14. juli 2010, 22:30

I sidste måned fik både Finland og Australien ny kvindelig regeringsleder. Selvom billederne gik verden rundt, er Mari Johanna Kiviniemi og Julia Gillards vej til tops i politik en malende illustration af, at vi er nået langt - meget langt - med ligestilling i den vestlige verden. Det er nemlig ikke længere en sensation, endsige noget odiøst, at kvinder beklæder de øverste embeder. I Finland er det da heller ikke kun statsministeren, der er kvinde. Det er præsidenten også. Og i dansk politik er ca. halvdelen af partierne i Folketinget ledet af kvinder, mens halvdelen af ministrene i regeringen er kvinder.

Takket været kvindebevægelsen er der i dag groft sagt ingen formelle barrierer, der blokerer for kvinders karriereønsker. I 95-året for, at vi fik gjort op med den »dristighed«, at grundlovens bestemmelser om valgret »uden videre springer over halvparten af menneskeheden« (Jeppe Aakjær), kan vi nøgternt konstatere, at den store kamp for formel ligestilling i Danmark dermed har nået sin afslutning.

Trods de formelle fremskridt er ligestillings­debatten ikke desto mindre stærkt polariseret. På den ene fløj møder man, ofte fra yngre kvinder, synspunktet, at kampen for længst burde være fløjtet af. De har fået uddannelser, er i gang med deres karrierer og oplever ikke at blive fravalgt på grund af deres køn. Og de vil i hvert fald under ingen omstændigheder fremstilles som ofre eller som nogen, der skal have særbehandling!

Den anden fløj har langtfra samme optimistiske tilgang. Her hævder man, at det danske samfund fortsat er gennemsyret af diskrimination og kvindeundertrykkelse. Tag bare det nye fænomen strip-fitness, der også har udløst debat i Berlingskes spalter.

Argumenterne er ofte baseret på statistik. Der er flere mænd end kvinder i private virksomheders bestyrelser. Ergo har vi et ligestillingsproblem, som staten må løse ved at pålægge virksomhederne en bestemt procentsats for kvinder i bestyrelserne. Og lever virksomhederne ikke op til denne lov, må de i yderste konsekvens blive tvangsopløst, lyder parolen.

Som relativt nyudnævnt ligestillingsminister kan jeg naturligvis kun glæde mig over, at ligestilling fortsat er et emne, der kan sætte gemytterne i kog og give anledning til debat. Og lad det være sagt med det samme: der er i høj grad stadig noget at kæmpe for, men vi kan ikke løse nutidens problemer med gårsdagens metoder. Eller sagt på en anden måde: præcis fordi vi i Danmark har opnået formel ligestilling, kan vore resterende ligestillingsproblemer ikke løses ad lovgivningens vej.

For mig handler ligestilling grundlæggende om, at køn ikke må begrænse den enkeltes mulighed for at udfolde sit talent eller efterleve sine drømme. Pointen er ikke, at vi skal have lige mange kvinder og mænd i bestyrelser eller på direktionsgangene. Ej heller skal vi have lige mange unge kvinder og mænd på diverse uddannelser. For kvinder og mænd skal jo netop træffe deres egne valg, og de falder næppe ud til fordel for en 50-50-fordeling. Og naturligvis skal vi ikke kommandere nogen til at træffe valg mod deres vilje. Nej, pointen er, at kvinder og mænd skal have lige muligheder for at slå ind på netop den livsbane, de foretrækker.

Og sådan er det ikke i dag. I praksis er vores samfund ofte stadig karakteriseret ved en række uformelle barrierer, der blokerer for den enkeltes muligheder. Tag bare universitetsverdenen. Her er det fortsat sådan, at det kun er ved besættelsen af hver fjerde akademiske stilling, at der både er en mandlig og kvindelig ansøger. Eller tag undersøgelser, der viser, at både danske mænd og kvinder er europamestre i at tro, at kvinder ikke vil ledelse. Eller tag vort kønsopdelte arbejdsmarked, der bevirker, at 60 procent søger ind på såkaldte »kvinde-« eller »mandefag«, hvilket for øvrigt også fører til betydelig lønforskelle mellem de to køn. Det er ikke alene synd og skam for den enkelte, der ikke kan indfri sine drømme; det er også udtryk for et talentspild af dimensioner.

For regeringen er der da heller ingen tvivl. Barriererne skal sprænges væk - og det gælder naturligvis også der, hvor køn blokerer drenge og mænds udfoldelsesmuligheder. I 2010 går ligestilling nemlig begge veje. I en tid med økonomisk krise og en benhård international konkurrence fra ikke mindst Asien har vi ganske enkelt ikke råd til at lade talenter gå til spilde.

Da barriererne bunder i traditioner, normer og værdier, kan de desværre ikke fjernes ved snuptagsløsninger, såsom f.eks. indførelse af kvoter. Der er derimod brug for det lange seje træk, hvor vi frem for symptombehandling udfordrer de gamle fastlåste normer. Hvorfor er så mange danskere overbeviste om, at kvinder slet ikke vil ledelse, og hvorfor ses der stadig ofte skævt til erhvervsmanden, der tager barsel, eller til den kvindelige direktør, der ikke selv kan hente sine børn i børnehaven og som må høre, at der hvisles »ravnemor«, de gange hun alligevel når frem? Uanset hvordan man end vender og drejer det, er det vanskeligt at nå til tops, hvis man som kvinde over flere omgange tager fuld barsel eller over længere perioder er på deltid. I den offentlige sektor, f.eks., er over halvdelen af kvinderne på deltid eller nedsat tid.

Regeringen har lanceret en stribe af initiativer - lige fra charter for flere kvinder i ledelse til projekter, der skal sikre, at piger og drenge vælger ud fra hele uddannelsespaletten i stedet for kun at vælge ud fra halvdelen. Seneste skud på stammen er »operation kædereaktion«. På den korte bane forsøger vi sammen med erhvervsledere, headhuntere, bestyrelsesformænd og institutionelle investorer at øge mangfoldigheden i bestyrelserne, samtidig med at vi også vil udvikle initiativer, der på den længere bane skal forbedre fødekæden af potentielle kvindelige bestyrelsesmedlemmer. I sidste instans kan andelen af kvinder i bestyrelser kun øges, hvis flere kvinder tager det sidste trin op ad karrierestigen. Det kræver naturligvis også, at kvinder selv tør springe ud i ledelse og undlader at fokusere på, hvad de ikke kan, men på hvad der rent faktisk kvalificerer dem til stillingen.

Selvom ligestilling i 2010 går begge veje, er mange af initiativerne rettet mod kvinder. Og her er vi ved nok den største barriere, der skal rives ned: Hvordan sikrer vi, at ligestilllingsdebatten fremover bliver en debat for begge køn frem for en debat om og for kvinder?

I min relativt korte tid som minister har jeg allerede deltaget i en stribe ligestillingskonferencer og seminarer, der nærmest hver og én har været karakteriseret ved en næsten sekterisk kønsfordeling. Før i tiden drejede ligestilling sig om, at kvinder skulle få formel adgang til mændenes verden, bl.a. i form af stemmeret. I dag kan målet om reel ligestilling kun indfries, hvis mændene trækkes ind i kvindernes debat. Som i al anden forandrings­ledelse er det nemlig dem, der er repræsentative for kulturen, som har den største gennemslagskraft.

De mest effektive feminister kan derfor meget vel være de mandlige chefer, der tager barsels­orlov og ikke måler deres ansatte på, hvor mange timer de bliver hængende på kontoret om aftenen, og som for øvrigt også selv gør sig til talsmænd for flere kvinder i ledelse - ikke for kvindernes, men for bundlinjens skyld! Med andre ord: moderne ligestillingspolitik bør ikke være en kamp mellem kønnene, men et fælles projekt. Begge køn har noget at vinde, nemlig muligheden for at vælge deres egen livsbane, frigjort fra forventninger til, hvad en »rigtig« kvinde eller mand kan, skal og bør.