Kronikken

Inklusion – en opgave for alle

Folkeskolen. Inklusionsopgaven i folkeskolen skal lykkes, fordi vellykket inklusion er til gavn for alle børn. Som elever og forældre er vi nødt til at tage et medansvar.

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

I 2012 vedtog regeringen og KL en lovændring om, at mindst 96 procent af alle børn i folkeskolen i 2015 skal gå i almindelige klasser. Siden da har inklusion været til stor debat. De færreste er uenige i, at vi skal have en folkeskole med plads til så mange som muligt, men måden aftalen indføres på, er vidt forskellig i kommunerne. Mange børn, der før var udskilt i specialtilbud, har fået en bedre og gladere skolegang. Andre har oplevet ulykkelige forløb, og en del forældre er fortsat usikre på, hvad inklusion betyder for deres eget barn.

Uanset om skolerne i år når de 96 procent, som er aftalens kvantitative mål, er det afgørende for os som elever og forældre, at der er kvalitet i inklusionen. God inklusion gavner alle børn fagligt og socialt. Det viser et forskningsreview, som Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning gennemførte i 2012. Omvendt ved vi fra vores hverdag, at mangelfuldt gennemført inklusion har den modsatte effekt. Når der ikke er viden, ressourcer eller klar kommunikation, kan inklusion føre til nederlag, lav faglighed og dårlig trivsel for alle. Vi kender alle skrækhistorierne, og de er ikke blot historier, men konkret virkelighed for børn, der går i skole lige nu. Det skal vi tage alvorligt, og vi har alle et ansvar.

Vellykket inklusion handler om at være sammen, lære sammen og trives sammen. Det er ikke nok, at 96 procent eller flere af folkeskolens elever befinder sig fysisk i de almindelige klasser. Den enkelte elev skal også opleve at være en værdifuld del af skolens faglige og sociale fællesskab. Ellers bliver inklusion blot et tal. På den måde adskiller inklusionsmålene sig ikke fra de overordnede mål for folkeskolen. Vi tror ikke på en skole, hvor vi slækker på faglighed eller trivsel for nogen blot for at opnå de forjættede 96 procent. Og vi er parate til at gøre vores del. For at inklusion kan fungere i hverdagen, forudsætter det, at vi ser skolen som et fællesskab, hvor elever og forældre indgår som vigtige ressourcer.

Fællesskabet i skolen er først og fremmest elevernes. Det er Malthe, Anna og Sara, der hver dag skal tilbringe en hel skoledag med 25 andre børn og få det til at fungere. Det har vi heldigvis gode muligheder for, både hver især og gennem skolens demokrati. For at tage det sidste først:

Elevrådet, som enhver skole har, bør deltage aktivt i arbejdet med at sikre en god inklusionsstrategi på den enkelte skole gennem sine repræsentanter i skolebestyrelsen. Her er direkte indflydelse på den overordnede strategi. Men mindst lige så vigtigt er det, at vi hver især er med til at opbygge det fælleskab, som skal inkludere os alle sammen. Det kan vi gøre ved at deltage aktivt og positivt i undervisning, frikvarterer og arrangementer på skolen. Tale venligt og imødekommende med vores kammerater, når vi er skole, og gerne invitere nogen med hjem bagefter – også gerne dem, der ikke ligner os selv.

Samtidig må Anna kunne spørge Malthe, hvorfor han halter, eller Sara hvorfor hun nogle gange flipper ud. Det må aldrig blive et tabu, at vi er forskellige. Vi skal være nysgerrige og spørge om det, vi ikke forstår, og vi skal være åbne over for andres spørgsmål.

Vi må heller ikke blive så bange for at støde eller selv blive stødt, at vi går uden om konflikter. Selv om Sara har ADHD, skal hun også opleve, hvordan det er at skulle løbe hurtigt for at nå at få en gynge i frikvarteret. Og vi skal ikke tale anderledes til Malthe, fordi han sidder i kørestol. At være inkluderet vil jo sige at være, lære og trives sammen med de andre på lige vilkår. Noget af det vigtigste for at trives er at have venner i skolegården. Det får Sara og Malthe – og alle vi andre – kun, hvis vi indgår i fællesskabet på samme måde som alle andre.

Som forældre har vi ligesom eleverne flere muligheder, både gennem vores demokratiske stemme og vores opførsel. Vi kan stille op til og/eller vælge vores repræsentanter til skolebestyrelsen, som foruden forældre består af personale og elever. Skolebestyrelsen bør arbejde med principper for inklusion, formulere værdigrundlag, der understøtter fællesskabet, og føre tilsyn med skolens inklusionsindsats.

Skolebestyrelserne har også en vigtig opgave i at fortælle de andre forældre om, hvordan skolen arbejder med inklusion. De fleste forældre vil gerne støtte inklusionen, hvis de mærker, at der er en klar og velovervejet plan, som bliver kommunikeret tydeligt. Omvendt giver manglende kommunikation utryghed og i værste fald mistænksomhed over for hele inklusionsprojektet.

Opgaven er dog ikke kun skolebestyrelsernes. Hver af os har en opgave. Det starter med den måde, vi taler om de andre elever på. Der er en verden til forskel på, om vi refererer til »ham den handicappede« eller »Malthe fra klassen«, om vi bekymret sukker »hvordan gik det så med hende ballademageren?« eller åbent spørger »var det et godt gruppearbejde?« Vi kan også gøre meget for at bakke op om skolens fællesskab ved at deltage i juleklip og sommerfest og ved selv at åbne vores hjem for vores børns kammerater.

Samtidig skal vi ligesom eleverne kunne tale åbent og konstruktivt om de udfordringer, som inklusion kan medføre. Uanset om vores barn har særlige behov eller ej, skal vi kunne udtrykke det, der bekymrer os – at Malthe bliver holdt uden for i frikvartererne, eller at Sara skræmmer Anna med sin adfærd. Som forældre er vi jo optaget af vores egne børns behov, og dem tilgodeser vi bedst ved at bidrage til, at alle de andre(s) børns behov også tilgodeses.

Hvis vi som forældre og elever skal yde denne indsats og lykkes med den, er der andre, som også skal løfte deres ansvar, nemlig kommunerne, skolelederne og personalet. Vi mener, at der foruden elevernes og forældrenes indsats er fire forudsætninger for god inklusion.

1. En kommunal strategi for inklusion, som gør det klart for skolerne, hvordan de får ressourcer ud til de enkelte klasser, hvis der er problemer.

2. Skoleledere, der går forrest og fastholder en målrettet udvikling af den inkluderende skole.

3. Lærere og pædagoger, der er veluddannede, samarbejder fagligt og har opdateret viden om inklusion. Frontpersonalet skal arbejde med en undervisningspraksis, der både tilgodeser og udnytter fordelene i, at elever er forskellige, og skal kunne få konkret hjælp til arbejdet med børn med særlige behov, for eksempel i form af inklusionsvejledere på den enkelte skole.

4. Individuelle handlingsplaner for elever, der er udfordret. Når Malte eller Sara har problemer, skal de ikke sejle deres egen sø, men sammen med deres forældre, lærere og pædagoger udarbejde en plan, som er skræddersyet til netop dem.

Inklusionsopgaven er stor, og den skal lykkes. Skole og Forældre og Det Centrale Handicapråd har i perioden 2012-2015 med støtte fra Undervisningsministeriet drevet projektet »Forældre Fremmer Fællesskabet«.

Her har vi blandt andet udbudt kurser samt produceret film til forældremøder og et e-hæfte som guide til skolebestyrelsen, som vi netop har lanceret. På hjemmesiden Inklusionsklar.dk er desuden masser af tips, inspiration og links. Lad os hjælpes ad.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.