Glædens vej

I Hans-og-Grethe-huset her over for tækkemanden står en gammel kurvestol. Den har så mange grønne mugpletter, at den kan have været i brug allerede, dengang tyskerne blev fordrevet fra Østprøjsen. Det vil sige, at den herboende Malene Schwartz kan have siddet i den som lille pige.

I Hans-og-Grethe-huset her over for tækkemanden står en gammel kurvestol. Den har så mange grønne mugpletter, at den kan have været i brug allerede, dengang tyskerne blev fordrevet fra Østprøjsen. Det vil sige, at den herboende Malene Schwartz kan have siddet i den som lille pige. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen
I Hans-og-Grethe-huset her over for tækkemanden står en gammel kurvestol. Den har så mange grønne mugpletter, at den kan have været i brug allerede, dengang tyskerne blev fordrevet fra Østprøjsen. Det vil sige, at den herboende Malene Schwartz kan have siddet i den som lille pige. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen

Min læge er en meget rejsende mand. Snart er han i Sudan, snart i Nordøstanatolien, snart sejler han på Nilen. Han siger, jeg er en hjemmefødning. Jeg svarer: Du rejser i rum. Jeg rejser i tid.

Jeg går nemlig ad en bestemt vej næsten hver dag, en vej som er fuld af minder. Den fører fra mit bjælkehus ned til kysten, en halv kilometer godt og vel. Jeg kalder den glædens vej. Jeg gik turen, da jeg var barn om morgenen, fra sommerpensionatet, Borshøjgård, med min far i hånden ned til stranden for at bade.

Vi gik sammen med nogle af fars venner. De drillede hinanden. Vi havde det sjovt. Vi gik over en ensporet jernbane, måtte gennem en bondegård med grisesti. Nu og da købte vi friskmalket mælk fra gården og drak den på stedet. Den sidste del af turen gik ad glædens vej. Vejen med de mange forskellige sommerhuse fra 1920erne og 30erne. De ligger her stadig. Der er bygget nogle enkelte nye. De er de mindst pæne og mest ordinære.

Nu går jeg så ad glædens vej næsten hver dag, også på denne årstid, hvor Solen kigger frem over trætoppene og skorstenene og ikke kun lister sig ind mellem træstammerne som i januar.

Med årene har jeg lært vejens huse godt at kende. Det mest idylliske af dem er et med småsprossede ruder og spidst tag, hvor mosset vokser smaragdgrønt på tagrørene, i spredt relief. Huset er malet sort og blåt med hvide gerigter. Det må være et af de første huse, der er bygget på vejen. Jeg gætter på omkring 1910, da området heroppe bag kysten ellers var ret ubebygget.

Huset overfor er ved at blive tækket. Hårdt arbejde for tækkemanden at lange tagrørene opad, når han ligger på skrå på maven. Han vinker ned til mig. Han kender mig jo fra min daglige tur. Findes der et smukkere tag end et nytækket, strågult spidstag?

Genbohuset er et lyst stenhus. Jeg boede i det en uge den sommer, jeg tog min embedseksamen. Boede her med min studiekammerat Erik Aschengreen og hans familie. Allerede dengang var han en lærd mand ud i balletten, selv om vor homoseksuelle litteraturprofessor syntes, at det tåspidsdanseri var noget kvindagtigt perlefiskeri. Professoren var til Johs. V. Jensen.

I et andet stråtækt hus ca. midt på glædens vej ligner ruderne på førstesalen et cockpit. Bag disse ruder lige under valmtaget sad i nogle år en nyligt pensioneret departementschef fra Kulturministeriet og stirrede vemodigt ud mod havet. Han var i mange år kontorchef med copyright og kunstnerrettigheder som speciale. En skønne dag i sine aktive år blev han forfremmet til departementschef. Dette havde en lidt særpræget årsag. Natalie Lind (V) havde som kulturminister i Hartling-regeringen udpeget en gennemsnitsjurist fra Justitsministeriet til departementschef i Kulturministeriet. Dels fordi hun ikke kunne lide embedsmændene i Kulturministeriet. Dels fordi den bemeldte unge jurist var meget smuk, hvilket hun vist ikke fik nogen nytte af. Men hendes efterfølger, Niels Matthiasen (S), fandt ikke den smukke jurist duelig, og gjorde min udkigsmand oppe i cockpittet til de facto departementschef, konstitueret hedder det vist.

Den officielle, nydelige departementschef sendte Niels Matthiasen rundt i verden til betydningsløse messer og konferencer, hvor han i kraft af sit udseende gjorde en god figur. For at forlænge hans fravær lod ministeriet ham rejse til de fjerne destinationer med tog og skib. Nogle dage efter Niels Matthiasens død kom den formelle departementschef hjem fra en sådan udflugt, der først var gået med skib over Vesterhavet til Skotland, derefter igen med båd til Norge. Efter at have fuldendt disse rejser trådte han ind i ministeriet med det mindeværdige udsagn: »Nå, er der ellers sket noget siden sidst?« Ja, der var kommet en ny minister, som snarligt gjorde den omkringfarende embedsmand til amtmand i Sønderjylland.

