Kronik

I minkpels på vej mod afgrunden

Erik Winther Paisley: De Konservatives krise er ikke en kommunikationskrise, for partiet kommunikerer klart, hvad man står for: en stærk vilje til at forhandle vilkårene for egen kapitulation og en sygelig forfængelighed.

Det Konservative Folkeparti er i total krise. Det kan der ikke herske tvivl om. Vi står over for overflødiggørelse, undergang og glemsel. Jeg skriver »vi«, for selvom jeg ikke er en del af partiet – endsige folketingsgruppen – så er vi mange, inden og uden for de politiske organisationer, der ser sig som dele af en politisk bevægelse, der burde have en parlamentarisk gren.

Partiets krise er ingen kommunikationskrise. Tværtimod kommunikerer partiet klart, hvad det står for. Når partiet alligevel fremstår vaklende, uklare i sine prioriteringer og ude af stand til at fremlægge et politisk budskab uden straks at lægge fingre imellem, så er det en præcis afspejling af partiets tohovede problem: At man på den ene side har en defaitistisk tilgang til politik, der har forliget sig med stadig at forhandle vilkårene for sin egen kapitulation og på den anden lider af en sygelig forfængelighed, der lammer partiets evne til at løse det første problem.

Det første problem er partiets politiske kurs. Det er den samme kurs, der i Sverige omgjorde Højre til Moderaterna; det er den, der får højt besungne konservative til at erklære både markedsøkonomi og planøkonomi for døde; det er den, der – som det så typisk formuleres i partiets skrifter – »på den ene side« vil fastholde en fast og fair udlændingepolitik, men »på den anden« ikke kan holde ryggen rank, når en sådan politik faktisk skal føres.

Det er præcis den politik, der fik konservative til at sværme for »økonomisk demokrati« i 1970erne, til at opfatte sig som en tredje vej mellem socialdemokratisme (i sig selv en »tredje vej« mellem planøkonomi og kapitalisme) og liberalisme, og som i mange lande har ført til total sammensmeltning mellem borgerlige og socialdemokrater.

Det er en tilgang til politik, som måske var nødvendig for partiet, da de var ledende parti i en firkløverregering. Da man var en uomgængelig del af det politiske landskab, da man var i regering, eller i det mindste da man havde mandater til at kunne indgå et forlig på egen hånd. Det er en forventningsafdæmpende politik, man antog for at kunne være »borgerlige stemmer, der arbejder«. For Folketingets mindste og parlamentarisk mindst betydningsfulde parti er det en lammende nervegift. Dens primære bivirkninger er rød-grøn farveblindhed, fikserede smil og nærsynethed.

Moderationen er et sløvende stof, der kunne have været nødvendigt for at holde ro på et rastløst parti i en koalitionsregering, men som har efterladt os afhængige, langsomt hensygnende i et kommunalt fixerum i Nordsjælland. Som morfinister, hvis legitime behov for smertestillelse fører dem ud i afhængighed lang tid efter, at den oprindelige sygdom er kureret, er De Konservative i dag dybt afhængige af et middel, som er en kur mod et for længst uaktuelt problem. Det Konservative Folkeparti har entydigt ikke længere behov for at føre et statsministerpartis mådeholdne kurs. Danmark har entydigt ikke brug for endnu et midterparti.

At partiet fortsætter ad den sti har ikke med strategi at gøre. Det bygger på det andet problem, som er partiets udsøgte forfængelighed. Det er en særlig, ansvarstynget forfængelighed, men en forfængelighed ikke desto mindre. Disse fine fornemmelser, der absolut ikke blev bedre af ti år i regeringen, bygger på deres selvopfattede evne til at svæve over mindreværdige partiers politiske spin og spil og anlægge et (moderat) helhedssyn, der kan forene modsatsrettede hensyn i perfekt harmoni.Det er årsagen til, at man kan forlige så tvetydige politiske budskaber uden ubehagelig kognitiv dissonans, f.eks. når man mener, at »staten kun har ret til at blande sig, hvis folks adfærd skader andre«, når det gælder burkaer og fedtafgifter, men fordømmer frihedstanken som sværmerisk og uansvarlig, når talen går på hash.

Det er sådan, man ender som erhvervs- og skattelettelsespartiet, der fordømmer Liberal Alliance for at være socialt uansvarlige, selvom deres politik er nærmest ens. Det er sådan, at det historisk set mest nationalt stolte parti ender med at rynke på næsen ad Dansk Folkeparti og reagerer på dem og deres folkelige, konservative EU- og indvandringsskepsis, som burde være konservativt hjerteblod, med samme misbilligelse som en overklassefrue i en luksuøs minkkåbe, der ser en luder spankulere med en kaninpels i samme farver. Først med genkendelse, så gys og til sidst en tur på loppemarkedet. At man stadig opfatter sig som skabt til at afbalancere forskellige hensyn og til at forlige stridende parter, så vi eksempelvis i sommerens skatteforhandlinger, hvor Lars Barfoed til ingen verdens nytte gjorde sig enorme anstrengelser for at bringe Venstre og regeringen sammen. Og vi så det i forhandlingerne om familievirksomheder, hvor Det Konservative Folkeparti karakteristisk forhandlede sig frem til nogle meget sikkert gunstige kapitulationsvilkår på erhvervslivets vegne. Det er kun takket været denne fornemt destillerede forfængelighed, at man stadig ser sig som et særligt udvalgt parti, der har en selvskreven rolle i (midten af) dansk politik. Som det eneste parti, der er voksent nok til at håndtere nationalfølelse eller økonomisk liberalisering og gøre det stuerent. Når nu vælgerne tilsyneladende ikke er enige i denne opfattelse og i vid udstrækning kan få præcis samme borgerlige midterkurs hos et faktisk statsministerparti, så skulle man tro, at det var på tide at lægge kursen om, men nok så mange meningsmålinger har ikke været i stand til at vække os af døsen.

Intet parti er uundværligt. De britiske konservative var i efterkrigstiden med katastrofale ledere som MacMillan og Edward Heath sunket hen i præcis samme resignation, før raske nye kræfter – Margaret Thatcher – ruskede liv i partiet. Hun var hård, kradsbørstig og markant. Noget lignende skete også i USA, hvor Republikanerne indtil deres »republikanske revolution« i 1994 lod til at have forliget sig med rollen som permanent mindretal, og med den amerikanske velfærdsstats stadige udvidelse.

Fælles for dem var, at de på alle afgørende politiske emner havde kapituleret og accepteret at føre en »moderat« politik, der i praksis var dikteret som tredjevejen mellem, hvad venstrefløjen ville have og hvad højrefløjen turde nægte.

Nej, både partiets politiske kurs og selvforståelse må revideres radikalt. I vores døs bløder vi medlemmer, mandater og mening, men kan intet mærke. Vi har brug for, at det gør ondt. Det tjener et formål. Det motiverer til handling. Det får pulsen op og adrenalinen til at flyde.

Unge konservative har den rastløshed og kampgejst. Spørgsmålet er, om Det Konservative Folkeparti er klar til at slå øjnene op, før det er for sent.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.