Grønland og råstofferne

Jens Adser Sørensen: Danmarks engagement i Grønlands mine-projekt må bygge på en dialog, der respekterer selvstyrets kompetencer, beslutninger og ønsker - ikke på opportunistisk oppositionspolitik.

Har hånd du lagt på Herrens plov, da se dig ej tilbage!

Sådan lyder det i en salme af Grundtvig. Meningen er klar - har du indskibet dig i noget stort, så se fremad. Grønlands Selvstyre har nu lagt hånd på Herrens plov med vedtagelsen af Storskalaloven 7.12.2012. Loven baner vej for store råstofprojekter og muliggør import af udenlandsk arbejdskraft, hvilket kræver en særskilt dansk lov for Grønland, da udlændingeområdet ikke som arbejdsmarkedsforhold er overtaget af selvstyret.

Forud er gået mange års efterforskning efter energi- og råstofressourcer udført af især GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), som har resulteret i en række planer og projekter, hvoraf indvinding af jernmalm fra Isua forekomsten nord for Nuukfjorden er det mest konkrete. Her har selskabet London Mining (børsnoteret i London), indgivet en ansøgning om udnyttelsestilladelse. Selskabet vil bruge kinesisk kapital, entreprenører og aftagere af malmen. Desuden har verdens største aluminiumsproducent, Alcoa, længe overvejet anlæggelse af en aluminiumssmelter ved Manitsoq baseret på el fra vandkraft.

Interessen har også samlet sig om den strategisk vigtige forekomst af de eftertragtede, sjældne jordarters metaller i Sydgrønland. Kina sidder på over 95 procent af produktionen på verdensplan og har dermed afgørende indflydelse på prisen. Sydkorea er interesseret i forekomsten og i Grønlands råstofpotentiale. Landets præsident aflagde således temmelig opsigtsvækkende officielt besøg i Grønland i september - uden at lægge vejen om ad København - ligesom en grønlandsk regeringsdelegation netop har besøgt Sydkorea.

I Grønland har debatten om råstofferne således stået på i lang tid, og man er nu klar til at træffe beslutninger - rette blikket mod fremtiden og »ej se sig tilbage«. Det har fået danske kommentatorer og politikere til at vågne op og advare om alvorlige sikkerhedspolitiske, økonomiske og sociale konsekvenser af især et kinesisk engagement i Grønland. Det er ikke så mærkeligt i lyset af Kinas fremfærd i Afrika, men reaktionerne kommer alligevel underlig sent i forhold til de mangeårige grønlandske overvejelser.

Uffe Ellemann-Jensen skriver således i en kronik i Berlingske 10.12.2012, at adgangen til Grønlands jordmetaller og råstoffer generelt må ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv, og at grønlænderne ikke kan køre den sag alene. Han mener, at det ikke vil være acceptabelt at styrke det kinesiske nær-monopol på strategiske råvarer. Desværre beskriver han hverken, hvordan den danske regering kan eller skal involvere sig i råstofområdet, som faktisk blev overtaget af selvstyret 1.1.2010.

Anders Jerichow advarer den 14.12. 2012 i Politiken om, at Grønland kan komme til at stå i farlig afhængig-hed af det autoritære Kina, og han efterlyser et nordisk konsortium, der kan mønstre den nødvendige investering, men ikke giver nogen anden enkelt stat eller enkelt kommerciel partner et bestemmende flertal, der kan anvendes imod Grønland.

Venstres Ellen Trane Nørby blander i en kommentar i Berlingske 23.11.2012 noget polemisk den kommende danske lov, som skal muliggøre anvendelsen af udenlandsk arbejdskraft, sammen med regeringens »torden« imod lønmodtagernes fravalg af de politiske fagforeninger (Vejlegården) og kalder det dobbeltmoralsk. Det er også blevet påstået, at storskalaloven muliggør social dumping og er i konflikt med Rigets forpligtelser i henhold til ILO-traktaterne. Det må selvstyret naturligvis få afklaret sammen med den danske regering. Men at Danmark skulle bremse loven på det grundlag ville være totalt uacceptabelt og i strid med selvstyreordningens grundlag. Grønland har råderetten over egne ressourcer og må tage bestik af vilkårene på verdensmarkedet.

