Kronik

Hvem er bedst? Universiteternes top-ti

Sven Hakon Rossel: Hvor mange Nobelpriser har danske universiteter sammenlagt kunnet prale med inden for de sidste 25 år? Og hvorfor får danske universiteter så dårlige placeringer på internationale lister?

Tening: Claus Bigum
Tening: Claus Bigum

Topuniversiteter verden over venter med spænding, men også med mistro på de årlige kvalitetsbedømmelser, de såkaldte »university rankings«, der offentliggøres hvert år henimod efteråret. Disse offentliggørelser efterfølges så – ikke mindst i den konkurrenceprægede østasiatiske og anglo-amerikanske universitetsverden – både af en diskussion om årsagerne til, at det pågældende universitet enten er rykket op eller ned på listen over de bedste læreanstalter i verden og af en diskussion om disse bedømmelsers korrekthed – og om de overhovedet kan bruges til noget. Det drejer sig om følgende tre rankings: Times Higher Education-Rankings, Shanghai Rankings og QS World University Rankings. Generelt vogtes der skinsygt på årets placeringer. Mon også de danske universitetsledelser – og politikere – kaster et blik på listerne? Det kunne der nok være god grund til, selvom det altid er engelske og amerikanske universiteter, der indtager de første 25-30 pladser – bl.a. Berkeley, CalTech, MIT, Harvard, Stanford, Oxford og Cambridge. Som bedste universitet på det europæiske kontinent finder man altid det tekniske universitet ETH i Zürich, mens de skandinaviske universiteter, med Karolinska Institutet i Stockholm og Lunds Universitet som undtagelser, generelt først dukker op længere nede på listen.

Times Higher Education-listen placerer således Aarhus Universitet (AU) som nr. 125 og Københavns Universitet (KU) som nr. 135; så er det vel kun en stakket trøst, at norske og finske universiteter har en endnu lavere placering sammen med Syddansk Universitet (SDU) som nr. 251 og Aalborg Universitet (AAU) som nr. 301. Roskilde Universitet (RUC) glimrer helt med sit fravær, men det undrer vel ikke de fleste, der kender til forholdene dér? KU og AU klarer sig dog langt bedre i Shanghai-listen med en placering på henholdsvis 43. og 86. pladsen og i QS-listen som nr. 51. og 89. Derimod er AAU her som nr. 352 på linie med et vist Hankuk University i Sydkorea – eller er det Nordkorea? En undtagelse i denne nationale elendighed er åbenbart Handelshøjskolen i København (Copenhagen Business School), der i endnu en ranking, denne gang blandt 1000 Business Schools verden over, er placeret på en flot tredjeplads. Men det er naturligvis ikke en tilfældighed, at netop Handelshøjskolen er den mest internationalt orienterede og kvalitetskrævende blandt vore læreanstalter. Naturligvis kan man sætte spørgsmålstegn ved værdien af sådanne rankings, for hvad er kriterierne? Budgettet? Lokaleforholdene? Antallet af studerende per underviser? Det forskningsmæssige output? Internationale projekter? Hvor ofte citeres forskningsresultaterne i internationale tidsskrifter? Og hvem udspørges? De studerende, lærerne og/eller dekanerne? Naturligvis anvendes i en vis udstrækning forskellige kriterier for de forskellige lister, men det ændrer ikke ved den lave, til dels usle placering af de danske læreanstalter. Så er »something rotten in the state of Denmark«?

Opmærksomme avislæsere har sikkert fulgt med i debatten og aktiviteterne omkring den internationalt anerkendte tyske professor Linda Maria Koldaus nærmest gruopvækkende beskrivelse af sine tre år som professor i musikvidenskab ved AU. Forsigtigt udtrykt giver hun en smagsprøve på nogle af problemerne: den herværende undervisnings lave akademiske standard, mobning af kolleger, der ikke ville acceptere hendes kritik heraf og ikke mindst tilsidesættelsen af hendes uomtvistelige akademiske kvalifikationer. Men et andet problem er sikkert også forskellige regeringers ’reformer’ og spareknive, der for nylig bl.a. er kommet til udtryk i et grotesk ønske om at reducere antallet af danske udenlandslektorer uden at ville anerkende disse lektorers fortjenstfulde arbejde som kulturambassadører. Her føles det sikkert hos mange politikere som en kapitalistisk provokation, at der ved alle amerikanske universiteter opkræves betragtelige studieafgifter/undervisningsgebyrer, der for topuniversitets – eller tør man bruge fy-ordet »eliteuniversitets« – vedkommende kan beløbe sig til 150.000-200.00 kr. om året. Men at disse store beløb reduceres betragteligt gennem stipendier til de dygtigste studerende, ignoreres gerne. I England er gennemsnitsstudieafgiften ca. 100.000 kr., der kan lånes på gunstige vilkår og først skal betales tilbage over en længere årrække, når vedkommende har en fast stilling og en årlig indtægt på ca. 250.000 kr. Andre europæiske lande er i gang med at opstille lignende finansieringsmodeller. Til forskel for den danske – og måske også den centraleuropæiske – mentalitet anses det nemlig i de anglo-amerikanske lande ikke som en ret, men som et privilegium at kunne studere – de ovenfor anførte beløb dækker nemlig ikke de faktiske udgifter. Og at man skal konkurrere sig ind på de bedste universiteter er en praksis, der er almindeligt accepteret. Denne konkurrenceånd bevirker naturligvis, at de årlige rankings tages overordentlig alvorligt efter devisen: jo bedre universitet, desto bedre studerende.

I Danmark er derimod SU-stipendieordningen en hellig ko, som ingen tør slagte, selvom den indbyder til et studieforløb, der gerne varer alt for længe og derudover koster mange penge, der langt bedre kunne anvendes til en effektivisering af studierne og en højnelse af det videnskabelige niveau. Så kunne Danmark måske endda rykke højere op på ranking-listerne! Lad mig som en positiv illustration vælge studieforløbet ved et internationalt eliteuniversitet. Det drejer sig om Cambridge University, der i en årrække har været placeret blandt de ti bedste universiteter i verden og netop i år i den gennemførte QS-ranking indtager en andenplads efter det amerikanske MIT. Jeg opholdt mig dette efterår i Cambridge i forbindelse med et forskningsprojekt og kunne således følge jublen over denne flotte placering. Så hvorfor klarer Cambridge sig så fint? Én årsag er sikkert universitetets størrelse: kun 18.000 studerende, der hver især tildeles en personlig vejleder. Det administrative og pædagogiske personale udgør næsten 9.000, så forholdet lærer/studerende er som en drøm, en drøm, der tildels finansieres gennem studieafgifterne, dels ved private sponsorer, der sørger for, at et beløb, der svarer til 20 mio. kr. hver uge, løber ned i universitetets pengekasse! Cambridge er nemlig ikke bange for privat sponsorering, der hos den hjemlige venstrefløj ligeledes er et fy-ord! Det er helt klart, at de studerende her er under et enormt pres. At deltage aktivt i op til 12 forskellige kurser per uge er ikke ualmindeligt, hvortil så inden for humaniora kommer et ugentligt essay, der bedømmes af en vejleder, som anvender mindst én time per uge på at gennemgå opgaven sammen med den pågældende studerende – det drejer sig om ca. 25 essays per år! Og samtidig er det uhyre vanskeligt overhovedet at komme ind på universitetet – men tredoblingen af de engelske studieafgifter, der netop er blevet gennemført, har ikke hindret tilstrømningen til dette og de andre engelske universiteter. Og både i Cambridge og Oxford gælder det, at er man først kommet inden for murene efter en række optagelsesprøver og interviews og naturligvis med topkarakterer til studentereksamen, tager systemet sig også af de nye studerende, »the freshers«, der ud over den personlige vejleder får tildelt en tutor, der hjælper med akademiske og ikke-akademiske problemer. Resultatet er, at de studerende føler en enorm solidaritet med deres universitet, et fænomen, der slet ikke kendes fra danske universiteter. Her har det været min egen erfaring inden for humaniora, at de studerende kunne komme og gå, uden at det fik alvorlige konsekvenser. Og ved AU kræves det åbenbart ifølge professor Koldau ikke, at man skal kunne læse noder for at studere musikvidenskab!

Inden for mit eget fagområde er studiet af dansk/nordisk filologi næsten forsvundet fra læseplanerne – med KU som undtagelse. Hvad der er tilbage af faget, tilbydes ved de andre universiteter på institutter med navne som Institut for Kultur og Identitet, Institut for Kultur og Globale Studier og Institut for Æstetik og Kommunikation. Udover København skal man til Cambridge – eller for den sags skyld Wien eller Frankfurt – for at blive undervist i oldnordisk! Fik jeg forresten nævnt, at en af årets Nobelpriser (i medicin) tilfaldt netop en forsker fra Cambridge. Professor John Gurdon er nr. 89 i rækken af pristagere fra dette universitet, der alene inden for de sidste 12 år har modtaget 14 Nobelpriser! Hvor mange Nobelpriser har danske universiteter sammenlagt kunnet prale med inden for de sidste 25 år? Er der virkelig »something rotten in the state of Denmark«?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.