20. december 2009, 22:30

Har de danske regler for ægtefællesammenføring styrket integrationen?

Over de sidste tiår er reglerne for ægteskabssammenføring blevet strammet, og begreber som 24-årsreglen, tilknytningskravet og formodningsreglen er blevet en del af den politiske virkelighed.

Reglerne retter sig særligt mod de ægteskaber, som indgås mellem herboende etniske minoriteter og personer fra deres oprindelseslande. Centralt står ønsket om at bremse traditionelle former for ægteskab, hvad enten disse kan kaldes arrangerede ægteskaber eller tvangsægteskaber, og sikre, at de unge får en uddannelse og et arbejde, før de bliver gift. Reglernes hensigt er bl.a. at hjælpe de unge til at kunne sige nej og styrke deres integration i det danske samfund.

SFI - det nationale forskningscenter for velfærd - har netop udført en undersøgelse af reglernes betydning. Rapporten udkom for en måned siden og giver indblik i de forandringer, som er sket i etniske minoriteters pardannelsesmønstre over de seneste syv år - og dermed, om reglerne har haft den betydning, som man ønskede.

I de ti etniske minoritetsgrupper, som er med i undersøgelsen, ser vi helt klart, at de unge gifter sig senere efter reglernes indførsel. Ændringen er særligt tydelig blandt kvinderne: Hvor 30 procent af kvinderne var gift som 21-årige før regelændringerne i 2002, er andelen faldet til 10 procent i perioden 2006-2008. Nu kunne man forestille sig, at de så giftede sig med en person, som enten var dansker eller havde samme etniske baggrund som dem selv, men var opvokset i Danmark. Dette er bare ikke tilfældet. Folk venter blot med at gifte sig. Hvem de så gifter sig med, når det endeligt er, er fortsat et åbent spørgsmål. Vi ved ikke, om de så vil vælge en person fra oprindelseslandet. Og vi ved ikke, om de så vil vælge et traditionelt ægteskab.

For de traditionelle ægteskaber indgås fortsat - også efter reglernes indførelse. Rent statistisk findes der ikke præcise svar på, hvor mange sådanne ægteskaber, som findes, men de unge og forældre, som vi har interviewet, fortæller om dem. Flere af de unge er selv blevet gift arrangeret, og understreger, at dette var deres frie valg. En af disse er srilankanske Wanja, som fortæller følgende om sit meget traditionelle bryllup: »Mine svigerforældre ser mig til en fest, og så udtrykker de interesse for mig over for mine forældre via [en slægtning] (...) Og så snakker de sammen i 8 måneder. Det var en lang proces. (...) Til det første besøg var jeg ikke med - men jeg vidste godt, at de var i gang med at arrangere ægteskab. Det var også der, at jeg sagde ja til, at de gerne måtte arrangere ægteskab, uden at jeg havde set min mand.« En interessant dimension ved Wanjas fortælling er, at den mand, som hun bliver gift med, selv er bosiddende i Danmark. Der er altså tale om et traditionelt ægteskab, som de regler, der gælder på familiesammenføringsområdet, ikke kan påvirke.

Tvangsægteskaber eksisterer fortsat. Kvindekrisecentre får henvendelser fra unge kvinder, opvokset i Danmark, som prøver at undgå at komme ind i et tvangsægteskab eller søger hjælp til at forlade et. At det særligt er gruppen af herboende, som henvender sig, skyldes ikke mindst, at de seneste års fokus på problemet har givet kvinderne viden om, hvor de skal henvende sig, hvis det går galt. Hertil kommer, at herboende kvinder også har fået normer om, at tvangsægteskab er uacceptabelt. Dette er en norm, som i mindre grad findes blandt kvinder, der kommer udefra. Om der er flere eller færre eller stort set det samme antal henvendelser nu, som der var før reglernes indførelse, kan krisecentrene i mindre grad fastslå - bl.a. fordi de ikke specifikt registrerer henvendelser om tvangsægteskab. Både professionelle og unge i vores undersøgelse er dog enige om, at hvis et forældrepar virkelig ønsker at få deres barn tvangsgift, så skal de nok finde en måde at få deres vilje igennem på, fx ved at sende den unge tilbage til oprindelseslandet.

Styrker reglerne integrationen af etniske minoriteter i Danmark? Normalt vil vi se på deltagelse i uddannelse og på arbejdsmarkedet for at give svar herpå. Ganske interessant viser reglerne sig ikke at have en synlig effekt på de unges deltagelse på disse områder. De unge uddanner sig langsomt mere og mere, og de får i større og større grad tilknytning til arbejdsmarkedet - men det gjorde de også før, reglerne blev indført. Integrationen er blevet styrket - men ikke beviseligt som en følge af reglerne. Hvorvidt de unge synes, at reglerne har styrket deres position i det danske samfund, er ikke entydigt. En stor gruppe føler sig ekskluderet på baggrund af reglerne, mens en lille del understreger, at reglerne faktisk har gjort det nemmere at sige nej til ægteskab og vælge selv.

Hvad vi med tydelighed kan slå fast er, at reglerne har skabt nye flyttemønstre og nye ægteskabstyper. Der er en stor gruppe af etniske minoritetsunge, som vælger at flytte til Sydsverige, og mange af disse bringer en familiesammenført ægtefælle med sig. Selvom der langsomt er opstået velfungerende netværk blandt dem, som er udvandret, arbejder mange fortsat i Danmark. Det er også der, at mange fortsat har forældre og søskende boende, hvilket gør, at mange af døgnets timer bruges i særligt hovedstadsområdet. For den part, som har boet en stor del af sit liv i Danmark, er der altså tale om et pendlerliv; for den part, som er kommet fra et tredjeland, er tilværelsen ofte præget af ensomhed. Ægtefælle, familie og svigerfamilie er ikke lige i nærheden, og man bor i et land, som man ikke kender særligt godt.

De danske regler for ægtefællesammenføring er ikke enkle, og de unge, deres familie eller omgangskreds kender dem ikke altid til bunds. Nogle gifter sig i forventning om at kunne bringe deres ægtefælle til Danmark, når begge er 24 - men det er langtfra altid tilfældet. For dem med resurser, eller dem, som bor i hovedstadsområdet, hvor man fx kan fastholde sit job og kontakt med familien, hvis man flytter til Sydsverige, er den løsning oplagt. For andre bliver løsningen et »pendlerægteskab«, hvor parterne rejser frem og tilbage mellem oprindelsesland og Danmark. Man opholder sig så længe i ægtefællens land, som et turistvisum tillader, rejser så tilbage, går i gang med processen om endnu et turistvisum, og rejser så tilbage igen. Hvor mange af denne type ægteskaber, som findes, kan vi ikke give præcise tal på, men ikke mindst sundhedsplejersker fortæller om dem. De kommer bl.a. i kontakt med de børn, som pendler­ægteskaber fører med sig. Her er der tale om børn, som ikke kan følge børnehaver - og dermed fx ikke få ordentlig sprogstimulering - fordi de hele tiden rejser mellem to lande.

Har reglerne ændret noget? Svaret må siges at være ja, men dermed ikke sagt, at reglerne har haft en tydelig effekt på alle de punkter, hvor det var hensigten. I forhold til etniske minoritetsunges integration spiller reglerne med på allerede eksisterende tendenser: De unge vil uddanne sig, de vil arbejde, og de vil selv vælge deres ægtefælle. Denne udvikling var allerede i gang inden reglerne. Men reglerne har også gjort integrationen sværere, fx for dem, som flytter til Sverige, eller dem der lever i et pendlerægteskab. Dem, der bliver tvunget til at gifte sig (for de findes fortsat, selvom vi - forståeligt nok - ikke har eksakte tal) og ført ud af landet, er der fortsat begrænsede muligheder for at tage hånd om. Forhåbentlig kan den viden, som nu er genereret, inddrages i den videre politiske og offentlige debat.