Som barn var det kun to uger om året, jeg vandrede ad glædens vej. For min far havde kun sommerferie i to uger. Resten af året kunne jeg stå ved vindueskarmen derhjemme på Østerbro og se ned på brandstationen og ud på Frihavnen eller længere ud til Langelinie, eller endnu længere ud over Øresund til Skåne.

Og der var nok at se på. Især i vinteren og foråret 1945. Det ene tyske transportskib efter det andet kom langsomt sejlende ind til kajen, skibssiderne camoufleret, antiluftskyts på en forhøjning på for- og bagdækket, og tusindvis af forhutlede kvinder, bedstemødre og børn ved rælingerne.

124 skibe kom listende ind til København i disse fire-fem måneder, inden krigen var slut. Medlidenhed havde vi ikke med de ombordværende. For vi vidste fra BBC’s radioudsendelser, at disse skibe med deres last af forkomne væsner havde pint og plaget, hånet og udnyttet deres medmennesker. Tyskere var et folkefærd af en særlig hjerteløs art.

Børnene og gamlingerne på bådene var nu fordrevet af »den røde hær«, først fra Østprøjsen, senere fra Pommern. Deres vej til Danmark havde ikke været en glædens vej, men en lidelsens og angstens.

900.000 civile nordtyskere blev reddet fra russernes gengældelse plus 350.000 sårede tyske soldater. En halv million af dem havnede i Danmark. En formidabel indsats af Dönitz’ marine. Evakueringen ved Dunkirk i 1940 reddede 338.000 briter.

Alligevel omkom tusindvis af de flygtende ved Østersøen, jaget af russiske kampfly, frosset ihjel i sneen. Hestene foran vognene stod i smeltevand til maven. Tyske kvinder skiftedes til at amme hinandens nyfødte.

Unge tyske kvinder, der blev i deres hjem, kunne regne med at blive voldtaget. I alt blev omkring to millioner tyske kvinder voldtaget af russere i 1945. Den russiske forfatter Ilja Ehrenburg opfordrede de russiske soldater til at tage tyske kvinder som »retmæssigt bytte«.

Men Stalins soldater led også. Selv i »fredelige« perioder blev 10.000 russiske soldater daglig dræbt. For officererne drev deres menige hovedløst frem mod de tyske maskingeværskytter. Hvilket inferno. Hvilke lidelser. Alt imens jeg flyttede fra min skole for at give plads til de syge og udmattede flygtninge, hvis indsejling til hovedstaden jeg stod på vores altan og fulgte.

I Hans-og-Grethe-huset her over for tækkemanden står en gammel kurvestol. Den har så mange grønne mugpletter, at den kan have været i brug allerede, dengang tyskerne blev fordrevet fra Østprøjsen. Det vil sige, at den herboende Malene Schwartz kan have siddet i den som lille pige. Og Bent Fabricius-Bjerre som ung mand. Og en midaldrende Jens Locher, som nu ligger på Tibirke Kirkegård, men engang var en meget populær forfatter, bl.a. til den ugentlige radioserie »Familien Hansen«. Lidt senere kan Asger Jorn, William Scharff, cobra-maleren Egill Jacobsen og havfrue-halshuggeren Jørgen Nash have siddet i netop denne stol og kigget ud på glædens vej.

Poul Nyrup Rasmussen kan såmænd også have benyttet stolen. Siden sit ægteskab med Lone Dybkjær er han tit kommet gående ad glædens vej. Jeg støder af og til ind i ham. Vi snakker lidt sammen. Dog ikke meget. Jeg mistede fidusen til ham, da han ikke ville mødes med Salman Rushdie, ytringsfrihedens symbol. Dermed frasagde Nyrup sig forsvaret af den europæiske civilisations ædleste klenodie, ytringsfriheden. Det var uværdigt. Det var også uværdigt, og illoyalt mod sin far, at påstå, at han ikke vidste, hans far havde været nazist under krigen. Alle i Esbjerg vidste det. En søn har selvfølgelig også vidst det. Hvem var det, der ikke var stueren?

Nå, jeg nærmer mig målet for turen. Stranden, og udsigten over det store hav, Kattegat med de utallige farver. J. Th. Lundbye har tegnet nedgangen til stranden omkring 1840. Her har vikingetidens bonde stået og set vikingeskibene samles uden for nordkysten, mens han har bedt Tor og krigsguden Tyr holde hånden over den bortdragende flåde.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.