Kronik

Hvad ville jeg gøre hvis jeg var arbejdsløs?

Er det virkelig så håbløst at slippe ud af arbejdsløsheden i Velfærdsdanmark? Svaret er nej. Der er rigeligt at tage fat på, mens man tænker ud af ledighedsboksen, netværker og venter på, at chancen byder sig, mener Michelle Hviid, som har en plan klar, hvis arbejdsløsheden skulle overgå hende – eller dig!

Michelle Hviid, forfatter, iværksætter og foredragsholder.
Michelle Hviid, forfatter, iværksætter og foredragsholder.

Det må jeg forholde mig til, når jeg ofte »tordner« mod, at alt for mange bliver forsørget af staten. Og når vi nu VED, at der ikke er job til alle, ja, hvad ville jeg rent faktisk gøre? Det har jeg tænkt meget over de sidste par dage. Jeg betaler så mange penge i skat. Virkelig afsindigt mange penge, og når jeg pipper lidt om, at jeg føler, at jeg betaler for meget, får jeg at vide, at jeg ikke er solidarisk. At skatten jo bærer samfundet.

Men ind imellem bliver jeg faktisk modløs, når jeg føler, at jeg knokler, tager chancer, er væk fra mine børn, tænker så det knager, er søvnløs og smøger ærmerne op igen. Og igen. Jeg kan blive modløs, fordi jeg simpelthen føler, at jeg får for lidt ud af min indsats. Først moms, så skat, så afgifter – så kan der komme en snigende fornemmelse af at være en lille smule til grin. Jeg kunne jo bare lade være. Den følelse ryster jeg så af mig, det er mig alligevel for absurd.

Økonomi har alle dage været lidt af en gåde for mig. Jeg forstår det ikke. Jeg er ikke god til det. Min husleje er som udgangspunkt en uforudset udgift hver måned. Ægte. Når jeg taler med min meget pædagogiske revisor, Anders, eller min meget tålmodige bankdirektør, Arne, så tror jeg nogle gange, at de tror, at jeg tager gas på dem. Det gør jeg ikke. Min løsning har altid været at arbejde lidt mere, tjene lidt flere penge – og give tre fjerdedele af dem tilbage til staten.

Jeg føler faktisk, at jeg er et meget solidarisk menneske. Jeg vil afsindig gerne bidrage til fællesskabet. Jeg vil afsindig gerne løfte for én, som ikke kan. Men når jeg kigger mig omkring, føler jeg for tit, at jeg løfter – faktisk slæber – for rigtig mange, som set herfra udmærket kan selv. Og så kan jeg godt blive modløs. Hvad har jeg gang i? Hvad har Danmark gang i?

»Jamen du lever jo i et velfærdssamfund, Michelle.« Ja, det gør jeg. Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg ikke specielt imponeret. Mine børn går på en privat friskole, fordi de skoletilbud, jeg havde i Københavns Nordvestkvarter, ikke var i nærheden af at leve op til de ambitioner, jeg havde på mine børns vegne med hensyn til en velfungerende skolegang. De går på en rigtig god skole, jeg er glad. Jeg er så glad for, at jeg betaler det selv.

Da jeg var alene med begge børn og vågnede møgsyg op midt om natten med høj feber, kunne jeg ikke få lægebesøg. Jeg skulle tage til lægevagten på Bispebjerg. »Jamen, min datter på et år og min søn på ni år ligger og sover.« Ærgerligt, ærgerligt. Så ringede jeg efter den private vagtlæge og betalte 2.000 kr. (igen) for at få en læge til at komme til mig. Det er da velfærd. Dobbelt finansieret – så vidt jeg lige kan regne ud.

Jeg var med min søn hos bøjletandlægen, som medgav, at det var da de skæveste tænder, verden endnu havde set, men tilføjede, at jeg selv skulle betale de ca. 50.000 kr. for bøjlen, da drengen jo godt kunne tygge. Nå, jamen så kan drengen da bare holde sig for munden resten af sit liv, hver gang han smiler, fordi han er flov over sine tænder. Nu har han bøjle på!

Er det det velfærdssamfund, vi er så stolte af? Og alle dem, som faktisk får hjælp, er de glade og taknemmelige for den hjælp, de får, eller læser vi primært om, at de får for lidt? Og kan det virkelig passe, at 2,2 mio. danskere er uarbejdsdygtige? Jeg har siddet på en café hele dagen og arbejdet. Her er stuvende fuldt. Hvorfor er alle de mennesker egentlig ikke på arbejde? De fleste børnehaver og skolegårde i København er tømt for børn inden kl. 16 hver dag. Hvorfor skal alle de forældre ikke på arbejde?

Selv jeg – som er økonomisk analfabet – kan da regne ud, at det ikke kan lade sig gøre.

Hvis du godt kan arbejde, men ikke gør det, så betaler jeg med min tid væk fra mine børn. Er det solidarisk?

Og når jeg læser at »de rige« flytter til Schweiz, og at saxo.dk fremover modtager ordrer fra et land med en moms på fem pct. Så er jeg faktisk i tvivl om, hvem der er den klogeste; de eller jeg.

Nå, men hvad så, hvis jeg var arbejdsløs? Hvad ville jeg så gøre? For jeg kan jo læse i aviserne, at det er ret håbløst. Og hver gang, jeg ytrer mig om, hvor hårdt det er at være uden arbejde, bliver jeg slagtet. Så hvad ville jeg reelt selv gøre? Det der med »håbløst«, det ville jeg så aldrig lade mig spise af med. Så her er et par af de ideer, jeg ville føre ud i livet, hvis det var mig, som stod uden job.

Jeg ville søge trøst hos mine nære, jeg ville græde ud i min kærestes arme, ringe til min mor, men jeg ville ikke brokke mig. Jeg ville vide, at det var mit og ikke statens ansvar!

Jeg ville lave en lille taskforce sammen med fem-seks andre arbejdsløse. Jeg ville lave min egen lille gruppe af »ihærdige arbejdsløse«. Sammen med dem ville jeg dedikere minimum to, helst fire dage om ugen til at gøre noget ekstraordinært. Noget som hjalp nogen. Noget som gjorde mig glad. Noget som gjorde, at jeg følte mig duelig. Noget uselvisk til nytte for andre.

Jeg ville sammen med min lille taskforce ringe på døren hos forskellige institutioner og spørge, om jeg måtte gøre hovedret i deres puderum. Vaske alt ned, ryste puderne fri for støv. Jeg ville skrive til diverse malerproducenter og spørge, om de havde noget maling, som mit lille hold måtte få. Så ville jeg tage det med under armen og spørge på institutionerne, om de kunne tænke sig en stribet væg. Jeg ville nyde at aflaste nogle pressede pædagoger. Jeg ville forsøge at gøre mig ekstremt synlig for alle de forældre, som kom for at hente og aflevere deres børn. De repræsenterer alle sammen arbejdspladser (= netværk).

Jeg ville tro på, at mit projekt vakte opsigt. Jeg ville blæse på, om man må ringe på uanmeldt udenom én eller anden offentligt instans. Jeg ville ikke spørge nogen om lov, kun dem i døren. Og blev jeg afvist, ville jeg holde modet oppe sammen med de andre og ringe på en anden dør.

Jeg ville sætte sedler op på lygtepæle og skrive, at vi »De ihærdige arbejdsløse« samlede soveposer og andet gavnligt for hjemløse ind. At vi ville tillade os at ringe på døren på søndag i løbet af dagen og hente de soveposer og kvittere med et CV.

Jeg ville skrive på Facebook: »Jeg er en ihærdig arbejdsløs, som gerne vil have et job. Indtil jeg lander mit job, vil jeg gerne hjælpe dem, som har travlt, fordi de knokler. Hvis du har et godt netværk, har mod på at tale lidt med mig om mine muligheder, skal jeg så ikke lave mad til dig og din familie en af dagene. I betaler råvarer, jeg serverer noget lækkert. Skriv til mig.«

Jeg ville fuldt og fast tro på, at jeg ville vække opsigt. Jeg ville fuldt og fast tro på, at jeg ville være glad og stolt undervejs. Jeg ville fuldt og fast tro på, at jeg ville skabe opmærksomhed nok til at få et job, snart. Jeg ville vide, at jeg i ventetiden gjorde en forskel. Jeg ville ikke være for fin til at lave noget andet end det, jeg lige havde forestillet mig – i ventetiden.

Jeg ville strikke tøj til alle lygtepælene foran Christiansborg. I flotte farver. Så alle de, der skulle varetage mine interesser, ville smile på vej på arbejde, fordi skiltene havde pænt tøj på. Jeg ville tage billeder af mine værker og sende dem til relevante mennesker. Jeg ville more mig, mens jeg gjorde det. Jeg ville sende breve uden porto og uden afsender, så modtager fik strafporto. Jeg ville starte med at beklage strafportoen og sige, at jeg gerne ville arbejde min gæld af.

Jeg ville bage kager til et plejehjem. Jeg ville gøre alt muligt og umuligt. Jeg ville aldrig bare sætte mig ned og forvente, at andre greb mig, når alle mine lemmer faktisk var funktionsdygtige. Og det er ikke noget, jeg bare siger. Det er noget, jeg rent faktisk ville gøre.

Heldigvis har jeg lavet det store fodarbejde, så jeg har et kæmpe solidt netværk i dag. Det netværk er bygget op af lige dele mod og ihærdighed.

PS.. Hvis du er en potentiel »De ihærdige arbejdsløse«, så må du få min idé kvit og frit. Og skulle der være en gruppe ihærdige arbejdsløse, som vil aflaste mig lidt med at lave aftensmad, så køber jeg ind til en blæret middag. Knus.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.