Det er vigtigt at præcisere, at den demokratiske bestræbelse bør forstås som et forsøg på at opbygge en rationel samfundsorden.

Den vokser ud af et rationelt spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvorledes samfundets love skal være. Det er, fordi det IKKE er muligt på en rationel uangribelig måde at begrunde, at nogen har en særlig ret til at bestemme lovene, at man i stedet kan slutte, at så bør alle have lige ret. Således kan man negativt begrunde rationaliteten i den demokratiske bestræbelse. At begrundelsen også kan tage en positiv vej hvor værdier kan begrundes begrebslogisk vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men blot nævne at "politisk ligeværdighed" er en logisk implikation af demokratiets etiske begrundelse.

Dette medfører, at den demokratiske bestræbelse ikke selv må kategoriseres som udtryk for en særlig religion.

Spørgsmålet er så, hvorledes man fra demokratisk hold bør forholde sig til religionen.

Eftersom demokratiet forudsætter, at den enkelte må have frihed til selv at tænke de politiske spørgsmål igennem, så forudsætter det også, at alle kan få den nødvendige baggrundsviden. Det kræver som minimum, at der er frihed til at debattere og til at argumentere for forskellige politiske holdninger. Demokratiet kan ikke leve uden en almindelig respekt for den enkeltes ret til at gøre sig sine egne tanker om tilværelsens mening og til at diskutere disse tanker med andre. Det kan ikke leve uden åndsfrihed, og til den hører også religionsfrihed.

Men spørgsmålet er så, om disse fordringer aldrig kan støde sammen. Hvad siger deres konsekvenser?

Hvad angår fordringen om demokrati, så giver den mig ret til en politisk indflydelse, som på et basalt plan skal være ligeværdig med andres, og som har sit udtryk i den demokratiske afstemning.

Men denne ret modsvares så også af en forpligtelse til at bruge retten på en sådan måde, at demokratiet opretholdes. Det vil sige, at jeg moralsk er forpligtet til at bruge min politiske indflydelse til at stemme for en lovgivning, som sikrer, at demokratiet ikke svækkes.

Hvad angår fordringen om religionsfrihed, så giver den mig ret til at "dyrke" min egen religion uden indblanding fra statsmagten, og derfor også uden indblanding fra lovgivningsmagten. Men i et demokrati er jeg selv en del af lovgivningsmagten, i og med at jeg har ret til at deltage i valget af den lovgivende forsamling. Derfor modsvares min ret til religionsfrihed af en pligt til i mit politiske valg at bøje mig for andres tilsvarende ret. Det indebærer, at jeg ikke politisk må tvinge dem ind under min religion, og at jeg derfor heller ikke må kræve gennemførelse af en lovgivning, som jeg begrunder på gyldigheden af min egen religion.

I et demokrati er retten til religionsfrihed altså direkte forbundet med en fordring om, at den enkelte skal kunne adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse overbevisning. Den enkelte "betaler" sin religionsfrihed med en pligt til ikke at bruge sin religion som politisk platform. Ligesom han "betaler" sin demokratiske ret til politisk ligeværdighed med en moralsk pligt til at bruge sin politiske indflydelse på demokratiets opretholdelse. I demokratiet er religionsfriheden knyttet sammen med forpligtelsen til IKKE at begrunde sin politiske holdning i sin religion, men ALENE at begrunde holdningen i de nødvendige forudsætninger for demokratiets opretholdelse.

Et velfungerende demokrati kræver derfor, at borgerne kan adskille deres demokratiske forpligtelse fra den forpligtelse som deres religiøse overbevisning indeholder. Men hvorledes sikres, at dette krav opfyldes? Principielt er der for skellige muligheder.

Den første er, at borgerne faktisk er så rationelle, at de hver især helt bevidst er i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse overbevisning. Men hvor mange er så rationelle?
Hvis folk helt bevidst er i stand til at adskille politik og religion, så er der grund til at antage, at deres religion ikke stikker særligt dybt. Det er næppe troværdigt, at folk, som alvorligt bekender sig til en religion, der per definition går ud over, hvad der kan begrundes rationelt, også vil have rationalitet til SELV at adskille politik og religion. Men hvis det ikke er troværdigt, hvorledes kan man så få den krævede adskillelse mellem politik og religion ind i den enkelte borgers hoved?

