Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Kronik:

Ikke uden mit navn og en ægteskabspagt

Birgitte Baadegaard: I 2007 mistede masser af kvinder retten til halvdelen af deres mands rate- og kapitalpension. Hvorfor har både kvinder og medier ikke skrevet, skreget og skumlet på TV og i aviser, på debatsider og i blogs?

63 Kommentarer

Før du, kære læser, for alvor begynder på denne kronik, så vær forberedt på en forurettet kvinde, som – afhængig af, hvem du er – vil komme til at fremstå enten skarpt seende som en natugle over et musehul eller arrig som en hveps i august. Så er du advaret!

Første scenarie: For en måned siden betalte jeg 470,- kroner for at få mit navn tilbage! 470 kroner – og dertil et udefinerbart beløb i tabt arbejdsfortjeneste, fordi jeg først har haft en lang snak med mit lokale kirkekontor – derefter har været inde på www.personregistrering.dk (under navne og navneændring). Hvorefter jeg skulle udfylde en formular, udskrive den, underskrive den, tage til posthuset og betale det famøse beløb – for derefter at aflevere den udfyldte seddel samt dokumentation for betalt »administrationsgebyr« på omtalte kirkekontor, før jeg kunne få mit eget navn tilbage.

Forvirret? Det håber jeg!

Andet scenarie: Ved udgangen af 2006 bad jeg min mand om skilsmisse, selvom jeg i bund og grund slet ikke ønskede det! Mens jeg udtalte de ubehagelige ord og så, hvordan min mand i løbet af få sekunder ændrede udtryk og kom til at minde om en, der uventet var blevet slået i hovedet med en kagerulle, holdt jeg en stak papirer op foran hans næse: en mail fra en veninde, som netop havde fortalt sin mand, at hun også ville skilles (selvom hun heller ikke ville), og en række udskrifter fra nettet.

Forvirret? Det håber jeg!

Forklaringen? I forbindelse med den nye danske navnelov fra 2006 er en masse danskeres fødenavne automatisk blevet slettet, fordi navnene nu defineres som mellemnavne – og de er vel at mærke blevet slettet uden, at personerne er blevet orienteret personligt først. I flere år har jeg derfor uden at vide det kun heddet min mands efternavn – og ikke ’mit eget’.

Ordet »kønsdiskriminerende« ligger lige på tungespidsen, selvom jeg føler mig som en topløs 70er rest med lilla ble og banner i hånden.– Birgitte Baadegaard

Fra 1. januar 2007 ville min automatiske berettigelse til halvdelen af min mands rate- og kapitalpension bortfalde, da reglerne for formuefællesskab i forbindelse med skilsmisse ændrede sig pr. denne dato. Fra årsskiftet ville det nemlig kræve en underskrevet ægtepagt for, at pensionen blev delt ligeligt og ikke alene tilfaldt min mand. Kort sagt – det gjaldt om at få smidt manden ud og sikret mig grunkerne før årets udgang – også selvom vi i årevis havde været enige om, at det var sådan, indbetalingen skulle foregå.

Heldigvis slap jeg for at blive skilt – min mand underskrev (naturligvis) ægtepagten, så snart den totale forvirring havde lagt sig.

Hvorfor har både kvinder og medier ikke skrevet, skreget og skumlet på TV og i aviser, på debatsider og i blogs? Jeg husker at have set diverse artikler og indlæg om ægtepagter – men det har åbenlyst ikke været nok til, at det har fået kvinder til at handle derefter.

Ifølge TV2 nyhederne den 19. juni 2008, er det kun hver 10. kvinde, som har lavet en ægtepagt, selvom 7 ud af 10 ved, den er vigtig. Og ifølge dinepenge.dk styrtdykker antallet af indgåede ægtepagter. I 2010 blev der tinglyst 9.700 ægtepagter – det er en halvering i forhold til 2006.

I min egen lille rundspørge, foretaget blandt veninder og bekendte, holder indikationerne stik: Alle undtagen en kender til ægtepagten – men kun 1 ud af 10 har fået sig en (heldigvis er 4 af dem i en situation, hvor de sidder på størstedelen af pensionen, så her er det manden, der skal op på dupperne!).

Det ændrer dog ikke ved, at 4 ud af 10 kvinder har behovet, men ikke har gjort noget ved det. Og her taler vi vel at mærke om en gruppe veluddannede, bevidste kvinder. Hvad med dem, som har færre ressourcer? Dem, som er mindre opdaterede? Et eller andet i kommunikationen er gået tabt. Er det fordi, budskabet ikke er nået ud til de kvinder, det går ud over? Fordi mændene har nægtet at skrive under? Fordi budskabet ikke har været i de rette medier (’dameblade’ for eksempel)? Eller fordi kvinderne selv er bange for, at kravet vil blive tolket som en mistillidserklæring?

Vi danskere er så gode til at blive forurettede: Vi reagerer over for mange kattehår på opgangens trappe, kan flippe ud over uopsamlede hundepøller i vejsiden og naboens uregerlige mælkebøtter. Hvorfor har vi ikke oplevet revolte over de to lovændringer, jeg beskriver her?

Ordet »kønsdiskriminerende« ligger lige på tungespidsen, selvom jeg føler mig som en topløs 70er rest med lilla ble og banner i hånden. For hvem er det, der oftest tager/har taget sin ægtefælles efternavn – og som et kompromis, som en rest af sin gamle identitet – beholder sit eget fødenavn, trygt placeret mellem sit fornavn og sit (nye) efternavn? Kvinden!

Og hvem er det, der statistisk set har langt de dårligste pensionsopsparinger, og som har færre økonomiske midler end sin ægtefælle – både pga. lavere løn, (måske) lavere uddannelse og (ofte) flere huller i karrieren på grund af barsel, orlov, deltidsansættelser etc.? Kvinden!

Med andre ord: begge love er med til at udhule og forringe en stor gruppe kvinders identitet (navn) og rettigheder (økonomisk frihed).

Jeg er ikke et intellektuelt unikum med en hjerne så hurtig som en fræser og en tunge så skarp som en ragekniv – men jeg er veluddannet, følger med i nyhederne, er generelt opmærksom på, hvad der foregår omkring mig – og er specifikt opmærksom på alt, hvad der har at gøre med lighed og ligeværdighed kønnene imellem. Alligevel har jeg totalt misset konsekvensen af navneloven – og lettede først rumpen i allersidste sekund mht. ægtepagten.

Det, der gør mig så harm, er, at jeg kan se en stor gruppe kvinder i det danske samfund, som er svagere stillet end jeg – både økonomisk, uddannelsesmæssigt og indtægtsmæssigt – og som ikke aner, hvad der rammer dem den dag, de skal skilles, enten af eget ønske eller fordi de får det påtvunget.

Uanset, om de selv vælger at gå eller bliver gået, vil de have tabt det, de troede var halvvejs deres. Og når de i et forsøg på at komme både fysisk og identitetsmæssigt langt væk fra den mand, som før var deres loyale husbond, og som nu pludselig nægter at afgive halvdelen af ’sin’ pension (for det vil ske – og jeg vil vædde med, det allerede sker jævnligt!) – så finder de ud af, at de ikke engang længere hedder deres fødenavn, og at de skal bruge 470,- kroner, som de ikke har, på at få det tilbage! Hvis dét ikke kan kaldes en nedtur! Det korte af det lange er: de to love skaber en skævvridning af samfundet. Den er umiddelbart ikke til at se, den er gemt i en bunke komplekse paragraffer i et par nye, fine lovpakker – men den er der, skævvridningen.

