Kronik:

Hvad truer ytringsfriheden?

Jo Hermann: En af de helt reelle trusler mod ytringsfriheden er vold og den frygt for vold, der kan føre til selvcensur. Men det er langtfra den eneste. Der er behov for at få afklaret mere præcist, hvad begreberne ytringsfrihed, censur og selvcensur dækker over.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Nytårsdag blev tegneren Kurt Westergaard overfaldet i sit eget hjem. Der er gået fem år, siden han tegnede sin berømte og berygtede vignet af Muhammed med en bombe i turbanen, men sagen bliver ved med at få nye udløbere. Senest har auktionshuset Lauritz.com afslået at sætte en af hans akvareller til salg. Billedet kunne ikke i sig selv kunne krænke nogen, men auktionshuset begrundede afslaget med frygt for trusler mod personalet. Det har både statsministeren og kulturministeren været ude med en skarp kritik af. Ytringsfriheden er en af de grundlæggende frihedsrettigheder i et demokrati. Man skal kunne sige sin mening, uden at andre skal godkende den først. Sådan sikrer samfundet bedst en fri og åben debat.

Men der er behov for at få afklaret mere præcist, hvad begreberne ytringsfrihed, censur og selvcensur dækker over, hvis vi skal have en kvalificeret debat.

Eksemplet Kurt Westergaard viser, at det kan være farligt at bruge sin ytringsfrihed. Hans tegning overtræder ingen dansk lov, og vi har endda en lang tradition for at gøre grin med autoriteterne i ord og tegninger. Men den har fremprovokeret voldsomme, ja ligefrem kriminelle reaktioner fra islamister, der ønsker at sætte demokratiets love ud af kraft. Da vold og trusler er en helt igennem uacceptabel reaktion i et demokrati, har Kurt Westergaard fået politibeskyttelse, og overfaldsmanden blev straks stillet for en domstol. Ved at beskytte borgerne mod overgreb, beskytter demokratiet samtidig sig selv.

En af de helt reelle trusler mod ytringsfriheden er altså vold og den frygt for vold, der kan føre til selvcensur. Men det er langtfra den eneste.

I efteråret 2009 har forsvaret to gange ønsket at redigere i en bog. Det er ved lov forbudt at fortælle militære hemmeligheder videre, men hvis forsvaret skal godkende bøger skrevet af soldater på forhånd, kan man ikke kalde det andet end censur - og censur er grundlovsstridigt.

I stedet forsøgte Forsvarskommandoen så at nedlægge fogedforbud mod udgivelsen af jægersoldaten Thomas Rathsacks Jæger - i krig med eliten. Det er den mulighed, retssystemet giver for at blokere for, at oplysningerne når ud til offentligheden. Men Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, opfattede også denne handling som et udtryk for censur og valgte at trykke hele bogen i avisen, inden fogedretten havde talt. I teorien kunne både Rathsack og Seidenfaden stilles for retten bagefter, anklaget for at videregive militære hemmeligheder.

I en anden sag lod forlaget Fokus forsvaret gennemlæse Michael Kattrup Lassens manuskript til Soldat i Afghanistan inden udgivelsen. Det gjorde de dels for sikre sig mod et evt. fogedforbud eller en efterfølgende retssag, dels for at beskytte de danske soldater i Afghanistan. Man kan vel tale om frivillig censur her, for forfatteren er stadig soldat og ønskede ikke at sætte sig op imod sin arbejdsgiver ved at røbe noget uoverlagt.

Også DSB har måttet forholde sig til ytringsfriheden. Forfatteren Christian Yde Frostholm havde skrevet en novelle til bladet Ud og Se i december, som indeholdt sætningen »Man kunne overveje, om det overhovedet er forsvarligt at beholde et tog i rute, når lyset er gået i samtlige vogne«. DSB valgte at lade være med at trykke novellen. Det var ikke censur, fastholder DSB, men et led i den almindelige redaktionelle proces. Forfatteren fik sit honorar, og det brugte han til gengæld på at optrykke novellen og dele den ud til togene.

