Kronik

Grøn vækst – en farlig cocktail

I EU påstår man, at den såkaldte grønne omstilling både kan øge væksten, sænke arbejdsløsheden og løse verdens klimaudfordringer. Men det passer ikke. EUs klimapolitik er nemlig dyr, dum og virkningsløs.

Anders Primdahl Vistisen og Niels Westy Munch-Holbek, Kandidater til Europa-Parlamentet fra hhv. DF og LA
Anders Primdahl Vistisen og Niels Westy Munch-Holbek, Kandidater til Europa-Parlamentet fra hhv. DF og LA

Når europæerne går til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt Europa-Parlament 25. maj, er der et tema, der går igen på tværs af de 28 lande i samarbejdet. Det er den økonomiske krise. Recession og lavvækst i EU siden 2008 har resulteret i, at 26 mio. europæere i dag er arbejdsløse. I den hjemlige danske debat har dette tema samlet partierne fra SF og til de Konservative i et forsøg på at sælge danskerne ideen om »grøn omstilling« som løsningen på krisen. Den påstår man både kan øge væksten, sænke arbejdsløsheden og løse verdens klimaudfordringer.

Desværre er den så højt besungne »grønne omstilling« ikke løsningen på de tre ovennævnte udfordringer – man fristes til at sige tvært imod – EUs klimapolitik er nemlig dyr, dum og virkningsløs. Ja, hvad værre er, måske er den i virkeligheden med til at forringe velstanden både i og uden for Europa nu og her, mens den udskyder overgangen til klimavenlig energiproduktion på markedsvilkår, som også fattige lande har råd til. Tilhængerne af grøn omstilling hævder, at det fremmer beskæftigelsen at satse på de »progressive« sektorer, som Margrete Auken ynder at kalde de dele af erhvervslivet, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Det strider dog imod hvad en række analyser både herhjemme og i udlandet er kommet frem til. Således påpeger de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at et stop for fremtidig støtte til vedvarende energi ville have en positiv effekt på forbrug og vækst og øge beskæftigelsen svarende til 5.000 fuldtidsstillinger. Professor Gabriel Calzada fra Kong Juan Carlos Universitetet i Spanien kommer således frem til, at hvert nyt job i den grønne sektor i Spanien koster 500.000 euro, og medfører tabet af 2,3 jobs i den øvrige økonomi. En analyse i Italien konkluderede, at der kunne oprettes 6,7 konventionelle arbejdspladser for omkostningen ved at oprette én grøn arbejdsplads i Italien. En analyse af det velestimerede Verso Economics kom i 2011 frem til, at hvert nyt job inden for vedvarende energi i Skotland, skete på bekostning 3,7 jobs i den øvrige økonomi. Grøn omstilling og satsning på vedvarende energi er altså ikke en jobskaber, men en jobdræber.

EU har en målsætning om, at udledningen af CO2 i 2030 skal være reduceret med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Ydermere skal 27 procent af energien komme fra vedvarende energi.

Det kan kun ske ved at påføre europæisk erhvervsliv og borgerne betydelige omkostninger. Til skade for både vækst, velstand og beskæftigelse. Og desværre vil effekten være ganske begrænset for den globale udledning af CO2. Det skyldes to faktorer. For det første står EU allerede i dag, med blot lidt over ti procent, for en meget begrænset del af den samlede CO2-udledning. For det andet vil denne andel, også uden tiltag, falde markant de kommende årtier. Dels fordi det samlede energiforbrug kun vil stige svagt i EU og dels fordi energiforbruget i resten af verden vil stige kraftigt i de kommende årtier. Hvor OECD-landene i dag står for ca. halvdelen af det samlede energiforbrug, forventes de i 2040 kun at stå for en tredjedel. Verdens samlede energiforbrug vil til den tid være steget med ca. 60 procent, og fossile brændstoffer vil fortsat stå for hovedparten af energiproduktionen. EUs enegang giver således ingen mening, hvis ønsket er effektivt at mindske den globale CO2-udledning. Her er udviklingen i lande som Kina og Indien langt mere afgørende.

Heller ikke den overdrevne vægt på brug af vedvarende energiproduktion nu og her giver mening. Fx har amerikanernes overgang fra kul til skifergas betydet mere for at bremse det globale CO2-udslip end verdens samlede vindmøller og solcelle- anlæg. I modsætning til sol og vind, er skifergas endda en billig energikilde som har medført, at prisen på energi er halveret i USA det seneste årti, mens udviklingen er gået stik modsat i Europa. Det har medført, at hvor USA har oplevet en tilbagekomst af energitung industri, hvilket har øget beskæftigelsen med en mio. stillinger, fortsætter europæisk industri sin udflytning fra Europa. Sidstnævnte indebærer godt nok, at CO2-udslippet fra Europa falder, men har ingen betydning for det globale udslip.

Hvor absurd klima- og energipolitikken er i EU illustreres fint med forbuddet mod glødepærer. Når alle Europas gamle glødelamper på et eller andet tidspunkt er skiftet ud med sparepærer, vil CO2-besparelsen svare til én dags CO2-udslip i Kina. I Tyskland har man siden år 2000 subsidieret grøn energi med mere end 800 mia. kroner. Alene i år koster det den tyske skatteyder 150 mia. kroner. Man har yderligere forpligtet sig til at subsidiere alene solenergi med et tilsvarende beløb de næste 20 år. Og effekten af denne massive subsidiering? Den globale opvarmning udsættes med 37 timer! Kriseramte Spanien fører endda en endnu mere grotesk energipolitik. Således beløber subsidier til grøn energi sig til mere end 1 procent af BNP per år. Det er mere end man bruger på de videregående uddannelser! I løbet af de næste år har man forpligtet sig til at betale 1.200 mia. kroner i subsidier. Effekten er, at den globale opvarmning bremses med 62 timer! Med andre ord har 2.000 mia. kr. til grøn omstilling og klimainitiativer købt os under en uges forsinkelse af de klimaforandringer, forskerne har estimeret sig frem til.

Her i Danmark står vi bestemt ikke tilbage for vores europæiske brødrefolk, når det kommer til nyttesløse klimaudgifter. Især det ene af de tilbageblevne to regeringspartier ynder ofte at pege på, at »vi lytter til eksperterne«. Det er nok et noget tvivlsomt udsagn fra den kant. For et helt konsistent træk ved dansk energi- og klimapolitik er nemlig, at man konsekvent netop ikke lytter til eksperterne.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi- og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2 og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. På trods af, at denne konstatering er baseret på et solidt faktuelt og videnskabeligt fundament, afholder det ikke regeringen fra rutinemæssigt at affærdige rådets konklusioner. Som daværende klima- og energiminister Martin Lidegaard skrev tilbage i 2012 om miljøvismændenes kritik: »Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.« Hvem de »andre« er vides ikke, men der er næppe tale om personer med nogen større indsigt i miljøøkonomi. Problemet er naturligvis, at det økonomiske råds kritik af den førte klima- og energipolitik ikke passer ind i den fantasifortælling, som er så udbredt både i den danske regering og i EU, personificeret ved den danske klimakommissær, Connie Hedegård. En fantasifortælling og selviscenesættelse der åbenbart vejer tungere end både levevilkår for nuværende og kommende generationer og reel løsning af klimaudfordringen. Om forestillingen om klima- og energipolitikken som vækst- og beskæftigelsesfremmende, gør vi i hvert fald gerne vismændenes ord fra 2012 til vores egne, når de konstaterer, at det er »tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.«

Vækst og beskæftigelse skal sikres ved gode rammevilkår for det private erhvervsliv. Det har vist sig at være den bedste og mest effektive måde at sikre vækst, velstand og beskæftigelse. Det er ikke kun til gavn for os selv, men også til gavn for verdens fattige. Med hensyn til klimaudfordringen er det på tide, at vi indser, at Europa ikke er verdens navle længere. Faktum er, at vores egen reduktion af CO2-udslip kun er af marginal betydning. Hvis vi derimod rent faktisk ønsker at løse klimaudfordringen, handler det primært om at øge forsknings- og udviklingsindsatsen. Hvornår og i hvilket omfang, verden kommer til at overgå til CO2-neutral energiproduktion, er nemlig helt afhængig af at man kan producere energi til konkurrencedygtige priser i forhold til kul, gas og olie. Desværre er klimadagsorden i både Danmark og EU for længst blevet hijacket af en uskøn blanding af tal-blinde idealister og politiske og økonomiske særinteresser. Det er på tide, at vi besinder os i Europa. Vi skal føre en rationel klima- og energipolitik baseret på, at man lytter til sagkundskaben. Det gør man desværre ikke i dag. Og det er til skade for både klima, vækst og velstand.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.