Den enkelste mulighed er, hvis religionen selv bringer adskillelsen med sig. Hvis altså religionen selv afstår fra at ville være politik og derfor ikke har nogen politisk lovgivning - ingen politiske budskaber - med i sin forkyndelse. Men det er naivt at tro, at alle religioner opfylder den betingelse. Den rent principielle gennemtænkning af forholdet mellem demokrati og religion må acceptere, at religioner kan være forskellige med hensyn til, i hvilken grad de indeholder en politisk lovgivning, og derfor hvor vanskeligt de har ved at bøje sig for det demokratiske krav om adskillelse mellem politik og religion. Det vil være lettere for en religion, jo mindre den selv kræver af politisk lovgivning; og lettest, hvis den ud af sin egen forkyndelse - og ikke som følge af ydre krav - helt afstår fra at ville være politik.

Går vi fra den principielle begrebslogiske gennemtænkning til de historiske religioner, så er det umiddelbart indlysende, at islam og kristendom må befinde sig hver sin ende af skalaen, når det gælder forenelighed med det som demokratiet kræver.

Mens kristendommen blev statsreligion PÅ TRODS AF Jesu forkyndelse, så blev islam statsreligion i fuld overensstemmelse med Muhammads forkyndelse.

Derfor lå der i Jesu forkyndelse et indbygget opgør med, at kristendommen var blevet institutionaliseret som en politisk magtfaktor. Et opgør mod ethvert forsøg på at guddommeliggøre politiske institutioner og magter, og mod at guddommeliggøre en særlig politisk lovgivning.

Et sådant indbygget opgør findes ikke i Muhammads forkyndelse. Her bliver opgøret ikke mod dem, der tror at kunne guddommeliggøre den politiske lovgivning, men mod dem, der ikke er ihærdige nok i at gennemføre den islamiske lovgivning.

Det blev i første omgang Martin Luther, der kom til at manifestere kristendommens indbyggede opgør med religionen som politisk magt. Det var med Reformationen, at kimen blev lagt til sekulariseringen af politikken i den vestlige verden. Fordi man havde en religion, som når den tog sig selv alvorligt, også måtte sekularisere politikken. Deri er kristendommen forskellig fra islam. Selve islams centrale idé om en guddommelig lovgivning for samfundet, giver den ikke nogen indre vej til sekulariseringen af det politiske. Her fører den indre vej langt snarere i den modsatte retning: til fornyet forening af politik og religion i en genoplivning af den islamiske lovgivning.

Således er der en afgørende forskel på de to religioners forhold til politik. I den kristne verden kommer kritikken af ethvert forsøg på at ville sanktionere en bestemt politik religiøst ikke mindst fra religionen selv. I den muslimske verden er det en central del af selve den politiske opgave at skulle gennemføre en religiøst sanktioneret lovgivning. Hvor kristendommen i sig selv gør det suspekt at ville tage religionen til indtægt for en politisk lovgivning, så gør islam det suspekt at ville gennemføre en lovgivning som ikke har sin grund i islam.

Det er derfor ingen tilfældighed, at det moderne demokrati med dets implicitte krav om adskillelse mellem religion og politik er groet frem indefra i den kristne kulturkreds og ikke i den islamiske. Både den principielle gennemtænkning og de historiske erfaringer med de to religioner peger i samme retning.

Mens kristendommen med sin implicitte sekularisering af det politiske åbner for udviklingen af det sekulære demokrati, så står islam med sit særlige krav om lovgivningen i vejen for en tilsvarende ydvikling. Alene som følge af disse sammenhænge synes det rationelt at anse islam som en væsentlig faktor i FORKLARINGEN på, hvorfor den islamiske verden har haft og stadig har det så vanskeligt med demokratiet. Og samtidig at anse kristendommen for en væsentlig faktor i forklaringen på, hvorfor det sekulære demokrati er vokset op i den vestlige verden.

Dette indlæg er ment som inspiration og måske korrektion af det afsnit i "Demokrati Håndbogen" der bærer samme overskrift som dette indlæg.

Efter min vurdering gåes der alt for let hen over både de principielle og historiske forskelle mellem islam og kristendommen når det gælder deres respektive forenelighed med en demokratisk orden. På mig virker artiklen i hvert fald temmelig konturløs og overfladisk, hvilket er en fejl når der andet steds fremhæves nødvendigheden af kendskab til logisk analyse - det vil sige betingelserne for gyldigheden af logiske deduktioner.

Men alt i alt er det et godt og nødvendigt initiativ der her er taget og jeg ønsker jer held og lykke med bestræbelserne på at udbrede kendskabet til hvad demokrati er og hvad det fordrer.

Hilsen

Janus

Kristendommen har ikke opfundet demokratiet, men ligger i naturlig forlængelse af kristendommen.

Kristendommen har ikke opfundet demokratiet, men ligger i naturlig forlængelse af kristendommen.

Lene Andersen. Hvor er det en god kronik, du har skrevet her, den er endda meget god, og hvor er det en god idé du/I har fået m.h.p. oplysning om og udbredelsen af demokrati på verdensplan. Flot gået, men jeg forstår ikke helt dit udsagn om, at "et ordentligt demokrati sagtens kan rumme f. eks. et kongehus". Du skriver også: "lidt anarki, retten til fordummelse og friheden til religion". Det kan jeg sagtens leve med, men kongehuset er da på ingen måde foreneligt med netop et "ordentligt demokrati". Så længe vi skal belemres med et i allerhøjeste grad udemokratisk levn fra en lang række krigeriske og højst udemoratiske perioder i vores fortid, er vores demokrati ikke ordentligt. At dømme efter indholdet i din ellers fantastiske beskrivelse, må det med kongehuset være en svipser. Du kan ikke mene, at kongehuset har nogen som helst berettigelse i et demokrati og slet ikke i et ordentligt demokrati!

Illuminati:

Iran støtter terrororganisationerne Hamas og Hizbollah, der står bag hundredevis af missilangreb mod Israel i de senere år.
De iranske teokrater har både benægtet holocaust og erklæret at Israel skal udryddes og Israels udryddelse er en fast paragraf i Hamas' partiprogram.

I øvrigt afholdt den iranske diktator Ahmedinejad dels en konference for holocaustbenægtere, og dels en konkurrence for satiretegninger, der gjorde grin med ofrene for holocaust, i protest mod Westergaard latterliggørelse af islamistiske terrorister.

Selvfølgelig deltog en dansk, "antiracistisk" karikaturtegner, Jørgen Bitsch, også i denne ekstremt racistiske, iranske konkurrence - og selvfølgelig også i protest mod muhammedtegningerne...

Den "antiracistiske" karikaturtegners deltagelse i den racistiske konkurrence var omtrent lige så meningsfuld, som da højreradikale "antiracister" i SF beskyldte Villy Søvndal, for at være "socialnationalist", eller ligefrem en form for racist, fordi han kritiserede det stærkt racistiske parti, Hizb Ut-Tahrir, hvis talsmand endda er dømt efter racismeparagraffen, for at opfordre til mord på jøder...

Samarbejdet mellem Irans islamistiske teokratiske despoter og Hizbololah er i øvrigt så tæt, at det iranske regime benytttede bøller fra Hizbollah til at nedkæmpe iranske demonstranter, der demondstrerede for demokrati og menneskerettigheder.

Det hænger ikke sammen. Du skriver man ikke kan bruge religion til noget og det kan være direkte farligt for vores frihed.

I Grundloven står der at vi i Danmark har religionsfrihed. Vl du forbyde folk at dyrke religon i frihedens navn?

Det er ikke Iran der er 2 angrebskrige. Faktisk kan jeg ikke huske hvornår Iran sidst har angrebet noget land?

Hvis Demokratet betyder frihed hvorfor har vi besat 2 lande i frihedens navn?

Google "fall of the republic" og "terrorstorm dansk"

Fint initiativ. Men det er en kamp op af bakke, at demokratisere OIC-landene, for de har alle underskrevet Cairodeklarationen om menneskerettigheder i islam, der slår fast, at ALLE love og enhver dom skal være i overensstemmelse med sharia. Hvis man ikke kan vedtage love, der strider imod sharia, og f.eks. kræver ligestilling mellem mænd og kvinder, så er der ikke tale om demokrati, selvom man går til valgurnerne en gang i mellem.

Og det er ikke noget tænkt eksempel:

Menneskerettighedsforkæmperen David Littman forsøgte i sommeren 2008, at starte en diskussion i FN's menneskerettighedsråd om lige netop OIC-landenes systematiske krænkelser af muslimske pigers og kvinders menneskerettigheder. Krænkelser som OIC-landene retfærdiggør med, at de er i overensstemmelse med sharia.