Den danske regering er naturligvis heller ikke i stand til at deltage økonomisk i udvindingen af råstoffer i Grønland. Det er derfor ikke særlig relevant af Venstres politiske ordfører i nævnte kommentar at påstå, at »Grønlænderne vil gerne have os med, men hopper vi ikke på og deltager aktivt og konstruktivt i udviklingen, tager kineserne gerne vores plads. Det ville dog være trist, og derfor er der behov for, at statsministeren og regeringen melder klart ud.«

Sagen er jo, at det indtil videre kun er London Mining i samarbejde med kinesiske interesser, der har indgivet en konkret ansøgning om udnyttelsestilladelse til et storskalaprojekt. Ingen danske, nordiske eller andre selskaber har budt sig til og været villige til at påtage sig den enorme opgave det er, at udvinde råstoffer i arktiske egne. Skulle Grønland så lytte til de alvorstunge forbehold og advarsler og på forhånd afskære sig fra indtægter fra London Minings projekt? Naturligvis ikke - Selvstyret må derimod sikre rimelige vilkår for arbejdskraften og maksimalt udbytte for det grønlandske samfund - vel vidende at kinesere og andre ikke er interesseret i grønlænderne for deres brune øjnes skyld. Dette kræver rådgivning i udformning af koncessionsvilkår og maksimering af samfundsudbyttet fra ekspertise på højeste niveau. En sådan besidder hverken Grønland eller Danmark. Vi har imidlertid oplevet en lignende situation i Danmark i forbindelse med processen, som førte frem til 1981-aftalen om ændring af A. P. Møllers eneretsbevilling af 1962 til eftersøgning og indvinding af olie og gas og til udformning af et moderne koncessionssystem.

Den proces blev dygtigt styret af energiminister Poul Nielson, som udvirkede, at staten engagerede et kompetent konsulentfirma, DeGolyer and McNaughton, til at bistå sig og udarbejde analyser og indstillinger vedr. den fremtidige lovgivning mv. Firmaet præsenterede en række forskellige modeller for, hvordan samfundsudbyttet kunne optimeres under hensyntagen til ønsket om at fastholde olieselskabernes interesse og engagement. Den valgte model indebar bl.a. anlæggelse af en statslig olierørledning fra felterne i Nordsøen til Fredericia med tvunget benyttelse og afgift, indførelse af royalty og kulbrinteskat samt krav om DONGs gratis (bårne) deltagelse i aktiviteterne. En teoretisk parallel til olierørledningen kunne eksempelvis være, at selvstyret anlagde vej og »slurry pipeline« (opslæmmet, knust jernmalm) mellem Isua-bruddet og Nuukfjorden og afkrævede London Mining en afgift for benyttelsen. En anden mulighed er naturligvis royalty, som selskabet ikke kan undgå at skulle betale ved smarte skattemanøvrer.

Det er derfor glædeligt, at Grønlands regering, Naalakkersuisut, 3.12.2012 meddelte: »Naalakkersuisut arbejder til hver en tid for at sikre at det grønlandske samfund får størst mulig udbytte af de forhåbentlig kommende råstof- og storskalaprojekter. For at styrke det arbejde nedsætter Naalakkersuisut nu en ekspertgruppe. Medlemmer af gruppen vil bestå af internationale eksperter, der har erfaring med minedrift og økonomi. Ekspertgruppen skal løbende rådgive Grønland i, hvordan selvstyret sikrer den bedst mulige kontrol af sine indtægter.«

Grønland er således indstillet på både at åbne for udnyttelse af landets råstoffer i stor skala for at styrke landets økonomiske bæredygtighed, og at ruste sig bedst muligt til at lægge arm med interesserede firmaer. Danmarks engagement i denne proces må bygge på en dialog, der respekterer selvstyrets kompetencer, beslutninger og ønsker - ikke på opportunistisk oppositionspolitik.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.