Det er nok ikke i den ånd, de nye love er lavet, og jeg er sikker på, at politikerne kan argumentere for både fordele og baggrund – men det ændrer ikke på faktum: At et skræmmende stort antal kvinder ikke kender nok til de to love – og at specielt den ene lov kan få store konsekvenser for deres fremtid. For har de ikke fået sig en ægtepagt før skæringsdatoen (og det er der mange, som ikke har), skal de nu til at tigge eller true sig til den. Og nu er der ingen deadline, som kan hjælpe dem til at få en underskrift – så manden kan ganske enkelt nægte.

Dermed låses kvinderne. De låses i deres ægteskab. I deres frie valg. Og dermed i deres rolle – både i samfundet og familien.

Forleden talte jeg med en mandlig bekendt, som er en tung ’dreng’ i erhvervslivet. Han sagde: »Vi lever stadig i en mandschauvinistisk verden. Vi bør opdrage vores piger helt anderledes, hvis det skal ændre sig!«

Jeg nikkede og tilføjede, at jeg havde mine anelser. Meget mere, end han kunne forestille sig.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.

Kommentarer

Sortering:

ægteskabets retsvirkning

Bo Nordahl Pedersen, 29.06.11 - 19:59

Hvis ægteskabet er indgået på ganske normal dansk vis, dvs fælleseje, skal værdien af ALT, ALT, hvad ægtefællerne havde før ægteskabet og opnår under ægteskabet, deles med 50 % af værdien til hver part i tilfælde af skilsmisse.

ALT!
UANSET hvor værdierne kommer fra og hvor de er placeret!
Dixi!

Er du nu også helt sikker på, at du har forstået reglerne?

De nye regler for pensioners deling ligestiller alle typer pensioner og ligestiller mænd og kvinder.

Hver part beholder som udgangspunkt sine pensioner hvis begge parter har en "normal pensionsopsparing".

Der skal deles hvis en af parterne har ofret sig for fællesskabet (f.eks. været hjemmegående, taget meget barsel m.m.) OG ægteskabet har været af en vis varighed (min. 5 år fulde rettigheder efter 15 års ægteskab).

Reglerne er retfærdige (for begge køn) og specielt lavet til, at tilgodese kvinder som ofrer karrieren for familien.

Kronikøren har simpelthen ikke sat sig ordentligt ind i reglerne!

Man kan se hvor meget bedre reglerne er blevet nu med følgende eksempel:

Hvis Kronikøren var gift med en offentligt ansat akademiker og havde passet deres tre børn som halvtids ansat kommunikationsmedarbejder med en ratepension i et 17 år langt ægteskab (hvor hun fornyligt er gået på fuld tid i gen) og manden havde skippet hende for en 28 årig fuldmægtig ville der efter de gamle regler være sket følgende:

Manden beholder sin livrente UDEN at dele, hun skal dele halvdelen af sin ratepension (fordi den ikke er en livrente til offentligt ansatte), halvdelen af boet deles også. Der er ikke enkepensionsret for der er ikke hustru bidrag (hun gik på fuld tid efter børnene blev store).
Resultat: Manden scorer en urimelig fordel pga. PENSIONSPRODUKTET, hun står med en lang næse på trods af sin samfundsnyttige opofrelse for sin familie.

Efter de NYE regler: Hendes pension er ikke sædvanlig og hendes advokat kan godtgøre, at hun gik ned i tid for at passe børnene, de har været gift i 17 år: Hans livrente skal nu pludselig deles, enten skal den hugges over eller også skal hun kompenseres i fællesboet.

Havde hun arbejdet fuld tid og haft fuld pension ville der ikke skulle deles.

Resultat: Ens pension er ens egen og går til forsørgelse i alderdommen. Der skeles til om man har sat familien over sig selv, men ellers reflekterer reglen det faktum, at kvinder (og mænd) er et ligeværdigt køn med ret og pligt til at tage del i arbejdslivet og ansvar for sin egen forsørgelse i alderdommen.

Ægtepagter er kun nødvendige hvis man ønsker at skattespekulere sammen: Eks. hvis manden betaler topskat og kvinden ikke gør det. Kvinden betaler manden penge til hans pensionsopsparing fordi fradragsværdien så er 53 % fremfor hendes egne ca. 39 %. Ægtepagten sikrer så aftalen også i tilfælde af skilsmisse.

