Hvad gør man, når der ikke er job til alle? Man gør det naturligvis lettere at drive privat virksomhed, bl.a. ved at fjerne alle statslige forhindringer i form af skatter, afgifter og ligegyldige bureaukratiske forhindringer. Det drejer sig om at få alle der kan arbejde, i sving, så beskatningsgrundlaget bliver større. Når denne opgave er løst, er der rigeligt med penge til at forsørge de relativt få, der ikke kan arbejde. Det er direkte kontraproduktivt og desuden dumt, at poste offentlige penge i løntilskud til folk der kan arbejde men blot ikke kan få et job, fordi vilkårene for erhvervsudfoldelse er for begrænsede. Med lempeligere betingelser for erhvervslivet, kommer beskæftigelsen helt af sig selv - uden udgift for staten. Så, i stedet for at poste milliarder i jobordninger, så invester dem hellere i bedre vilkår for erhvervslivet.

Vi skal have hele den arbejdsføre del af befolkningen i arbejde og vi bør indse, at det får vi aldrig, hvis ikke der skabes basis for at også mere simpel produktion kan udføres igen i Danmark. Det er det rene bedrag at tro på, at hele den arbejdsføre del af befolkningen kan beskæftiges med højt kvalificeret arbejde. Det er det af den enkle årsag at ikke alles begavelse er til det. Derfor skal man ikke i hælde penge i nytteløs uddannelse, opkvalificering eller terapeutiske beskæftigelsesprojekter.

Hvis der både er ledige arbejdspladser og kvalificeret ledig arbejdskraft, kan det betale sig at gøre en indsats for at få de kvalificerede ledige i job.
Mangler der arbejdspladser, kan det ikke svare sig.
Ukvalificerede ledige opgraderes næppe til kvalificerede ved et kort kursus.
Så kunne firmaerne selv oplære dem til de aktuelle jobs – eventuelt med tilskud.

Men samfundet bruger milliarder på de ledige, hvad enten det kan betale sig eller ej.
Værdien af indsatsen kan ikke måles på, om ledige kommer i arbejde.
Den virkning kan jo blive ophævet ved, at en anden bliver ledig.
Og det har slet ingen værdi, at ledighedstallet manipuleres, når folk kommer på kursus eller i aktivering.

Værdien kan endog opfattes som negativ.
Den arbejdsløse kan se sig selv som et værgeløst offer for myndighedernes geskæftige indblanding.
Han udkonkurreres, fordi myndighederne har opkvalificeret andre jobsøgende, eller fordi myndighederne har indbudt tusinder af udlændinge, der også kæmper om de få arbejdspladser.

I angelsaksiske lande får en lærer et stedtillæg for at være til stede med en lærestol i sit eget lokale og med elever som gæster.

Danmark er foreningernes land med Nyborg Strand som foreningshøjskole, en hobbyforening har en butik med en lærestol og et foreningsbibliotek og lokale bogudvalg i foreninger sammensætter bogsamlinger i et skolebibliotek.