Kronik

»Ingen er perfekte. Heller ikke Facebook«

Pia Lauritzen: Vi er nødt til at forholde os til, at mennesket ikke er skabt til at kapere og navigere i al den information, de digitale medier stiller til rådighed. Nettets muligheder er uendelige, men det er menneskets ikke.

I det brev, hvor Facebook for nylig undskyldte over for Pia Kjærsgaard, at de midlertidig havde blokeret hendes profil, står der, at virksomheden med sine over en milliard brugere er stolte over at være en del af den demokratiske debat.

Men Facebook bruges ikke først og fremmest til at drøfte og bidrage til samfundets udvikling, og det undrer mig egentlig, at virksomheden italesætter sig selv som sådan. Ikke kun fordi det er så åbenlyst modstridende med den enorme mængde ligegyldigheder, der dagligt tegner det sociale medie, men også fordi Facebook kan og gør noget andet.

På en vis måde er Facebook opbygget på den udgave af kristendommen, man havde i oplysningstiden, hvor man troede på, at Gud har skabt verden som et perfekt funktionelt system, der kører af sig selv og derfor ikke behøver indgriben. I oplysningstiden troede man på en fornuftig verdensorden, hvor frie og lige borgere drøftede og bidrog til samfundets udvikling.

Man var religiøse mennesker, men ikke troende i traditionel forstand, idet man ikke troede på en guddommelig kraft, der hele tiden greb ind og sikrede ro og orden.

Det var menneskene fornuftige nok til selv at finde ud af. Troede man.

Og selvom historien har vist, at man tog fejl, så synes Facebook at tro det samme. I hvert fald skriver virksomheden i sin mission, at den ved at give folk mulighed for at dele og udtrykke, hvad der betyder noget for dem, er med til at gøre verden mere åben og sammenhængende.

Men der er et problem. En svaghed i systemet, som Facebook selv gør opmærksom på i det tidligere omtalte brev til Pia Kjærsgaard: »Ingen er perfekte. Heller ikke Facebook«. Det er en rigtig fin pointe, som desværre ikke er tænkt med i udviklingen af det sociale medie. Ved at basere Facebook på en religionsforståelse fra 1600-tallet har man ikke taget højde for, at præmisserne for vores måde at være sammen på har ændret sig.

I oplysningstiden var mennesket nemlig perfekt. I hvert fald i den forstand, at det blot ved at læse en enkelt bog var i stand til at beherske samtlige videnskaber.

Sådan er det som bekendt ikke længere. Den menneskelige viden er takket være naturvidenskabens gennembrud eksploderet siden oplysningstiden, og det er ikke længere nok at dele det, vi hver især ved. Der skal mere til. Og der skal retning på.

Vi er nødt til at forholde os til, at mennesket ikke er skabt til at kapere og navigere i al den information, de digitale medier stiller til rådighed. Nettets muligheder er uendelige, men det er menneskets ikke. Vi har kun et vist antal år at leve i og en begrænset mængde krop at lære med.

Spørgsmålet er, hvad der sker, når mennesket konfronteres med sine egne begrænsninger. Hvordan håndterer vi vores egen endelighed i mødet med det uendelige? Det er det religiøse menneskes spørgsmål, og det er det digitale menneskes spørgsmål. Faktisk er det alle menneskers spørgsmål, men det har vi det med at glemme. Ikke mindst på Facebook.

Først og fremmest bruger vi Facebook til at stimulere vores behov for social bekræftelse. Og ved at have udviklet systemet sådan, at det altid er muligt at få endnu en ven og opnå endnu et like får vi en følelse af, at bekræftelsen er uendelig.

Vi har slet ikke brug for Gud, vi har hinanden. Til at dele, hvad der er værd at dele, og til at bekræfte os i, at det er nok.

Og det hænger netop sammen med den i mediet indbyggede tro på, at systemet er så perfekt, at det ikke behøver indgriben.

For selvom Facebook stimulerer vores behov for social bekræftelse, så giver det os ikke noget at bekræfte hinanden i. Mens man i middelalderen havde Bibelen til at udstikke rammerne for, hvad der er godt og skidt, og man i oplysningstiden havde fornuften, så mangler vi i dag noget at stræbe efter. En mening, der rækker ud over det enkelte menneske; noget, der er større end summen af likes.

Det får vi ikke i vores digitale gudsrige, og derfor finder vi selv på noget: ideen om den altid veltrimmede have, den overskudsramte mor og de glade børn. Pyt med, om det er sådan, det er. Det er sådan, vi drømmer om, det er. Og drømmen har en berettigelse. Den styrker os i troen på, at vi kan blive mere end vi er; nå længere end vi gør.

Dronningen har derfor ret i, at Facebook er et udstillingsvindue, hvor det gælder mere om at tage sig ud end om at være sig selv. Det er det nødt til at være for at give mening.

Men dronningen har også ret i, at vi skal passe på. Når ingen er perfekte, bærer alle et ansvar. For hvad det er, vi deler og ikke deler, og for de drømme, vi bekræfter hinanden i. Men vi skal også spørge til metode. Det er ikke sikkert, at vi kommer tættere på at blive dem, vi drømmer om ved at fremstille os selv som sådan. Måske er det lige omvendt. At vi kun ved at være åbne om vores fejl og mangler kan blive bedre til at være dem, vi er.

Jeg fik engang at vide, at den bedste måde at håndtere, at man har ondt i fingeren på, er at slå hovedet ind i en mur. »Så glemmer du alt om fingeren,« lød de vise ord. Jeg har siden erfaret, at det ikke kun gælder fysisk smerte, men også psykisk og mental. Hvis jeg er ked af noget og tænker på noget, der er værre, så er det pludselig som om, at det, jeg oprindeligt var ked af, ikke er så slemt. Eller hvis jeg er træt af et eller andet og støder på noget virkelig åndssvagt, så kan jeg blive helt glad for det, der ellers drev mig til vanvid.

Det sidste har jeg dugfriske erfaringer med. Jeg har tidligere brugt en masse energi på at lade mig irritere over, at det er så svært for et moderne samfund at slippe af med religion, men de seneste år har jeg taget mig selv i at foretrække religion frem for Facebook. Der er noget, der er meget værre end at tro på noget, der er større og vigtigere end én selv nemlig ikke at gøre det.

Problemet med den nævnte smertelindrende metode er, at der er grænser for, hvad den kan bruges til. På et tidspunkt støder vi alle sammen på noget, der er værre end det værste, vi kan forestille os, og hvad gør vi så? Når smerten i kroppen er så stor, at den ikke kan tænkes mindre. Når håbløsheden er så overvældende, at vi mister os selv. Fordi vi er endelige og begrænsede, men også fordi vi ikke har øvet os på at håndtere det, der gør ondt, men er flygtet fra det.

Problemet med Facebook er det samme. Vi er dømt til at opdage, at vores sult efter bekræftelse ikke lader sig stille digitalt. At jeg uanset, hvor mange likes, jeg får på sociale medier, må leve med, at dem, jeg elsker mest, måske ikke elsker mig.

At jeg uanset hvor dygtigt, jeg fremstiller mig selv er milevidt fra at være den, jeg gerne vil være. Fordi jeg er endelig og begrænset, men også fordi, jeg prioriterer forkert. Siger nej til at lege med mine børn, fordi jeg hellere vil skrive. Fylder min tid ud med opgaver, så jeg ikke behøver at forholde mig til skuffelsen i deres øjne. Ikke behøver at forholde mig til skuffelsen over mig selv.

Jeg er dygtig til at slippe væk fra mig selv. Og jeg tror, Facebook ville gøre mig endnu dygtigere. Til at bidrage uden at tage stilling og ansvar.

Til at bruge min tid uden at bruge mig selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.