Den sag vakte selvsagt opsigt blandt forfattere, og da forfatteren Bent Vinn Nielsen skulle levere en novelle til januarnummeret, annoncerede han, at han ville skrive om en mand, der steg af toget, fordi han ikke turde køre længere med det. Historien rummer en svidende kritik af DSBs forsinkelser og de gamle togvogne, der kører mellem København og Nykøbing Falster, men historien blev trykt - med en længere indledning, der forklarer forhistorien.

»En mand steg af toget « lyder temaet for årets 12 noveller. Lad os et øjeblik forestille os, at samtlige tog i novellerne er forsinkede og nedslidte. Hvor længe vil DSB så blive ved med at bringe noveller i bladet?

Netop derfor bruger det offentlige ofte et armslængdeprincip. Det er fx ikke kulturministeren, der bestemmer, hvem der skal have kunststøtte, men en række udvalg, der består af kunstnere og eksperter. Der er en »armslængde« mellem dem, der bevilger pengene, og dem, der køber kunst eller giver legater. Det skal bl.a. sikre, at kunststøtten bliver givet ud fra kunstneriske begrundelser og ikke fx politiske eller økonomiske.

Men især Dansk Folkeparti bryder sig ikke om det princip. DF har fx sat navn på kunstnere, de mener ikke bør have kunststøtte. Og senest har partiet meldt ud, at de gerne vil forbyde, at en bestemt bog, Helle Hinges Medborgerskab - fra teori til praksis, bliver brugt på seminarierne, fordi den lægger op til en værdidebat om det danske samfund ud fra en flerkulturel vinkel.

Bogen er udkommet og i brug, så det er ikke et direkte angreb på forfatterens ytringsfrihed. Men det tangerer alligevel censur. Vi skulle nødig derhen, at nye lærebøger skal godkendes politisk, før de må bruges i undervisningssystemet.

Ytringsfriheden er også blevet angrebet fra en helt anden kant de seneste uger. Det er nemlig kommet frem, at børneporno stadig er tilladt, hvis bare der ikke er tale om fotografier, men om tegninger. Nu ønsker nogle, at børneporno skal forbydes helt. Det er en klokkeklar indskrænkning af ytringsfriheden. Det er bare en indskrænkning, de fleste nok vil synes er en rigtig god idé.

Men set fra et kunstnerisk synspunkt er det ikke uden problemer. Børneporno på skrift er indtil videre ikke forbudt. Men skulle det ske, kan vi risikere at stå i en situation, hvor Nabokovs Lolita ikke vil kunne udgives på dansk.

Når det handler om at beskytte børn, kan vi godt bøje principperne. Vi har jo fx filmcensur, selv om grundloven forbyder censur. Men hvor langt vil vi gå i vores hang til forbud? Og hvem skal vurdere, hvornår grænsen er nået?

Hele debatten står om retten til at krænke andre. Ytringsfriheden er nemlig kun noget værd, hvis man kan bruge den til at sige noget, som andre ikke har lyst til at høre. Og når man går til grænsen, kan det virke krænkende.

Men det betyder også, at debatten om ytringsfrihed meget nemt kommer til at handle om følelser. Nogle føler sig krænkede, og andre føler sig truede af dem, der føler sig krænkede. Derfor handler en del af debatten om, hvorvidt det er rimeligt at føle sig krænket - er muslimerne for sensitive over for afbildninger af Muhammed, og er de kristne for sarte, når de klager til Coop over sandaler med et billede af Jesus i bunden? Vi bør tilsvarende diskutere, hvornår det er rimeligt at nære frygt.

Hvor meget civilcourage bør man have - som politiker, som kunstner, som journalist eller debattør? Og skal man gå lidt længere end ellers bare for at vise, at man godt tør?

Men det er samtidig vigtigt at huske, at provokationen kun er ét udtryk blandt mange, og at et kunstværk ikke automatisk bliver godt, bare fordi det provokerer. Derfor er selvcensur ikke nødvendigvis et onde. Det kan være et frivilligt valg, som bunder i etiske eller kunstneriske overvejelser. Ytringsfriheden er en ret til at tale, ikke en pligt til at provokere.

At krænke andre bør ikke være noget mål i sig selv. Det er først, når selvcensuren er ufrivillig og bunder i frygt, vi har at gøre med et demokratisk problem.

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.