Det lykkedes OIC-landene at overbevise rådets formand om, at det var "islamofobi", hvis rådet blot diskuterede de religiøst retfærdiggjorte overgreb på halvdelen af verdens muslimer!

Glimrende initiativ! Men jeg bliver bare NØD til at rette dig over det her citat:

"Det er umådelig vanskeligt her små 3.400 år senere at forstå, hvad Akhnatons reformation præcist handlede om. Men et kvalificeret bud er, at Akhnaton havde opdaget individet og insisterede på det. At han ønskede at se det enkelte menneske – eller i det mindste sig selv og sin familie – som den, han eller hun var, ikke som et forudbestemt skabelonbillede.
Desværre var Akhnaton ikke nogen særligt dygtig farao, og folket hadede ham, fordi han havde afskaffet deres kære guder og dyrkelsen af forfædrene. Så da han døde, slettede egypterne alle minder om ham og vendte tilbage til deres flerguderi. Individet forsvandt fra den egyptiske kunst, og alle senere egyptiske relieffer og billeder fik den traditionelle, skabelonagtige form."

1) Akhenaton viste ikke noget individ! Han œndrede bare det vi kunne kalde en kunst skabelon (det som Dr J. Baines kalder "decorum") - altså det der måtte vises. Kunstvœrker af Akhenaton er hverken mere eller mindre virkeligstro end alle andres. Selv den buste af Nefertiti du refererer til er fri fantasi og kunst regler! I virkelighedens verden kom Nefertiti fra Nubien og var sort!

2) Akhenaton var en udemœrket Farao. Det er en udbredt midforståelse at han dummede sig helt fœrdig; denne misforståelse er baseret på analyser af Amarna Brevene men den er efterhånden blevet så gennemhullet at den knapt kan bruges til andet end en Discovery Channel dokumentar.

3) Jeg tvivler stœrkt på at "folket" mente hverken fra eller til mht. Akhenaton, idet 95% af befolkningen var analfabetiske bønder der sandsynligvis havde meget lidt ide om hvad der foregik. De stiftede kun bekendtskab med Farao's skatte-opkrœvere og et par laverstående Kenbets to-tre gange om året og det var det. Derimod så var der adskillige hundrede Amon prœster der var lettere utilfredse med at deres tempel var blevet tømt for vœrdier i Akhenaton's 10. regerings-år...

Ellers et glimrende projekt!

"Hvilken anden institution i et demokratisk samfund kan sige til folk, at de har pligt til at være gode mennesker med moral? Eller rettere: hvem ellers ville kunne gøre det uden at se totalt naragtig ud?"

Hvem i al verden har sagt at religion ikke ser totalt naragtig ud i sin absurde fordrejning af virkeligheden som grundlag dels for almenkendte gyldne leveregler stjålet fra antikken (og som sekulære humanister tilslutter sig fordi de netop er almene), dels for uhyrlige diskriminationer (mod bl.a. homoseksuelle, ateister, kvinder, andre trossamfund mv.) som aldrig kunne forsvares i den virkelige verden... Ved at give køb på virkeligheden og mennesket egne dyder til fordel for en falsk gudstingests syge straffe og frelse til de der underkaster sig dens regime, har religion til stedse nedværdiget menneskeheden, og fortsætter hermed.

At demokratiet har givet de totalitære organisationer modspil, og tvunget dem til at rette lidt op på de uhyrlige og utilgivelige forbrydelser de i århundreder har bedrevet, rokker ikke ved at religion basalt set er et totalitært, løgnagtigt og diskriminerende verdenssyn, hvis lige kun er set i de mest autoritære og ekstreme politiske vildskud.

Religion, som alle andre autoritære totalitaristiske regimer hvis forbrydelser mod menneskerettighederne er legendariske, må stå for fald hvis menneskeværd og åndsfrihed skal overleve: Ikke således forstået at den skal udryddes, men således at den nægtes enhver politisk magt som den ældgamle usaglige (volds)fantasi den er. Releger dens magt til historiebøgerne, og gør dens latterlige grundlag og den bizarre og ondskabsfulde del af dens budskaber til genstand for den frie og ubundne debat som er den moderne civilisations kendemærke.