Kronik

Grønlands mineraler - og dansk hykleri

Christen Sørensen: Vi opfatter Kina som en trussel i Grønland. Men hvad har Danmark (og EU og USA) gjort for at lempe eller eliminere klemmen på de grønlandske beslutningstagere? Kronikøren illustrerer dette med en personlig oplevelse.

Og i øvrigt: Hvordan er det nu, vi i Danmark er lykkedes med at beskatte multinationale selskaber? Skulle vi ikke først feje for egen dør?
Og i øvrigt: Hvordan er det nu, vi i Danmark er lykkedes med at beskatte multinationale selskaber? Skulle vi ikke først feje for egen dør?

Kineserne kommer og overtager taktstokken i landet. Ikke i Danmark, men i Grønland. Og Grønlands politikere lader det ske uden hensyn til, at det medvirker til at forrykke balancen mellem Kina og den vestlige verden, især i relation til vor vigtigste allierede i Nato, dvs. USA. Det er på kort form den opfattelse, man kan få, hvis ens vigtigste informationskilde om mineraler og udnyttelse heraf i Grønland er den danske dagspresse.

Som formand for Det Rådgivende Udvalg vedr. Grønlands Økonomi fra 1996-2009, formand for Fiskerikommissionen (2008-09) og for Transportkommissionen (2009-10) for Grønland tillader jeg mig at mene, at jeg har et rimeligt grundlag for at nuancere den danske dagspresses meget ensidige information om disse centrale problemstillinger for de grønlandske beslutningstagere.

Grønlandske politikere, der tillader sig at se fremad, kan ikke undgå at blive konfronteret med, at de økonomiske perspektiver givetvis formørkes af dels ringe udsigter for landets hovederhverv, fiskeriet, dels af en aldrende befolkning. Det skal til illustration heraf blot nævnes, at rejefiskeriet i de senere år har måttet begrænses fra omkring 120.000 tons om året til nu 90.000 tons, og med udsigt til yderligere reduktioner. Således anbefaler den biologiske rådgivning, at årskvoten reduceres til 80.000 tons for at undgå overfiskning og udsigt til betydeligt lavere fangster fremover. Og rejeeksporten er i dag landets helt dominerende eksport; over 50 pct. af eksporten hidrører herfra. Og den øvrige eksport domineres af især hellefisk og øvrige fiskearter, bl.a. torsk, idet rejer og fisk i alt tegner sig for over 90 pct. af eksporten. Og disse fiskearter er også under pres, hvorfor der ikke kan forventes en mængdemæssig forøgelse heraf.

Med en betydelig lavere levestandard end i Danmark og med udsigt til et svindende erhvervsgrundlag i en aldrende befolkning ville det være dybt uansvarligt, hvis ikke grønlandske politikere var meget optaget af at udvikle nye primære erhvervsmuligheder. Realistisk bedømt kan dette i Grønland kun være mineraludvinding og/eller olieudvinding. Jeg har ikke kendskab til rapporter og analyser, der påviser andre realistiske muligheder.

Selv om dette har været en længe erkendt realitet, er det endnu ikke lykkedes at få igangsat en væsentlig produktion på dette område. P.t. er der kun en mindre guldmine i Sydgrønland i Kirkespiredalen i nærheden af Nanortalik. For nogle år siden var der endvidere olivinudvinding i nærheden af Maniitsoq, men denne aktivitet kunne ikke fortsættes efter finanskrisen, der jo også påvirkede en række råstofpriser negativt, herunder prisen for olivin. Eksporten af råstoffer udgør da også under 1 pct. af eksporten.

Men der er mange fugle på taget, herunder også store fugle, selv om der ses bort fra mulige olie-/gasforekomster. Hvis der alene ses på mineralprojekter, hvor der i driftsfasen regnes med over 400 beskæftigede kan nævnes: jern i Godthåbsfjorden, molybdæn ved Malmbjerget i Østgrønland, sjældne jordartsmetaller ved Kangerlussuaq og i Sydgrønland. Hertil kommer muligheden for anlæg af en aluminiumssmelter med tilhørende vandkraftanlæg ved Maniitsoq, hvor der regnes med en beskæftigelse på over 1.000 i driftsfasen.

Det er således ikke mulige projekter og heller ikke efterforskningsaktiviteter på mineralområdet, der er mangel på. Men derimod beslutning om konkret iværksættelse af et par store produktionsprojekter. Dette skal ses i sammenhæng med i hvert fald to hovedforhold. For det første er Grønland stadig pionerområde for mineralindustrien, og for det andet er omkostningsniveauet relativt højt i Grønland. En nødvendig forudsætning for et afgørende gennembrud på mineralområdet er derfor store forekomster med høj lødighed. Men det er ikke en tilstrækkelig forudsætning.

Så længe Grønland ikke er kommet på kortet som et attraktivt mineralland, vil mineralindustrien naturligvis forsøge at få meget gunstige vilkår på såvel miljøområdet, skatteområdet og med hensyn til arbejdskraft. I den danske debat har det især været skatteområdet og arbejdskraftspørgsmålet, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Der er således stor opmærksomhed på, hvordan det skal lykkes Grønland at få de multinationale mineselskaber til at betale en fair selskabsskat, og om der tillades tilgang af udenlandsk arbejdskraft, der ikke vil blive omfattet af grønlandske overenskomster, bl.a. arbejdskraft fra Kina. Udviklingen i Afrika på disse områder er skræmmende.

Jeg tvivler overhovedet ikke på, at disse problemstillinger er kendt og spiller en central rolle i den grønlandske beslutningsproces. Men hvordan ville man handle, hvis man selv og ens familie sad i en klemme med udsigt til dårlige fremtidsudsigter, som dog ikke kunne vendes til lyse udsigter, men til tålelige udsigter, hvis man indgik en aftale, selvom denne aftale blev langt mindre gunstig, end den burde? Jeg tror ikke, at jeg ville være i stor tvivl.

Derfor er det for mig at se åbenbart, at de første aftaler om store projekter såvel inden for mineralområdet som aluminiumsområdet bliver langt mindre gunstige for Grønland, end det var ønskeligt. Det tror jeg ikke, man behøver at fortælle i Grønland.

Men det er her, hykleriet kommer ind. For hvad har vi, Danmark m.v., gjort for at lempe eller eliminere klemmen på de grønlandske beslutningstagere? Jeg vil tillade mig at illustrere dette ved en personlig oplevelse i relation til sjældne jordartsmetaller.

Sjældne jordartsmetaller er specielt velegnet til at illustrere problemstillingen, idet Kina har et nærmest faktisk monopol på dette område med betydelige ulemper til følge for vestlig produktion af fremtidsorienterede produkter som IT- og telekommunikationsprodukter, batteriteknologi i forbindelse med udfasning af fossile energikilder mv. Derfor er det vel rimeligt at antage, at der burde være stor interesse i at forhindre et fortsat kinesisk monopol på dette område. Derfor har jeg da også været nervøs for, at kinesisk kapital skulle købe de selskaber, der har efterforskningstilladelser med senere mulighed for produktionstilladelser til jordartsmetalforekomster i Grønland. Konkret har jeg på dette område ligefrem, som noget ganske uvant, forsøgt mig med mødelobbyaktivitet.

Danmark havde i første halvår af 2012 formandskabet i EU. Forud herfor kontaktede jeg Dansk Industri, der havde udtrykt bekymring for situationen på området med jordartsmetaller, og aftalte et møde, hvor jeg redegjorde for mine overvejelser med udgangspunkt i oplysninger fra mine grønlandske kontakter. Hensigten var, da der kun er beskeden erfaring med mineraludvinding i Danmark, at Dansk Industri skulle forsøge at få den europæiske mineralindustri på banen, idet danske virksomheder, bl.a. entreprenørvirksomheder, burde involveres så meget som muligt. Årsagen til dette initiativ var, at jeg fra mine grønlandske kontakter var blevet informeret om den behandling, en grønlandsk føler var blevet udsat for af en EU-kommissær.

Ved en tilfældighed var det kommet det grønlandske selvstyre til kendskab, at der i Bruxelles blev afholdt givetvis en af flere konferencer, hvor sjældne jordartsmetaller var temaet. Repræsentanten for det grønlandske selvstyre, som tilmeldte sig mødet, fik endog lov til at holde det afsluttende indlæg på konferencen. Her blev der fremsat en åben invitation til at få del i de grønlandske ressourcer på dette område, idet Grønland langt hellere så vestlige interesser, som der var værdifællesskab med, end interesser, hvor dette ikke var tilfældet, involveret. Og hvad var så svaret herpå? EU-kommissæren fandt det ligefrem for godt at fremhæve, at nu måtte Grønland vælge side. Kort sagt var budskabet, at Grønland mere eller mindre skulle forære disse ressourcer til vestlige interesser!

Realiteten for grønlandske politikere er altså, at de tilsyneladende ikke kan regne med en stærk, hjælpende hånd fra EU og vel heller ikke fra USA, for så var der vel blevet skubbet mere til det amerikanske aluminiumsselskab Alcoa, der står bag aluminiumsprojektet i Maniitsoq.

Og i hvor høj grad danske interesser og den danske regering har været aktiv på dette område, har jeg ingen viden om. Jeg har da heller ikke fået en tilbagemelding fra Dansk Industri.

Og i øvrigt: Hvordan er det nu, vi i Danmark er lykkedes med at beskatte multinationale selskaber? Skulle vi ikke først feje for egen dør?

Af: Christen Sørensen Professor i økonomi, Syddansk Universitet, fhv. overvismand samt fhv. formand for Det rådgivende udvalg vedr. Grønlands økonomi

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.