Når alt indregnes skal hver dansk familie betale i omegnen af 28.000 kr. ekstra om året i gennemsnit, hvis S og SF kommer i regering næste år. For regningen for Villy og Helles manglende planer skal betales.
10. august 2011, 22:30
Den finansielle uro er over os igen. Hen over sommeren har gældskrisen i Sydeuropa sat sit tydelige præg på økonomierne i resten af verden. Og senest har USA’s gældsproblemer farvet aktiekurser verden over røde. Det økonomiske opsving er bremset noget op, og herhjemme sidder mange sikkert og overvejer, om det nu også er klogt at bruge penge.
Netop privatforbruget er helt afgørende for at få vækst, og derfor bør danskerne stille sig selv spørgsmålet, om tiden virkelig er inde til tårnhøje skattestigninger, som det røde S-SF regeringsalternativ står for. For en familie lyder skatteregningen på op mod 28.000 kroner ekstra om året, hvis man lægger det hele sammen. De 28.000 kroner vender vi tilbage til.
Når Villy og Helle ikke kan fortælle, hvordan danskerne skal arbejde 12 minutter mere, ja så mangler pengene. Og når pengene mangler, så er der kun én til at betale regningen: Og det er dig og din familie.
Uroen på de finansielle markeder kan mærkes - også i Danmark. Men når uroen er over os, så er det altafgørende, at tilliden til den økonomiske politik og dansk økonomi er i top. En sund økonomi skaber tryghed om familiernes økonomi. En sund økonomi betyder, at boligejerne kan sove trygt om natten uden udsigt til, at renten stiger som følge af mangel på tillid til den økonomiske politik.
Alt det lever regeringens politik fuldt ud op til. Vi har klart og konkret fremlagt vores politik. Der er ingen løse hensigtserklæringer. Der er ingen usikkerhed om vores politik. Derfor skal danskerne spørge sig selv, om de har råd til skattestigninger og færre penge til sig selv, som er konsekvensen ved en rød regering. Regningen for en familie lyder på 28.000 kr. mere om året. 28.000 kroner!
Desværre er regnestykket ikke så enkelt, fordi der er en hel masse elementer, som ikke er særligt konkrete. Villy og Helle putter med tallene, undlader detaljerne og glemmer at fortælle hele sandheden. Når de ikke kan fortælle, hvordan danskerne skal arbejde 12 minutter mere, ja, så mangler pengene. Og når pengene mangler, så er der kun én til at betale regningen: Og det er dig og din familie.
Vi har valgt en gennemsnitsfamilie, eller det, man kalder en LO-familie. Du kan jo selv trække lidt fra eller lægge lidt til, hvis det er anderledes i din familie. En LO-familie tænker vi sådan her: Familien er på fire - far, mor og to børn. De bor i en forstad til København. Faren er mekaniker og tager deres velholdte familiebil på arbejde hver dag. Han ryger en pakke cigaretter om dagen, men hans arbejdsgiver har alligevel givet ham en sundhedsforsikring. Han tjener 350.000 kr. om året plus sundhedsforsikringen. Moren er sygeplejerske, hun tjener 280.000 kr. om året og cykler til og fra arbejde.
Og hvad er så konsekvenserne for vores familie, når den udsættes for al den Fair Forandring som Villy og Helle lover?
Faren og moren tjener altså 630.000 kr. tilsammen og ingen af dem betaler topskat. Fair Forandring giver dem lidt ekstra beskæftigelsesfradrag. Tilsammen kommer de dermed til at spare ca. 3.900 kr. i skat. Sundhedsforsikringen vil de gerne beholde. Familien mener som en million andre danskere, at det er en fin ide at kunne løse de mest almindelige skade- og sygdomstilfælde, uden at ligge det offentlige til last. Den beskatter Helle og Villy. Det koster ca. 850 kr. ekstra. Så er besparelsen nede på 3.050 kr.
Din familie har altså nu godt 3.000 kr. mere om året. Men pengene slipper hurtigt op. Se bare: S-SF kaster nemlig om sig med forbud og afgifter på alt fra fedt og sukker til tobak og alkohol. Faren ryger som sagt en pakke cigaretter om dagen. Dvs. 365 pakker om året. Afgiften sættes op med 10 kr. per pakke, så det koster 3.650 kr. Allerede der ’røg’ besparelsen på de 3.000 kr. Men Helle og Villy har flere planer. De planlægger med, at afgifterne på sukker, sodavand, fedt, chokolade og slik sættes op med i alt 3,1 mia. kroner. Hvis vi fordeler det ligeligt på alle danskere, er det cirka 560 kr. i gennemsnit for hver dansker. Eller 2.250 kr. om året for vores almindelige familie.
En gang om året tager far og mor og ungerne til Tenerife. Og en gang om året flyver de til Nordjylland for at besøge familien. Står det til Helle og Villy, skal de af med en flypassagerafgift på 75 kr. per dansk afgang. Det er 900 kr. om året.
Heldigvis arbejder både moren og faren i vores familie udenfor København. Havde de boet i forstaden og en af dem arbejdet inde i selve København, så havde der været en regning på bompenge på op til 18.000 kroner om året. Men det slipper vores familie for. Selv uden bompenge summer det hele op. Forbrugsafgifterne på fars cigaretter, alt det usunde og flyveturen løber altså op på 6.800 kr. for familien. Eller et samlet underskud på 3.750 kr.
Men det stopper ikke her. Højere erhvervsskatter, bl.a. selskabsskat på fem milliarder, halvanden milliard i grønne afgifter og »arbejdsskadeafgift på erhvervene« og fire milliarder i den lidt mærkelige »afgift på omsætning af aktier«.
Det er altså ti milliarder fra erhvervslivet. Og det påvirker jo ikke direkte familien. Men det kommer det til at gøre, før eller siden. Vi kommer alle sammen til at betale de skatter, der rammer erhvervslivet. Regningen bliver sendt videre til dig. For virksomhederne sætter enten priserne på varerne op, sænker lønnen eller også viser de højere skatter sig i form af lavere afkast til dem, der ejer virksomhederne. Og det er jo blandt andet LO-familien via deres pensionskasse, som så får mindre afkast, og dermed en dårligere pension.
Lidt forenklet kan man regne sådan her: Alle danskere tjener tilsammen knap 1.000 milliarder om året. Så de 10 milliarder i ekstra skatter på erhvervslivet svarer til 1 procent af alle danskeres løn. Hvis lønnen falder med 1 procent, så mister familien ca. 6.300 kr. før skat og ca. 3.600 kr. efter skat.Nu er facit 3.450 kr. i skatter og afgifter på familien plus 3.600 i familiens del af skatter og afgifter på erhvervslivet. Det giver i runde tal 7.000 kr. om året i skattestigninger.
Villy og Helle bruger pengene til at øge de offentlige udgifter. Hospitaler og skoler og veje får flere penge. Og det er godt for familien. Men betales skal det altså og i sidste ende af helt almindelige mennesker.Er familien nu også typisk? Det kan du selv afgøre. Hvis du rejser og ryger mindre, er beløbet måske mindre for dig og din familie. Men hvis du og din familie lever bare en lille smule mere usundt end gennemsnittet, bliver I hårdere ramt.
Og så er der de 12 minutter. Staten kan - trods alt - ikke diktere, hvornår vi skal stå op og gå på arbejde. Men det betyder, at de 15 milliarder, som Villy og Helle siger, at de vil »skaffe« ved at vi alle skal arbejde 12 minutter mere om dagen, er fup. Men pengene er brugt. Og hvis Villy og Helle skal holde alt, hvad de har lovet i deres Fair Løsning, så skal pengene skaffes. Fx ved at hæve bundskatten med 2 procent. Det er slet ikke med i vores regnestykke endnu, og det betyder yderligere 10.000 kr. i øgede skatter til vores familie. Nu er vi så oppe på et tab på 17.000 kr.
Villy og Helle har også foreslået mere uddannelse, bedre integration og mange andre ting. Pengene til dette har de heller ikke fundet, men gevinsterne er brugt. Den eneste måde Villy og Helle kan finansiere den slags på, er ved at hæve skatterne yderligere. Hvis det også skal ske ved at hæve bundskatten, giver det yderligere godt 8.000 kr. i skatter som faren og moren skal af med.
Som tidligere nævnt slipper vores familie med de to børn for bompengene til København. Alligevel skal den af med omkring 25.000 kroner i ekstra skat hvert år. For en københavnerfamilie, der pendler i bil, kan udgiften blive 15.000-20.000 kroner større. Når alt indregnes skal hver dansk familie betale i omegnen af 28.000 kr. ekstra om året i gennemsnit. For regningen for Villy og Helles manglende planer skal betales.
Har din familie råd til Villy og Helle?





































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten