Kronik

Hyklerisk Roskilde-dækning

Susanne Sayers: Sjældent har TV, radio og aviser været så fyldt med forargelse over festivalgæsternes tilsyneladende uhæmmede forbrug af sprut og stoffer. Men mediernes dækning er på nogle måder både ensidig, skadelig og hyklerisk.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Regnskabet efter årets Roskilde Festival kan så småt gøres op: 468 sager om overtrædelse af narkoloven. En stigning i forhold til året før, men ifølge politiet skyldes den primært, at politiet efter det tragiske dødsfald på festivalens første dag har øget indsatsen. Trods den øgede indsats og de flere sager er der sket et lille fald i beslaglæggelsen af hårde stoffer.

Hov, var der ikke noget med, at Roskilde Festival flød med stoffer? Nej, det var der faktisk ikke. Men skal man tro mediernes dækning, bestiller festivalgæster ikke andet end at sprøjte sig selv med hash og ligge med intravenøst øldrop for at få promillen op i en fart.

Roskilde Festival har altid tiltrukket mediernes opmærksomhed. Det skyldes naturligvis musikken, men det skyldes også, at her er en sjælden lejlighed til at dække den ungdomskultur, som flere medier stort set ignorerer resten af året.

Men de senere år er der sket et skift i dækningen: Medierne konkurrerer om at finde de mest ekstreme festivalgæster: dem, der ryger mest hash, drikker mest alkohol, er yngst, mest nøgne, indrømmer at tage ecstacy og så videre. Det hænger formentlig dels sammen med, at festivalen er blevet udvidet til otte dage, og de første fire dage spiller livet i lejrene hovedrollen, mens der ikke er så meget musik at skrive om. Dels er konkurrencen medierne imellem skærpet, og det giver mange læsere at have historier som »Her tyller Rune 5 liter øl på 15 sekunder«.

Det kan virke harmløst. Det er det ikke nødvendigvis, men mere om det om lidt. Først noget om hykleriet. For medierne dyrker som nævnt de mest ekstreme festivalgæster og ignorerer stort set de mange, mange aktiviteter og gæster, som har et helt andet omdrejningspunkt end rusmidler. Samtidig kaster samme medier sig så ud i fordømmelse af både hash og alkohol og stoffer på en baggrund, der er noget spinkel og langt hen ad vejen altså medieskabt, hvad politiets tal også siger noget om.

Når man så vender blikket mod de selvsamme mediers massive tilstedeværelse i det lukkede område Mediebyen, bliver hykleriet for alvor tydeligt. Lad os tage fredag og lørdag under denne festival for at illustrere, hvordan det foregår:

Her samles selvfølgelig journalisterne, der arbejder på festivalen, men de er i mindretal i Mediebyen, og de fleste har travlt med at passe deres job. Størsteparten af gæsterne på de to største festivaldage udgøres af kendte, pseudokendte, magtmennesker og dem, der drømmer om at kunne mixe og mingle sig til at blive det. De er inviteret af medier, pladeselskaber og andre af festivalens privilegerede samarbejdspartnere.

Festerne i Mediebyen er kommercielle arrangementer, og en stor del af Danmarks mest betydningsfulde medieledere er til stede sammen med de mere eller mindre prominente gæster. Her er alkohol ad libitum, og der går ikke mange timer, før det har sat sit præg på stemningen, som er særdeles løssluppen. Nogle falder omkuld, før klokken er midnat. Og mens jeg aldrig har set kokain på selve festivalområdet eller i lejrene, har jeg oplevet det stort set hvert år i Mediebyen. Ikke massivt, men det er der.

Jeg spurgte en af de tilstedeværende om de mange dybt berusede mennesker. »Ahr, det er jo kun den ene gang om året,« sagde han afværgende.

Nemlig. Mit ærinde er ikke at puste en forargelse op over arrangementerne i Mediebyen, som jeg selv deltager i med største fornøjelse, men en undren over, at de selvsamme medieledere, som fyldes af forargelse over rusmidler blandt festivalgængerne, ikke synes, at det er noget problem, når der går sprut og stoffer i egne rækker. Hvorfor er det okay at drikke sig totalt i hegnet i Mediebyen, endda i flere tilfælde direkte på mediernes regning, mens det er skadeligt, forargeligt, kræver indgreb og meget andet, når de egentlige festivalgæster gør det samme?

Den anden side af sagen er så, hvad jeg indledte med: At festivalgæsterne i virkeligheden er optaget af mange ting, og at sprut og stoffer spiller en langt mindre rolle, end man skulle tro, når man kun kender festivalen fra mediernes dækning.

Jeg har selv et ansvar for at have været med til at skrue den type fokusering sammen. For nogle år siden havde jeg ansvaret for at lave festivalens egen avis. Jeg fyldte også glad og gerne spalterne med historier og billeder af meget fulde (og ganske tit meget nøgne) festivalgæster, for det var populært og underholdende stof. En aften på vagten blev jeg ringet op af en ung festivalgæst. Hun var oprigtig ked af, at det ekstreme fyldte så meget i dækningen. »Det er altså svært at føle sig normal, hvis man stort set ikke drikker, men det gør vores camp ikke,« sagde hun.

Jeg tænkte over det, og hun havde en pointe. Mediernes ensidige fokusering på rusmidler kan være med til at øge forbruget, fordi festivalgæsterne spejler sig i dækningen og får en opfattelse af, at et ekstremt forbrug er normal festivalkultur.

Den slags er der lavet forsøg med, blandt andet det såkaldte Ringstedforsøg fra 2005. Forsøget viser blandt andet, at de unge drikker, fordi de tror, at alle andre gør det. Blandt andet troede de unge i forsøget, at hver anden drak sig fuld mindst en gang om måneden, men i virkeligheden var det kun hver fjerde.

Særligt unge vil ofte prøve at navigere efter, hvad de tror, at andre opfatter som normalt. Og det er min påstand, at forkærligheden for at dække det ekstreme på Roskilde Festival er med til at skabe et forventningspres om, at når man er på festival, så fyrer man den også af med hash og alkohol. Vi har et ansvar.

Skal vi i medierne så slet ikke dække den del af festivalkulturen? Jo da. Men vi skal ikke forherlige den ved altid at lade de mest ekstreme komme på forsiden eller i TV. Og vi skal heller ikke være helligt forargede på en faktuelt ret tynd baggrund. Under 500 sager om beslaglæggelse af stoffer blandt 100.000 festglade mennesker i henved otte dage burde fortælle noget om, at der ikke står pushere ved hver teltbardun. Og det er ved Gud ikke en nyhed, at der ryges hash på festivalen. Det blev der også røget ved min første festival tilbage i 1978 og ved hver af de mindst 20, jeg siden har deltaget i. Ikke at det skal være en undskyldning, hvis man gerne vil hashmisbruget herhjemme til livs, men det bliver et selvmål at ophøje almenviden til breaking news.

Selvfølgelig skal der stadig være plads til øl, nøgenhed, fest og lir i dækningen. Der skal også være kritiske historier, når de er relevante, og nogle gange vil de uvægerligt handle om stoffer og alkohol. Men vi skal gøre os umage med at dække festivalen bredere. Der er masser af gode historier fra festival­dagene, som handler om andre måder at feste og gå til festival på. Måder som stadig ofte inkluderer alkohol, men i ganske moderate mængder, og hvor beruselsen mere skyldes glæden ved at være sammen, stemningen, de mange aktiviteter og ikke mindst musikken.

Og så kunne vi måske i ventetiden op til næste Roskilde Festival overveje, hvordan vi dækker ungdomskulturen bedre herhjemme resten af året?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.