Klaus Bondam: Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har lanceret hjemmesiden 'Væk med bøvlet, Inger', men der er snarere behov for, at Inger Støjberg løsner sit bøvlede jerngreb om kommunerne.
15. oktober 2010, 09:10
Jobcentrene sejler i bøvl og bureaukrati, så at slippe af med bøvlet er det rigtige sted at starte. Desværre er det langtfra nok. Der er behov for et grundlæggende opgør med hele den måde, beskæftigelsessystemet er skruet sammen på. Vi skal væk fra fokus på aktivering og hen mod fokus på job, og så skal vi gøre det, der virker. Ganske som medlem af regeringens egen Arbejdsmarkedskommission, Michael Svarer, skrev i Berlingske 13. oktober 2010.
Enkelthistorier om spaghettitårne, skumfiduser og Hitler-oplæsning har gjort det legitimt for journalister at skrive 'meningsløs aktivering' om al aktivering, som om de to ord var uadskillelige. Jeg tror, de fleste er enige om, at vi skal sende aktiveringen til eftersyn, og i København tager vi naturligvis ansvar for de historier, som er fortalt om Københavns Kommune, nogle mere veldokumenterede end andre.
Hvis vi skal have tilliden tilbage i beskæftigelsessystemet, skal vi måles på parametre, der giver mening. Det kræver en grundlæggende ændring af beskæftigelsessystemet og også af den refusionsordning, man har. Jeg mener ikke, det er uklogt, at jobcentrene måles på deres resultater. Jeg mener heller ikke, det er uklogt, at kommunerne har et økonomisk incitament for at bringe de ledige i job. Som det er nu, er det økonomiske incitament koncentreret om aktiveringsindsatsen, som om dette at være aktiveret var et mål i sig selv. I stedet bør vi have en incitamentsstruktur, der ser på, om de ledige kommer i job - et system, der måler på, om indsatsen helt konkret nytter. Det er, som om diskussionen om, hvordan vi får de ledige i job, er helt forsvundet i de mange enkelthistorier og refusionsdiskussioner. Det er fx meget betegnende, at det er umuligt at komme igennem til medierne med fakta om, at et udskældt tilbud faktisk får over halvdelen af de ledige i job inden for den første måned. Hvorfor er det ikke journalistisk relevant for en historie om aktivering?
Det siger sig selv, at det er nemmere at få en arbejdsmarkedsparat ledig i matchgruppe 1 i job end at få en hjemløs med et alkoholmisbrug sluset ind på en arbejdsplads. Derfor må en ny incitamentsstruktur også skrues sådan sammen, at der er differentierede forventninger til, hvor lang tid det tager at få borgere i de tre i matchgrupper i job. Ellers bliver det opportunt for de kommunale forvaltninger at fokusere på de stærkeste ledige, som kommer hurtigst i job, og så har indsatsen endnu en gang fejlet. Et politisk fokus i København er at bruge færre ressourcer på dem, der langt hen ad vejen kan selv, og flere på dem, der har brug for en ekstra håndsrækning. Det måtte gerne smitte af i en ny refusionsstruktur.
En ny incitamentsstruktur kræver, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg giver slip og ikke længere detailstyrer, hvor mange gange en beskæftigelseskonsulent skal mødes med en ledig, eller hvor mange timer en ledig skal sidde i et bestemt lokale. Når nu kommunen har fået overladt ansvaret for indsatsen, så er det absurd, at man samtidig fra statens side har så mange proceskrav i lovgivningen og i praksis tilrettelægger beskæftigelseskonsulenters og lediges hverdag. Har man sagt a, må man også sige b. Hvis man vil en kommunal tilrettelæggelse af beskæftigelsesindsatsen - og det mener jeg fortsat er fornuftigt, trods meldinger fra LO og DA, der har en egeninteresse i at skælde ud på systemet - må man også stå ved det. Økonomiske incitamenter er fint, men der bør være udstrakt metodefrihed til, at kommunerne selv kan tilrettelægge den mest effektive vej til job. Kun på den måde får man den sunde kappestrid om de bedst mulige løsninger, der er en af de bærende idéer i det kommunale selvstyre.
