Per Stig Møller: Kan man klare sig uden Det Konservative Folkeparti, som i 2015 fylder 100 år? Kan man klare sig uden konservatisme? Svaret på det sidste er sikkert et fuldtonende nej, mens svaret på det første synes at være: måske.
21. september 2011, 22:30
I 1991 døde socialismen. I 2008 døde kapitalismen, og så var der kun konservatismen tilbage. Men i september 2011 blev Det Konservative Folkeparti lagt på sottesengen. Og med rette diskuteres partiets situation i kronikker i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. Spørgsmålet er: kan man klare sig uden Det Konservative Folkeparti, som i 2015 fylder 100 år? Kan man klare sig uden konservatisme? Svaret på det sidste er sikkert et fuldtonende nej, mens svaret på det første synes at være: måske.
Konservatisme er helhedstænkning. Den rummer alle samfundets elementer og ikke kun nogle af dem. Der er den liberale, økonomisk fokuserede åre, som Liberal Alliance tappede af. Der er den nationalt fokuserede åre, som Dansk Folkeparti har tappet af. Der er de utålmodige, som vil det store spring frem, og de gik til LA. Der er de forsigtige, som vil hæge om det nationale, og de gik til DF. Og så står Det Konservative Folkeparti tilbage med kernen uden skal.
Styrken ved Det Konservative Folkeparti er imidlertid, at det insisterer på at se helheden og ikke kun delene. Men det er samtidig en iboende svaghed, for hvad skal vægtes i den givne tid for at bevare helheden? Vi siger jo, at vi vil forandre for at bevare, men der vil i enhver tid være diskussion om, hvad der skal bevares, og hvad der skal forandres. Det giver så anledning til, at man deler sig ud på flere partier med konservative elementer i stedet for at fordele sig i fraktioner inden for partiet.
Vi mener ikke, at en generation bare kan gøre, som det passer den og derpå lade børnene betale for denne generations overforbrug.
Det er et problem, Det Konservative Folkeparti fik som dåbsgave. Da det blev stiftet på ruinerne af Højre, som efterhånden kun var godsejernes parti, var Aage Kiddes og John Christmas Møllers mål og strategi at skabe et folkeparti, der særligt appellerede til de nye middelklasser og funktionærer i byerne. Men godsejerne og de store industrimænd fulgte med over, og dermed var partiet nok samlet om mere end Højre, men også splittet imellem hvis interesser, der først og fremmest skulle varetages. Skulle der føres liberal, økonomisk politik eller skulle der føres social og dermed omfordelende politik? Bølgerne gik fra starten højt mellem de to fløje repræsenteret af henholdsvis Foss og Karstensen. Siden mellem Victor Pürchel og Christmas Møller. Derpå mellem Christmas Møller og den konservative folketingsgruppe om hvorvidt grænsen skulle ligge fast eller Sydslesvig tages tilbage. Splittelserne medførte vælgerlussinger og kun fremgang, når de to fløje trak på samme hammel. Dette skete fra valget i 1950 med den efterfølgende VK-regering 1950-53, og under den lange ørkenvandring frem til 1968, hvor partiet igen dannede regering. Denne gang sammen med Venstre og Det Radikale Venstre, som ellers i 1957 ikke havde fundet partiet stuerent nok til at komme i regering. Efter 1971 udviklede splittelsen sig på ny med mandattab til følge, hvorefter Schlüter samlede det hele igen og endda gjorde partiet til statsministerparti fra 1982 til 1993. Og så vendte splittelsen tilbage med mandattab til følge, hvorefter Bendt Bendtsen bragte partiet til ro, fremgang og i regering fra 2001 til 2011.
Og her står vi så igen. Opture og nedture. Men det betyder ikke, at man bare kan sætte sig ned og vente på næste optur. Den er hver gang skabt ved møjsommeligt arbejde og samling omkring de konservative mål og erkendelsen af helheden, som det er kendetegnende for Det Konservative Folkeparti i modsætning til de andre partier med konservative elementer.
Vi er for en liberal økonomisk politik og skattepolitik, som både tager sociale hensyn og sikrer, at initiativ belønnes, for uden initiativ, der belønnes, bliver der ikke penge i statskassen til en social politik. Kodeordet er: det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor fik vi sat skatterne ned. Vi ønsker en skattepolitik, der beskatter den sidst tjente krone mindre hårdt, for ellers bliver den slet ikke tjent, og så kan der heller ikke svares skat af den.
Vi er for det private initiativ, for uden det er der ingen erhvervsmæssig og jobskabende indsats uden for det offentlige og dermed heller ikke råd til at opretholde det offentlige. At benægte denne sammenhæng var og er netop den socialistiske fejltagelse.
Vi er for ansvarlige og selvstændige borgere, men jo mindre økonomisk råderum man har, jo mindre kan man rent faktisk selv tage ansvaret for. Når man har mindre personligt råderum, må man overlade mere til det offentlige at klare for sig med deraf voksende skattetryk. Med Kartoffelkuren og skattereformen i 1980erne fremmede vi just det personlige ansvar ved at ændre rentefradragsretten, så det bedre kunne betale sig at spare op i stedet for at stifte gæld, som naboen kunne være med til at betale.
Vi mener ikke, at en generation bare kan gøre, som det passer den og derpå lade børnene betale for denne generations overforbrug. Derfor vil vi have styr på de offentlige finanser og forbedre både miljøet og måden, vi bruger energi på. Det præciseres i sloganet: Vi smider ikke regningen i børneværelset og er udtryk for den »kontrakt mellem generationerne«, som konservatismen står fast på.
Derfor vil konservative fastholde kulturarven, for smider vi den væk, er den der ikke længere. Men vi vil både fastholde og forny kulturarven, for at hver generation kan føje sit til arven. Vi opfatter ikke et folk, som nogle tilfældige mennesker på en tilfældig plet på jordkloden, men som et fællesskab om en fælles fortid og fremtid, fælles sprog, historie, traditioner. Derfor vil vi styrke de kulturbærende fag i skolen og føre en rummelig kulturpolitik. Derfor skabte vi f.eks. Kulturkanonen for at øge forståelsen for vores fælles kultur, og søsatte f.eks. den ny radio 24/7 for at fremme mediernes mangfoldighed.
Men vi ved også, at et folk ikke kan lukke sig om sig selv. Danmark har ofte nok erfaret, hvad det vil sige at stå venneløs og allianceløs i verden. Vi ved, at vores frihed, sikkerhed og velfærd er afhængig af forholdene uden om os. Derfor er vi for NATO og EU. Derfor er vi for en aktiv og offensiv udenrigspolitik, for kun derved sikrer vi råderum til en aktiv og offensiv indenrigspolitik. Og derfor har vi en forsvarspolitik, som både bidrager til sikkerheden i Danmark og tager medansvar for sikkerhed i verden; thi vi er ikke en ø uden for verden.
Vi tror ikke på pludselige spring ind i det ukendte og på økonomiske eksperimenter, men vi mener heller ikke, at alt skal være som det var. Vi tror på den erfaringsbaserede tilgang til problemerne og den gradvise forandring af vilkårene i den retning, vi søger imod. De store spring og pludselige omlægninger skaber utryghed og slår som oftest fejl.
Når vi går ind for den personlige frihed, går vi også ind for en ansvarlig undervisnings-, sundheds- og socialpolitik, der uanset udgangspunkt sikrer alle lige muligheder for selv at skabe det gode liv, de ønsker, uden derved at gøre alle lige og tilstræbe et lighedssamfund.
Vi erkender nemlig, at vi mennesker er forskellige og udfolder os forskelligt livet igennem. Det er netop samfundets og fællesskabets styrke. Ville vi alle det samme, ville vi gå i stå. Derfor siger vi, at staten skal være så stærk, at den kan rejse den svage, men for svag til at knække den stærke.
Det ene og det andet af alle disse konservative elementer kan man genfinde hos andre borgerlige partier i »Blå blok«, men man kan ikke genfinde denne helhed og denne sammenhæng andre steder end i Det Konservative Folkeparti. Derfor vil der fortsat være behov for det.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten