17. februar 2010, 22:30

En smilende mor med sin lille buttede baby tumler på en solbeskinnet kornmark, mens Solen skinner fra en lyseblå himmel. Idyllisk ser det ud, når sædbanker fremstiller moderskabet på sin hjemmeside. Og hvorfor skulle det ikke også være det? Det pastelfarvede modelfoto er jo netop billedet på, hvordan glæden ved forældreskabet kommer før alt andet og eventuelle ønsker om kernefamilier og bekymringer om et fremtidigt liv som eneforsørger fejes nemt til side af det altoverskyggende ønske om at få et barn.

Med vores moderne familieformer, hvor det er helt normalt at have indtil flere sæt forældre, flere af den samme slags forældre, bonus-forældre og så videre, passer billedet af moderen og hendes barn fint ind, og ingen kunne længere drømme om at finde på at stille spørgsmålet: Hvor er faderen henne?

Imidlertid er det heller ikke spørgsmål om hvor faderen er, som kvinder ofte søger svar på, men derimod hvem faderen er, og netop det spørgsmål forsøges imødekommet af sædbanker, der tilbyder kvinder at kunne læse en udvidet donorprofil på deres kommende barns far. Oplysninger som race, øjenfarve, hårfarve, højde, vægt, blodtype og fritidsinteresser er frit tilgængelige, og mod betaling kan kvinden få yderligere oplysninger om sædkvalitet, alder, uddannelse, personlighed, fire generationers sygdomshistorik samt høre et interview med den pågældende donor. Ud fra sædbankens ’vare-katalog’ kan kvinden så finde, hvad hun anser for at være den perfekte far til sit barn.

Jeg kan godt forstå, at den enkelte kvinde kan blive fristet til at ’perfektionere’ sit kommende barn og ønske at give det de bedste muligheder i livet. For hvem foretrækker ikke perfekte børn?

Den enkelte kvindes perspektiv er dog ikke nødvendigvis det samme som samfundets perspektiv. Som vi oplever det på så mange andre områder, kan der være modstrid mellem det, den enkelte umiddelbart foretrækker, og de værdier, samfundet som helhed må fremme.

Min væsentligste begrundelse for at stoppe denne udvikling er med andre ord den omfattende tingsliggørelse af det at få et barn. Udvælgelsen af barnets egenskaber bliver et projekt i sig selv, oven i den glæde, som barnet fører med sig. Og hvad skal den stakkels unge gøre, hvis han eller hun ikke kan leve op til det, som er blevet bestilt?
Og hvad med moderens rettigheder som ’forbruger’ – hvor sikker kan hun være på at få det, hun har betalt for? Og hvor kan hun klage, hvis hun om 10-15 år føler sig snydt?

Man kan nemt få opfattelsen af, at der eksisterer en overdreven tiltro til, hvad generne betyder for et menneskes udvikling. Fordi faderen er fodboldspiller eller pianist, er det langtfra sikkert, at barnet bliver god til at spille fodbold eller klaver. Og endnu mindre sandsynligt bliver det, hvis faderen ikke er med til at opdrage barnet.

Fortalere for de udvidede donorprofiler mener, at en meget detaljeret beskrivelse af donoren mindsker kvinders usikkerhed ved kunstig befrugtning. Der er godt nok tale om en vis usikkerhed, når man vælger en far til sit barn på den gammeldags maner, men det er der bestemt også ved ’donor-profil-metoden’ – måske ligefrem en større usikkerhed.
Kvinder med cirka 1.000 kr. og en lille uges tid til rådighed bør nok kunne komme igennem de omkring 100 profiler, der kan være tilgængelige i en sædbanks varekatalog. Samme effektivitet er nok svær at hamle op med, hvis man skulle gribe ’projekt barn’ an med den gammeldags metode – det er nok svært at nå at møde så mange mænd på en uge, selv for de mest ihærdige.

Til gengæld er der mange og ret afgørende faktorer, der ikke lader sig gøre med katalog-metoden: Du kan ikke stille supplerende spørgsmål, du kan ikke fornemme, om ’kemien’ er rigtig – for alt det usagte og usigelige kommer ikke med i vare­deklarationen. Der finder du derimod blot de – i den forbindelse – kolde facts som alder, uddannelse og blodtype.

Ved at henvise udvælgelsen og formeringen til at skulle foregå ved hjælp af omfattende og udvidede donorprofiler kan vi nok komme nogle af de kvinder til hjælp, som af den ene eller anden grund ikke ønsker eller kan få fat i en fader til barnet på anden vis. Men på lang sigt mener jeg, at det bidrager til, at vi får et mere individualiseret og dermed fattigere samfund.

I øvrigt er lovligheden af at anvende de udvidede donorprofiler noget speget. Nu er det ikke første gang, at de danske sædbanker udfordrer myndighederne. Sædbankerne har en legitim interesse i at forsøge at udvide deres virksomhedsområde, og samtidig får de, via den tilbagevendende debat, på den måde værdifuld og gratis reklame for sig selv. Det er ihvertfald tredje forår i træk, at Det Etiske Råd bliver draget ind i debatten.

Ifølge Sundhedsstyrelsens Vejledning om lægers anvendelse af kunstig befrugtning o.a. reproduktions­fremmende behandlinger må læger ved valg af sæddonor kun lægge vægt på oplysninger om sæddonorens hudfarve, øjenfarve, hårfarve, højde og vægt. Disse begrænsninger er man ikke bundet af i klinikker uden for lægeligt ansvar. Dette gør det derfor muligt at omgå flere af de etisk begrundede hensyn, der er bygget ind i loven.

Dette problem påpegede Det Etiske Råd allerede for et år siden i et brev stilet til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Det Etiske Råd foreslår derfor enten, at den nuværende loregulering udvides, så den – udover læger – også kommer til at omfatte andre personer, der udfører kunstig befrugtning, eller at der indføres en autorisationsordning for fertilitetsklinikker, så det f.eks bliver et krav, at al fertilitetsbehandling foregår under lægeligt ansvar.

Det store dilemma er, at vi alle helst vil have perfekte børn, men ikke en befolkning af perfekte mennesker. Vi ønsker ikke kun at se efterkommere af den populationssammensætning, som sædbanker kan byde på, men derimod en blanding af store og små, tykke og tynde, udadvendte og indadvendte mennesker, som vi kender det i dag. Og når jeg forholder mig kritisk til, hvordan sædbanker profilerer sig og hele tiden bevidst søger at omgå de nuværende regler, betyder det ikke, at jeg er modstander af kunstig befrugtning. Jeg ser kunstig befrugtning som et afgjort gode og et acceptabelt svar på den fertilitetsudfordring, vi står over for med forældres stigende aldersgrænser samt den påvirkning, miljø-ændringer har på vores frugtbarhed.

Men jeg frygter, at ’jagten på det perfekte barn’ kan ende med at fjerne fokus fra det, det egentlig handler om: at give alle kvinder, såvel enlige som par den gave, det er at få et barn.