Kronik

Intet er gratis. Heller ikke Facebook

Det er nemt at se, hvad Facebook får ud af det: Brugernes overskud af tid forvandles til forretningens overskud på kontoen. Men hvad får brugerne ud af det?

Facebooks grundlægger og CEO, Mark Zuckerberg. EPA/TONI ALBIR
Facebooks grundlægger og CEO, Mark Zuckerberg. EPA/TONI ALBIR

For tre år siden havde jeg en kronik i Berlingske om Facebooks rolle i danskernes hverdag. Anledningen var, at Facebook havde skrevet et brev til Pia Kjærs­gaard, hvori de undskyldte, at de ved en fejl havde lukket hendes profil. Deres forklaring på den uheldige episode blev til overskriften på min kronik, nemlig: »Ingen er perfekte. Heller ikke Facebook«.

Det har ikke ændret sig siden. Facebook er stadig ikke perfekt, og det er de over en milliard brugere af det sociale medie heller ikke. At dømme ud fra Debatten med Clement Kjærsgaard på DR1 18.2. bevæger medie såvel som brugere sig snarere væk fra de smukke idealer om gennemsigtighed og demokrati. I stedet fortæller unge medieentusiaster, hvordan de strategisk bruger Facebook til at påvirke flest muligt, mens ældre forskere og forfattere deler deres frygt for konsekvenserne af den amerikanske virksomheds enorme magt.

For det er netop, hvad Facebook har udviklet sig til: Et magtcenter uden lige. Hvorfor? Fordi penge giver magt i et kapitalistisk samfund som det amerikanske (og danske). Og fordi Facebook har penge. Mange penge. Mark Zuckerberg er ifølge opgørelser fra 2016 verdens sjetterigeste mand – takket være Facebook. Selv om det er gratis at bruge Facebook, og mediet med Peter Falktofts ord er en nem og meget billig måde at nå rigtigt mange mennesker på, er der altså tale om en ualmindelig velsmurt pengemaskine.

Det er ikke i sig selv et problem, men det bør få os til at overveje, hvad vi forstår ved gratis. Og det bør få os til at spørge: Hvad er det, vi betaler, som tilsyneladende er så meget værd, at Mark Zuckerberg er blevet mangemilliardær på at sælge det videre? Hvad er det for en valuta, vi betaler Facebook med – når det nu ikke er kroner og øre?

Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, var ét stort spørgsmålstegn i DR-programmet Debatten. Hun forstod simpelthen ikke, hvad det var for en pris, Vincent Hendricks, Knud Romer og Poul Madsen var så bange for at betale. »Hvor ser I den onde effekt af det, Facebook gør?« spurgte hun flere gange. Svarene lød bl.a., at mennesker har sværere ved at forstå hinanden, når de kommunikerer uden at kunne se og fornemme hinanden. Der blev talt om en formørkelse, der breder sig, og om, at digitale medier gør os mere segmenterede. Poul Madsen pegede direkte på den valuta, som Facebook har opbygget sin forretningsmodel på at inddrive, nemlig: Tid.

Det er godt set af Poul Madsen, at Ekstra Bladet lige som alle andre medier er i konkurrence om folks tid. Men det er endnu bedre – og endnu tidligere – set af Mark Zuckerberg. For hvad er den ene ting, der ikke kan købes for penge, og som derfor automatisk bliver mere værd end penge? Hvad er det sidste, vi ønsker, at vi og dem, som vi elsker, løber tør for? Hvad er forudsætningen for, at vi kan være og udrette noget som helst? Tid. Vi er helt inde i kernen af ikke bare den menneskelige, men al eksistens. Og det er det, vi betaler for at bruge Facebook: Vores liv.

Det giver Knud Romer bl.a. udtryk for, når han konstaterer, at det ikke er os, der bruger Facebook, men Facebook, der bruger os. Og det er Lea Korsgaard meget langt fra at have forstået, når hun sammenligner Facebook med Post Danmark. Det er rigtigt, som hun siger, at der altid har været virksomheder, der har tjent penge på at distribuere information. Men det er ikke rigtigt, som hun påstår, at det er det, Facebook gør. Faktisk er Facebooks forretningsmodel den diametralt modsatte af Post Danmarks.

Mens Post Danmark veksler folks penge til tid (i stedet for at bruge vores egen tid på at køre, sejle og flyve vores informationer rundt i verden, betaler vi Post Danmark for at bruge deres), veksler Facebook nemlig folks tid til penge. Post Danmark tjener penge på at spare folks tid. Facebook tjener penge på at bruge folks tid.

Det er så smart lavet af Mark Zuckerberg, at det kan være svært at forklare. Og dét er også smart. For når man har en forretningsmodel, som er svær at forklare, kan man komme langt med at fortælle en historie, som alle kan forstå. Facebooks fortælling om sig selv som nogen, der forbinder og oplyser mennesker, har unægtelig bragt virksomheden langt. Så langt, at det i dag virker latterligt at påpege det uhyggelige i en forretningsmodel, der suger tid og dermed liv ud af en stadigt voksende del af verdens befolkning.

Så måske skal vi blive ved sammenligningen af Facebook og Post Danmark. Måske skal vi bruge bytteforholdet i de to forretningsmodeller til at forstå, hvor forkert det er at sammenligne de to virksomheder. For mens Post Danmark bytter vores penge til tid, som vi selv bestemmer til hvad og hvordan, vi bruger, får vi hverken penge, tid eller selvbestemmelse, når vi handler med Facebook. Tværtimod. Mens vi bruger vores tid på at dele informationer på Facebook, foregår udvekslingen af penge og selvbestemmelse nemlig et helt andet sted i forretningen. Det er ikke bytteforholdet mellem Facebook og brugerne, der genererer overskud i henholdsvis forretningen og livet. Det er der, hvor Facebook veksler brugernes tid til annoncekroner.

Det er nemt at se, hvad Facebook får ud af det: Brugernes overskud af tid forvandles til forretningens overskud på kontoen. Men hvad får brugerne ud af det? Information, der passer til dem, lyder det fra Facebook. Men ud fra hvilke kriterier? Facebooks. Dermed er tiden ikke bare gået, selvbestemmelsen er også røget. Når Facebook kan tjene så mange penge på vores tid, som de kan, er det, fordi det ikke er os, der bestemmer, hvad vi bruger vores tid på, når vi er på Facebook. Det gør de annoncekroner, der bestemmer de algoritmer, der styrer vores feed.

Det geniale i Facebooks forretningsmodel er, at brugerne oplever det modsatte af det, der faktisk sker: Mens deres tid, selvbestemmelse og udsyn indskrænkes, oplever brugerne, at ikke bare deres, men hele verdens, muligheder udvides. Det er derfor, man ikke længere bliver bedt om at forklare sig, når man har fravalgt at være på Facebook. Folk ryster bare på hovedet. For tænk, at man kan vælge at melde sig ud af fællesskabet og dermed ansvaret for verdens demokratiske udvikling!

Ja tænk. Og vælg. Det er lige præcis dét, jeg ikke vil opgive. »There is no such thing as a free lunch« er der et amerikansk udtryk, der lyder. Så hvordan er amerikaneren Mark Zuckerberg sluppet af sted med at overbevise så mange danskere om, at han gratis serverer dem hele verden på et sølvfad? Hvorfor er især danskerne og de øvrige skandinaver sultne efter at købe den glaserede fortælling om en verdensomspændende åben- og gennemsigtighed?

Ifølge undersøgelser foretaget af analysebureauet We Are Social var gennemsnitligt 26 pct. af verdens befolkning på sociale medier i 2014. Det samme år var 40 pct. af befolkningen i Europa på sociale medier, mens 57-64 pct. af den skandinaviske befolkning var på Facebook. Og det er ikke en fejl, at jeg skriver sociale medier om resten af verdens befolkning og Facebook om de skandinaviske lande. Det er nemlig ikke kun andelen af befolkningen, det er værd at opholde sig ved i disse opgørelser. Det er også valget af medie.

Mens danskerne benytter Facebook – »for hvad er alternativet?« som det retorisk lød i Debatten – er der nemlig befolkninger, der ikke bare benytter sociale medier mindre, men også tillægger ejeren af mediet en betydning. F.eks. den russiske befolkning, hvor kun 18 pct. var på Facebook i 2014, mens 28 pct. benyttede det russiskejede VKontakte.

Vi kan forklare den russiske adfærd med alt fra kommunis­tiske tilstande til Putins behov for kontrol. Men vi kan også tænke over det besynderlige i, at en befolkning, der værner så meget om sin nationale identitet og kæmper så indædt for at bevare sine EU-forbehold, som danskerne gør, ukritisk overlader sin tid og selvbestemmelse til en amerikaner. Tror vi virkelig, at Mark Zuckerberg varetager Danmarks og danskernes interesser bedre end EU?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.