27. januar 2010, 22:30

Først den ene vej. Og så den anden vej. 28 gange i træk. Det lyder som en beskrivelse af Sisyfosmyten. Historien om Sisyfos, der af guderne blev dømt til at rulle en sten op ad et bjerg, hvorefter den rullede ned ad sig selv - og så måtte Sisyfos i sving igen.

Men det er ikke Sisyfos' uendeligt lange vej først op ad bjerget og så ned igen, jeg er ved at beskrive. Nej, det er hverdagen i den danske folkeskole. Hele 28 gange har VK-regeringen gennem de sidste otte år ændret folkeskoleloven. Og selvom flere af ændringerne i sig selv er gode nok, stritter de i så mange retninger, at det er nok til at gøre selv den mest hærdede karrusel-bruger rundtosset.

Nu gør statsministeren igen klar til nye ændringer, når han fra på onsdag har inviteret en lang række af folkeskolens interessenter til sin residens på Marienborg, hvor de over tre dage skal give folkeskolen et »360 graders eftersyn«, som Lars Løkke kalder det. Som børne- og ungdomsborgmester i København er jeg bekymret.

Det er godt med udvikling. Men når forandringerne kommer i en sådan hast, at der ikke er rum og ressourcer til at følge dem til dørs, bliver de skadelige. Ustabilitet og usikkerhed som grundvilkår er et problem. Ligesom for mange forandringer oppefra presser systemers mulighed for udvikling nedefra. Det er selvfølgelig ødelæggende. Især et sted som folkeskolen, hvor læreres engagement, lyst til udvikling og kendskab til det enkelte barn er helt afgørende.

Min bekymring, hvad angår Løkkes folkeskoleforslag, er netop, at politikerne mangler indblik i skolernes hverdag og faglig fundering. Når landets statsminister i ramme alvor kan tage burkaklædte folkeskolelærere op som et problem, tegner det mørkt. Og det tegner vel at mærke ikke mørkt på grund af sortklædte kvinder. De findes nemlig mig bekendt slet ikke i folkeskolen. Det er forstemmende, at statsministeren - i stedet for at forholde sig til virkelige problemer - vælger at opfinde problemer uden noget som helst hold i virkeligheden.

For der er virkelige problemer at forholde sig til i den danske folkeskoledebat. Når næsten hvert fjerde barn forlader skolen uden tilstrækkelige læsekompetencer, har vi et alvorligt problem. Det er en verden af muligheder, der lukker sig for de børn. De vil ikke være i stand til at tage en uddannelse - for alle uddannelser kræver læsekompetencer på et vist niveau. Manualer og teoribøger er lukket land for dem, der ikke har fået tilstrækkelige læsekompetencer. Ligesom opskrifter på lækker mad, en god krimi efter arbejdet og manualen til det nye kamera er det.

Det må vi ikke acceptere. Vi skal blive bedre til at lære børnene i den danske folkeskole at læse. Både for at give dem livskvalitet og fordi Danmark har brug for højtuddannet arbejdskraft. Det, vi har brug for, er en langsigtet, velfunderet, stabil - og ikke mindst finansieret - plan.

Den plan vil vi gerne bidrage til i København. Statsministeren har desværre ikke fundet, at det har været relevant at invitere Københavns børne- og ungdomsborgmester til sit »eftersyn«, selv om omkring 32.000 af folkeskolens 560.000 elever går i hovedstadens folkeskoler. Det skal imidlertid ikke holde mig fra at give et par klare bud på, hvad eftersynet af folkeskolen bør tage fat om.

Det er min klare overbevisning, at de kreative fag bør styrkes i folkeskolen. Den melding er desværre diametralt modsat de nationalpolitiske signaler.

I sin nytårstale talte Lars Løkke for, at børn med læsevanskeligheder bør pilles ud af de kreative fag for i stedet af få særlig læseundervisning. Det lyder i mine ører himmelråbende dumt. Det er netop i de kreative fag, at bogligt svage elever kan få succesoplevelser. Succesoplevelser, som kan give dem den ekstra motivation til at yde en fornyet indsats i forhold til deres boglige udfordringer.

De succesoplevelser skal vi ikke fjerne. Det vil kun gøre det endnu sværere for børn at lære at læse. Samtidig med, at det vil give børn med læsevanskeligheder et nederlag i forhold til deres klassekammerater, at de ikke længere må få lov til at være sammen med deres klasse, når de har sløjd eller idræt. Det kan i mine øjne kun føre til øget stigmatisering af børn med læsevanskeligheder i de enkelte klasser.

Desuden er jeg overbevist om, at færre timer i de kreative fag næppe harmonerer med folkeskolens intentioner om at skabe »det hele menneske«. Hvis regeringen skulle få held til at finde et flertal for færre timer i kreative fag til børn med læsevanskeligheder, kan jeg love de børn, der ikke længere for Lars Løkke må have musik, hjemkundskab eller idræt, at jeg vil arbejde for at finde et politisk flertal i Københavns Kommune, som er parat til at kompensere for det timetab i de kreative fag, så de stadig kan få succesoplevelser i folkeskolen.

I København har vi hele midtergruppen godt med hvad angår læsning. Det er i bunden, der er et problem. De, som ikke kommer fra bogligt stærke hjem. Og så er det drengene. Det er drenge - både etnisk danske drenge og drenge med anden etnisk baggrund end dansk - der taber i uddannelseskapløbet.

Mens pigerne sprinter fremad, mister en stor gruppe drenge lysten til at gå i skole. Fiaskooplevelse på fiaskooplevelse i klassiske tavleundervisningssituationer får dem simpelthen til at tabe pusten. Det skal vi gøre noget ved. Her drejer det sig om en tidlig indsats, hvor der kommer andre tilbud på banen, hvor der er andre læringsrum, andre læringsformer og anden planlægning - og måske, at der er visse fag, som drenge skal tage i et andet tempo end piger.

Det er klart, at det også er et spørgsmål om ressourcer. Læringsformer, der tager hensyn til det enkelte barn, kræver noget af skolen. Den enkelte lærer skal både have tiden og redskaberne til det. Ligesom den enkelte lærer skal have muligheden for at bruge sin egen faglighed til at finde ud af, hvad barnet har behov for. I stedet for, at der fra politisk hold vedtages store forkromede planer med det udgangspunkt, at alle børn er ens. Det er de ikke. Børn lærer forskelligt.

Derudover er det snævre fokus på børns læsning i anden klasse i hvert fald for Københavns vedkommende forfejlet. Det er ikke der, problemet ligger. I København er børnene godt med, når de går i anden klasse. Til gengæld har vi et stort problem på mellemtrinnet. Vi er med andre ord godt med, når det gælder at lære børnene at kende bogstaverne og stykke dem sammen til ord i de små klasser. Det kniber straks mere i fjerde og femte klasse, når de også skal forstå, hvad der står.

Hvis regeringen mener det seriøst med sin læsesatsning, må den indse, at det også koster noget. Tid er en faktor i forhold til at lære at læse. Ligesom det selvfølgelig også betyder noget, om lærerne får mulighed for at have børnene i mindre grupper og bruge tid på at fordybe sig sammen med det enkelte barn. Når regeringen på den ene side melder en række fine ambitioner ud og på den anden side lægger op til at kommunerne - som står for folkeskolen - skal spare, så hænger det ikke sammen. Derfor må regeringen på banen med reel finansiering. Ikke bare af evindelige tests, men også konkrete lærertimer, der går til undervisning.

For det skal kunne lykkes at forbedre folkeskolen. Ikke ved hjælp af rekordmange lovændringer af folkeskoleloven, zigzagkurs og politisk opportunisme. Men ved hjælp af langsigtet planlægning, faglig udvikling og handling bag alle ordene. Noget-for-noget har jo været denne regerings motto. Så lad os indgå en aftale. Noget for noget, Lars Løkke. Du skaber økonomiske rammer og sikrer økonomi til en ekstra indsats i folkeskolen. Så vil jeg på Københavns vegne love medspil, gode idéer og handlelyst fra kommunalpolitikere og fagfolk. Det ville rykke noget.