8. juni 2010, 22:30

Når man i øjeblikket følger den offentlige debat, kan man få den opfattelse, at stort set alle politikere, ledere og medarbejdere i kommunerne er dumme, dovne og uduelige, siden de ikke for længe siden har fulgt de mange gode råd fra DI, CEPOS med flere. Rådene fylder medierne og støttes med synspunkter om massivt øget udlicitering, nulvækst eller sågar minusvækst, kraftig reduktion i de administrative rækker osv.

Som offentligt ansat leder i en forvaltning undres og irriteres jeg over den unuancerede mediedækning af, hvordan regningen efter finanskrisen skal betales. Tilsyneladende er det den offentlige sektor, der alene er årsag til samfundets økonomiske vanskeligheder og derfor også den, der skal betale regningen. Det siges så tit, at selv jeg må tage mig i at tro på det. Men spørgsmålet er, om forskellen på den udfordring, som den offentlige sektor nu står med, og den udfordring, som den private finansielle sektor stod med for godt et års tid siden, er så stor.

For godt et års tid siden, da krisen virkelig meldte sin ankomst, rejste der sig lynhurtigt massive krav fra det private erhvervsliv om, at staten måtte træde til med bankpakker. DI, CEPOS med flere krævede, at der skulle gennemføres skattelettelser for de mest veluddannede, så det kunne betale sig at arbejde mere. Der blev lavet erhvervsstøtteordninger med låne­adgang, så pressede erhverv kunne få udsat momsafregning. Der var krav om diverse lånepuljer, så små og mellemstore private erhvervsdrivende kunne holde gang i driften, og der er lavet tilskudsordninger, så det er blevet billigere at tage elever osv. osv.

Hvor mange milliarder kroner staten har skudt i alle disse støtteordninger, har vi endnu til gode at få at se, men da regeringens konvergensprogram viser en mangel på ca. 30 mia. kr., er vi formodentlig et godt stykke på den »forkerte side« af det tal.

Jeg er ikke i tvivl om, at en række af disse støtteordninger var helt nødvendige for at få spændt et finansielt sikkerhedsnet ud under en virkelig hårdt presset privat sektor. Sådan skal det også være, det er hele pointen med den nordiske velfærdssamfundsmodel, der har vist sig overordentlig leve- og konkurrencedygtig i forhold til andre lande i verden, som vi sammenligner os med.

Derfor er min forventning, at de mange indsigtsfulde og vidende mennesker, der for godt et års tid siden medvirkede til massivt at efterspørge statslige støtteordninger til det private erhvervsliv, også er i stand til at forholde sig objektivt sagligt, nu hvor krisen er i aftagende, og der udestår en regning, som det samlede danske samfund skal betale.

Der er de seneste 20 år forsket en del i forskellige velfærdssamfundsmodeller, og der er generel anerkendelse af, at den nordiske model holder i en sådan grad, at den mange steder opfattes som en model, man bør tage ved lære af. De væsentligste hovedtræk er:

• Relativt lille forskel på rig og fattig målt i økonomisk formåen
• Relativt stor offentlig sektor finansieret af et relativt højt skattetryk
• Relativt generøse offentlige forsørgelses­satser
• »Gratis« uddannelsessystem til alle finansieret via skatterne
• Homogen befolkningssammensætning
• Ingen korruption
• Et stabilt politisk system båret af konsensus på de store samfundsmæssige beslutninger.

I den offentlige debat udfordres vindermodellen ikke. I stedet italesættes kun dele af helheden, og det er uheldigt, for dermed kommer det til at se ud, som om modellen nok alligevel ikke er så god, som vi har gået og troet. Derigennem kan DI, CEPOS med flere skabe en opfattelse af, at man ikke kan have tillid til den måde, det offentlige forvalter sin opgaveløsning på, uden reelt at forholde sig til den komplicerede substans i den offentlige opgaveløsning.

Lad mig derfor sætte de ovenstående fællestræk ved vindermodellen ind i den samarbejdskontekst, der burde være på dagsordenen, i stedet for de herskende unuancerede synspunkter.

Fordelingsmodellen, der skaber relativt lille økonomisk forskel på rig og fattig, betyder, at der generelt er social ro. Det medvirker til, at arbejdsgivere og lønmodtagere forholdsvis uproblematisk kan forhandle spillereglerne på arbejdsmarkedet uden statslig indblanding.

Den relativt store offentlige sektor holder folk sunde og raske, så vi kan være konkurrencedygtige, selvom vi ikke har andre råstoffer end viden. Den offentlige sektor gør det muligt at opretholde en relativt veluddannet befolkning, hvor det i princippet ikke er ens familiære baggrund, der afgør, om man kan få en god uddannelse og et godt job. Det offentlige sikrer dagpasning, der målt internationalt holder et meget højt kvalitetsniveau, og det offentlige sikrer en ældrepleje, der gør, at familierne kan koncentrere sig om at være familier og passe deres arbejde. Hertil kommer, at det offentlige giver arbejdsledige mulighed for opkvalificering for bl.a. at kunne skifte branche.

På den måde bliver den private sektor understøttet af den offentlige sektor. Derfor er det for mig ubegribeligt, at DI, CEPOS med flere fokuserer så ensidigt på at skære den offentlige sektor ned både økonomisk og verbalt, nu hvor der er en regning at betale. Ønsker man reelt succesmodellen afskaffet? Og hvis man gør det, hvorfor så ikke sige det ligeud? Hvad er det ved den offentlige sektor, der er så generende, at den skal bære byrden alene? Og hvordan kan det være, at udlicitering er blevet en nærmest religiøs løsning på stort set et hvilket som helst problem i den offentlige sektor?

Mit ærinde er ikke, at den offentlige sektor ikke skal være med til at betale regningen. Det skal den naturligvis. Bedst vil det naturligvis være, hvis det kan ske ved smartere løsninger, der ikke forringer kerneydelserne. Det er efter min og mange andres opfattelse urealistisk. Hvis den offentlige sektor fortsat skal kunne understøtte den private sektors behov, så må mindstekravet være, at vi mødes i en konstruktiv dialog om den fælles udfordring, for kun på den måde er det muligt nøje at afveje, hvordan regningen kan betales uden at forvolde for stor skade på den danske velfærdsmodel. Når det kommer til stykket, har den offentlige og den private sektor langt flere fælles interesser end modsatrettede interesser. De betinger faktisk hinanden.

Der er anerkendt forskningsmæssigt belæg for at konkludere, at det er en forudsætning i vores vel-færdssamfund, at der er en stærk offentlig sektor, så erhvervslivet kan få veluddannet arbejdskraft; at vi har stor fleksibilitet på arbejdsmarkedet, der gør det muligt for virksomhederne at tilpasse arbejdsstyrken, og ikke ender som eksempelvis Frankrig, hvor alene debatten om forandringer giver voldsomme sammenstød. Jeg kan heller ikke tro, at det er, hvad DI og CEPOS ønsker sig, men noget af retorikken sender den slags signaler, og hvis det er samfundsmodeller af den slags, så bør man sige det, i stedet for at lade den offentlige sektor under ét stå for skud.

Udfordringen til DI, CEPOS med flere er altså ikke en duel på, hvem der er bedst til at sætte hinanden retorisk i et dårligt lys. Udfordringen er i stedet givet til en nuanceret debat, hvor vi i fællesskab finder løsninger på, hvordan den offentlige og den private sektor sammen kan betale regningen uden at sætte velfærdssamfundet i stå. Vi har en gensidig forpligtelse, og kommunerne og deres ledere og medarbejdere er klar - er I?