiske Mellemøsten fra Kuwait til Marokko.

Desværre stopper de dårlige nyheder ikke her: I Libyen holder vi vejret og ser, hvad de interne slagsmål fører til, i Syren er der et decideret folkemord i gang, i Yemen har man omsider fået Ali Abdullah Saleh sat fra bestillingen, men borgerkrigslignende tilstande har længe hærget i landet og problemerne er så store, at udsigten til en stabil politisk udvikling ligger langt ude i fremtiden.

I Saudi-Arabien og Bahrain har regimerne effektivt, men brutalt fået sat en stopper for ethvert tilløb til liberale reformer - i hvert fald dem, der kræves af demonstranter.

Spørger man i lande som Kuwait, Qatar, Bahrain, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater, hvordan det kan være, at de udenrigspolitisk gør en stor indsats for at støtte arabiske demonstranter i Libyen, Syrien og Yemen samtidig med, at de brutalt holder dem nede i deres egne lande, lyder svaret, at det er fordi »vi har et særligt problem« - og det hedder Iran. Den gennemgående fortælling i arabiske Golfstater er, at de demonstranter, der i Saudi-Arabien - der har faktisk været nogen - og i Bahrain er gået på gaden med krav om politiske rettigheder og kritik af kongefamiliernes enevældige styrer, er manipuleret af Iran.

citat kronik 1702

Med andre ord er Golfstaterne særlige, fordi de konstant er udsat for truende indblanding fra Iran, der ifølge araberne gør alt, hvad det kan for at mobilisere utilfredse shiamuslimer i de arabiske Golfstater til at skabe indre uro i dem. Den iranske trussel er derfor argumentet for, at Det Arabiske Forår absolut ikke skal indfinde sig på Den Arabiske Halvø - med undtagelse af Yemen, men det land er i forvejen så håbløst kaotisk, at de fleste fortrænger, at det faktisk ligger på halvøen.

Går man forskere og kommentatorer nærmere på klingen, indrømmer de, at argumentet med den iranske trussel nok er overgjort og mest tjener til at legitimere Golfstaternes hårdhændede behandling af demonstranter og aktivister og hertil tjener fremmanelse af en konflikt mellem sunni- og shiamuslimer fint, ikke mindst siden al balladen i Irak efter Saddam Husseins fald. Alligevel er der reelt en trussel fra den iranske nabo: Iran har gang på gang understreget, senest i weekenden, at det er de arabiske Golfstater, der først vil blive ramt af iranske missiler, hvis det skulle komme til en militær konflikt i Golfen.

Det er oplagt, for her, lige ovre på den anden side vandet, huser araberne de amerikanske baser: 30.000 soldater i Kuwait, flådebase i Bahrain, flybase og regionalt hovedkvarter i Qatar og mindre baser i Forenede Arabiske Emirater. Kommer konflikten, er det iransk olie, der bliver ramt, og det er derfor oplagt, at Iran vil hævne sig på den arabiske udskibning af deres olie. Derfor er man i de arabiske Golfstater stærkt bekymrede for konfrontationen med Iran.

Bekymringen er ikke mindre efter, at først USA og nu senest EU har besluttet at underlægge Iran særdeles skrappe sanktioner. Dette begrundes i, at man i Israel, USA og EU mener, at Iran udvikler atomvåben.

Ganske vist har både den israelske og den amerikanske efterretningstjeneste netop udtalt, at de ikke kan se indicier på, at Iran har startet et atomvåbenprojekt, men statslederne er altså af en anden opfattelse. Derfor sanktioner, der rammer Iran hårdt, fordi den skal bremse Irans udenrigshandel og eksport af olie.

Men som altid i diktaturstater går sanktionerne ud over civilbefolkningen, mens eliten selv går fri. Der er allerede meldinger om, at de almindelige iranere lider voldsomt under sanktionerne. Vi begynder altså at se det samme scenarie som i Irak under Saddam Hussein. Og ligesom Saddam fortsatte på magten og med at udfordre det internationale samfund med USA i spidsen, tyder intet på, at Iran vil bøje sig for de vestlige krav. Dermed rammes den iranske civilbefolkning hårdt samtidig med, at der varmes op til en militær konflikt.

Problemet er, at krig efter alt at dømme ikke løser problemerne: Den vil formentlig blive begrænset og hurtigt blive afsluttet af en våbenhvile, hvorefter spillet kan starte forfra.

Spørgsmålet er derfor: Hvad vil EU med sine sanktioner? Stigende oliepriser og større usikkerhed om forsyning af energi? Næppe, men det synes at være det eneste resultat af optrapningen af konflikten med Iran, der samtidig fører til heftig aktivitet i de arabiske Golfstater både med at promovere militær intervention i Syrien og legitimere undertrykkelse af egne befolkninger. Vel egentlig ikke et ønskescenarie for EU?

Spørger man indsigtsfulde mennesker i Golfen om, hvad EU kan gøre for at bidrage til at løse problemerne med Iran, bliver deres blik fjernt og deres tale forstummer: EU? En forsøgte sig med at citere Kissinger: »Økonomisk er Europa en kæmpe, men politisk en dværg«. Han havde vist overset, at også EU er ramt af finanskrise og at EU med sine sanktioner mod Iran ikke har gjort det lettere at få den løst. Quo vadis, EU?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.