Kronikken

Hvad vil Danmark med Rusland?

Regeringens politik over for Rusland sejler. Det skader både Danmark, EU og freden. Vi risikerer meget snart at stå helt alene lige midt i centrum af en stor geopolitisk konflikt.

Ruslands præsident, Vladimir Putin. Arkivfoto: Scanpix
Ruslands præsident, Vladimir Putin. Arkivfoto: Scanpix

Der skal to eller flere til fred og kun en til krig. Det må vi desværre endnu engang sande efter udviklingen i Rusland de seneste år. Lige så uforudsigelige Putins handlinger er, lige så skadelige er de, både for den russiske befolkning og for de lande, der bliver ramt, uanset om vi taler om annekteringen af Krim, sønderbombningen af Aleppo eller den bevidste sabotage af enhver form for økonomisk eller demokratisk udvikling hos alle naboer til Rusland. Putin har tilsyneladende ikke respekt for nogen eller noget, hverken menneskeliv, sin egen befolkning, EU eller USA.

I den virkelighed forekommer den danske regerings tilsyneladende rådvildhed og mangel på klar strategi over for Rusland uforståelig. Lige siden sin tiltræden har udenrigsminister Kristian Jensen driblet mellem sit eget private Ruslandsdiplomati og EU-linjen samtidig med, at han nidkært har undgået at mene for meget, endsige noget, om sager, der kunne vække anstød i Moskva. Bedst eksemplificeret ved det kontroversielle gasprojekt Northstream 2 og det kedelige faktum, at den danske støtte til både det russiske civilsamfund og Ruslands naboer er blevet markant beskåret.

Det er ikke holdbart. Danmark kan og bør støtte de demokratiske kræfter i Rusland, både økonomisk og politisk, og begge dele kan vi bedst gøre ved at spille en aktiv rolle i EUs håndtering af Rusland. Både Tyskland, Polen og De Baltiske Lande stoler på os og lytter til os i denne sag. Derfor har vi kunnet spille en vigtig rolle som brobygger i EU og bidraget til at sikre det vigtigste af alt: At EU stadig står sammen. Enighed lægger det største pres på præsident Putin, men den er også i særskilt dansk interesse, fordi vi som aktiv handelspartner og eneste arktiske EU-land undgår en ensom bilateral konfrontation med Rusland. Tværtimod kan vi få opbakning fra hele EU til at fastholde et fredeligt lavspændingsforhold til Rusland i de arktiske spørgsmål. Af alle disse grunde bør Danmark ikke putte sig i EU. Danmark må have en holdning og en strategi.

Og hvad bør den så være? Lad mig kort skitsere tre væsentlige forhold, som i min optik bør spille ind i Danmarks overvejelser:

For det første må vi gøre os klart, at Ruslands økonomi er i frit fald. Både premierminister Medvedev, Sberbanks direktør, German Gref, og flere andre taler nu åbent om, at russisk økonomi er ved at kollapse. Det skyldes faldende oliepriser og Vestens sanktioner, men krisen er også systemisk på grund af Ruslands totale afhængighed af eksport af olie og gas og den manglende differentiering af økonomien.

Folkeviddet i Moskva, siger det meget godt med en vittighed fra januar 2016: »I Moskva falder sneen, aktierne og rublen«. Putin afholder de sig klogeligt fra at omtale negativt. Den økonomiske nedsmeltning betyder, at vi befinder os i en ekstrem farlig situation. For intet er farligere end kombinationen af et økonomisk svagt – men militært stærkt – Rusland.

Putins økonomiske svaghed er imidlertid også en politisk mulighed. Selv om sanktionerne og de faldende oliepriser mest rammer de socialt udsatte russere, og selv om de også udnyttes flittigt i propagandaen, skal man ikke tage fejl. De lægger et stort pres på Putin og har potentiale til at underminere hans magt.

For det andet står det klart, at når vi taler om russisk militær aggression, er svaret ikke militær oprustning. NATO anvender i forvejen næsten ti gange så mange midler på militæret som Rusland og alene i Europa fire gange så meget. Problemet er ikke, at vi ikke har militært isenkram nok til at beskytte os selv eller for den sags skyld afklapse Putin, hvis Ragnarok – Gud forbyde det – skulle komme. Og netop for at undgå det Ragnarok skal vi selvfølgelig gøre ekstra meget for at synliggøre vores styrke i disse tider, ikke mindst ved og i De Baltiske Lande. Der er en grænse, og det er NATOs.

Men alle lande må samtidig erkende, at uden for NATOs territorium er problemet ikke styrkeforholdet mellem NATO og Rusland, men Putins vilje til rent faktisk at anvende sit militær i aggressive operationer. Det kan en endnu større NATO-styrke næppe ændre på, når alle NATO lande klogeligt ikke ønsker at optrappe en militær konflikt med Rusland uden for eget territorium i en situation, hvor Putin er presset og fuldstændig utilregnelig.

På baggrund af disse to første punkter står det for det tredje klart, at det største strategiske redskab – den største stok og den største gulerod, som EU og Danmark råder over i forholdet til Rusland – er vores energipolitik. Vi er den største importør af energi fra Rusland, og energi er uden sammenligning Ruslands største indkomstkilde. Rusland ville være ilde stedt, hvis vi beslutter os for at gøre os mindre afhængig af især russisk gas,

Dette er en virkelig alvorlig trussel for Putin, fordi det også truer de oligarker, der tjener pengene på gassen og i dag holder hånden under Putin. Omvendt er et udvidet energisamarbejde med Rusland af nøjagtig de samme grunde den største gulerod, vi kan tilbyde Putin – hvis Rusland igen vælger at blive en partner for Europa. Dertil kommer, at for Rusland er energi allerede i allerhøjeste grad et spørgsmål om sikkerhedspolitik.

Er man i tvivl, kan man blot se på Ruslands nye sikkerhedsstrategi fra 31. december 2015, hvor NATO og særligt USA beskrives som Ruslands fjender, og energi specifikt beskrives som et af de midler, som Rusland kan bruge som magtmiddel. Sagen er, at Rusland i lange tider har brugt gaspriser til at spille det ene land ud mod det andet, inden og uden for EU.

Samlet set er det altså min påstand, at det er energipolitikken, det vil sige en erkendelse af dens sikkerhedspolitiske betydning og en mere målrettet udenrigspolitisk anvendelse af den i regi af Energiunionen, der udgør måske det vigtigste element i Danmarks og EUs strategi over for Rusland.

Det gælder selvfølgelig de nuværende sanktioner, der netop også rammer investeringer i energiområdet, og som virker stadigt mere effektivt for hver dag, der går. Her bør Danmark aktivt støtte, at EU fortsætter sanktionerne, så længe Rusland ikke lever op til Minsk-aftalerne, og samtidig synliggøre det økonomiske potentiale, der venter, hvis Rusland rent faktisk gjorde det.

Men det gælder også overvejelserne om det kontroversielle North Stream 2-projekt, der er en ren geopolitisk investering for Rusland. Selv om det kun er halvdelen af den nuværende kapacitet, der udnyttes i de nuværende gasforbindelser, ønsker Rusland at gøre sig uafhængig af de forbindelser, der går gennem Ukraine og Centraleuropa. Det vil nemlig gøre det muligt for Rusland at true med at lukke gasforsyningen til disse lande, uden at det har betydning for Ruslands økonomi, ligesom det vil fratage Ukraine en stor indtægt i form af transitafgiften på gassen til Europa.

21. januar i år opfordrede Europa-Parlamentet derfor eksplicit medlemslandene til at stoppe North Stream 2, og lige siden er der pågået en heftig dialog både internt i Kommissionen og mellem især de østeuropæiske lande og Italien på den ene side og især Tyskland på den anden. Danmark dukker sig i øjeblikket og håber, at EU-Kommissionen skal dømme projektet i strid med EUs 3. energipakke, så man undgår en direkte dialog eller konfrontation med nogle lande.

Men det er ikke klog politik. Danmark har mere end noget andet EU-land brug for, at EU i fællesskab politisk tager stilling til projektet og udskyder det på ubestemt tid. Ellers risikerer vi som lille land virkelig at komme i klemme, når der bliver indleveret en ansøgning om at bygge North Stream 2 på dansk grund. Siger vi på dette tidspunkt nej, risikerer vi juridiske problemer med havretskonventionen og politiske problemer med Tyskland. Siger vi ja, taber vi tung politisk kapital hos De Baltiske Lande og andre østeuropæiske venner.

Strudsepolitik kan være klogt og nødvendigt i udenrigspolitik, især når man er en småstat som Danmark. Men i forholdet til Rusland har Danmark ingen interesse i at ligge lavt lige nu – vi risikerer nemlig meget snart at stå helt alene lige midt i centrum af en stor geopolitisk konflikt. Derfor bør regeringen tage en beslutning og lægge en klar Ruslandsstrategi. Nu.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.