Man er altså gået fra at dele på baggrund af et tilfældigt pensionsprodukt til at se på rimelighed ifht. skilsmisseparets samlivssitiuation. En mere fair metode - det er nok derfor der ikke er nogen som har hylet op

(Ovenstående er uden ansvar)

værdien

Værdien af dem skal deles med halvdelen af værdien til hver.

Før kunnne selve pensionen blive delt, så den anden ægtefælle blev titular på selve pensionen.

Nu udloddes værdien af pensionssaldoen til den anden ægtefælle med andre boaktiver, som f.eks. bolig, sommerhus, kontanter.

Arh kvinde

Og naturligvis opgøres alt i penge ik? For hvem er det der som udgangspunkt der får "retten" eller mere ret til børnene i tilfælde af skilsmisse? Det er i hvert fald ikke manden, men det er tilsyneladende også ligegyldigt, for penge er essensen! Kunne man forestille sig at kvinden i tilfælde af graviditet aftalte med sin mand at han på den ene eller anden måde bidrog til hendes pension i de svangre måneder? Man er to i et forhold. Desuden mindes jeg ikke at kvinder skal tage hovedparten af en barsel? Kunne man dele barslen ligeligt op (og fraregne den tid kvinden går fra), og så på den måde skabe ligevægt? Eller vælger mange kvinder faktisk deres (mer)barsel som tilvalg og ikke som fravalg og er det så i virkeligheden et problem? Desuden har man "ret" til et års barsel, men skal man nødvændigvis tage mere en ens halve år med fuld løn, og kan det deles med sin mand hvis man føler der er et problem? Ja. Kom nu ind i kampen. Og selvfølgelig er det ikke mandens skyld at man tager hans navn, og hvorfor overhovedet lave en ægtepagt? Er det ikke sådan lidt dommedagsagtigt på forhånd - "Er vi sammen resten af livet så deler vi, hvis ikke og det ovenikøbet er dig der vil skilles.....hmm så skal man da ikke have en skid"

Hvem har dog giftet sig med hende?

Det er sjældent man læser en blog eller et indlæg der udstiller afsenderen så åbenlyst. Tænk sig, at kvindekønnet er blevet så svagt og slapt funderet, at de nu også må have lovgivningen til at sikre sig mod deres egen dovenskab og manglende kompetencer. Hvilken såkaldt mand, er gift med denne skabning af en forfatter? Tænk, at man vil finde sig i dette hysteri. Birgittes argumentation er direkte kvalmende – og undskyld mig banaliteten i ordvalget – men jeg fik vitterligt den så velkendte ubehag i maven, som når man bliver nervøs, bekymret eller blot skammer sig på andres vegne. Birgitte fremstiller kvindekønnet, som det absolut svageste af guds skabninger. Det kærlighedsforladte og inkompetente væsen, for hvem en regning på 500 kr. var det største problem ved en skilsmisse - lige udover selvfølgelig, at sikre sig de penge manden havde tjent, imens man selv pudrede næse, drak sin te med økologiske blade og funderede, så klogt, over ens fascinerende og unikke liv (det kan tage mange timer) Kvalmende? Nej, ikke hvis du er kvinde og læser med. For så er du automatisk varm og hjertelig. Du er fantastisk. Du er gaven til enhver virksomhed, og hvis ikke halvdelen af bestyrelsen besættes med dine vidunderlige og skønne kompetencer, så er virksomheden ikke bare dømt til røde tal, den er også direkte mandschauvinistisk.

Det er på tide vi indser hvilken ødelæggende, slap og forræderisk politik, den røde feministisk socialistiske tankegang fører med sig. Vi kan ikke basere vores samfund på, at nogle slatne og dovne skabninger skal bæres frem i livet, fordi der er blevet drukket lidt for mange økologiske jordbær smoothies med veninderne, mens andre - kvinder som mænd - har slidt og slæbt for, at skabe noget velfungerende og givende for alle i samfundet.

Drop dog dette hysteri hvor du udstiller dig selv som en dårlig taber og kom i stedet ind i konkurrencen på lige fod med alle andre.

Mere magt til folketing og individ - mindre til pensionskasserne

Jeg kunne godt tænke mig, at der lovgivningsmæssigt blev strammet op, så det blev lettere for et par at stille hinanden lige pensionsmæssigt. Jeg forestiller mig ens regler følgende fx tjenestemandslovgivningen for arbejdsmarkedspensionerne samt at man kunne dele sin arbejdsmarkedspension og andre pensionsopsparinger med ægtefællen så længe man ville. Lighed i opsparingen tror jeg er et godt princip imellem ægtefæller. Men vi skal passe på med tvang, da folk jo grundlæggende selv skal kunne råde over deres økonomi.

Mere selvbestemmelse til individet og til familien og bedre mulighed for dette forudsætter mindre magt til fagforeninger, overenskomster, pensionsselskaber og andre, som fastsætter reglerne. Jeg ser hellere, at det er folketinget og at de besluttende mellemled fjernes.

Kvinder er ikke længere værd at gifte sig med

Ikke for at fornærme nogen, men mænd og kvinder bevæger sig hastigt væk fra hinanden disse år. Tilbage står to køn som har mistet respekten, fascinationen og tiltrækningen af hinanden. Ligestilling handler efterhånden kun om at privilegere kvinder i hoved og r.. med diverse lovgivning, rettigheder og hensyn alene fordi hun er kvinde. Mændene forventes derimod at betale prisen og lade sig kue bare for at vise kvinder evigt hensyn. Imens grovæder hun af alle samfundets goder stillet til rådighed og skaber sig tilmed over at der ikke bliver stillet nok til rådighed for hendes grovæderi.

Desværre tiltrækkes jeg IKKE af sådanne kvinder. I stedet står jeg her og kigger ned på et lille ynkeligt køn som har fået total primadonnanykker over at være SÅ privilegerede som kvinder i Danmark.

Og det er bestemt ikke et kønt syn.

"Kigger ned..."....

...fra din piedestal?

Nej Jette

Kvinder har ikke de samme muligheder. Slet ikke mht pension. Kvinder mister pension når de er på barsel, det gør mænd ikke selv om det også er dem der får børn. Det er ikke tuderi, det er bare unfair at kvinder automatisk bliver dårligere stillet økonomisk fordi det er dem der føder børnene, selvom mænd også får børn.

Klart

Og naturligvis opgøres alt i penge ik? For hvem er det der som udgangspunkt der får "retten" eller mere ret til børnene i tilfælde af skilsmisse? Det er i hvert fald ikke manden, men det er tilsyneladende også ligegyldigt, for penge er essensen! Kunne man forestille sig at kvinden i tilfælde af graviditet aftalte med sin mand at han på den ene eller anden måde bidrog til hendes pension i de svangre måneder? Man er to i et forhold. Desuden mindes jeg ikke at kvinder skal tage hovedparten af en barsel? Kunne man dele barslen ligeligt op (og fraregne den tid kvinden går fra), og så på den måde skabe ligevægt? Eller vælger mange kvinder faktisk deres (mer)barsel som tilvalg og ikke som fravalg og er det så i virkeligheden et problem? Desuden har man "ret" til et års barsel, men skal man nødvændigvis tage mere en ens halve år med fuld løn, og kan det deles med sin mand hvis man føler der er et problem? Ja. Kom nu ind i kampen. Og selvfølgelig er det ikke mandens skyld at man tager hans navn, og hvorfor overhovedet lave en ægtepagt? Er det ikke sådan lidt dommedagsagtigt på forhånd - "Er vi sammen resten af livet så deler vi, hvis ikke og det ovenikøbet er dig der vil skilles.....hmm så skal man da ikke have en skid"