Hvis vi skal have tilliden tilbage i systemet, skal vi desuden gøre flere af de ting, vi tror på virker. Som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København tror jeg bl.a. på følgende:
Læring sker i virksomheden. Man kan gå i skole i mange år uden at lære, hvordan man gebærder sig på en arbejdsplads. Den bedste effekt af aktivering har vi, når den ledige kommer direkte ud i en virksomhed. Her får den ledige kolleger, ansvar, erfaring, netværk og oftest også en personlig sejr, fordi arbejde er så stor en del af vores identitet.
Tidligere på året stod virksomhedsaktivering for skud, og bl.a. ISS er blevet anklaget for at udnytte billig arbejdskraft. Det er vigtigt, at vi som politikere ikke lader os kue af den mediestemning, der bliver skabt. Faktum er, at virksomhederne aftager nogle af de allersvageste ledige, som ingen andre vil røre ved. De finder rum til ledige på Antabus eller med let skizofreni, hjemløse, folk der er på afvænning for ludomani, eller ledige som ikke har været på arbejdsmarkedet i 15-20 år. Det er ikke gratis arbejdskraft; det er socialt ansvar. Vi må ikke takke disse virksomheder ved at mistænkeliggøre deres motiver.
Løntilskud er nødvendigt og solidarisk. Løntilskud i kommunerne er også blevet angrebet som billig arbejdskraft og for én til én udskiftning af ordinært ansatte. Debatten, som først og fremmest er taget op af fagforeningerne, er god nok - vi skal selvfølgelig diskutere, hvad en løntilskudsmedarbejder kan og skal løfte, og de må ikke erstatte en almindelig medarbejder. Det er selvfølgelig heller ikke o.k., når der nogle steder er flere løntilskudsmedarbejdere, end der er ordinært ansatte. Men det fratager ikke kommunen ansvar for som foregangsvirksomhed at løfte nogle af de ledige, som lige nu ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet. Vi må ikke blive berøringsangste over for løntilskud, for det efterlader bare de ledige med aktiveringskurser i stedet, og det er en langt mindre effektiv vej ind på arbejdsmarkedet. Vi ved, at virksomhedsaktivering og løntilskudspladser virker. Skulle vi efterlade de ledige ude i kulden? Under ingen omstændigheder.
Tidlig indsats virker. En tidlig, forebyggende indsats er ofte den direkte vej til arbejde og kan spare kommunen penge på den lange bane. Det er i sin essens et samfundsøkonomisk argument. Vi har ikke råd til at lade de ledige hænge for længe. Vi har ikke råd til at lade unge kriminelle være i fred, og vi har ikke råd til at lade ledige, der også har en social sag, passe sig selv.
Derfor besøger Københavns Kommunes beskæftigelseskonsulenter de indsatte i fængslerne, mens de afsoner, og giver dem tro på, at penge tjent ærligt giver et bedre liv. Derfor arbejder vi aktivt med at skaffe unge fritidsjob, så de senere har lettere ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor laver vi en samlet indsats for den ledige, som samtidig er syg eller har en social sag, så den ledige møder et samlet system og ikke tre forvaltninger, der henviser til hinanden på kryds og tværs.
Det er tilgangen i København. Vi gør mere af det, vi ved virker, og som erfaring og forskning har peget på som effektive løsninger. Hvis vi skal gøre indsatsen bedre, kræver det både et eftersyn i egne rækker, og at beskæftigelsesminister Inger Støjberg slipper sit jerngreb om kommunerne og måler os på resultat frem for proces. Sådan får vi tilliden tilbage til jobcentrene og kun sådan får københavnerne de bedste muligheder for beskæftigelse.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten